
OK – jeg tror, at I efterhånden har luret, hvordan jeg kan lide mine cocktails. Lidt søde, lidt sure. Ikke for skøre. Og selvom min favorit er den klassiske Whiskey Sour, så er denne altså også en tæt kombatant til førerpositionen. Den er lidt mere omstændig at lave og det er kun derfor at Whiskey Sour er favoritten – for denne smager simpelthen så mega godt. En sour og en fizz er tæt beslægtet – de er bygget op om noget surt (citron/lime), noget sødt (typisk en sukkerlage) og en spiritus. I fizz’en er der tilføjet danskvand (thus, the name). Jeg regner med, at jeg har fået drukket mig rigelig mængder i disse ferie-dage, så jeg tænkte, at det var ret passende med en lille cokctail-opskrift. Denne variant med hindbær er en rigtig tøsedrink, der er oplagt at servere til en fødselsdag eller lign., da den er forholdsvis let at lave i store mængder.
OPSKRIFT – Gin Fizz med hindbær (1 stk)
- 1 bakke hindbær
- 1/2 dåse danskvand
- 5 cl god gin
- 3-4cl friskpresset citronsaft
- Rørsukker + vand
Hæld lige dele rørsukker og vand i en lille gryde (til 2 cocktails er 0.5dl af hver mere end nok) og tilsæt 5-6 friske hindbær. Bring massen i kog. Når sukkeret er opløst og vandet varmt kan bærrene moses med en gaffel i gryden. Lad massen koge ind i ca 30 minutter og stil så på køl. Når hindbærsiruppen er helt afkølet helles den igennem en lille si, for at fjerne de værste kerner. Der skal bruges 3cl sirup til hver cocktail. Shake alle ingredienser (dog ikke is og danskvand) og hæld på et lavt glas fyldt med is. Hæld efter med danskvand.