Kærlighed på væggen..

Tanker fra 1. trimester..

Jeg synes 1. trimester var svært – det der med at have det virkelig dårligt, være virkeligt træt og have virkeligt mange tanker i hovedet, som man ikke kunne dele med nogen var – for mig – ikke den fedeste kombination. Jeg brugte enormt meget tid på at google og læse alt muligt på nettet, for at forsøge at finde hoved og hale i, om det jeg oplevede og følte var normalt. Så et sted undervejs besluttede jeg at skrive egne tanker ned, i håbet om at de måske kan bringe ro til nogle andre, der sidder derude.

Jeg har ikke vildt mange spændende billeder fra den periode, så jeg er undskylder på forhånd, at læsevenligheden ikke er i top – det er et lidt teksttungt indlæg, men forhåbentligt noget, nogen kan se sig selv i:)

camcam-pusletaske-1-of-1

Jeg har ikke shoppet sindssygt meget til hende endnu, og får helt stress over de der lister med “hvad skal du købe til baby”. Slap af. Vi har heldigvis god tid endnu. Dog har vi købt en barnevogn (for pludselig solgte et vennepar liiige den vi havde kig på) og pusletasken fra CamCam (reklamelink) er altså også flyttet ind. Den lille skjortekjole (det er jo Skjortens lille pige), de små sko (udsolgte desværre) og heldragten med hjerter er alle fra H&M.

Uge 3: Jeg er ikke engang gået over tid, men det her er en ønskebaby med kæmpe Ø og jeg tester allerede 5 dage før tid. Waaaay too early og alt det der, men der kommer to streger (efter tid), og det føles som om den er der…. Skjorten er med fra start til slut (og lidt træt af alle mine “tissepinde”), så jeg er hurtig til at fortælle ham, “at jeg tror altså den er der”.. Jeg tester hver dag, flere gange om dagen og der er ikke noget at være i tvivl om til sidst. Jeg er gravid – og helt igennem lykkelig… Men også nervøs – der er meget, der kan gå galt endnu. Det er sket før.

Uge 4: Jeg spiser morgenmad med Cath, Ems og Chris dagen efter min officielle “testdag” – Cath og jeg følger hinanden tæt, hepper fra sidelinjen, krydser fingre og har åndssvagt meget styr på hinandens cyklus. Jeg har lovet Skjorten ikke at fortælle dem noget, og da Cath spørger mig direkte “om jeg ikke havde testdag igår”, må jeg stikke dem mit livs sværeste løgn.. “Nej.. Det er først i næste uge”.

Uge 5: Jeg føler mig helt nyforelsket og har lyst til at fortælle hele verden, at jeg er gravid. Jeg shopper babytøj, indretter baby-værelse og køber strikke-opskrifter jeg skal have min mor til at strikke til den lille spire derinde.. Om tirsdagen er jeg hos lægen første gang, som tager en blodprøve og instruerer mig i hvilke vitaminer jeg skal tage (det er overflødigt.. jeg har taget ‘pre-natal vitamins’ siden juli.. I got this). Samme eftermiddag aflyser jeg et møde – Cath er ked, så jeg køber en hindbærsnitte til os og tager forbi med en krammer. Hun spørger igen, hvordan det går. Og jeg lyver forsigtigt igen. “Altså.. æh.. den er positiv.. men jeg ved ikke rigtigt.. jeg har fået taget en blodprøve”. Hun har brug for gode nyheder, siger hun, og jeg lover, at give besked så snart jeg ved noget. Hun imponerer mig. Også i denne situation<3

Uge 6: Skjorten er på forretningsrejse nærmest hele ugen, og jeg er ramt af begyndende kvalme og helt enorm træthed. Jeg falder i søvn på sofaen hver eneste aften omkring kl 18:30 og går rigtigt i seng kl 20. Puh. Det holder hårdt. Men lykken er stadig ikke til at skyde igennem. Det er i denne uge, at jeg første gang oplever den helt igennem glubske sult, der hurtigt skal blive et fast indslag. Uden varsel og som et lyn fra en klar himmel bliver jeg sulten, som havde jeg ikke spiste i flere dage. Jeg har aldrig oplevet noget lignende og må en dag stoppe ved en bager på vej hjem fra job, for at få sådan en lille brik kakaomælk, så jeg kan klare resten af turen hjem. Jeg manglede ca. 1 km. Helt syret.

Om fredagen har jeg bestilt en tidlig scanning – Skjorten er stadig på forretningsrejse, men jeg ved han er hos os i tankerne. Jeg tuder hele vejen til jordemoderen og har mest lyst til at ringe til min mor. Jeg håber sådan, at se det lille hjerte slå. Håber. Jeg kommer ind hos jordemoder Vibeke og hun er glad og rar. Jeg kommer hurtigt på briksen og hun er ligeså hurtig til at finde et fint billede af min lille spire – og pege på det lille blink, der viser hjertet slå. Så flot, siger hun til mig og igen strømmer tårerne ned af kinderne. Puh. “Kom hjem til os NU!”, skriver jeg til Skjorten bagefter.

Uge 7: Vi er taget på skiferie – jeg er slet ikke langt nok henne til, at det skulle være et issue, men vi har alligevel aftalt, at Skjorten kører bag mig og agerer airbag, hvis vi er steder med mange mennesker. Det bliver ikke nødvendigt, og kombinationen af ferie, motion, frisk luft og søvn gør mig umådeligt godt. Den konstante kvalme slipper sit tag i mig og jeg føler mig som menneske igen.

Uge 8: Hjemme fra ferie og nu skal familien have det at vide. Min storebror og hans familie får besked først, så mine svigerforældre og til sidst mine forældre. Det er dejligt endelig at kunne dele lykken med andre, men jeg er træt. Fuldstændigt kørt over. Kvalmen er konstant og vi har planer hver eneste aften. Jeg får ikke skrevet et eneste ord på bloggen her, og kommer med en ligegyldig undskyldning om for meget arbejde. Virkeligheden er en anden. Jeg har det bare rigtigt skidt. Om lørdagen er jeg ude og spise brunch med damerne og Chris lægger et billede op af dameflokken – jeg ligner vitterligt en død kat, men er for træt og ligeglad til at protestere (.. der er jo heldigvis ikke ret mange tusind, der kommer til at se det billede.. Nårh jo.. For helved’)… Da jeg kommer hjem ved 13tiden lægger jeg mig i sengen, og står ikke op igen før mandag morgen.

Uge 9: Det hjalp at få sovet i weekenden, men jeg føler stadig at jeg starter ugen med underskud. Kvalmen presser mig virkelig og trætheden hænger også ihærdigt i, selvom jeg falder i søvn hver aften kl 19:30. Skjorten farer byen rundt for at hente alt hvad jeg beder om. Frikadeller den ene aften. Appelsiner den anden. Og så har vi bestilt endnu en scanning, så Skjorten også kan få set vores lille spire. Den er virkelig vokset, men er stadig ikke mere end 3cm. Hjertet blinker stadig i fuld fart<3 Om fredagen må jeg give op. Jeg melder mig syg på arbejde, arbejder lidt hjemmefra om formiddagen og går fuldstændigt i gulvet om eftermiddagen. Sover en lur på 4 timer og vågner som menneske igen. Kvalmen er der dog stadig.

Uge 10: Jeg starter ugen med at få købt en pakke “Sea Bands”. HVORFOR, er der ikke nogen, der har nævnt dem for mig noget før? De hjælper mig helt enormt, og som kvalmen aftager bliver jeg også mindre træt. Det er pludselig mere doable, at gå på arbejde, men jeg har slet ikke overskud til at skrive ret mange ord i dette forum.

Uge 11-12: De her uger står sløret i min hukommelse. Jeg har stadig kvalme hele tiden, jeg er stadig træt, jeg kan ikke passe nogle af mine bukser længere og jeg går og trækker maven ind i en uendelighed. Skjorten er vist nok ude og rejse en hel del igen, og jeg er ikke helt sikker på, hvordan jeg får praktikken omkring job, indkøb og madlavning til at hænge sammen og føler, at jeg går rundt i en glasklokke uden rigtigt at forstå, hvad der foregår omkring mig. Jeg kan ikke vente til vi skal på to ugers påskeferie og fabler derfor om frosne knogler og brune lår, men der er stadig små 5 uger til afgang og de føles som en uendelighed. Jeg tæller vitterligt dagene – jeg er så udmattet.

Uge 13: Vi skal til nakkefoldsscanning i denne uge og jeg er nervøs. Vi står lidt i kø, da vi kommer til scanningsafdelingen på Rigshospitalet, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det mon er én af jer, der står i køen sammen med mig. Vi får lov til at vente i næsten 45minutter inden vi bliver kaldt ind og det føles som en evighed, men endelig kalder en venlig sygeplejerske os ind. Jeg bliver hurtigt smidt på briksen og på skærmen toner vores lille Cornichon frem. Sidst vi så hende lignede hun mest en lille reje på 3cm, men nu er det et rigtigt lille menneskebarn, der ligger derinde. Jeg knuger Skjortens hånd og får våde øjne, som vi får lov til at høre hendes lille hjerte galopere derudaf. Alt er godt, siger sygeplejersken og vi får nogle fine risikotal. Jeg er lettet, da vi går derfra – og glæder mig til at kunne fortælle det på job, for jeg har brug for at sætte tempoet lidt ned.

Jeg håber, at I der sidder i det lige nu, kan se jer selv i nogle af mine tanker – jeg slugte ihvertfald andres erfaringer råt lige i den periode <3

   

29 kommentarer

  • M.

    Fint indlæg! 🙂 Hvor længe var I igang med projekt baby før der var resultat? Stort stort tillykke.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Det indlæg kunne ikke være bedre timet. Jeg er selv 5+ et par dage og fantastisk lykkelig og SÅ bange på samme tid. Vi vil vente med at dele det med mine veninder og familie til jeg er lidt længere henne, men det er svært at være helt alene med alle sine tanker. Tak fordi du har sat et par ord på dine, det hjælper lidt at vide, at man ikke er alene om dem. Tak <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Urrghhh havde heldagskvalme i næsten 2 måneder. Blev sygt kræsen, og følte mig som en hval det meste af tiden. Vi var bl.a. på ferie på Mallorca i den periode, og jeg spiste ikke andet end agurk, tomat, hvidt brød og pasta med smør. Alt andet fik jeg kvalme af. Og så sov jeg sååååå meget.
    Men når jeg fik cravings, gik jeg også amok. Har en lørdag aften surfet menuer igennem for at lede efter krebinetter (det kan man ikke finde i Kbh), gået omveje for at købe Cocio, som jeg ikke har drukket siden gymnasiet, og fik hevet min mand på vildt dårlig og meget dyr restaurant fordi jeg ville have tomatsuppe, og de havde det på menuen, og jeg gad ikke gå længere.
    Nå ja, og mine bryster blev kæmpe!
    2. trimester – såååååå meget bedre!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amalie

    Jeg synes simpelthen DU er så sej, og sød – og så vil jeg samtykke i en kæmpe cadeau til Cath (går ud fra at det er rockpaperdresses’ Cath), for filan en veninde som kan sætte din lykke så højt og være så glad på dine vegne. Hvor er I heldige at I har hinanden <3 #rockpaperacielove

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    Jeg fandt ud af, at jeg var gravid i sidste uge og er nu 5+4. Jeg er så lykkelig og så bange på samme tid. Jeg er vidst ligeså syg som du var og skal på studietur med min elever i næste uge. Kan slette ikke rumme, at det føles så uoverskueligt. I det mindste føler jeg mig ikke helt alene nu! Tak

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Acie

      Årh Nanna – stort tillykke. Og lige din kommentar var præcis sådan en jeg håbede på – du er ihvertald ikke alene, selvom jeg SAGTENS kan huske, at det føles sådan <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine K

    Jeg genkender en del…
    alle mine graviditeter (2 børn og 9+ ufrivillige aborter) har jeg haft kvalme/kastet op fra undfangelsen og indtil efter fødslen 🙁 og især i den første nærmest levet af cola, blød mad (kartoffelmos, risengrød kage) og lakrisaler/tyrkisk peber da det var det der ikke kom op igen med det samme (og bolcherne tog smagen af opkast). Jeg blev nødt til at fortælle det til min chef ret tidlig, da jeg kastede op og måtte melde mig syg jævnligt (aftalte dog at han ikke sagde noget til andre før jeg selv var klar…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Åh Acie – du rammer mig lige i hjertet! Sidder med tårer ned ad kinderne, og mit hjerte hamrer derud af <3
    Jeg har selv en ønskebaby med kæmpe Ø på programmet senere i år, har dog lige en jobsituation der skal på plads først 🙂 hver ting til sin tid, men jeg har glædet mig i flere år til at få en baby, så det er svært at vente!
    I den sammenhæng kunne jeg derfor godt tænke mig at høre, hvilke prenatal vitamins du har taget? Og hvad du ellers har gjort for at forberede kroppen på graviditet? 🙂
    Jeg glæder mig så meget til at følge dit forløb og suger al din viden til mig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Elise

    Din beskrivelse rammer virkelig lige plet i min egen process! De der sea bands reddede virkelig også mig. Skulle bare lige finde på smarte forklaringer til kollegerne over mine “løbearmbånd” 😜 Faktisk var det kaffen der afslørede mig mest. Den kunne jeg pludselig slet ikke udholde da jeg ramte uge 7!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Eva

    Det er sådan en god ide at skrive ned! jeg gjorde det meget med første barn, og det er altså en god hjælp til senere at komme tilbage i de samme tanker. For de kan hurtigt være meget langt væk senere hen.Den der følelse af at være forelsket, kender jeg så godt. Og når der så kommer rigtig puf og spark og liv, så har man sin lille buddy inde i maven. Det er perfekt.

    Og så tillykke – igen. Begge vores børn har været mere end et år undervejs at lave og begge er kommet totalt bag på mig alligevel. Det er altså den største lykke.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Clara

    Hyggeligt at læse. Måske jeg også selv skulle skrive nogle ting ned, mens jeg stadig kan huske det 🙂 Jeg havde meget kvalme i første trimester. Noget af det sværeste var, at jeg nærmest ikke kunne spise friske grøntsager! Tror det var noget med konsistensen. Det var ret svært at skjule på job i kantinen… Små kiks og nødder var min redning, indtil det gik væk med ét fra uge 12. Mærkeligt 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ih, den forbandede kvalme! Den kan være næsten invaliderende. Under min første graviditet, da jeg stadig arbejdede, kunne jeg finde på at møde ekstra tidligt ind inden mine kolleger, så jeg havde tid til lige at ligge lidt og sunde mig inden arbejdsdagen begyndte. Anden gang var jeg virkeligt glad for, at min dreng havde en alder, hvor han var glad, bare jeg var der og således var der mangen stund, hvor “mor ligger lige lidt her ved siden af dig på gulvet imens du leger, ikke!” Tredje gang… Ved jeg faktisk ikke hvordan jeg kom igennem med to små børn, pyha! På et tidspunkt måtte jeg spise hvert 15-30 minut for ikke at få det helt skidt. Men hvad spiser man med kæmpe madlede? Snackagurker og æblebåde åbenbart 🙂 Godt du har fået det bedre og mega tillykke!
    PS. Jeg så at du havde erhvervet dig noget Carter’s? Ville bare lige nævne, at de også laver de der kimono bodyer og tag det fra en amerikaner: køb aldrig hverken Carter’s eller Gap til fuld pris – der er ALTID rabatter at hente online (Nåja, man har vel købt et stykke babytøj eller to gennem tiden 😉 )

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Min mor havde kvalme lige som dig (i 9 måneder) så jeg havde forventet det samme, men mærkeligt nok fik jeg det først dårligt med kvalme de sidste par måneder (hvor jeg bare var en puppe og der ikke rigtig var plads til nogle af mine organer)

    Jeg håber, du har det bedre nu

    Noget der var skørt ved vores nakkefoldsscanning er, at Veronica på scanningsbilledet ser ud som hun gjorde, da hun kom ud.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mai

    Først og fremmest: Så hyggeligt et indlæg med tanker, man kan genkende.

    Jeg er i uge 10 og har været så heldig at slippe for alle graviditetssymptomer – 7, 9, 13! Selvom det lyder fjollet, ville jeg dog ønske, der var et eller andet – bare lidt. Så ville jeg ikke være så, forhåbentlig unødigt, bekymret. For når man hører, at alle enten har cravings, kvalme eller ømme bryster, så virker det underligt ikke selv at opleve noget af det.

    Vi så og hørte dog hjerteblink i syvende uge, så et eller andet sker der da 🙂

    Tæller ned til nakkefoldsscanning lige om lidt forhåbentlig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hald

    Så fint et skriv 😊 Jeg har to unger, på hhv 7 mdr og knap 3 år, så har prøvet graviditeten – men har begge gange været (irriterende) heldig at slippe for de store gener. Men føler godt nok med dig – det lyder som et drøjt 1. trimester.
    Mht. indkøb – så er mit bedste råd, at gøre som du allerede gør, og slå koldt vand i blodet. Man kan blive helt svedt – og en smule stresset – når man læser de lister med alt det, som man “bør have” før baby kommer.
    I virkeligheden kan man klare sig med ret lidt i starten: en barnevogn, en lift, stofbleer, babydyne – og så selvfølgelig tøj og alm. bleer.
    Hvad tøjet angår kan jeg varmt anbefale body’er med amerikansk lukning (mener jeg, de hedder – dem som ikke skal over hovedet, men som knappes over brystet. Win!)
    Nååå ja – og så ammeindlæg (og mormor-trusser). Det med ammeindlæggene lærte jeg på den hårde måde første gang, hvor jeg charmede igennem på Istedgade med fine mælkepletter i brysthøjde 🙈😜

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Acie

      Jeg læste “100 stofbleer” et sted – altså sku’ vi nu ik’ liiiiiige?! Og tak – I er snart flere der har tippet om de der kimono-body’er, så dem holder jeg mig til fremadrettet:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Katrine K

      det kommer jo an på hvor meget baby gylper – min ældste gylpede en gang (hun er 10 år nu) og den yngste et par gange, så 10 havde været mere end rigeligt til os… men nogle af dem jeg har været i mødregruppe med gylpede konstant og der passer 100 sikkert meget godt 🙂 mit råd er start med en 5-10 stykker og køb flere hvis i har behov for det… de kan fås allevegne, selv i supermarkedet!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Vi havde ca 30 stofbleer, og de er i heftig rotation. Ikke kun til gylp men savl, til pakke ind i under puslen, til at ligge på sofa/ktivitetsmåtte/puslepude/skulder/babynest kort sagt alle steder for der kan ske et uheld enten fra toppen eller bunden.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Acie

      30 lyder nu altså også mere rimeligt end 100, i min optik.. Jeg tænker, at det er ca det antal jeg satser på at ramme 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lisa

      Vi have 6 stofbleer til nr 1 og til nr 2 brugte jeg ca 30. Hun gulpet hele tiden og rer meget så brugte dem overalt 😁
      Husk at butikkerne også har åbent efter fødselen 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Kan levende sætte mig ind i det du beskriver, selvom mine børn er 6 og 8 nu. Det værste er netop at ville holde det hemmeligt og samtidig være ved at gå til i træthed og forsøge at holde fascaden samtidig.

    Håber at du kan nyde det lidt nu.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Acie

      Det går heldigvis meeeeeget bedre – selvom jeg stadig er lidt mere træt end jeg plejer. Og mere sulten. Men det er jo til at klare 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • R

    Så rart at læse dine tanker! Jeg sidder her i uge 7, fyldt med en masse tanker og nervøsitet.
    Vi mistede en lille blyb i uge 6 i februar. Så tankerne vrimler konstant. Trætheden har overvældet mig, kun en smule kvalme om morgenen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Acie

      Åh – jeg er ked af at høre, at I mistede. Det var virkelig min største frygt (og er det for så vidt stadig). Men dejligt, at I så hurtigt har haft heldet med jer igen – jeg håber, at kvalmen holder sig væk!! <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Åh jeg sidder lige og snøfter lidt i ærmet over det her… Jeg har selv to skønne drenge, og den tidlige graviditet har været lige vild begge gange. Håber alt godt for dig, Skjorten og den lille Cornichon 💙💚💜

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lika

    Appelsin-skyr-al-blandet-frugt cravings, madlede, lakridstrang, KVALME og træthed (3 timer ad gangen that is) var nogle af de ting jeg døjede med indtil uge 12. Fra dage one i uge 12 var det som om en havde trykket på sluk-knappen og alt blev anderledes. 2. trimester var meget mere rolig. 3. trimester husker jeg som tungt – især til sidst og så spiste jeg helt enormt mange is. Uhh det der graviditet er bestemt ikke nemt…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Acie

      For mig slap kvalmen først endeligt omkring uge 16, men jeg kan godt kende trangen til al slags blandet frugt – gerne den syrlige slags (kiwier, appelsiner, bær etc). Puha. 2. semester er ren ferie til sammenligning – selvom jeg nu stadig sover mere end jeg plejer 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lika

      3 timer ad gangen var nu ment til lure og ikke træthed 😀 Ja 2. trimester var nu et dejligt et.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kærlighed på væggen..