Et blik i sidespejlet: en gang imellem savner jeg mig selv.. – ACIE
Date night, champagne og kanal-cruise..

Et blik i sidespejlet: en gang imellem savner jeg mig selv..

… Det er blevet tid igen. Der er noget, jeg har siddet og funderet over, dér bag rattet. Idag handler det om det der med, at have været nogens mor i mere end 8 måneder nu. Det der med at have været på barsel, i mere end 8 måneder nu. Det der med, at man nogle dage virkelig godt kan savne sit gamle jeg, dengang man var lidt mere end et serviceorgan for en lille meget krævende chef.

Et selfie med min lille barselsmakker, som lige skal lære det med åbne øjne og kameraet, men det arbejder vi på… Leverede det på instagram med teksten: “… Took this selfie earlier to remember how Mondays can (…. and should) feel…. Always🙌🏻💗👊🏻💗 #dowhatyoulove”.. Og det er jo rigtigt – jeg elsker at være på barsel. Virkelig. Men nogle dage, savner jeg lidt mig selv.

Ovenpå sådan en weekend, hvor jeg på sin vis, har fået lov til at snuse lidt til et liv, der var engang med både champagne-middag med min mand og en hel dag alene på loppe, kan jeg ikke lade være med at blive ramt lidt af efter-veer. For ligegyldigt, hvor meget det kan virke lig noget ‘der var engang’, så smager det ikke rigtigt sådan…

På en eller anden måde smager champagnen ikke helt ligeså sødt, når man ved, at eventyret har en slutdato. Lige omkring midnat, på allerbedste askepot-manér. Den smager ikke helt ligeså sødt, når man ved, at virkeligheden ikke blot rammer imorgen, men om et par timer, hvor man så kan sidde dér i efterdynningerne af en champagne-buzz og månelysets uflatterende barske skær, og forsøge at overbevise barn om, at det skal ligge ned og sove, fremfor at stå op og ruske i tremmesengens tremmer. Mens dét, der tidligere kildede i ganen, nu snarere sidder og lurer som antydning af en hovedpine et sted 4-5 cm over øjenbrynene.

Og på samme vis er 8 timers alenetid en søndag, heller ikke helt det samme. For undervejs kan man ikke undgå hverken savn eller dårlig samvittighed – ikke så meget overfor barnet, hun klarer det nu nok, men overfor faren. Der nok også kan mærke både træthed og champagnen trykke på skallen, og iøvrigt er blevet gjort ansvarlig for at stå med både baby og træfældnings-projekt med naboen, mens mor lopper ud. Det var nok mig, der kom til at sige ja til det med træerne iøvrigt. Let, når man ikke selv er hjemme. Let, når man ikke selv skal stå med det. Men nu var det jo lige dér, det passede med at naboen kunne. Og træfælde-manden kunne. Og vi har snakket om de forbistrede træer i 2 måneder nu. Så ka’ vi ik godt? Hva’?

Tidligere stod jeg i vaskekælderen og foldede stofbleer (… nogle dage, kan det føles som om jeg ikke laver andet end at vaske stofbleer) og faldt jeg over en gammel post-it, der havde ligget og puttet på bordet i vaskekælderen under en bunke vasketøj. Antageligvis fordi jeg på et tidspunkt har tømt en taske på bordet i en desperat jagt på en sut, eller andet i den dur. Anyways. “280k eur”, stod dér med min mest sjuskede håndskrift. Tegnet over flere gange. Det var tydeligt, at det var noget, jeg engang havde skrevet under en telefonsamtale. Jeg ved ikke hvad det er og det kan også være ligemeget. Men den gule lap dér mellem alle stofbleerne, blev pludselig legemliggørelsen af den kontrast der er mellem det liv der var, og det liv der er. Mellem karriere-mig. Arbejds-mig. Travle-mig. Og nu mor-mig. Stofble-mig. Grød-mig. Trætte-mig.

Og lige så meget, som jeg elsker det her barselsliv (for slet ikke at snakke om min Cornichon – jeg ville folde stofbleer hver eneste minut resten af mit liv for hende), så ramte den mig alligevel. Eller. Kombinationen af mange ting, ramte mig. Mange bække små, som man siger. Men en gammel imellem savner jeg mig selv. Ikke nødvendigvis mit gamle liv med travlt kontorjob, møder og mange rejsedage (for Guderne skal vide, at det heller ikke altid er lykken), men mig selv. Den jeg var. Den jeg kunne være. Eller også er det bare trætheden, der trykker. Jeg ved det ikke. Jeg blev ihvertfald glad, da jeg så det her billede af to sjove festlige mamas på Cana’s instagram igår, for det vidner jo i allerhøjeste grad om, at man på et eller andet tidspunkt godt kan parkere ansvaret, ihvertfald for et døgns tid. Og bare være sig selv igen. Og det glæder jeg mig til.

Jo. Det gør jeg. Og det er ok, siger jeg til mig selv. Er I mon andre, der har det på samme måde som mig? Eller – måske endnu bedre – andre, der er kommet ud på den anden side?

 

16 kommentarer

  • Tanja Maria

    Vores datter er knap 19 måneder, og den 2. juni var første gang, hvor jeg var afsted, og rent faktisk kunne slappe af og bare nyde det. Bevares, planen var, at jeg skulle lade være med at drikke, så vi kunne komme hjem, men jeg lod mig rive med af stemningen og havde en fantastisk aften. Vi prøvede noget tilsvarende til nytår, men der kunne jeg slet ikke slappe af og hygge mig.
    Det jeg bare prøver at sige er, det bliver bedre! Alt bliver nemmere med alderen 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette WK

    Jeg ved præcist hvordan du har det. Og man kommer ud på den anden side igen – i små skridt. Først og fremmest, så kommer der jo arbejdet og de mindre ture ud af huset som du netop har været på, bare en aften. Langsomt udvides disse samtidig med at barnet bliver større og også mere selvstændigt. Men det er hele tiden lidt frem og tilbage, hvis jeg skal være ærlig. Fx skriver én at hun lige har haft en weekend i London, hvor baby lå i klapvognen, og alt var som før. Det kan jeg godt huske, men den fase går også over, fx når barnet er for stort til klapvogn og får sine egne meninger om, hvad de gider 😉 Men så kan man måske rejse selv.
    For mig har det været afgørende at åbne op for en ny identitet som “mig”. Min søn er 8, og jeg har både skiftet hjem, job og prioteter siden han er kommet til. Så der er kommet en ny version af mig, og jeg tænker ikke længere over den jeg var, før jeg fik ham. Helt ærligt, hun er for evigt helt væk. Men der findes et mellemrum mellem hende, der levede for job og karriere og hende, der var konstant træt og vaskede stofbleer 24-7. Dér er jeg nu og det er jeg glad for <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Så fedt at sætte fokus på det. For jeg tror at langt de fleste kan genkende det, men alligevel er det tit noget man går ret alene med.
    Jeg glæder mig til at høre om hvordan det bliver når du kommer tilbage på arbejde.

    Jeg håber det kommer til at give mening for dig når du når dertil, men jeg kan personligt mærke at jeg nu (med en 15 mdr gammel datter), et fuldtidsjob og alt det andet har sværere ved at få tingene til at gå op end nogensinde før. Til gengæld har jeg fundet mit ‘arbejds-jeg’ frem igen – og det har været så rart at være en person adskilt fra baby igen..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Therese

    Min lille chef er 14 uger, og jeg har det 100p lige som dig! Så tak fordi du siger det højt. Det er utroligt modsatrettede følelser jeg går med – som du skriver – shit hvor giver livet mening efter baby, men føler mig samtidig identitetsfamlende. Min verden væltede nærmest forleden da jeg var på vej ned til jer på loppen, jeg havde endelig (ammevenlig) kjole på, og på vej ud af døren kaster hun op som syv fulde sømænd på den. De der små ting man ikke kan lige nu – dem glæder jeg mig altså til.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg er kommet ud på den anden side, men kan sagtens – SAGTENS – genkende det du skriver. Mine børn er 8 og næsten 5 nu, og jeg kan virkelig ærligt sige, at jeg nok ikke er den jeg var, men jeg er noget, der er bedre. Når jeg nu selv skal sige det, haha. 😁
    Vores situation er lidt anderledes, for vi bor i USA, så vi har ikke familiemedlemmer om hjørnet til at tage over, når vi vil have en pause. Men vi gør rigt brug af babysittere til date nights, og når mine forældre kommer på besøg, tager vi børnefri weekender til Nashville, New York, Miami – hvor vi har lyst. Uden skyld, uden dårlig samvittighed, med sene nætter og sjusser og sjov – ligesom dengang vi var noget andet. Nu er vi noget mere, og vi er helt klart nået til et punkt, hvor vi kan nyde.
    Jeg synes ikke det er hårdt mere. Men jeg kan SÅ godt huske at det var det, og jeg kan i den grad huske følelsen af at have efterladt et stort stykke af mig selv i tiden inden #mamalyfe
    Dengang havde jeg meget svært ved at forestille mig, at den følelse – det vemod – ikke altid ville være der. Men det er der faktisk ikke længere. Nej, jeg bliver aldrig den samme, men jeg lærte, at jeg med tiden voksede ind i noget, der ikke længere fik mig til at savne det der var, helt så meget. Nærmest ikke, faktisk.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • A

    Lige da jeg fik min søn savnede jeg SÅ meget at være mig selv. Det var så altopslugende at være blevet mor, at jeg slet ikke kunne overskue, aldrig “at være mig selv” igen. For det er man jo ikke. Selvom man fysisk er væk fra sit barn, så er man jo mor i hjernen og i hjertet – hele tiden! Puha. Det synes jeg var ret overvældende i starten. Men pludselig gik tiden jo bare. Og vupti, så var barnet 1,5 år og jeg fik mine første 24 timer uden ham – i forrig weekend. Det var ret fantastisk må jeg sige. Men overhovedet ikke som før han kom til. Sådan tror jeg aldrig det bliver igen. Han vil altid være i min bevidsthed, ligemeget hvad jeg laver. Og det synes jeg faktisk (nu) er ret fantastisk🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Så aboslut. Jeg fandt meget hurtigt ud af, at jeg simpelthen også blev nødt til at være mig engang i mellem, ellers fungerede det bare ikke. Jeg nyder at gå til en koncert engang i mellem f.eks, men jeg nyder også det faktum, at jeg mærker jeg savner det hele derhjemme mens jeg er afsted. Jeg nød altså også lidt at starte på arbejde igen efter endt barsel må jeg indrømme. Ikke desto mindre savner jeg ikke det hele mere end at jeg har gjort det 2 gange og hellere end gerne tager en tredje med. Om 15 år gider de os ikke mere alligevel 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line f

    Jeg har en dreng, der er et par dage yngre end din datter. Jeg har lige haft den lidt modsatte oplevelse. Jeg er tilbage i mit normale tøj uden tarvelig ammebh og har lige haft min søn med i London i 4 dage. Jeg begynder at føle mig helt som mig selv igen, bare med yndlingsbaby i skørterne. Det var så skønt at kunne lave helt det samme, som jeg plejer i London, bare med baby i klapvognen, som satte tempoet.
    Jeg kan sagtens følge dig i dine tanker, at det aldrig bliver som før, at man kan hænge sin morhat fra sig et par timer, og det er til tider lidt skræmmende og det kan jeg godt længes efter et kort sekund, men rejsen med baby var bare så fantastisk.
    Og når det så er sagt, så er jeg meget splittet mellem at glæde mig til at skulle tilbage på arbejde og ikke kunne overskue at min barsel snart er slut, og skulle aflevere min søn.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Sådan har jeg tit haft det. Friheden kommer tilbage – på en lidt anden måde, dog. Heldigvis ved jeg med barn nr 2, at det bliver bedre.
    Kunne godt tænke mig at høre dine tanker om karriere, arbejdstid (og institutionsliv), rejsedage og bare det med hvordan hamsterhjulet kan hænge sammen…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg ved præcis hvordan du har det! Jeg har selv en søn der lige er blevet 9 måneder, og jeg knus-elsker alt ved denne her moderskab, men hvor kunne jeg bare også godt bruge en vild bytur med mine veninder uden at skulle bekymre mig om baby, amning, natten og den efterfølgende dag hvor man igen er 100% mor…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • R

    Sådan har jeg det også. Og jeg savner mine veninder. Mange har ikke rigtigt lade høre fra sig efter jeg har født. Barsel er fedt, men kan godt være lidt ensomt selvom man aldrig er alene.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helene

    SÅ enig og føler alt det du siger! Har en dreng to uger ældre end cornichonen. Men jeg har også en dreng der lige er fyldt 3. Nåede lige akkurat at begynder at begynde “livet efter”, da jeg blev gravid igen. Og det var egentlig rart lige at få en forsmag, dog også hårdt da friheden straks blev nuppet igen. Men der er lys forude – kan se det med min dreng på 3. Man bliver sig selv igen, og glæder mig ligeså meget som dig. Men prøver også at nyde nu, for det er en priceless tid ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • D

    Det er helt okay at have det sådan!

    og for en der (endnu) ikke er mor, er det befriende at læse at andre har det sådan for jeg vil med garanti få mindst ligeså meget savn til mit gamle jeg og arbjeds-jeg under en evt barsel

    God mandag 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lika

    Jeg savner mange ting fra dengang – alt var så anderledes. Men vil sige, at det kommer igen med alderen. Bare her ved 3 års alderen kan man være så heldig at komme ud og næsten ikke mærke man har et barn med. Store sager. Alle aldre sin charme 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Acie

      Jeg så godt din story igår (måske egentlig dén var én af de små bække – altså én af dem, der viste et glimt af noget lys for enden af tunellen). Det virkede til at have været sådan en dejlig dag – for jer begge to! Tak for opmuntring. Og fød nu. Tak 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lika

      Det var det virkelig. Men lige om lidt bliver jeg slået helt hjem og starter forfra. Hvornår det end bliver 🙂 Men nu ved jeg heldigvis, at alting langsomt forandrer sig. Og pludselig kan man savne det, man troede man for længst aldrig ville savne mere. Sådan er det 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Date night, champagne og kanal-cruise..