Du læser nu
Fredagsføljeton: 7 hurtige til… Mille Emilie.

Fredagsføljeton: 7 hurtige til… Mille Emilie.

Hvem: Mille Emilie fra Sonoma Seven

Hvorfor: Mille Emilie har det fineste univers, er den vildeste DIY’er jeg kender og har et æstetisk øje af den sjældne slags.

sonoma-seven-boligblog-1

Hej Mille Emilie. Tak fordi jeg må stille dig ‘7 hurtige’ – kan du ikke lige fortælle hvem du er og hvad du laver?
Jeg er 31 år og bor i hjertet af København med min mand Lasse og vores datter Frida på 1,5. Til daglig arbejder jeg som boligstylist og så blogger jeg på Sonoma Seven, en blog mest om bolig, interiør og DIY-projekter, men også en smule om livet som mor, livsstil, rejser og den slags.

sonoma-seven-boligblog-3

Ok, det er sejt! Hvornår gik du freelance med bloggen? Jeg synes jeg kan huske, at du arbejdede med PR på et tidspunkt.
Jeps! Jeg har arbejdet som PR & kommunikationskonsulent hos Inside PR, men har så været på barsel i 1 år med min datter. Derefter tænkte jeg “nu er det nu, hvis jeg skal gøre det!” – og så gjorde jeg det. Jeg gik selvstændig i juli måned i år, så det er jo stadig en opstartsfase kan man sige, men jeg har ikke fortrudt det. Det giver mig og min familie rigtig meget frihed ift. Frida og vores familieliv, og at jeg har mulighed for at arbejde hjemme er en stor fordel og frihed for os. Min mand er også selvstændig, og kan ikke rigtig holde fri på samme måde som jeg kan. Så det fungerer bare rigtig godt for os.

Jeg tænker, at når man sådan beslutter at gå ‘all in’, så er det også fordi man har en masse gode idéer til content man gerne vil lave – er der noget nyt og sejt, vi kan forvente fra din hånd i den kommende tid?
Jeg har MASSER af idéer. Både på DIY-fronten, IKEA-hacks, boliginspiration og så har vi jo lige købt hus, så der kommer selvfølgelig også en hel masse omkring renoveringen af dette. Der kommer også meget mere i videoformat, så ja, der er en hel masse spændende på vej. Så hold øje! 😀

sonoma-seven-boligblog-4

Wow, det lyder spændende! Jeg er også helt vild med din seneste video for Pillivuyt! Noget helt andet – hvad er din approach til julepynt mon? I bor så pænt, så er julepynt bandlyst eller hvordan?
Neeeej! Julepynt er bestemt ikke bandlyst. Jeg elsker jul, som i ELSKER jul, og alt hvad der hører med (pånær nisser, de er fanme creepy. Haha!), men når det er sagt, så holder jeg nok julen rimelig enkel herhjemme. Jeg kan godt få lidt fnidder af for meget nips som engle, glimmer, guilander, julehjerter og alt det. Jeg holder det ofte i rolige og ensartede nuancer, så det ikke bliver for rodet. Vi har også altid et juletræ med fine julekugler, en stor papirsstjerne i vores DIY-vindue, hjemmelavede kræmmerhuse med gran i osv. Vores jul er vel egentlig ret meget som vores boligstil, enkel og nordisk med et råt og maskulint twist.

Det lyder også fint<3 Speaking of jul – du er mor til Frida, og jeg har erfaret, at julen kan føles ekstra særlig, når man sådan er blevet mor. Hvordan skal I mon fejre den i år?
Det er bestemt særligt! Julen er blevet mere magisk, synes jeg. Sidste år sov Frida ret meget, hun var kun 6 mdr. så tror i år bliver lidt sjovere, for hun er mere bevidst (ja, og vågen, haha!). Men jeg tror stadig hun er for lille til sådan rigtig at “fatte” hvad der egentlig foregår.
I år skal vi fejre jul i Dragør hos min svigermor og hendes hollandske kæreste. Det bliver en ret stor jul i år, med Lasse og Frida, Lasses to brødre, min svigermor og hendes hollandske kæreste. Hans to voksne drenge kommer herop fra Holland, den ene har kone og to børn, som naturligvis også kommer med, så ja, det bliver en stor jul i år.

Ellers står den på julefrokost og hygge med mine forældre, min storesøster, hendes mand og mine to niecer. 1. juledag slapper vi altid, bare mig, Lasse og Frida. Nogle år har vi været i biografen om dagen, det er virkelig hyggeligt. Man har det hele for sig selv, og man får lige et break fra hele juleræset. Det har vi altid gjort i min familie inden der kom børn ind i billedet. Det kan anbefales!

sonoma-seven-boligblog-2[Photo: Storybook Studio]

Det lyder vel nok dejligt!! Og nu vi er ved festligheder – I blev gift i sommer. Vil du ikke smide et link til lidt bryllupsspam?
Oh yes! Sikke en fest. Det var sådan en magisk dag. Kan man ikke godt blive gift igen? Hehe.. Jeg har faktisk lavet en kategori på min blog som, sjovt nok, hedder “bryllup”, men hvis man vil med “bag facaden” vil jeg da varmt anbefale at man ser vores bryllupsvideo her.

Og hér på falderebet – hvad er den næste DIY du skal kaste dig ud i mon?
Nu er det selvfølgelig juletid, så i juleregi skal jeg have lavet mig nogle kræmmerhuse, tror jeg. Jeg er lidt bagud i år med alt det jul, nu må vi se om jeg når det. Ellers bliver det noget så u-julet som Fridas IKEA-køkken der skal have en make-over og mit lille hjemmekontor skal også have en overhaling. Jeg laver en hel del DIY-projekter, og dem kan man se her, hvis man lyster.

Uh, det lyder hyggeligt! Jeg drømmer også om at hacke et lille IKEA-køkken til Cornichonen, men har heldigvis lidt tid at løbe på;) Tak fordi jeg måtte stille dig 7 hurtige – og rigtige god weekend <3 

 Kommentarer (0)

Kommentér

Din email-adresse vil ikke være synlig.

© 2021 acie.dk / All Rights Reserved / A GreatSimple website

Scroll til top