Du læser nu
Et blik i sidespejlet:… hvor går vi forkert af hinanden?

Et blik i sidespejlet:… hvor går vi forkert af hinanden?

Jeg har ved tidligere lejligheder fortalt jer, hvordan jeg bruger min bil, som en slags tankebobble. Dér hvor jeg lader tankerne få frit løb. Dér hvor jeg tager store beslutninger. Og dér, hvor jeg forundres. Over stort og småt. Tidligere har vi blandt andet snakket lidt om Instagram, men på det seneste og med mor-rollen især, er der noget andet, der har optaget mig… Ser I – jeg kan ikke greje, hvor vi går forkert af hinanden, når det kommer til det der med “de gode råd, man aldrig blev bedt om”.

sage-barrista-express-heston-espressomaskine-kaffe-11-of-7

Forleden aften kom jeg, i det jeg selv betragtede som en sidebemærkning, til at nævne, at vi var ramt af forkølelse herhjemme på en instagram story, der iøvrigt handlede om det umådeligt svære ved at beslutte om et sæt tøj skulle klikkes hjem i enten bordeaux, sort eller mønstret.

Jeg havde dårligt nået at lægge den ud, før ‘de gode råd’ begyndte at strømme ind. Vi skulle bruge saltvand. Vi skulle bruge et næsehorn. Vi skulle løftet sengegærdet. Vi skulle gå i varmt bad. Vi kunne sagtens bruge næsespray, selvom indlægssedlen dikterede noget andet. Og så videre. Mere end 70 gode råd, tikkede der ind i løbet af det døgn storyen var live. Og jeg havde jo bare spurgt om bukserne skulle være sorte eller bordeaux.

Og hvor varmer det dog om hjertet, at der sidder så mange derude, der bekymrer sig om vores ve og vel. Og dét,i en såden grad, at de gider bruge tid og hjernekræfter på at skrive gode råd istedet for bare at swipe til venstre.

Så hvorfor føles det så, så overvældende, når de mange velmenende råd strømmer ind? Mit eksempel er blot netop dét – et eksempel.. Og endda ét af så ligegyldig karaktér, at det kun nævnes for at illustrere situationen. For jeg har set det flere andre steder, lately. At man specifikt frabeder sig “de gode råd”, hvis man er modig nok til at nævne en situation, der måske er svær eller på anden vis kunne indbyde til ‘rådgivning’.

sage-barrista-express-heston-espressomaskine-kaffe-10-of-7

Hvorfor irriterer de gode råd mere end de gavner? Og hvorfor brænder det sådan på tungen for at dele dem? Jeg selv er ingen undtagelse. Har jeg gjort mig en erfaring, der føles groundbreaking (though it rarely is), må jeg engang imellem bide mig selv i tungen, for ikke at dele. Det lykkes oftest. Oftest. Men engang imellem falder også jeg i med begge ben.

Det er især blevet tydeligt for mig efter jeg er blevet mor. Nej. Faktisk. Efter jeg fortalte verden at jeg skulle være det. De gode råd strømmede ind. Nogle gange i en sådan grad, at jeg næsten druknede i dem.

Og hver gang finder jeg mig selv i samme splittede situation. Jeg orker dem ikke. Jeg orker ikke drukne i dem. Men jeg skammer mig samtidig lidt over, at være så utaknemmelig, for der er jo ingen tvivl om, at de er leveret i bedste mening. Og tænk sig, at folk gider bruge deres tid på mig og os, på den måde. Og så sidder jeg bare dér og er utaknemmelig.

Så hvor er det vi går så forkert af hinanden? Hvor går de gode intentioner tabt i leveringen? Hvorfor er ‘de gode råd’ så lette at give, men så svære at tage imod? Som altid er det åbne spørgsmål – jeg kender ikke svarene, så byd gerne ind med jeres tanker <3

 Kommentarer (40)
  • Hej Acie – jeg har lige siddet og skrevet et indlæg med flere af de ting folk går og siger til kommende forældre – og så så jeg dit indlæg. Håber det ok jeg lige linker til det? (mit indlæg kommer først i løbet af ugen) pft. Nina

  • Jeg læste dit indlæg og alle kommentarerne i går. Jeg havde egentlig lidt blandede følelser omkring det, indtil jeg læste et opslag fra Mads og Monopolet på face i dag; “Husk, at andres liv ikke er dit.” (Jan Gintberg). Jeg hørte ikke programmet og konteksten, men kom til at tænke på det her indlæg.
    For jeg synes selv at det er vigtigt nogen gange at stoppe op og tænke efter – giver jeg et godt råd fordi jeg kan, eller fordi det giver mening… Jeg stiller ofte mig selv det spørgsmål. Jeg er vuggestuepædagog og jeg får tit spørgsmål fra mine veninder der har børn, om alt fra søvn til flyverdragter… og når de spørger, så svarer jeg udfra mine værdier og tanker om det de siger, men minder dem om at jeg ikke selv er mor og at det vigtigste er hvad der er bedst for deres barn og deres familieliv. For det ved de bedre end jeg gør. Så jeg synes simpelthen denne lille quote er så fin. For jeg kan have mange gode ideer og råd – hvem kan ikke det… Jeg tror vi nogen gange kan have for travlt med at give vores gode råd og meninger til kende, fordi vi føler vi har opfundet den dybe tallerken eller bare ved bedst. Sådan kan det i hvert fald føles… Men måske vi i stedet skulle lytte og mærke efter – er der brug for et godt(og velmenende) råd, eller er der brug for et sæt ører til at lytte.
    Mandagstanker herfra…

  • Personligt tror jeg, at det er den tidsalder vi lever i. Vi deler så meget af os selv (og jeg mener ikke kun bloggere). De sociale medier er fyldte med billeder af vores hjem, indkøb, bryllup, børn, kæledyr, ferier, arbejde, familie osv. Det har efterhånden ingen grænser. Det gør, at andre – som man ikke selv føler at man kender, sidder med en følelse af, at de kender én rigtig godt. De føler sig som en del af den private sfære.

    That being said – så er bloggere mere udsat. Der bliver lavet flere “stories”, der er flere følgere som diskuterer i ens kommentarspor og man spørg i plenum om hvad de her følgere synes om ens sofa, tøjstil, beslutninger osv. Det inviterer til, at man også får råd om ting man ikke har spurgt om.

    Personligt har jeg været glad for at blive inspireret af indretning, opskrifter og bryllup. Det har været hyggelig læsning og inspirerende ideer. Dog føler jeg, at du på din blog på det seneste er blevet lidt “for personlig” med andres liv.

    Det var grænseoverskridende for mig at læse dit indlæg om hvordan det som gravid er at være veninde til en som er i fertilitetsbehandling. Du nøjes ikke kun med at dele dine egne råd, men du omtalte en anden person ved navn samt blog gentagne gange og satte ord på dennes smertefulde oplevelser. Det indlæg har siddet i mig i lang tid hvor jeg har funderet over hvorfor man vælger at italesætte andre på den måde? Hvorfor man føler, at man har patent til at sætte ord på andres oplevelser? Fordi det er blevet italesat offentligt af personen selv er det så åbent forum for andre at diskutere?
    For mig er det langt værre end nogle råd om næsespray vs saltvandsspray.

  • Jeg tror kort og godt hele problematikken bygger på, at det for afsenderen handler om ét godt råd og det kan de fleste mennesker godt håndtere. For modtageren derimod handler det om rigtig mange gode råd og derfor bliver det for meget.

    Med frygt for at lyde lidt hård tror jeg modtageren skal gøre sig umage for at huske på afsenderens situation mere end omvendt.
    De gode råd kommer som du selv siger fra en god mening. Jeg er sikker på at langt de fleste afsendere mener at netop deres råd kommer til at betyde hele forskellen for modtageren og, hvis det er tilfældet virker det næsten uhøfligt ikke at gøre opmærksom på noget, der kan gøre en situation lettere eller bedre.

    Det var bare lidt tanker..
    Fantastisk blog du har! – Altid spændende at følge med 🙂

    • Altså lige i det tilfælde jeg har skitseret hér, er jeg sådan set enig – som nævnt et par gange, var det heller ikke meningen, at det var dét hele diskussionen skulle handle om, for det er det vist for ligegyldigt til, men jeg må gøre mig mere umage næste gang med ikke at lade eksemplet overskygge det generelle… Men der er jo andre tilfælde – de alvorlige… Dem med alvorlig sygdom, ufrivillig abort, dødsfald, arbejdsløshed, skilsmisse etc – dër er jeg altså ikke enig i, at man bare skal ‘tage imod’.

      Og tak fordi du læser med:)

  • Det er vildt interessant at læse kommentarsporet her! Jeg er også ny mor – med en lille pige fra september – og jeg ELSKER at få gode råd. Også uopfordret. Jeg gider ikke belæres (Hej random damer i toget!) men jeg gider vildt godt have gode råd. Fra veninder, familie og endda vildt fremmede – nogle af rådene bruger jeg, andre glemmer jeg igen. Jeg falder tit i snak med folk i butikker eller i parken og har fået vildt mange gode råd af den vej, fx “tag et foto hver dag det første år”. Jeg er også tit blevet spurgt til råds af fremmede, fx om vores barnevogn er god og den slags. Og hver gang der udveksles råd varmer det mig, at vildt fremmede kvinder bindes sammen om moderrollen. At vi støtter hinanden og bakker hinanden op. Det synes jeg er så fedt. Men jeg kan også godt forstå, hvis man kan finde det irriterende eller overvældende, men sådan har jeg det slet ikke selv. Hmm det var bare lidt random refleksioner herfra 🙂 Hav en god søndag aften og tak for en fin blog 🙂

    • PS. De random damer i toget forklarede mig (uopfordret!), at min datter skulle have mere lyserødt på, så det var tydeligt at hun var en pige. Temmelig useless råd… men også lidt sjovt sådan set i bakspejlet, at de følte, at det var noget de skulle blande sig i 😂

  • Jeg var en af den der har sendt dig et råd og jeg må indrømme at det alene var fordi jeg forstod din story som om det var det du spurgte om.
    Derudover synes jeg det er en langt mere relevant diskussion i om hvorfor det er blevet så svært at tage imod et råd. Jeg oplever det desværre mere som at en kedelig trang til at fremstå “perfekt”, gør at mange ikke tager imod de råd de får helt gratis. Istedet tyr de til såkaldte “eksperter”, der måske har skrevet en bog eller er i tv. Jeg har selv arbejdet med børn i knap 20 år og har på den tid oplevet en forandring hos forældrene til at de tidligere spurgte om råd, hvor de i dag hellerevil fremstå som om de har styr på alting. Hvis et barn ikke kan sove læser man en bog, køber et kursus eller fortsætter simpelthen blot med sin egen metode, på trods af at den ikke virker- istedet for at søge råd hos eksempelvis sit barns pædagog. Langt de fleste børn sover på fem minutter i vuggestuerne- men det er uhyre sjældent at jeg oplever både forældre eller veninder søge råd hos deres barns pædagog. Det undrer mig meget, for næstefter forældrene kender pædagogerne oftest børnene bedst. Jeg oplever endda sommetider at jeg føler mig helt flov, når jeg har fået en venindes eller familiemedlems barn til at sove hurtigt eller hvis jeg kan lugte at de skal skiftes. For hvis jeg kommer med gode råd, må jeg jo være bedrevidende… på trods af knap 20 år med praktisk erfaring, en kandidatuddannelse i børns udvikling og to børn selv- så må jeg jo for guds skyld ikke kalde mig selv ekspert i børn eller komme med gode gratis råd.
    Jeg forstår sagtens at 70 råd kan virke overvældende- men jeg kommer stort set aldrig med uopfordrede råd, for jeg oplever alt for ofte at bliver ilde modtaget.

  • Jeg giver råd for at vise interesse og omsorg. Hvis en veninde fx fortæller, at baby er forkølet, kunne jeg (desværre) have fundet på at spørge, om hun havde prøvet med snotsuger og saltvand. Ikke for at underkende hendes manøvredygtighed ud i babypleje, men for at være empatisk. Helt ærligt aldrig for at booste min egen selvfølelse (det gør jeg så i andre sammenhænge 🙄). Det er kun i meget spidsbelastede situationer, at gode råd irriterer mig, fx når jeg lige står med en skrigende baby på armen, men det er da værd at overveje at holde lidt igen med de gode råd, hvis det kan irritere og virke bedrevidende. Måske bare anerkende situationen som i “årh, det er da også irriterende, sover han så om natten?”. Mon det er bedre?

  • Nu har jeg ikke læst alle kommentarerne, så måske det allerede er nævnt, men jeg tænker at udfordringen kan ligge i at man som modtager kan føle at man ikke bliver forstået. Min egen oplevelse er at jeg egentlig oftest har behov for at andre mennesker lytter, og ved at give råd kan jeg føle at folk egentlig ikke hører hvad jeg siger, men negligerer det for “du kan jo bare gøre sådan og sådan”. Tak for en inspirerende blog!

  • Jeg lærte også da jeg var nybagt mor, at jeg ikke skulle give råd til andre med mindre jeg blev spurgt, for gode råd strømmede ind i et væk bare da vi annoncerede at vi ventede os og det blev for meget, jeg endre med at føle mig utilstrækkelig. Men når det så er sagt, når man vælger at lægge noget på sin story eller instagram helt generelt så må man også forvente en respons og som den person der lægger det op, tænkebover hvad man vil have ud af det man ligger op. For helt ærligt, hvad havde din datters snotnæse så at gøre i historien hvor du stiller spørgsmål til hjælp om valg af farve på dit tøj? I det hele taget, hvad vil du med en story om snotnæse? 🙂 Jeg mener, ynk, medfølelse? Jeg forstår, at man har lyst til at dele sit liv, det gør jeg selv, men jeg forventer også at folk har en holdning til det jeg vælger at offentliggøre 🙂

    • Igen var det ikke meningen, at dette indlæg skulle handle om mit eksempel (der som skrevet i indlægget er så ligegyldigt som noget kan være, men blot illustrerer en generel tendens)…

      With that being said, ville det måske være bedre, at kommentere på en story du faktisk havde set, for din kommentar om ynk og medfølelse virker lidt off;)

      (to bring you up to speed var ordlyden “Er helt sindssygt snottet, og nu hvor næsespray er off limits, vil jeg istedet bruge netshopping som mit drug of choice, derfor er aftenens helt store spørgsmål…” – efterfulgt af 4 billeder af hvilken farve et sæt tøj skulle klikkes hjem i.)

    • Jeg så din story, så jeg så også de forskellige farve/mønstre, men jeg mente jo også bare, at alt hvad man poster, må man forvente en form for svar eller holdning til. Uanset om man har bedt om det 🙂 og fordi vi alle er forskellige, så bliver vi jo alle påvirket forskelligt, og din sidekommentar om snotnæse og næsespray vakte åbenbart mere interesse end man lige kunne forvente. Hehe.

    • Jeg ser problematikken fra begge sider og kan godt følge dig. Jeg så også din story og spekulerede et ikke sekund på den snottede næse, så kun dine outfits. Og nu skal det ikke lyde som et godt råd, men når jeg læser det, du har skrevet nu (altså i kommentaren her til Julie om teksten i din livestory), så kunne jeg måske formode at sætningen med at ‘næsespray er OFF limits’ er det, der har fået de gode råd til at vælte ind. Når jeg læser det igen med fokus på det, får jeg også lyst til at sige noget, så måske den sætning bare skulle have været udeladt.
      Min tanke og som svar på dit spørgsmål i dit indlæg er, at fejlen ligger på begge sider. Du ligger (højst sandsynlig) ubevidst selv op til det og så sidder der 70 af dine mange, mange læserer og følgerer, der vil dig så meget godt, at de ikke kan lade være med at forsøge at hjælpe. – Og heldigvis et eller andet sted… Tænk sig at være så ‘elsket’, at så mange vil hjælpe! Et eller andet sted er det jo også ret smukt! 🙂

  • Hvor har du dog ret, man bliver lidt irriteret men heldigvis også rørt over alle de venlige mennesker der vil en det bedste. Så man jo sortere og vælge de mest brugbare/ ens egen sunde dømmekraft ud ! Når det kommer til ens baby, selv den første, er man som mor jo ekspert fra dag et 😃

  • Det er svært, hvor vi galt af hinanden. Jeg tror en del er, at vi er forskellige som mennesker, så derfor opfatter Giver og Modtager ikke altid rådet på samme måde.
    Jeg tænker meget over, at lade være med at give råd, når jeg ikke er blevet spurgt om det.
    Som Line skriver, føler jeg netop ofte jeg skal retfærdiggøre over for kendte som ukendte person og det tager min energi og humør. Og tit ved de jo netop ikke nok om min situation, men de tror, de gør det.
    Jeg tror, i de fleste tilfælde er det velment, men derfor er det stadig træls som modtager.
    Nogen gange kommer jeg (desværre?!) også selv til at give et råd uden at blive spurgt. Jeg har dog en undtagelse, som gør at jeg vil give et råd uanset om jeg bliver spurgt eller ej. For det er noget jeg ville ØNSKE jeg havde fået af råd for 9 år siden, og som ville have betydet, at jeg ikke skulle have sådan en uretfærdig kamp, som jeg har idag, oveni at jeg lever med konstante smerter.
    Jeg opfattede din story, som en sidebemærkning eller en oplysning, at I var forkølet. God bedring, hvis I stadig er forkølet. 🙂

  • Du ved jo, at alle de gode råd kommer fra et kærligt sted – men ja, for nogle kan alle de velmenende råd da virke totalt “uncalled for” 😉

    Personligt har jeg ikke kunne hidse mig op over alle de råd, jeg har fået. De kommer fra det bedste sted, og jeg lader bare være med at tage dem til mig, hvis jeg ikke føler, de passer til mig og min familie. På det punkt er jeg rimelig teflon 😉 Hvis jeg skulle gå at hidse mig op over, nogen kom med et godt, men irriterende råd, så kan man jo ikke bruge energi på andet – og den energi vil jeg da hellere bruge på mit barn 😉

    For mig har det med at give råd meget at gøre med, at jeg på en eller anden vil skåne andre for det chok/overraskelse det var for mig, hvis det giver mening? Fx med amning. Før jeg fødte, troede jeg, det var “a walk in the park”, men det er det ikke. Tværtimod. Det er det hårdeste, jeg nogensinde har været gennem, så derfor kommer jeg da gerne med et tip eller to (mest hvis jeg bliver spurgt, men jeg er jo kun et menneske).

    Just my two cents!

    /Maria

  • Jeg tror som udgangspunkt, at de fleste gode råd kommer fra et godt sted.
    Jeg kan dog sagtens sætte mig ind i hvordan du har det, og tror at alle kender den følelse.
    Mange bloggere kommer også med mange “gode råd” om hvad man fx bør anskaffe sig af babyudstyr i graviditeten, hvad man må og ikke må sige til en der er gravid osv osv. Det kan måske også gøre at man som læser efterlades med Det indtryk, at det også er okay at give gode råd den anden vej 🙂

    • Egentlig tænkte jeg ikke kun på blogger/læser-rådgivning, men mere generelt – det virker for mig som om mange kender problematikken med at få gode råd fra velmenende veninder, svigermødre, mødre, søstre eller noget helt tredje, uden at have spurgt om dem:)

      Witht that being siad – er der ikke forskel på at skrive et blogindlæg (som folk trods alt selv ‘opsøger’ – altså, på den måde, at det jo ikke er 1. møntet på nogen specifik og 2. man jo bare kan lade være med at læse det, hvis man ikke er interesseret) og på at målrette en mail, besked, kommentar, opringing eller whatever? Det synes jeg, men fair hvis man ikke er enig:)

  • Godt spørgsmål! Jeg er også ny mor – fra den 27. juni – men jeg har det lidt anderledes. Jeg vil gerne have råd – tænk nu hvis der var et råd, der virkelig kunne gøre en forskel. Jeg føler dog heller ikke en forpligtelse til at skulle være høflig og følge rådet – jeg sorterer hårdt i det, jeg kan bruge. Kan det være det, der gør det? At du/vi ofte føler vi skal være høflige og følge rådene? Eller handler det om, at vi ikke anerkender personen, der giver rådene (ala hvad ved vedkommende, er hun en fagperson etc?). Jeg har ikke selv travlt med at give råd – delvist skræmt af kommentarerne om de velmenende råd på diverse blogs. Lige som en sidebemærkning – på blogs er der jo også en masse gode, velmenende råd om hvad der er godt at anskaffe sig til vores babyer, fx slyngevugge etc – så er det ikke lidt en del af relationen. Dvs. du/I øser ud af jeres viden og erfaringer, og vi/dem, der giver råd, vil så gerne give tilbage. Tror virkelig du skal se det som et udtryk for, at din blog virkelig fænger mange mennesker, og at der er mange, der vil jer alt det bedste🙂

    • Igen tænkte jeg egentlig ikke (udelukkende) på en blogger/læser-relation, men ligeså meget på samme situation ude i den virkelige verden.. Det retoriske spørgsmål (hvor går VI forkert af hinanden) er ikke møntet på mig og jer, men snarere på os allesammen som mennesker. Eller måske rettere – som kvinder. Hvor går vi, KVINDER, forkert af hinanden? 🙂

  • Jeg tror Line er inde på noget af det rigtige, at man føler sig utilstrækkelig. Jeg kan også have det på samme måde med de mange artikler og indlæg ala 5 gode tips til den første tid etc. Som jo er skrevet i bedste mening fra afsender, men som jeg nok får det på samme måde som du gør med rådene om saltvandsspray. Det er måske fordi rådene er indlysende, måske føler man sig talt ned til, selvom det slet ikke er hensigten? Og man ved det godt rationelt, hensigten er bare god, men alligevel stikker det. Jeg ved det ikke men godt sp.

    • … Jeg er til dels enig;)

      Jeg er ikke enig i, at de får mig til at føle mig utilstrækkelig, men måske enig i følelsen af at blive ‘talt ned til’. Altså – tror folk, at man bor under en sten? Og igen gælder det ikke kun de ‘digitale relationer’, men kan så absolut også være tilfældet ude i den virkelige verden…

      Jeg vil dog stadig stille spørgsmålstegn ved at sammenligne et generelt skriv (det være sig en artikel i dameblad, et indlæg på en blog eller noget tredje i samme dur) med en ‘personlig’ rådgiving. Der er jo trods alt ingen, der vrider armen på os for at læse de artikler, vi ikke synes bidrager med noget. Omvendt kommer de fleste svigermødre/mødre/veninder/wtv ikke med et rødt kryds man kan klikke på i hjørnet. Omend det da kunne være meget rart i ny og næ 😉

  • Jeg fik også mange råd i graviditeten. Jeg har åbentbart et filter der sorterer kraftigt fra. For det eneste råd jeg kan huske, er det jeg fik af en god veninde.
    Hun sagde, Jeg kan hører at alle giver dig gode råd. Jeg vil lade være med at give dig nogen råd.
    Det er seriøst det eneste råd jeg kan huske fra inden baby kom.
    Nu efterfølgende er det noget helt andet. Mor-hormonerne gør at jeg tager alt ind. Vil bare gerne gøre det perfekt for lille baby Ella! Er fuldstændig sårbar når det gælder hende, min lille guldklump.

  • Når jeg føler mig druknet i gode velmente råd, kommer det ofte til udtryk ved, at jeg føler mig utilstrækkelig. Altså kan jeg godt komme til at opfatte alle rådene, som en påvisning af, at jeg ikke gør det godt nok, og derfor bliver det svært at tage imod, når det vælter ind med råd fra alle kanter. Rådene kan desuden være givet uden den tilstrækkelige viden omkring ens situation, hvilket betyder, at jeg føler, at jeg skal retfærdiggøre, hvorfor jeg gør, som jeg gør. Den situation burde man egentlig ikke blive sat i, når man i forvejen bøvler med noget – om det så er forkølelse eller bækkenløsning som i mit tilfælde. Der vil jeg langt hellere have medfølelse end rådgivning. Rådgivningen skal jeg nok selv opsøge!
    Tak for at du bringer diskussionen i spil. Den er så interessant og betydningsfuld. God søndag og god bedring til jer:-)

  • Jeg forstår dig udemærket. Jeg bestræber mig også ihærdigt på ikke at give råd, der ikke er blevet bedt om, og når det alligevel glipper en gang i mellem, siger jeg ALTID, at det er hvad der fungerede for mig, så brug det eller smid det væk.
    Nu er jeg ikke en af dem, der har sendt gode råd til dig, simpelthen fordi det kunne aldrig falde mig ind, at gøre til en ‘fremmede’. Men når jeg læser dit opslag igennem, kommer jeg til at tænke på den gang min datter var 1,5 måned gammel (i starten af 2017), og vi blev indlagt på hospitalet, fordi hun var ved at dø af en forkølelse. En simpel lorte forkølelse, som en nat bare blev for meget for hende og gjorde, at hun ikke træk vejret ordentligt. Jeg vidste ikke, der var noget der hed saltvandsdråber, og jeg troede, at det skulle hun ‘bare’ igennem. Jeg var den første i vennekredsen, der blev gravid, og jeg ville ønske, der var nogen, der havde haft nogle råd at give til mig den gang. Det var fandme hårdt at blive mor, og ikke ane hvilket ben man skulle stå på, fordi det fuldstændig overfuser en, og man ikke er en ‘naturlig’ mor, der bare ved, hvordan man skifter en ble, og giver sit barn et bad.
    Jeg ved ikke en gang hvad jeg vil sige med det her, jeg fik bare lidt strøtanke, og tænkte at jeg ville dele dem, så alle ikke nødvendigvis stopper med at give gode råd, men måske bare mere vurderer, hvor de skal deles ud.

    Jeg skal nok dele min ‘visdom’ når den er ønsket 😉

    • Av sikke en historie – jeg kan godt forstå, at den sidder dybt. Det ville den virkelig også gøre i mig <3

      Og jeg kan godt forstå, at det må have været helt sindssygt hårdt på den måde, at føle sig på bar bund – men jeg kan ikke lade være med at tænke, hvilke råd du havde lyttet til i den situation? Altså – i virkeligheden var det jo en sundhedsplejerske eller lignende, der havde været det mest værdifulde for dig… Og msåke ikke velmenende råd på interwebbet?

  • Jeg læste et sted, at ‘de gode råd’ handler om, at selvfølelsen hos den, der giver rådet lige bliver boostet en omgang. Rådet handler altså mest om den rådende selv. Den, der modtager rådet, hører i 9 af 10 tilfælde ikke efter. Så gode råd gives som oftest for rådgiverens egen skyld. Hvilket jo også forklarer, hvorfor det er så p…. irriterende, når man overdækkes af dem.

    • Jeg tror du har fat i noget Susanne. Jeg funderer meget over hvorfor man (og rigtig meget jeg) har behov for at dele alle de der gode råd. Og egentlig presse dem ned over andres hoveder. Men det er nok noget med selvfølelsen og egoismen i det? At man føler, at man kan bidrage med noget. Uanset om det så er ønsket eller ej. Fordi rådene bliver givet før, man rent faktisk har stillet nysgerrige spørgsmål og lyttet til den man giver alle de der fantastiske råd.

  • Som du ved, handler kommunikation om hvordan modtageren opfatter beskeden – så når man bliver ved med at tage et emne op (og nogle gange når man ikke gør), så opfatter modtageren det som en invitation til en eller anden form for respons? Og det er jo ret så uforudsigeligt hvordan et bredt udsnit af befolkningen modtager beskeden (husker især hvordan Jeanett skabte uendeligt meget røre med hendes indlæg om kun at få ét barn fordi hun fik så mange uopfordrede kommentarer om det – det delte godt nok vandene!). Men altså. Hvis man ikke vil have råd om et almindeligt forekommende hverdagsproblem, så lad være med at lave tre stories om det i træk – læseren antager jo nok at det er fordi det på en eller anden måde er vigtigt.

    Jeg er lidt allergisk overfor direkte forkerte udsagn. Her er producentens info om næsespray, og der står intet om at det ikke må bruges hvis man ammer, så jeg forstår ikke helt problemet? https://pro.medicin.dk/Medicin/Praeparater/243 Det er knapt umagen værd for 30 minutters snotfrihed, hulker jeg ned i lommetørklædet 😉 Gode råd modtages (haha!)

    • Ih Ida, din kommentar opfatter jeg desværre belærende på den lidt ærgerlige måde.
      Jeg forstår faktisk heller ikke helt logikken bag. Acie bad helt explicit om hjælp til at vælge hvilken farve det lækre sæt skulle købes hjem i – ikke om råd til forkølelse.
      Nu kender jeg ikke Acie personligt, men jeg har en meget klar opfattelse af at hvis hun ønskede råd til den irriterende snue, så havde hun bedt om dem. Og ikke igennem kryptiske instastories.

      Jeg tror problemet med uønskede råd er at de skaber den respons i modtageren som jeg sidder med lige nu. Man føler sig belært om noget man måske endda selv har undersøgt og er kommet frwm til en konklusion om.
      Jeg har meget svært ved at tro at Acie og Skjorten har siddet derhjemme og kigget opgivende på hinanden og ikke selv have undersøgt pg spurgt om råds til at komme igennem forkølelsen.

    • Du har meget ret, Maria – det er også den følelse jeg tit kan sidde med (rationel eller ej)<3

    • @Ida – jeg fornemmer lidt, at du føler dig lidt truffet, og det er jeg ked af, for det var ingenlunde meningen. Som skrevet var min egen historie blot et forsøg på at illustrere en generel tendens, jeg havde oplevet, og som egentlig går ud over det digitale, men som jeg også oplever ude i den ‘virkelige’ verden.

      With that being said – jeg er også lidt allergisk over for “direkte forkerte udsagn”, så jeg vil tillade mig at rette dig: jeg lavede ikke 3 stories i træk. Jeg skrev “Er helt sindssygt snottet, og nu hvor næsespray er off limits, vil jeg istedet bruge netshopping som mit drug of choice, derfor er aftenens helt store spørgsmål…” (efterfulgt af 4 stories om farvevalget af et sæt tøj). Det er helt fair, at du opfattede det som en invitation til rådgiving, men jeg vil ikke skydes usandheder i skoene:)

      Dernærst – i min indlægsseddel står der: “Midlet bør kun anvendes efter lægens anvisning i ammeperioden.”.. Jeg håber det kaster bedre lys over “problemet”.

  • Det indlæg er spot on og har sat en masse tanker igang hos mig!
    Jeg blev første-gangs-mor i april og har selv modtaget utallige af “gode råd” som jeg ikke har bedt om og jeg er blevet irriteret hver gang. For mig har det nok handlet om at jeg har skulle finde mig selv i min nye rolle som mor, lære min datter og min mand som far at kende. Man er urolig sårbar som nybagt mor og vil jo bare gerne gøre det så godt man kan og for alt i verden gøre det der er rigtigt for en selv og ens barn. Og når nogle er kommet med gode råd, så har jeg nok et eller andet sted følt at det var en anden måde at sige at jeg ikke gjorde det godt nok eller der rigtige.
    Jeg har igennem hele min graviditet og efterfølgende lært at lytte til min mavefornemmelse for den har holdt stik hver gang 🙂

  • Det er et spændende emne du tager op her og jeg er enig med dig. Man gider ikke alle de ‘gode’ råd, men man vil gerne selv give dem. Men hvad får egentlig en til at føle, at det her, det er verdens bedste råd, så det må jeg dele med alle. Det er egentlig noget jeg er lidt træt af ved internettet, selvom det også foregår i den virkelige verden, så er det mere koncentreret her.

  • Det er et rigtig godt spørgsmål, du der stiller, for de gode råd kommer (vel?) af gode intentioner fra et godt hjerte. Folk har på egen krop erfaret at “DÉT her virkede skidegodt!” Og så føler de en iver og et behov for at dele det videre. De glemmer bare det, at vi alle er forskellige individer. Børn er forskellige, mødre og fædre er forskellige. Så hvad der fungerer for dem fungerer jo ikke nødvendigvis lige så godt for du og jeg.
    Så selvom intentionen (nok) er god kan det bare virke enormt intimiderende med alle de råd, som man virkelig kan drukne i. For man har jo egentlig ikke bedt om 117 menneskers holdning til tingene – og så bliver det bare for overvældende!
    Jeg kan også godt få en helt trodsig følelse, som måske er lidt barnligt, men en stemme i mit hovede der siger “det skal jeg nok selv finde ud af!”. Jeg er jo et nogenlunde intelligent og oplyst menneske, så jeg skal nok selv finde en løsning.
    Men ja, interessant diskussion, du tager op, og meget relevant.
    Hilsen den gravide der allerede er druknet i råd om smertelindring ved fødsel + råd om amning…

Kommentér

Din email-adresse vil ikke være synlig.

© 2021 acie.dk / All Rights Reserved / A GreatSimple website

Scroll til top