OPSKRIFT – sweet potato fries med parmesan & rosmarin..

Jeg lavede sweet potato fries i weekenden. Første gang jeg smagte sådan nogle var på Father’s Office, da jeg boede i LA. Max lækkert og en kærkommen afveksling til almindelige fritter, hvis I spørger mig (og jeg er ellers svært glad for fritter sådan overall). Nuvel – i disse januar-tider er pomfrites-indtaget reduceret til et absolut minimum og istedet spiser vi brocolli, blomkål og diverse rodfrugter.. Den søde kartoffel er populær blandt LCHF’ere og palæo-folk, fordi den er et godt alternativ til den traditionelle (og mere stivelsesholdige) hvide kartoffel. Den er ikke en 100% helgen, men når nu det skal være;) Vi fik dem til lørdagsmiddagen med bøffer og en god chilimayo – helt perfekte til weekendhyggen!
- 4 mellemstore søde kartofler
- God olivenolie
- Salt
- Rosmarin
- En god parmesan
Skrub de søde kartofler og tør dem af med et håndklæde. Jeg skræller dem aldrig, men det kan man jo gøre, hvis man foretrækker det. Skær dem i tynde pomfrit-lignende stave. Enten i hånden eller med et mandolinjern. Jeg synes det er lettest i hånden, men det mest jævne resultat får man naturligvis med mandolinjernet. Fordel dem jævnt på en bageplade med bagepapir og stænk lidt olie over dem. Krydder med salt og rosmarin. Bag dem i 30-45 minutter (afhænger af stavenes tykkelse – hold godt øje med dem og vend dem lidt undervejs) ved 200 grader. Jeg vil gerne have mine godt sprøde og så bliver nogle af dem altså lidt sorte i enderne (de tyndeste), men det gør mig intet. Man kan jo give dem kortere, hvis man hellere vil det:) Når de er kølet lidt rives lidt parmesan over dem og så er de klar til servering:)
[…] Opskrift på sweet potato parmesan fries […]