BOLIGINDRETNING – om at flytte sammen og finde hjem igen – ACIE
OUTFIT - weekend i oversize strik og jeans

BOLIGINDRETNING – om at flytte sammen og finde hjem igen

BOLIGINDRETNING <i>- om at flytte sammen og finde hjem igen</i>

1. Athena stol fra Stilleben // 2. Tæppe fra Ellos // 3. Kobberskjulere fra H Skjalm P // 4. Lampe fra Ellos // 5. Lampe fra IKEA // 6. Grøn marmoræske fra Stilleben // 7. Sengesæt fra Ellos // 8. Lampeskærm fra Ellos

Som I ved, så er det sidste halve år gået med at konsolidere to lejligheder på hhv. 75kvm og 65kvm. Ingen let opgave. Det med at flytte sammen er jo typisk en flydende proces, og det var også tilfældet for os. Først en tandbørste. Et par skjorter. En playstation. Nogle højtalere. Fint. Ingen panik. Men pludselig – lejligheden blev solgt på et splitsekund og det hele skulle med fra den ene dag til den anden. Gamle fodboldpokaler. Adskillige cykler. Og elektronik som var Kajen Pentagons serverrum. Underlige figurer fra dengang han boede i Kina. Og en ny fodbold-dørmåtte med påskriften “Velkommen på min hjemmebane!”. Dybe vejrtrækninger. Det skal nok gå. Mit hvide rolige univers blev omvandlet til kaos. Til pulterrum. Til rod. Og mine indre stress-niveauer har nået helt nye højder i den periode. Det bliver bedre – dag for dag, weekend for weekend. Men la’ nu vær’, hvor er det en lang proces. At finde plads til 65kvm. I skabe, skuffer, reoler. Det hele gik så hurtigt, at vi ikke nåede at sortere undervejs – det bøder vi for nu. Så snart vi har fuldt overblik over vores ejendele og har fået pakke de sidste flyttekasser ud, er der ingen tvivl om at vi ringer til GoBox og får hjælp – kælderrummet er maxet ud. Der er ingen mulighed for at klemme mere ind. I.n.g.e.n.. Men det skal nok gå. Siger jeg igen.

Derfor har det også været lidt småt med boliginspiration den sidste tid. Den har været druknet – i rod, i elektronik og flyttekasser. Men langsomt – som vi får fundet os mere og mere til rette i et fælles hjem, så genfinder boliginspirationen sig. Det er også som om at noget må ske. At der ikke kan se ud, som der gjorde engang. Dengang Kajen var min, og ikke vores. Lige nu drømmer jeg om de her ting. Jeg vil gerne tilføje nuancer af mørkegrøn og petroleum, som vil stå så pænt til det hvide, det grå, det sorte, messing og kobber. Og så mangler vi stadig et tæppe til soveværelset – måske man bare skulle se at få bestilt det fra Ellos. Der må vel være grænser for, hvor længe man kan gå i cirkel? Uh ja – og det første projekt (som I nok skal høre mere om) er at få lavet vores nye spisebord, for vi har lige solgt det gamle på den Blå Avis i weekenden:)

Indlægget indeholder adlinks

   

18 kommentarer

  • Min mand flyttede nærmest ind på vores 3. date. Til gengæld har vi nu 6 år efter stadig ikke 100% fået konsolideret det hele.

    Der er noget med et lagerrum i Hillerød (eller er det Farum?) og jeg frygter, man der finder lidt for mange bilblade, lidt for mange hjemmelavede brugsgenstande (se! jeg har bygget en kommode! Er den ikke flot?!) og de evindelige kæmpestore, sorte højtalere. Men der er vist også nogle af mine ting (bla min Nobu kogebog og Verdens vinter og en del andre bøger) som blev flyttet ud i min mands lejlighed, da den skulle sælges og se beboet ud.

    Til gengæld tog han omkring 30 potteplanter med (som jeg forgæves har forsøgt at slå ihjel) og sofamøblementet er hans. Desuden er køkkenspisebordskonceptet hans idé og det samme med kontoret

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hahaha – jeg forestiller mig sådan et lagerrum, som dem der bliver bortauktioneret på TV og som er fyldt med alt muligt HELT vanvittigt.

      Iøvrigt vildt nok at flytte sammen efter 3 dates – vi var lidt langsommere, haha;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Det var heller ikke officielt efter 3 dates. Det var bare fordi han boede i udlandet og spurgte han, om han måtte bo hos mig et par dage (der så blev til 9 dage eller noget i den stil) næste gang han var i DK fordi han ellers skulle bo hos sin chef eller sine forældre. Og så blev han lissom hængende. Og FØR jeg havde været hjemme hos ham (i Tyskland) og tjekke, om han havde en hemmelig familie han ikke havde fortalt mig om eller nogle særheder der slet ikke var til at leve med. (han havde ingen af delene :-))

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ann

    Processen fra mit til vores er så fin på trods af rod, søvnunderskud og et overtal af flyttekasser…

    Jeg er lidt nysgerrig. Hvor længe har du været sammen med Skjorten, siden I nu flytter ind sammen? Er “jeres” historie en, du nogensinde har delt? Selvfølgelig uden at dele for meget, da jeg (og dine andre læsere, tænker jeg) har fuld forståelighed og respekt for, at du ikke deler ud af hele privatlivet på bloggen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lige nu synes jeg mest at processen fra mit til vores er virkeligt lang…. haha.. 😉

      Og nej – jeg har aldrig delt historien om mig og Skjorten. Mest af respekt for ham – han har nemlig bedt om ikke at blive sovset for meget ind i det her blog-halløj og det skal han jo have lov til. Det er ikke hans projekt, ikke hans hobby, ikke hans glæde. Og det er jeg nødt til at respektere – selvom det er edder-svært; for jeg vil jo gerne være personlig og dele og fortælle. Så det er en balance – faktisk sad jeg igår i bilen og blev helt i tvivl om jeg egentlig var gået over grænsen med det her indlæg. Havde glemt at respektere ham og hans ønske. Omvendt er det jo virkelig noget JEG har tænkt meget over, og hvis ikke bloggen skal reflektere MINE tanker, så ved jeg snart ikke hvad… Så mja. Det er en balance og jeg forsøger altid at navigere, men det er altså ikke altid lige let…

      Øh – men vi har været kærester i 2 år, så det er ikke en nogen ‘new fling’, for nu at svare:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh det gulvtæppe har jeg efterhånden set en kvart million steder. Næste gang, jeg falder over det på en blog, må jeg købe det – har jeg lige bestemt mig for 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Haha. Jeg kender ALT til et proppet kælderrum. Når to hjem bliver til ét, er det ligesom om at der er grænser for hvor meget man kan/vil smide ud = kælderrummet er stadig fyldt til randen her halvandet år efter jeg fik solgt min lejlighed.
    Irriterende nok har ALLE andre i vores andelsforening åbenbart intet der ikke kan være plads til i deres lejlighed, hvilket betyder at vi ligner de vildeste hoardere når man sammenligner med alle de andres kælderrum. Det er faktisk en anelse pinligt, så jeg er glad for at høre at vi ikke er de eneste i den situation. 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mit kælderrum var top-organiseret engang. Nu kan jeg ikke engang komme ind af døren. Mine pæne peach bukser døde dernede, fordi der kom kædeolie på, en dag jeg skulle forsøge at have fat i noget. Jeg blev så arrig og træt af det hele, at jeg næsten begyndte at flæbe (over kædeolie på et par bukser til 300kr… herregud pigebarn).. Ak ja.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sara

      Samme her! Og jeg har endda prøvet at organisere det med reoler osv. så tingene ikke bare er smidt oveni hinanden, men synes sgu næsten det er ligemeget hvad jeg gør dernede, så er det bare ét stort inferno af flyttekasser, møbler og værktøj. Suk!

      Haha! Tror altså godt jeg kunne være begyndt at flæbe lidt i ren og skær afmagt, hvis det var mig. 😛

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Et lille tip fra en gammel dame 🙂 Jeg er 42 år og har gift i 17 år. Det betyder rigtig meget for mig hvordan jeg bor og hvad jeg har omkring mig. Mit æstetiske øje ser det altid. Jeg elsker enkelthed og lækre detaljer i stil med det du viser. Min mand har dårlig stil (;-)) elsker farver og pang, har en mening om ting, men tænker ikke det mindste over det, når først lampen hænger i loftet eller billedet på væggen. Til gengæld bliver han ved med at glæde sig over fjernsynets gode billed-gengivelse.

    De første mange år var det rigtig vigtigt for mig ikke at være sådan en emsig dame, der smed alle mandens ting på loftet. Det syntes jeg var SÅ dårlig stil! Til gengæld var jeg aldrig rigtig glad for vores hjem.

    På et tidspunkt for nogle år siden blev vi enige om at det var åndsvagt, at vi skulle bestemme lige meget, når nu det betød noget for mig dagligt og han var ligeglad. Så nu bor vi så fint, så fint 🙂 Men betyder det noget for kæresten er det selvfølgelig en anden sag!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tusind tak for din kommentar – både fordi du giver godt perspektiv (jeg gider heller ikke være emsig.. men jeg er det jo for helvede alligevel), men også fordi jeg på den måde kunne opdage din fine blog (og få endnu mere perspektiv).

      Min Skjorte har heldigvis GOD stil (Se her: http://acie.dk/bolig-mit-andet-hjem-paa-vesterbro/), men derfor er der stadig mange ting. Og mange ting at blive enige om (igen – hvor skal grydeskeerne ligge, hvad sætter vi i reolen, skal du virkelig bruge 2 hylder på badeværelset… den slags).

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette Marie

    Du er ikke alene! Min kæreste og jeg flyttede sammen i juni. Han havde møbler nok til to hjem, så mit minimalistiske sind måtte på en prøve uden lige. Store sorte højtalere, tre (!!) glasborde, og dippedutter og dingenoter ad libitum. Han er typen der samler. Det er jeg ikke. Det hele skal nok gå – det tager bare tid! 🙂 It’s a promise!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hehe – Skjorten har faktisk kun nice møbler. Og vi har været enige om hvad der skulle blive og hvad der skulle ud (både af hans og mine møbler). DEt er mere alle tingene – alt det løse. Dér har vi ikke helt samme temperament;) Men tak – jeg krydser fingre. Slow progress er jo stadig progress.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • R.S.

    Jeg flyttede sammen med min kæreste over sommerferien 🙂 Vi boede begge før på kollegie, så det har ikke været et problem med at vi havde for mange ting – snarere omvendt. Og nu er man pludselig to der skal tage stilling til alt fra hvilken sofa vi skal have, til hvilken farve gardinerne i soveværelset skal have og i hvilken skuffe grydeskeerne skal være. Og det går bare meeeget langsommere når man er to til at tage alle disse beslutninger. Heldigvis er vi ved at være kommet på plads og min indre stress-niveau er ved at være stabiliseret igen 🙂 Men held og lykke med den videre boligsammensmeltning – glæder mig til at se resultatet 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Haha – vi diskuterer også hvor grydeskeerne skal ligge; og det bliver ikke lettere af at vi havde 4 stk hver. Come ooooon… Og tak – det skrider ligeså langsomt fremad, så vi skal nok komme i mål:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kender det alt for godt – dog er vores problem (for mange ting – for lidt opbevaringsplads…) Men mon ikke det lykkedes engang. Heldigvis er min kæreste ikke en af den slags med “dårlig-mandesmag” så han er nem at indrette med 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Haha – åh nej. Det gik op for mig, at jeg måske har givet indtryk af at Skjorten har dårlig smag. Det har han virkelig ikke – men der er jo bare nogle ting og minder, der følger med, som jeg ikke nødvendigvis ikke føler mig helt ligeså knyttet til, som han gør 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

OUTFIT - weekend i oversize strik og jeans