august 2018 – ACIE

Om prioriteringens kunst og om kvinder der kan det hele…

TAK (virkelig og fra hjertet!) for alle jeres heppende kommentarer både hér og dér til mit sidste indlæg. Det er lige før, at det tog større mod (for mig), at skrive det indlæg end det gjorde at sige op – mest fordi jeg var bange for, at skuffe jer, der læser med, fordi I har sat pris på at kunne spejle jer i en anden med… well… hænderne fulde. Karriereambitioner. Og den slags. Og jeg indrømmer, at mine corporate ambitioner, har måttet tage bagsædet (i et par år). Men mine #bosslady-ambitioner om at bygge egen forretning fejler så absolut ingenting. Og jeg vil, langt henad vejen, gå til opgaven, som jeg har gjort med mit ‘almindelige’ arbejde…

Og jeg ved I sidder derude. Jer, der ikke kan lade være med at ægre jer lidt. Og det er ok. Jeg håber, at I vil give mig chancen for at vise, at man godt kan inspirere ved at forfølge en (selvstændig) karriere. Og jeg er næsten blevet lagt ned af private beskeder og mails fra jer, der går med samme tanker. Tanker, som man ikke kan skrive offentligt på sociale medier af hensyn til arbejdsgivere og den slags. Shit.

Er det en slags folkesygdom vi er ramt af? Jeg snakkede med en af mine bedste veninder om det for et par uger siden. Hun minder om mig og vi blev veninder over kaffemaskinen på job. Ish. Ihvertfald. Hun er nogens chef, nogens mor, nogens kone, nogens søster, nogens datter, nogens huemor (Elises<3), nogens veninde og sådan kunne jeg blive ved. “Vi vil det hele!”, sagde hun. “Vi vil karrieren – ræser efter den, på lige fod med mændende… Men det er også os, der vil være sociale, vil have barnet hentet inden klokken ost, vil have at familien får ordentlig mad, vil have at vores hjem står bare sådan nogenlunde lige, vil prioritere parforholdet, vil nå at træne, vil være en god veninde… og jeg kunne blive ved!”, fortsatte hun.

Og det er rigtigt. Ihvertfald i 90% af tilfældende når jeg kigger omkring mig. Iøvrigt er det helt overlagt, at hun brugte ordet “vil” og ikke “skal sørge for” eller lignende. For dét pres tror jeg ikke vi føler (det er ikke sådan jeg oplever det, ihvertfald) – vi kan fint uddelegere opgaverne. Men det er os, der har en holdning til hvilke (mange) opgaver vi står foran – og med de holdninger, kommer også et pres for at få dem løst… Og lidt ligesom med, at Skjorten efterhånden har fået mig overbevist om, at han vitterligt ikke SER rod på samme måde som jeg gør det, så tror jeg lidt det er det samme med de mange andre ting. Jeg tror ikke mænd, nødvendigvis SER de samme ting, som vi kvinder gør..

Og det er ikke fordi det skal være en lang debat om ligestilling, kønskamp eller lignende – blot en konstatering af, at vi kvinder (ihvertfald af den slags der kommer hér på domænet) vil det hele (og ej at forglemme: KAN det hele.. BOOM!), og at det kan være svært, at både ville det hele og også have noget tilbage af sig selv.. til.. well.. sig selv.

Og at det er lige præcis den situation jeg fandt mig selv i for… well… 2 år siden? At jeg fandt mig selv i en indre splid om at prioritere min tid, min kærlighed, min energi, mine ambitioner. Og at når jeg stillede regnestykket op, så gik det ikke op. Nogensinde.

“Jeg ved ikke om man kan kalde det en 30års-krise, for det føles ikke særligt krise-agtigt, men måske snarere sådan 30års-perspektiv-agtig!? Jeg har nået alt det og mere til, som jeg havde sat mig for i 20erne – så hvad skal 30erne dreje sig om? Både hvad angår karriere og familie? Og hvad siger min partner-in-crime – hvad er det for et liv, vi sammen vil skabe os? Både fra sådan nogle kedelige økonomi-ting med ‘hvad vil vi prioritere?’ (det store dyre hus eller de mange rejser?) til de langt mere spændende ‘lifedecisions’ (børn? gisp? ja? måske? hvornår? nu? imorgen? om 5 år?), men også hvilken slags veninde/søster/faster/datter/chef/medarbejder/kone vil jeg gerne for mine omgivelser (hvem skal vinde i prioriteringen?)..” (LÆS DET FULDE INDLÆG HER)

Jeg kunne ikke være hende jeg gerne ville og vidste at jeg kunne være, på alle punkter samtidigt. Samtidigt, being the key word. Og hvem kommer så først? Det gav sig selv, da først tanken var tænkt. Og Endelig har jeg fået modet til at gøre noget ved. Som jeg skrev forleden, så handler mit nye kapitel i høj grad om, at jeg øjnede muligheden for et mere fleksibelt familieliv, som kunne kombineres med nogle ambitioner om og en lyst til at være selvstændig.. Men det er også en lidt forenklet forklaring – så dermed altså dette indlæg, som (er langt.. måske for langt?) gerne skulle kaste lidt yderligere lys over mine tanker. Mest fordi, det ovenpå sidste indlæg, gik op for mig, hvor mange af jer, der sidder med præcis de samme tanker.

Hvad er drømmene for vores familieliv? Da de første tanker begyndte at melde sig tilbage i februar 2017, delte jeg dem med min far. Og på tværs af tidszoner og fra et sted midt på det indiske ocean skrev han følgende ord til mig: “Jeg synes det er noget af det fornuftigste, I længe har overvejet. At give dig mulighed for en pause på arbejdsmarkedet i forbindelse med anskaffelsen af et antal børn, især fordi du har et bijob, som interesserer dig og forskellige andre spændende planer, der forhindrer at dit liv går op i blevask og rengøring. De næste år, hvor børnene er små kommer aldrig tilbage, men er pludselig bare gået“. Jeg havde ellers frygtet responsen. Frygtet om mine forældre ville synes, at jeg formøblede både muligheder og evner. Det gjorde de ikke. Og den sidste sætning, jeg har markeret med kursiv, var nærmest sømmet på kisten.

Skjorten arbejder meget. Men har hjemmekontor og kan langt henad vejen arbejde hjemmefra (80% af tiden). Han er altså min kommende kontor-makker.

Det bliver mig, der skal hente og bringe Elise. Vi deles om madlavning og han vasker sit eget tøj. Men jeg vasker det fælles og Elises. Og mit eget. Indkøb klarer vi med måltidskasser og nemlig.com – og rengøringen outsourcer vi også. Siden vi flyttede til 2960 har vi brugt en Happy Helper:)

… Og så er det iøvrigt mig, der er overordnet administrationschef for adressen – på godt og ondt. Jeg styrer økonomi, regninger, aftaler med håndværkere, ferieplanlægning og holder styr på familiekalenderen og det sociale liv.

Hvad er drømmene for bloggen og det Acie’ske imperium?

Jeg er klar over, at det er en nærliggende tanke, at ‘åååh så kommer der bare meget mere spons, for nu skal hun jo leve af det’, men: 1. I kender mig dårligt, hvis I ikke godt ved, at jeg er så risiko-avers, at jeg ikke ville turde tro på noget, der ikke allerede fungerer. Jeg kan fortsætte præcis som jeg gør (.. eller stoppe helt, hvis det endelig skulle være) og leve fint og lykkeligt (omend nok lidt kedeligt, hvis jeg stoppede..).

Og 2. – nu hvor jeg endelig har mulighed for at dedikere mig til det her fine lille univers, så vil jeg langt hellere bruge mine kræfter på at finde flere ‘revenue streams’ end at udpine den jeg har brugt 10 år på at bygge.. Altså – nu har jeg jo tid og mulighed for at give mig i kast med mange flere sjove projekter… Flere bøger, designsamarbejder, konsulentarbejde og hvad der nu ellers måtte byde sig.

Og 3. – hvis det endelig var, så er der flere måder, at tjene flere penge på – det er klart, at man bare kan lave mere, men man kan også lave bedre… og sælge dyrere. Jeg ved godt, hvilken vej jeg synes der er sjovest, mest udfordrende og mest givende. Så hvis der er nogen ændring I skal forvente herinde, så er det kun en ambition om at være en endnu bedre blogger. Det har været så frustrerende, at levere noget, som man ved man kunne gøre bedre. Som man ikke synes er godt nok. Men som bare ikke har tid til at gøre ordentligt.

… Og 4. sidste. Don’t get me wrong hér, men jeg er en voksen dame. Med erfaring – ikke mindst business erfaring. Jeg er ikke en helt grøn 22årig, der skal forsøge at navigere i hvad der kan virke som nem omsætning og hurtige typer, men derimod en 30something, der har brugt 7 år på at bygge nogle af verdens største brands – nu har jeg endelig mulighed for at dedikere mig til mit eget.

Og hvad er drømmene for.. mig selv?

… Og så den sidste. Mig selv. Så absolut den sidste på prioriteringslisten de sidste par år. Og derfor også hende, der er blevet mest forsømt. Jeg vil gerne tilbage til mig selv – lade være med at have spredt mig selv så tyndt, at jeg nogen gange har følt, at der ikke var noget som helst tilbage.

Jeg vil være en bedre veninde. Blive bedre til at vedligeholde venskaber. Ikke fordi nogen har lidt – men det er i høj grad fordi de andre parter relationen, har været bedre til vedligehold end mig. Og har givet mig plads, til at have tralvt i et par år. Jeg går SÅ tit med tanken om, at jeg spilder mig tid på alt muligt dumt, når jeg har så mange relationer jeg langt hellere ville pleje.

Jeg vil være bedre ved mig selv. Jeg vil igang med at træne igen. Regelmæssigt. Måske gå til tennis igen? Det synes jeg er sjovt! Jeg vil have tid til at gå til frisøren mere end en gang om året og måske have en fast tid hos en negledame? Eller starte til yoga? Eller noget helt andet. Bare noget der er for mig – noget der lader batterierne op. Jeg vil passe på mig selv og prioritere mig selv. Så tror jeg nemlig også, at jeg kan være en bedre mor, bedre kone, bedre søster, bedre faster, bedre datter, bedre veninde og alle de mange andre ting – men det er jo altid én selv, der ryger først, når man skal prioritere tiden ik? Ikke mere!

Jo. Det er de overordnede tanker. Jeg sidder med følelsen af, at jeg kun får det halve med. At jeg kunne blive ved og blive ved og blive ved. Sådan er det måske bare. Især nu, hvor jeg ikke rigtigt er kommet igang endnu. Men det er altså drømmene. Ambitionerne. Og alt dét, der er kastet op i luften og som forhåbentligt lander et godt sted. Lad os tales ved til nytår, og så skal jeg sige, hvordan det står til:)

 

Et nyt kapitel: jeg har sagt op..

Der er nogle indlæg, der kræver lidt mere tilløb end andre. Det her er ét af dem. Og jeg ved dårligt, hvordan jeg skal starte. Eller slutte. Eller nogle af ordene derimellem. For der er så mange ting og årsager til, at jeg igennem det sidste lange lange stykke tid, har gået og overvejet, hvordan mit liv skulle se ud.

Jeg luftede de første tanker hér, uden at jeg forventer, at I kunne læse hvad der lå mellem linjerne – jeg var 3 måneder henne, og så snart jeg havde set de der to streger på graviditetstesten begyndte tankerne at rulle… Tja.. Måske nagede de allerede inden jeg blev gravid – sådan langt tilbage i baghovedet..

Efter 6 år i karrieremøllen havde jeg fået afløb for nogle af de ambitioner, der drev mig i midten af mine tyvere. Nogle af de ambitioner, der gjorde, at jeg i sin tid valgte bloggen fra og noget andet til. På de 6 år var jeg nået at blive nogens chef, få ansvar for egne store budgetter, få en virkelig lang titel og andre af den slags ting, som kan være en drivkræft for karriereambitionerne.

… men jeg havde også nået at erfare, at man ligesom aldrig kom i mål. Eller, at det aldrig føltes sådan. Mere ville have mere og man blev ligesom aldrig rigtigt tilfreds, rigtigt glad. Man tonsede bare videre – videre mod næste trin på stigen. Og på en eller anden måde havde dén erkendelse modsat effekt på mit ambitionsniveau, ihvertfald i den form, jeg tidligere havde følt det.

Og da Elise så landede dér i mine arme og rykkede rundt på alle mine prioriteter i livet, var tankerne ikke længere til at tøjle. At skulle forsøge at forene vores to karrierejob med et sundt familieliv virkede umulig. Men helt ærligt – det er intet jo, og hvor der er vilje er der vej.. Så min modløshed, skal nok rettere tolkes som modvilje.. Og jeg har iøvrigt alt mulig respekt, for kvinder der holder fast i både karrierer og småbørnsliv. Det er benhårdt og man skal være gjort af et helt særligt stof. You are my heroes!

Jeg er selv klart inspireret af dem omkring mig – især af min svigersøs, der pausede advokat-karrieren for at drage med min storebror til New York, og på fineste vis og meget tydeligt demonstrerede hvilke fordele det kan have for en familie med små børn, at undgå diskussioner om hvis møde er mest/mindst vigtigt, når barnet er sygt, hvem der skal lave aftensmad, hvem der har vasket tøj og hvem der skal sørge for at få ringet til kommunen/maleren/vuggestuen/kloakmanden/værkstedet osv osv… Og så hører det jo med i vores ligning, at jeg har en hobby og passion, der ovenikøbet har ageret selvstændig virksomhed og fuldtids-bijob i snart mange år. Og hvis mit almindelig dagjob skulle overleve, så skulle jeg takke af for universet hér… En tanke, jeg ikke kunne bære. 

.. Ja, faktisk fylder netop dét ret så meget. For med alderen begyndte tankerne om ‘hvad mon det kan blive til’ og ‘fortyder jeg det, hvis jeg aldrig prøver’ og den slags, også at fylde mere og mere… Jeg har brugt 10 år på at bygge et brand og en lille virksomhed – ville jeg komme til at fortryde, hvis jeg aldrig gav den en ægte chance? Ville jeg fortryde, at jeg ikke startede mit eget? Byggede mit eget. Og istedet brugte hele livet på at bygge nogle andres.

Så jo. Helt kort kan det vel koges ned til noget med, at jeg så muligheden for at kombinere ambitionerne om at bygge min egen virksomhed med et mere fleksibelt familieliv.. Og så greb jeg den. Jeg tror ikke det skal være for evigt, men snarere for en periode mens Elise (og evt søskende) er små. Og så må vi jo se hvad fremtiden bringer. Det kan også være, at jeg kommer tilbage om et år og keeeder mig sådan, at jeg har fået den corporate kløe tilbage. Who knows? Lige nu er jeg enormt motiveret af det der med at starte eget og går og funderer om man skulle tage det et step endnu længere en dag, sådan helt uden for blogregi – men altså.. det er en anden snak og iøvrigt noget, der ligger ude i fremtiden.

Jeg har ingen ambitioner om, at I skal kunne mærke en forskel iøvrigt. Eller jo. Det har jeg. Jeg vil gøre det bedre. Mere gennemarbejdet. Have tid og overskud til at dele flere af de lange indlæg, om dét der virkelig betyder noget. Farvel til venstrehåndsarbejdet – goddag til det vedkommende.

Så jo. There you have it. Jeg har skyldt jer en udmelding og I er mange, der har spurgt. Men jeg håber at I også forstår, at jeg lige skulle tage tilløb. For det er en stor beslutning. Og det sværeste, har klart været arbejdet med min egen selvopfattelse. Altså. Jeg er jo ikke blogger, for alvor vel. Jeg har jo et rigtigt arbejde også. Men det har jeg så ikke mere. Jeg har sagt op. Og pr 1/9 er min barsel slut og min nye chef er altså mig selv. Og Elise selvfølgelig. Og hun starter som nævnt i sidste uge ikke institution før november, så min opstart som selvstændig bliver nok noget flydende…

Jeg sætter umådeligt meget pris på, at I følger så trofast med. Men det håber jeg, at I ved. Og jeg håber, at I vil følge mig på rejsen fortsat <3

Kærligst,

Christine

Fotos: HoneyStudio

 

BOLIG – se vores smukke klassiske køkken (før/efter)..


Tænk sig venner – idag er det præcis et år siden, at vi fik nøglerne til huset. Er det ikke vildt at tænke på? Tænk, hvor meget, der er sket i #SvingkærEgHOME på det år.

Og når man sådan flytter i hus er der altid tusind projekter man kan give sig i kast med – i det store og hele er vi kommet ret godt i mål, men der holder nok aldrig op med liiige at være dét, dét og dét, man gerne vil have fikset. Og så har vi da også – indrømmet – et par løse ender hér og dér.

Ét af de rum vi ikke skulle gøre det store ved var køkkenet – heldigvis, for sådan noget kan jo godt blive noooget af et projekt, og med 5 uger til termin da vi flyttede ind, havde det ikke været det sjoveste, at skulle igang med. Nej – da jeg fortalte jer allesammen om huset, nævnte jeg også “det smukke Kvänum-køkken“, for sådan et havde været på drømme-ønskelisten i mange år… Med tryk på “drømme”, for det er ingen hemmelighed, at Kvänum-køkkener ligger i den dyre ende – det er svensk håndværks-tradition af højeste kvalitet og køkkenerne kommer med en garanti på 20 år og en forventet levetid på 40 eller 50 år… En slags køkkenernes Hermès-taske kan man vel sige. Tidløst, klassiskt og håndværk af bedste kvalitet…

Så jo. Kvänum-køkkenet var et plus, da vi købte huset, som jeg også skrev i sin tid. Jeg forelskede mig i det. Vores køkken har efterhånden 10-15 år på bagen, og derfor havde det heller ikke et top-moderne udtryk, da vi flyttede ind. Men med nogle små ændringer synes jeg, at vi er kommet rigtigt langt – selvom der nu stadig er et par ting jeg godt gad ændre. I kan se et billede af køkkenet fra salgsopstillingen hér nedenfor. Pænt, nydeligt – men måske også lidt outdated?

Og nedenunder hér kan I så se, hvordan det ser ud nu (jeg har ikke en ‘ejendomsmæglerlinse’, der sådan kan skyde i vidvinkel, så I må lige danne jer et indtryk over lidt flere billeder).

Og som jeg også skrev i sidste uge, så kommer man altså virkelig langt med lidt oprydning, friske blomster (.. eller en basilikum) og lidt nyt ‘pynt’. I køkkenet har det betydet, at  vi har skiftet alle grebene til nogle i børstet messing, vi har ryddet op og forsøger ikke at have for meget stående fremme (.. det er svært!) og så har vi skiftet lamper. Et c’est tout. Men er det ikke bare blevet pænt? Og noget mere moderne i udtrykket?

.. Det er jo hedigvis dét det kan, når man sørger for at ‘grundelementerne’ er helt klassiske og tidsløse. Så er det let, at gøre det mere nutidigt med de små opfriskninger undervejs.

Der er ting, jeg er særligt vild med – den måde skufferne lukker med et blidt dump, den smukke emhætte (det troede jeg aldrig jeg skulle sige, men se den lige!), den måde lågerne føles på (det er svært at forklare – men når man kommer fra et HTH-køkken, så kan man bare mærke, at de massive trælåger er kvalitet i en helt anden liga), Quookeren der redder mig igen og igen (jeg overvejer seriøst at skrive et indlæg med 10 grunde til at alle (mødre) skal have en Quooker) og gaskomfuret, der er en drøm at lave mad på… Det er i de små detaljer, at lækkerheden ligger – og det er (for mig) en daglig glæde, at lave mad i mit smukke køkken. Mon andre har det på samme måde?

Meeen når det er sagt, så er der altså også et par (kosmetiske) ting, jeg drømmer om at ændre… Opgradere, om man vil. Jeg vil gerne have det malet i en sart lysegrå tone (det er forsåvidt ikke noget problem – hos Kvänum er alt håndmalet og man kan selv vælge præcis den farve man vil have – det er altså ikke noget med overflader, der er totalt umalbare), have fjernet fliserne bag komfuret og så drømmer jeg også om en lysere bordplade. Ideelt set hvid marmor, men alle tager sig til hovedet og sukker over hvor upraktisk det er, så snart jeg nævner det, så jeg er åben for andre forslag;)

Den er jo praktisk, den sorte bordplade.. Men jeg er også lidt træt af, at selv den mindste lille krumme ligger og skriger på den sorte baggrund. Så mja. Måske en dag:)

… Vi drømmer også om at gå ‘all the way’ i hele huset med både matchende opbevaringsløsninger (indbyggede skabe, altså – men det bliver først når vi får lavet helt om på 1. sal) og badeværelser (vi fik faktisk tegnet et badeværelse hos Kvänum inden vi lavede vores mini-makeover, men besluttede alligevel at det var et lidt for stort projekt for os lige nu… Men inspirationen er vist ikke til at tage fejl af😉 ) – men altså… Ét skridt af gangen.

Beautyprodukterne jeg ikke kan leve uden..

Igår lagde jeg en story op, hvor jeg var helt stolt af at det var lykkedes mig at få det til at se ud som om jeg har fået mine kindben retur efter graviditeten – det er det ikke (endnu.. I’ll get there), så jeg havde altså snydt. Og jeg blev helt overvældet over, hvor mange søde kommentarer, der kom på mit makeup-look, der var lidt over ambitionsniveauet for en hverdag – jeg var nemlig på date med Skjorten igår aftes…

Jeg kører altid et meget klassisk, velplejet og enkelt makeup-look – ingen dikkedarer og godt til både en middag ude eller en dag på kontoret… Og de produkter jeg ikke kan leve uden, well dem får I serveret hér:

  • Foundation: jeg bruger Vichy Dermablend foundation blandet med lidt fugtighedscreme. Står den alene bliver den for dækkende, men med lidt dagcreme synes jeg, den er helt perfekt og blender perfekt ind i min hud. Jeg bruger 35 om sommeren og 25 om vinteren.
  • Concealer: til at dække de værste render under øjnene bruger jeg NYX HD Studio concealer i farven CW01. Den er billig og god! Skal der rigtig være fest bruger jeg en concealer fra MAC, som virkelig dækker og som virkelig holder – meeen den er lidt for meget til daglys.

  • Setting powder: hvis ikke min concealer skal sætte sig i streger i mine (smile)rynker, så er en transparent pudder et absolut must. Jeg bruger denne fra Vichy.
  • Bronzer: Hoola fra Benefit er perfekt til at give lidt markeringer af hud med sommerglød – den er for meget om vinteren, men lige nu, hvor vi alle har en god sommertan er den perfekt!
  • Blush: jeg bruger en palette fra Revolution i farven HOT SPICE – den var sygt billig og der er tusind farver. Om sommeren bruger jeg en koral og om vinteren en mere gammelrosa. Jeg bruger dem på kindens æble og trækker den forsigtigt ud mod tindingen (meget forsigtigt – it’s not the 80s). Det giver et godt løft.
  • Bryn: mine bryn er egentlig ok, og jeg farver dem også (for ellers forsvinder de helt.. the curse of being blonde) – jeg giver dem en lidt skarpere kant og fylder huller ud med Foolproof Brow Powder fra Benefit.

  • Vippebukker: mine vipper peger nedad, hvis ikke jeg gør noget ved dem – vipperbukkerne fra Shu er en klassiker med rette.
  • Mascara: det her er hands down den bedste mascara jeg har prøvet i meget meget meget meget lang tid. Jeg har ikke ret meget vippe af komme efter – Paradise Extatic fra L’Oréal Paris redder mig fuldstændigt.
  • Læber: det her er det bedste læbeprodukt e v e r til os, der synes at rigtig læbestift ser for ‘malet’ ud, men stadig gerne vil finde den der ‘your own color, but better’ til læber der ellers kan se lidt trætte ud. Den hedder Diorshow Lipglow og giver, netop, bare lidt glød til læberne. Find den her. 
  • Pensler: Én ting er produkter og noget andet er pensler – med alderen har jeg lært, hvor vigtigt det er med gode redskaber. Penslerne jeg ikke kan leve uden er:
    • MAC263 til bryn og hvis jeg en sjælden gang rammer mine øjne ind med en mørk øjenskygge som eyeliner.
    • MAC116 til setting powder over øjne og blush.
    • Zoeva106 til contour – jeg købte den i München i Sephora og jeg e l s k e r den.

Jo. Det var listen og mine absolutte favoritter – som sagt bruger jeg dem ikke til hverdag herhjemme. Der bliver det max lidt concealer, bryn og blush. Max 😉

Sweater weather og mandagsshopping..

Havde de ikke lige sagt, at det skulle blive en varm august? At det varme vejr bare ville fortsætte? Og så pludselig var det lynild og torden og 15 grader koldere end igår? Og den slags vejr, der har umiskendelige ligheder med dansk sommer ‘som vi kender den’…

Vi skulle til en frokost igår og jeg kunne slet ikke finde ud af, hvad jeg skulle tage på – nu har vi levet 3 måneder i sommerkjoler og resten af garderoben synes at være både glemt og gemt. Jeg endte i jeans og en t-shirt med flæser. Og svedte, fordi det var så lummert. Suk. Men sådan er det jo, med dét vejr hér. Man ved aldrig om man er købt eller solgt.

Og tvivl kan der vist ikke længere være om, at sommeren nok skal finde sin ende. Og at vi allesammen skal indfinde os i både lange bukser og strik, inden alt for længe. Så derfor denne gang mandagsshopping – hér er nogle af de varmere sager, jeg selv har på min sensommer-liste.

  1. Nu har jeg endelige fået de sandaler og jeg har ikke tænkt mig at pakke dem væk med det samme – de skal bruges flittigt til ankellange jeans.
  2. Kortærmet cashmere
  3. Min yndlingsmodel i jeans – ankellange, mellem talje og tilpas løse i fittet fra Weekday
  4. Det eneste positive jeg har at sige om vejret pt er, at det er ægte Blaire-vejr og jeg glæder mig til at få min kappe i brug igen.
  5. Nude flæseærmer 
  6. Festlige solbriller
  7. Cremefarvet strik med sløjfe i ryggen fra Ganni (på udsalg)
  8. Slacks med paperbag-waist fra Monki
  9. Noget der ligner de p e r f e k t e jeans (mon måsen følger med?) fra Gina Tricot
  10. Festlig skjortebluse fra Stine Goya
  11. Strik med blondekant og sløjfe i nakken
  12. Fine slip-ins i ruskind fra Flattered
  13. Og jeg der ellers aldrig troede, at jeg kunne falde for noget karrygult emily-farvet..

Jo det var listen. Når det er sagt, så læste jeg netop denne artikel forleden (.. yndlings Sarah Skarum er rykket til Politiken, så det har jeg også været nødt til, haha), og kan ikke lade være med at føle mig ramt på egne forbrugsvaner. Jeg ved godt, at jeg ikke kan ændre dem overnight. Og jeg ved også godt, at der skal mere end lille mig til at gøre en forskel. Men måske og hvis nu, vi allesammen blev lidt mere bevidste, så var det da en start. Og jeg anede det ikke… Det gør jeg nu. Step one. Bevidsthed. 🙂

Older posts