Tak for dig, 2017...

Min fødselsberetning – del 4

Del 1 af historien finder I HER, del 2 HER og del 3 HER.

58fbc4be-8a21-41c9-9e0b-dcc977398324[En lille mus – ganske få timer gammel<3]

Jeg har – endelig – fået grønt lys til at begynde at presse og jeg starter med at hænge over briksen i Skjortens arme. Jeg presser alt hvad jeg kan, uden rigtigt at kunne mærke nogen som helst forskel. Så kommer jeg op på briksen. Ligger på siden. Bruger Skjorten til at stemme imod. En fod på hans skulder, en hånd i hans låst i kraftgreb, hagen mod brystet og pres.

Jeg finder en rytme. 3 lange pres pr ve. Bliver lagt om på knæene henover en sækkestol. Hér mærker jeg for første gang, hvordan jeg presser effektivt. Jeg hiver i sengegærdet og giver alt hvad jeg har. Det gør ondt. Ikke presset. Tværtimod. Men veerne bider i lænden og kan kun dulmes af de kraftige pres. Man er nok designet sådan. Et sted undervejs er det som om min krop springer en ve over. Jeg kan høre Nanna undre sig. “Nå lille ve – kommer du snart?”, spørger hun ud i lokalet, mens jeg ligger udmattet henover sækkestolen og lader pausen rulle ind over mig mens jeg fylder depoterne med kræfter. Og så er den der. Og dét er jeg også. Lidt mere klar i hovedet end før. Jeg presser igennem. Nanna hepper. Skjorten ligeså. De kan se hende og hun er få veer fra at ‘stille sig fast’.

Jeg bliver rullet tilbage på siden. Nanna presser på halebenet mellem veerne og Skjorten holder mit ben. Han har efterfølgende fortalt, at jeg næsten hyperventilerede når jeg kom ud af en ve. At de hele tiden måtte minde mig om at få nok luft ind mellem pressene. Det står sløret for mig.

“Nu er vi næsten i mål, Christine”, siger Nanna. Klokken nærmer sig 7. “Jeg ringer lige og siger, at jeg bliver her til du har født”. Jeg ved ikke om jeg får sagt tak højt, eller om ordene kun kan høres i mit hovede. Men sjældent har jeg været mere taknemmelig. Fantastiske Nanna.

Døren går op. Jeg registrerer ikke helt hvem der kommer, men forstår, at Nannas afløser er kommet, selvom hun har ringet. Jeg bliver ihvertfald ikke utryg. “Nu vender vi dig lige om på ryggen til de sidste pres – det er kun så vi kan komme til, hvis skuldrene nu skulle sætte sig fast.. det er også derfor vi lige står et par stykker hernede.. men det er der altså INTET der tyder på”, forklarer Nanna. Jeg hører hvad hun siger, men mærker alligevel en snert af den angst, der har vokset i mig den sidste uge. Vi er så tæt på målet. Der må ikke ske min Cornichon noget.

Veerne ruller indover mig igen. “Så gisper du, Christine”, og jeg gisper det bedste jeg har lært. Som et lille futtog. Gispe, gispe, gispe, gispe. Veen forsvinder, jeg gisper videre. Jeg troede det ville være sværere end det er. Egentlig er det meget rart for min trætte krop ikke at skulle presse. Og den der ‘burning ring of fire’, jeg har hørt så meget om. Tjo. Jeg kan godt mærke den. Men i mit hovede fyldte den mere, end den viser sig at gøre i virkeligheden. “Det var hovedet, Christine!”. Jeg bliver overrasket. Var det?! Seriøst? Er hendes hovede ude nu? Jeg genkalder min lærdom fra fødselsforberedelsen – nu er der kun et par enkelte veer tilbage før hun er ude hos mig. Tanken giver energi. Hun er her næsten. I næste ve beslutter jeg, at nu skal hun (og hendes små skuldre) bare ud, så jeg presser for fuld kraft og kan mærke hvordan hun er på vej. Nu skal det kraftedeme være. Jeg mobiliserer alle mine kræfter og pludselig er hun ude. Varm og våd bliver hun lagt på min mave kl 07:24 efter en god times pres. Jeg overvældes. Får våde øjne. Klynker. Er lettet. Mærker Skjortens overvældelse og kys på min pande.

Og sådan ligger vi så. Nannas afløser bokser mig et par gange på maven, mens Nanna fører journal, inden hun kommer tilbage og sætter klemmer om navlestrengen og tilbyder Skjorten at klippe. Jeg er travlt optaget af at snuse til min baby, der ligger og er varm på mit bryst. Jeg kan ikke rigtigt se hende, men jeg kan mærke hende. Mit lille hjerte. Nanna og Skjorten snakker om moderkagen. “Den er hjerteformet”, forklarer hun i baggrunden. “En et-værelses med det hele”, griner hun. Skjorten er fascineret.

“Skal vi se hvor stor hun så er?”, spørger Nanna, nu der har været så meget snak om det. “Ja” svarer jeg – “det må du altså vide, inden du går hjem!”. De tager hende fra mit bryst og griner. “Hun vejer altså mere end et halvt kilo!”, griner Nanna. “Sikke en lækker lille sag – wauw!!!”. Cornichonen bliver lagt på vægten og ja, hun er en stor baby på på +4,5kg. Jeg v i d s t e at jeg havde ret. At min mavefornemmelse var rigtig.

Men hun er også lang og vægten fordeles over hele 55cm, så hun ser ikke tyk ud. Hun er sin fars pige. Lange kyllingeben, med lidt af sin mors polstring på lårene. Jeg får hende tilbage på maven og Nannas afløser sætter sig til at sy. Jeg har ikke opdaget at det er nødvendigt. Når det kommer til stykket fylder det ingenting. Jeg opdagede ingenting. Og efterfølgende har jeg kunnet se frygten i andre kvinders øjne, når jeg har fortalt hvad Cornichonen vejede. “Er du ok?”, får de fremstammet. Jeg er mere end ok.

Nanna kommer ind igen. “Christine jeg går nu – du var SÅ sej!”, siger hun, mens jeg ligger i min babyrus. “Du får altså lige en krammer!”, fortsætter hun og giver mig et stort smil. Jeg er stadig lidt overvældet og lidt tåget. Jeg håber virkelig Nanna ved, hvor glad jeg er for, at det var netop hende, der hjalp min Cornichon til verden… Og nu – efterfølgende – føles det underligt tomt, at have delt én af de største oplevelser i ens liv med søde, seje, super-Nanna, som man nok aldrig får at møde igen… Og for hende var det jo bare another day at the office… Det er en skør verden.

 

Og det var altså historien om, hvordan Cornichonen kom til verden – jeg håber, at det er tydeligt, at jeg føler, at jeg havde en god oplevelse. Jeg ved godt, at min fødsel sikkert ikke er ‘drømmefødslen’ for alle, men for mig var den helt perfekt. Og der gik ikke mange dage (timer?) før jeg sagde til Skjorten, at det kunne jeg altså sagtens gøre igen. Det får jeg forhåbentligt lov til<3 Tak fordi I har læst med – og været så søde undervejs!!

   

17 kommentarer

  • Simone

    Jeg havde også en Nanna til min store datters fødsel – hun hed bare Lene. Og jeg roste hende til skyerne hver gang talte om min fødsel. Til min mindstes fødsel kom verdens bedste Lene ind på fødestuen efter arvingen var kommet til verden og hilste på og gav krammere. Åh jeg blev så glad, så glad!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristina

    Måtte altså lige knibe en lille tåre her i afsnit 4. Meget rørende at læse! ♥️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Meget rørende at læse og tak fordi du besluttede at dele så smukt og intenst minde.

    Jeg har tre børn og er helt ærgerlig over ikke at skulle opleve en fødsel igen. Det er noget helt særligt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hald

    Så fin en beretning – det er dejligt, at du valgte at dele ☺️ Jeg er ret imponeret over din hukommelse – synes begge mine fødsler står lidt mere tågede. Og for søren – hatten af for en times pressen. Jeg tror, jeg fødte nr. 2 på den 3. presseve, og det syntes jeg, var alt rigeligt (nr. 1 var vist noget af det samme – men det forsvinder lidt i tågerne). De små barylere havde vist travlt med at komme ud så de “hit the ground running” – og er fortsat lige siden 😉 (sagde den lidt trætte mor efter 10 intense dages ferie med Speedy Gonzales 1 og 2 😅)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Acie

      Jeg skrev den ned et par dage efter fødslen til mig selv og den har jeg så kunnet skære lidt i og dele nu med jer <3

      (… og en time og ét kvarter, hvis vi nu skal være meget nøjeregnende, hahaha.. Jeg labber anderkendelsen i mig;) )

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tenna

    Hun lyder ganske fantastisk hende Nanna 😍 Og det dér med aldrig at se hende igen… Man ved jo aldrig… Under min indlæggelse efter fødslen var der en meget, meget sød kvinde (som også hed Tenna). Jeg anede ikke, om hun var sygeplejerske eller sosu, men hun sagde og gjorde nogle ting, så hun i min (smertelindrede) hjerne var en engel.
    Kunne kun huske vi delte navn…. 2 1/2 år senere står hun pludselig foran mig i butikken, jeg arbejder i. Jeg kan ikke kende hende, kun hendes stemme og pludselig ryger det ud af mig: “Sig mig, er du ikke Tenna, den frelsende engel på OUH?!” Hun griner… og vi ender ud i, jeg tuder og fortæller, hvor meget hun betød og hun kniber en tårer og gi’r mig en krammer – og takker for anerkendelsen. Måske du også er heldig, at løbe ind i Nanna en dag 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Smukt. Mor til to små banditter står i køkkenet og tuder mens mindste bandit sidder tålmodigt og venter på sin putteflaske. Meget rørende fortælling! Godt nytår og tak fordi du deler.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Elise R.

    Og så sidder man næsten med tårer i øjenkrogen! Så rørende at læse en positiv fødselsberetning! Jeg havde også en super fødsel synes jeg selv. Og skal gerne gøre det igen. Når jeg læser din, må jeg vist indse at det er på tide at skrive min egen ned 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Den kommende mor her sidder lige og tuder lidt… Jeg vil også have en Nanna til min fødsel! Nanna FTW! 😎

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Acie

      Jeg er sikker på, at du får en Nanna også – jeg tror, der er mange Nanna’er i dét fag <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Så smukt og fint! Tak, fordi du deler – det må have været så vildt og stort for jer 🙂

    Nytårsklem til dig

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Eeeej, så sidder jeg her og småtuder…😂

    Jeg har selv været der to gange, men jeg kan bare stadig ikke læse en fødselsberetning uden at få en klump i halsen. Tak fordi du delte!❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise W

    Tak, det er så dejligt at læse en så god og fin beretning. Og du virker så sej hele vejen igennem. Jeg syntes alle andre fødselsberetninger jeg har læst har været så skræmmende, så tak for at dele en god en, til en der har 4 måneder til det er min tur.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sabina

    Jeg har vist ikke fået kommenteret på de her indlæg. Jeg er SÅ rørt hver gang <3
    Simpelthen så smukt skrevet, og selvom det var en beslutning du overvejede lidt, så er jeg så glad for at du gjorde det. Jeg fødte for 9 mdr siden, og ved ikke om jeg nogensinde kommer til det igen (forfærdelig graviditet og 3 dages veer med baby hvir hjerterytmen faldt til under 50 men heldigvis var fejl da den var fin da de sat elektroder direkte på hans hoved – Yes inde i mig lol, og endte i akut kejsersnit). Anydoodle om jeg skal eller ej, så er det så berigende at læse, især når mam selv er mor.

    Nanna havde ret, du er pisse sej !!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tak for dig, 2017...