OPSKRIFT – klassiske chocolate chip cookies

Jeg har igen forlystet mig med at bage cookies – årstiden indbyder jo virkelig til bageprojekter og comfort food. Eller er det bare mig, der har det sådan? Cookies er geniale – både fordi de smager himmelsk (intet mindre), på trods af at være sådan et simpelt bageprojekt der jo nærmest ingen tid tager, men også fordi det er sådan en ting, der er god at have med på kontoret.. De er lidt lettere at diske op med i tekøkkenet end en skærekage – en cookie napper man og drøner afsted med. Haps. Den her opskrift har jeg faktisk delt med jer en gang før (for 1 eller 2 år siden? Jeg kan efterhånden ikke huske det), så på en måde er det en genganger – desværre er halvdelen af indlægget røget engang i en flytning, så jeg tænker, at jeg godt kan tillade mig et lille re-post:)
Det er helt klassiske chocolate chip cookies, der smager så englene synger og er så lette at bage, at selv et barn kunne klare opgaven – og med en bagetid på 9 minutter (og ingen hævning) er det ikke et projekt, der kræver flere timer i køkkenet. Rart, for den utålmodige slags. Nuvel.
OPSKRIFT ? Bløde Chcocolate Chip Cookies, 10-12 stk
115g smør i tern
180g brun farin
1 stort æg
1 tsk vaniljesukker
½ tsk bagepulver
en knivspids salt
160 g mel
200g hakket mørk chokolade (jeg brugte 70%)
Smør og farin piskes sammen med en elpisker (det kan godt klumpe lidt sammen) og herefter tilføjes æg og vaniljesukker. Mel, bagepulver og salt blandes i og der røres omhyggeligt – det bliver en lidt klistret masse. Til slut vendes den hakkede chokolade i dejen, som efterfølgende fordeles på bagepladen i 10-12 cookies ? sæt ca. 1 spiskeske på bagepladen, og husk at holde god afstand mellem klatterne, da de jo flyder ret kraftigt ud:) Bag dine cookies ved 200 grader (forvarmet ovn, almindelig varme) i ca. 9 minutter, og spis dem efterfølgende under dynen på sofaen med dit yndlingsmagasin og en kop kaffe;)
De ser jo for lækre ud de cookies! Og så lige med er glas kold mælk til 😉
P.S. Lækkert for læsevenligheden, at man ‘klikker’ opskriften frem!!