Du læser nu
Weekend-tip: morgenmad på Apollo..

Weekend-tip: morgenmad på Apollo..

apollo-bar-og-kantine-morgenmad

I sidste uge mødtes jeg til morgenmad med Emily på Apollo, og det var så rart, at det fortjener en anbefaling. Man skulle ikke tro, at der kunne gemme sig sådan en lille perle et lille stenkast fra Nyhavns kulørte turistmylder, velskænkede fadøl og store soft ice.

Men jo. På den ‘kedelige’ side af Nyhavn, inde i Charlottenborgs gårdhave finder man Apollo Bar og Kantine – og hér flankeres freden af smørbagte croissanter lignet op til nydelse (se selv), perfekt blødkogte æg, god kaffe og smukt service.

Vi bestilte lidt af det hele – en brødkurv med et surdejsbrød, der smagte så englene sang, lidt comté, æg, grapefrugt juice (tydeligvis friskpresset.. måske endda håndpresset), iskaffe, cappuccino (der levede op til min morgendates strenge anvisninger for forholdet mellem kaffe og mælk), melon med citron og mynte og en ricotta-toast med blåbær. Ikke specielt beskedent af sådan to damer, men ned gled det. Med største velbehag. Og en enighed om ‘at det var ikke sidste gang’.. Og når man så sådan har forædt sig, kan man jo passende slå sig ned på en bænk i gårdhaven og slå lidt mave. Langt fra byens larm og mylder. Gemt bag de tykke mure. Jo. Et lille tip her på nippet af den kommende weekend.. Apollo findes på Nyhavn 2 og åbner kl 8 til hverdag (bortset fra mandag – der er lukket) og kl 10 i weekenden…

 

Og som lille sidenote – vi blev enige om, at gårdhaven lå perfekt placeret solmæssigt for et glas iskold hvidvin om eftermiddagen. Og så så frokostkortet altså heller ikke skidt ud. “Én af hver bare”. Men det har jeg altså endnu til gode.

 Kommentarer (3)
  • Hvor ser det lækkert ud!

    Jeg ved ikke om andre har det samme problem, men indlæggene fra dig (og en masse andre bloggere) kommer ikke frem på bloglovin længere. Det er 4 dage siden nogle af dine indlæg er kommet frem på bloglovin, så der må næsten være et eller andet teknisk galt. ☺️

Kommentér

Din email-adresse vil ikke være synlig.

© 2021 acie.dk / All Rights Reserved / A GreatSimple website

Scroll til top