Tilbageblik: this time last year..

Et blik i sidespejlet: let’s talk instagram..

Jeg har ved tidligere lejligheder fortalt jer, hvordan jeg bruger min bil, som en slags tankebobble. Dér hvor jeg lader tankerne få frit løb. Dér hvor jeg tager store beslutninger. Og dér, hvor jeg forundres. Over stort og småt. På det seneste, har jeg tænkt lidt over instagram (det er der mange, der har – det er jeg klar over… det er et emne i heftig rotation, men jeg skal jo også inspireres somewhere), og idag synes jeg vi skal trille en tur op langs vandet og kaste et blik i sidespejlet på instagram…

instagram-alt-for-damerne-artikel-acie

Kager, lyserød velour, en masse bolig og endnu mere fjol på stories, finder I hos mig på @acieagurk… Måske også lidt selvynk over vand i fødderne;) 

For et par måneder siden blev jeg kontaktet af en journalist fra Alt For Damerne. Hun var igang med en artikel om “at vi moderne mennesker har travlt med at få alting til at se rosenrødt og perfekt ud på sociale medier – nok især bloggere og andre, der lever af de sociale medier. Men sandheden er jo, at vi alle har dårlige dage, hvor alting ramler om ørene på os, og hvor vores liv er knap så perfekt – og det er helt okay, vi skal måske bare blive bedre til at give udtryk for de svære ting, så ikke vores medsøstre føler sig alene med følelsen af at være uperfekt.“. Prisværdigt, synes jeg – for vi, influencere og modemagasiner, bærer vel en slags ansvar. Gør vi ikke?

Jeg måtte gå i et par dage og tænke. Hun ville gerne tage udgangspunkt i et konkret billede med en caption, der måske var mere lyserød end virkeligheden indbød til….. Og uden det på nogen måde skulle lyde helligt, så måtte jeg erkende, at jeg ikke havde sådan ét. Jeg kunne ikke give hende den historie, hun var på udkig efter.

Derfor svarede jeg pænt følgende:

“Beklager det lidt træge svar – skulle lige gå og tænke og overveje, og jeg har besluttet at takke pænt nej i denne omgang. Jeg ved ikke om jeg er atypisk blogger fordi hverken min blog eller instagram er min primære levevej – eller om jeg bare er for gammel, til at mærke presset, men jeg lader bare være med at lægge noget op, hvis jeg har en dårlig dag..
Jeg vil derfor ikke kunne sende dig faktiske eksempler på billeder hvor baggrundshistorien er dén du er ude efter. For én ting er jo at fremstille virkeligheden som noget andet end den faktisk er, og noget andet er at være selektiv omkring hvilke dele af livet man deler – jeg læser af din mail, at du er ude efter førstnævnte, mens jeg i højere grad kan se mig selv i sidstnævnte. Rigtig meget held og lykke med artiklen – jeg glæder mig til at læse den:)”
Nu er artiklen imidlertid udkommet – og den er virkelig fin, synes jeg. Det er nogle gode historier, fra kvinder jeg respekterer, der endte i den færdige artikel. Måske den også er dukket op i jeres Facebook-feed? Hvis ikke, kan I læse noget af den her.

 

Men jeg kan ikke lade være med, at sidde (bag rattet;)) og fundere over, om det mon virkelig er så normalt, som artiklen på sin vis lægger op til? Altså. Jeg forstår godt, at folk der lever af deres SoMe-presence er nødt til at poste, selvom livet (rent ud sagt) er noget lort. Men hvad med os andre? Det kan da ikke kun være mig, der (på det nærmeste) glemmer, at telefon og sociale medier i det hele taget eksisterer, hvis tilværelsen står i flammer?! Eller føler I også et pres, for at poste noget, anything?

 

Og hvad med den anden vej rundt – når jeg så er selektiv (fordi instagram couldn’t be further from my mind i de tilfælde), svigter jeg så det ansvar, jeg stiller spørgsmåltegn ved, lidt længere oppe?! Ikke bevidst, nej nej, eller i et forsøg på at få livet til at se mere rosenrødt ud end det er. Men bare fordi jeg har travlt med at deale i, netop, den virkelige verden. Svigter vi allesammen (os der instagrammer, ihvertfald, ligegyldigt hvor mange/få følgere man nu måtte have), dét ansvar?

 

Eller ligger ansvaret, tværtimod, hos dem, der nu følger med, fremfor dem der poster? Jeg mener bare – jeg forventer egentlig ikke, at folks instagram-profiler er en 1:1-repræsentation af deres tilværelse. Faktisk, og når jeg tænker over det, vil jeg langt henad vejen gerne være fri, for at blive lukket ind i folks privatsfære. Vis mig din smukke stue, dit nutti barn, nye tdf sko eller inspirer mig til aftensmaden – men dit privatliv, vil jeg egentlig helst være fri for. Og hér er der jo også nuancer – for gylp ned af nakken er, for mig, hverken rosenrødt eller privat (men ofte ret sjovt… for andre;)), og den slags synes jeg er herligt befriende… Det er den ‘rigtige’ slags privat, jeg snakker om. Muligvis bare mig, der er sippet. Og måske også en generations-ting – jeg kan jo se, at dem, der er 10 år yngre, labber det (for mig) grænseoverskridende private i sig i diverse realityshows.

 

Så hvad tænker I? Hvor ligger ansvaret? Hos dem der poster? Eller dem der følger? Eller lidt begge dele? Og sidder I nogensinde alene med følelsen af at være uperfekt, som journalisten beskrev i sit oplæg? Det er åbne spørgsmål. Jeg kender ikke svarene:)

 

   

18 kommentarer

  • Poster jeg noget selvom jeg ikke har det godt og verden står i flammer? Ja, det gør jeg, for det føler jeg mig forpligtiget til.
    Er det pænt og poleret? Næ, det er det ikke altid. Det kan eksempelvis være en hund, der har overskidt stuegulvet, fordi det var det, man trådte ud til den dag.

    På en måde, og jeg kan ikke forklare hvorfor, føler jeg mig forpligtiget til at vise det, der ikke er så pænt og glamourøst, fordi der er virkelig mange smukke advokadomadder, buketter og gravide maver og alt kan ikke være happy go lucky hele tiden. Ens tilværelse er også andet end det kønne og det vil jeg gerne være med til at afspejle – og får også rigtig meget ros for det.

    På den anden side gider jeg heller ikke have en “hælde vand ud af ørerne og se min elendighed”-profil, så der er selvfølgelig også pæne ting og nuttede hundebilleder imellem.

    Jeg er kronisk syg og har derfor flere lortedage end andre, så derfor smider jeg også noget op selvom jeg har det crappy. Jo mere crappy jeg har det, jo pænere og mere positive er mine sociale medier faktisk. Fordi man så har BRUG for noget positivt som modpol.

    Generelt tror jeg, at jeg er mest fokuseret på balancen mellem det knap så flatterende og det pæne. Jeg vil gerne inspirere – på den ærlige måde.

    Gir det mening?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Acie

    Tak for alle jeres virkeligt fine og nuancerende tanker, damer – jeg synes virkelig der er kommet nogle fine reflektioner på bordet, og I har, om ikke andet, så ihvertfald hjulpet undertegnede med at navigere lidt mere klarsynet igennem hele snakken om ansvar og ‘det polerede liv’. Tak for det!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Veronika

    Jeg synes Emilie rammer noget helt rigtigt. Det samme skete da jeg for 7 mdr siden blev mor for første gang og det mildest talt var noget af en omvæltning. Et par måneder med konstant skrig og skrål, brystbetændelse, et medtaget underliv, manglende søvn osv. kunne jeg heller ikke magte småbørnsmødre, som malede hele morrollen og l#livetmedbsby kvalmende lyserødt, da det var alt for langt fra min egen virkelighed. Jeg er selv ganske begejstret for æstetik, inspiration og søde babyer på Instagram, men det rammer mig stadig når andre for 7. Gang i streg postulerer et umenneskeligt overskud og inferno af babylykke-posts. Ikke at jeg vil se billeder af poseøjne, vasketøj og medynk, men fordi det kommer til at virke så virkelighedsfjernt og som Emeilie nævner, står man nogle gange et sted, hvor man ikke kan rumme andres lykkebobler eller har behov for at blive mindet om ens egen situation. Omend det bare er en periode. Tak for fine overvejelser og en super inspirerende blog!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg har det ligesom dig + Ida.
    Som instagrammer har jeg altid været lidt halvanonym og ikke delt ret meget privat. Helt bevidst.
    Som følger (har altid mest været følger, også da jeg selv havde flest følgere og var mest aktiv og udforskede mediet) bruger jeg klart mest Instagram til at følge inspirerende mennesker/profiler og derudover lidt til at holde kontakt eller netværke. Jeg skifter og tilpasser en del efter interesse og humør.
    Jeg synes selvfølgelig, at det er synd for dem, der bliver så negativt påvirket af (“glans”)billeder, men det bunder jo desværre oftest i noget hos dem selv og derfor er det også endnu vigtigere, at de så ændrer på, hvem de følger, da det jo netop er fuldstændig frivilligt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rebecca

    Interessant emne. Instagram fungerer som mit æstetiske fix – både når det kommer til, hvad jeg selv lægger op og hvad andre gør. Jeg følger primært kun “pæne” profiler, der enten inspirerer mig eller giver mig det her æstetiske fix. Det gør endda, at jeg på nogle profiler aldrig læser teksten til billedet – simpelthen fordi jeg er fuldkommen ligeglad med hvad tanken bag er. De fleste følger jeg alene pga. af deres æstetiske univers. Ift. min egen profil (med et meget beskedent antal følgere) er det mit kreative frirum. Min profil er ikke en offentlig dagbog, jeg bare deler ud af. Og fordi jeg selv kun lægger billeder op af pæne (og til tider iscenesatte) situationer, er det hvad jeg forventer at få tilbage. Og hvis andre føler sig nødsaget til at lyve, er det deres sag. Det synes jeg faktisk bare er en smule trist.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette WK

    Det er fedt at læse, at du gør dig nogle tanker omkring de her emner.
    Jeg har det ret meget som dig. Jeg deler bare ikke, hvis det ikke er en god dag. Jeg synes ikke det er uautentisk, som Ida, så forstår jeg godt, at Instagram er blevet lidt ligesom byens gadekær – man siger noget, men man udleverer ikke sig selv.

    Nogle gange kan jeg ikke rumme alle dem, jeg følger, og så vælger jeg dem fra for en stund. Det handler dog som regel om noget i mig, måske vækker den person misundelse hos mig (det er det typisk), og så prøver jeg at udfordre mig selv med, hvorfor det egentligt er.

    Men når det her med “byens gadekær” og mine egne begrænsninger er sagt, så gør jeg faktisk ret meget for: 1. at følge folk, der er oprigtige og udvider min horisont og 2. selv at være ærlig.

    Angående punkt 1, så følger jeg fx en del kropspositivister for tiden, det gør mig virkelig godt at se en masse forskellige kroppe. Og angående punkt 2, så har det været mig magtpåliggende at dele, hvordan det har været for mig, at være mor til et barn med autisme. Både fordi det langt hen af vejen er virkelig dejligt (tænk at kærligheden til ens barn kan være så dyb), men også fordi det er meget anderledes og har gjort mig til et andet menneske. Og den historie synes jeg faktisk det er vigtigt at få fortalt. Så ja, nogle gange synes jeg man har et ansvar for også at fortælle de negative sider af ens liv. Jeg tror man selv godt ved, hvornår det er.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Liza

    Nu er de sociale medier jo ikke helt nye længere, og jeg har lidt svært ved at se, hvem der skulle “lade sig narre” og tro, at eksempelvis Instagram altid repræsenterer virkeligheden præcis som den er. Hvis man er så ung og naiv, har forældre og skoler et ansvar for at lære de unge den slags, og det er et ansvar, jeg føler, at de lever godt op til generelt. En af grundene til, at jeg kan lide Instagram og følger diverse blogs som denne, er, at jeg godt kan lide at blive mindet om alle de dejlige ting, verden har at byde på. Det er meget rart at blive mindet om, når man selv er træt af trafikpropper og vasketøj, eller hvad der nu fylder. Især blogs (i hvert fald dem, jeg følger) er gode til at vise livets lyse sider og give dejlig inspiration til gøremål, indretning, madlavning med videre. Bloggere bliver ofte anklaget for at via nettet udbasunere et glamourøst liv, der ikke stemmer overens med virkeligheden, men det er slet ikke sådan, jeg opfatter det. For blogs og sociale medier som Instagram er nu engang let og hurtig underholdning, som vi alle kan have brug for en gang i mellem.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Jeg har også læst artiklen, og jeg må indrømme, at jeg er lidt træt af hele den dér hetz mod folk, der angiveligt maler et “rosenrødt” billede af deres liv – bloggere, influencere og helt almindelige dødelige, som åbenbart giver andre stress ved at vise den pæne side af medaljen.

    Jeg kan godt se, hvor tanken stammer fra. Instagram er et billedbåret medie, og derfor er æstetikken ofte i højsædet over fx autenticitet, altså at repræsentere virkeligheden 1:1 som du også selv skriver det. Og så er det nemt at drage den konklusion, at vi alle går og pynter på sandheden og prøver at fremstå mere succesfulde, end vi måske er.

    For mig at se, holder præmissen bare ikke. For vi mennesker har alle dage haft facader og været selektive med, hvad vi viser andre. Det er derfor, vi rydder op, inden der kommer gæster. Det er derfor, vi strenger os an og tager noget pænt tøj på inden et møde på arbejdet, selvom vi egentlig har mest lyst til at gå i joggingbukser. Det er derfor, vi ikke besvarer ethvert ”Hvordan går det?” med en detaljeret udredning af morgenens skænderi med kæresten, opvaskeren der ikke virker og at kontoen i øvrigt sejler. Det handler ikke om, at vi ikke er autentiske. Det handler om ønsket om at holde noget privat.

    Personligt elsker jeg, at Instagram er filtreret virkelighed. For mig er det inspirerende, dejligt og livsbekræftende at rette fokus mod de smukke ting i hverdagen – et nyt møbel, friske blomster, en pæn kage, whatever. Jeg følger også profiler, hvor hudløst ærlige personer krænger deres sjæl ud, og det har jeg stor respekt for, men hver ting til sin tid – der er altså ingen skam i (også) at hylde alt det, der er flot og godt. Det er ikke det samme som at være uærlig – som jo lidt er den anklage, bloggere m.fl. får, når der stilles spørgsmålstegn ved, om deres billeder nu VIRKELIGT er rigtige. Redigerede, mega. Uærlige, næh? Sådan tænker jeg i hvert fald.

    Og i forlængelse deraf: Det skurrer altså lidt i mine ører, når der kommer en overtone af, at man nærmest er forpligtet til at dele sit privatliv, fordi man har en Instagram-konto. At det er lidt forkert at rette lyset mod den pæne side. At man nærmest skal disclaime, hvis man i virkeligheden havde en lortedag, da billedet blev taget. Ens privatliv er kun ens eget, og det er OKAY ikke at ville dele det med alle.

    Åh, det blev en lang smøre. Men det er spændende emne, og noget, jeg selv har tænkt rigtigt meget over på det seneste, fordi jeg nok også selv er én af dem, der kunne anklages for kun at vise den mere billedskønne side af tilværelsen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Petrine

      Jeg er meget enig i dine refleksioner, og især synes jeg, at der foretages en mærkværdig skelnen mellem, hvordan vi agerer i fysiske kontekster kontra på sociale medier – for som du skriver, vi har jo også grænser for, hvad vi deler ud af i den såkaldte fysiske virkelighed. Hvis man er typen, der værner om sit privatliv, er det jo gældende for ens ageren uanset, om den foregår på sociale medier eller i andre sammenhænge. Derudover er der jo ikke en “rigtig” måde at bruge instagram på, som du påpeger, hvorfor kravet om autentisitet ikke giver mening for mig – vi bruger jo hver især mediet, som det giver mening for os 🙂 Nå men det her blev også noget af en smøre, bare for at sige, at jeg er enig i dine refleksioner 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Word! Og tak for at sætte ord på nogle af de tanker, jeg selv har tumlet med. Jeg elsker at være personlig og at anbefale de ting, jeg holder af. Men jeg har intet behov for at være privat. Overhovedet. Og det er (også) ok. Knus Emily

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Clara

    Rigtig spændende emne. For mig handler det ikke nødvendigvis om at dele de helt private, alvorlige emner men om at vise, at også professionelle instagrammere er mennesker 😉 Altså, de spiser ikke nødvendigvis chiagrød med frisk frugt hver dag, har ikke nødvendigvis friske blomster i vasen og har ikke nødvendigvis altid en god hårdag. Alt sammen ‘beviser’ på, at de også er mennesker som ikke har et glansbilledliv 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Så fine overvejelser. Jeg er i gang med min master i journalistik og kommunikation i Australien og skal netop til at skrive en stor opgave om Instagram og hvordan forskellige mennesker bruger mediet!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg bruger instagram næsten hver dag og jeg elsker at dele og bruge tiden på det. Der er både positive og negative opdateringer. og de Negative mister man tit følgere på, men sådan er det! Jeg er glad for det lille univers <3

    God tirsdag!
    http://blogbykathrine.bloggerspoint.dk/

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Mit indtryk er, at vi ikke søger billederne af det kaotiske og evt ulykkelige. Havregrøden i vasken og de store vasketøjsbunker. For det kender vi jo alt til i forvejen. Men istedet et glimt ind i andres liv. Dog vil jeg sige, at jeg synes rigtig mange “mor-influencers” er rigtig gode til at dele de ærlige historier – dog under en fin caption af deres børn. Men at der et dejligt billede af en træt dreng i en sofa, ændrer jo ikke ved en mors ærlige udsagn om en dårlig dag i teksten til billedet. Det bekræfter måske netop, at selvom alt ikke er lyserødt, higer vi stadig efter de små fine glimt at lykke.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Terese

    Jeg har det helt ligesom dig, hvis jeg har en dårlig dag eller uge kan der være stille i 5-6 dage. Jeg har kun behov for at poste positive ting jeg føler i momentet. Men jeg forstår også sagtens pigerne der lever udelukkende af det, hvor de ikke bare kan holde en uge fri på Ig. Det må være et stort pres når alt ikke er rosenrødt, men sådan er det jo med alle arbejdspladser. Jeg har også møder der skal klares med et smil på læben selvom jeg er ked af det, så det kommer vel egentlig også bare en på hvor ens arbejdsplads er?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emilie

    Spændende emne 🙂

    Jeg personligt elsker begge sider af Instagram, den skønne og den u-skønne. Jeg elsker at kigge på smukke billeder og fin inspiration og profiler der hylder de små fine ting ved livet. Men jeg holder også af dem der viser den uskønne side af livet (hvad end det er gjort humoristisk eller ej). Jeg selv er ikke så god til at (huske) at dele det uskønne, men det tror jeg er fordi jeg blot hygger mig så godt med at tage pæne billeder og vise alt det der gør mig glad og elsker pæne, æstetiske billeder og det er det som jeg hygger mig med at dele.

    Jeg kan godt følge presset om at leve op til andres pæne instagram liv. Jeg tror også bare det er vigtigt at huske på at man jo ikke er tvunget til at følge nogen. Jeg kan afsløre at i en periode imens du planlagde bryllup måtte jeg unfollow – fordi jeg i en periode havde lidt ondt i hjertet selv og ikke synes det var så sjovt at hele Instagram/blogger-verdenen flød over i lovey dovey kærlighed. Ikke at jeg undte alle de der skulle giftes, jeg fik bare ikke lige noget godt ud af at kigge på det lige i dén periode. Og sådan må man jo bruge mediet som man selv har lýst til 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Acie

      Du rammer faktisk en nuance/pointe jeg ikke har fået med – for jeg kan godt følge dig. Altså, jeg synes også, at nogle profiler er “sjove”, fordi de er så hudløst ærlige, at det er grineren.. Men jeg følger også 800+ profiler og har dermed ’sammensat’ mit eget feed, hvor jeg får den perfekte (for mig altså) balance mellem det skønne og det uskønne. Det er jo en vigtig detalje – at man selv kan tilpasse mediet, og dermed ikke behøver at forvente den fulde palette af alle.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Charlotte

      Emilie er ret enig med dig! Jeg vil egentlig gerne have begge dele i mit feed, og tror som du er inde på, at det er ret individuelt. Jeg elsker de mere pink og rosenrøde som din Acie og også dem, der er i den anden grøft eller midt imellem, og hvis jeg nogle gange ikke lige kan rumme enten det ene eller anden, så scroller jeg bare videre. Jeg elsker at mediet er blevet mere end bare flotte billeder, men det betyder ikke, at jeg ikke gerne OGSÅ vil se de billede. Det er både og for mig. 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tilbageblik: this time last year..