Du læser nu
Om prioriteringens kunst og om kvinder der kan det hele…

Om prioriteringens kunst og om kvinder der kan det hele…

TAK (virkelig og fra hjertet!) for alle jeres heppende kommentarer både hér og dér til mit sidste indlæg. Det er lige før, at det tog større mod (for mig), at skrive det indlæg end det gjorde at sige op – mest fordi jeg var bange for, at skuffe jer, der læser med, fordi I har sat pris på at kunne spejle jer i en anden med… well… hænderne fulde. Karriereambitioner. Og den slags. Og jeg indrømmer, at mine corporate ambitioner, har måttet tage bagsædet (i et par år). Men mine #bosslady-ambitioner om at bygge egen forretning fejler så absolut ingenting. Og jeg vil, langt henad vejen, gå til opgaven, som jeg har gjort med mit ‘almindelige’ arbejde…

Og jeg ved I sidder derude. Jer, der ikke kan lade være med at ægre jer lidt. Og det er ok. Jeg håber, at I vil give mig chancen for at vise, at man godt kan inspirere ved at forfølge en (selvstændig) karriere. Og jeg er næsten blevet lagt ned af private beskeder og mails fra jer, der går med samme tanker. Tanker, som man ikke kan skrive offentligt på sociale medier af hensyn til arbejdsgivere og den slags. Shit.

Er det en slags folkesygdom vi er ramt af? Jeg snakkede med en af mine bedste veninder om det for et par uger siden. Hun minder om mig og vi blev veninder over kaffemaskinen på job. Ish. Ihvertfald. Hun er nogens chef, nogens mor, nogens kone, nogens søster, nogens datter, nogens huemor (Elises<3), nogens veninde og sådan kunne jeg blive ved. “Vi vil det hele!”, sagde hun. “Vi vil karrieren – ræser efter den, på lige fod med mændende… Men det er også os, der vil være sociale, vil have barnet hentet inden klokken ost, vil have at familien får ordentlig mad, vil have at vores hjem står bare sådan nogenlunde lige, vil prioritere parforholdet, vil nå at træne, vil være en god veninde… og jeg kunne blive ved!”, fortsatte hun.

Og det er rigtigt. Ihvertfald i 90% af tilfældende når jeg kigger omkring mig. Iøvrigt er det helt overlagt, at hun brugte ordet “vil” og ikke “skal sørge for” eller lignende. For dét pres tror jeg ikke vi føler (det er ikke sådan jeg oplever det, ihvertfald) – vi kan fint uddelegere opgaverne. Men det er os, der har en holdning til hvilke (mange) opgaver vi står foran – og med de holdninger, kommer også et pres for at få dem løst… Og lidt ligesom med, at Skjorten efterhånden har fået mig overbevist om, at han vitterligt ikke SER rod på samme måde som jeg gør det, så tror jeg lidt det er det samme med de mange andre ting. Jeg tror ikke mænd, nødvendigvis SER de samme ting, som vi kvinder gør..

Og det er ikke fordi det skal være en lang debat om ligestilling, kønskamp eller lignende – blot en konstatering af, at vi kvinder (ihvertfald af den slags der kommer hér på domænet) vil det hele (og ej at forglemme: KAN det hele.. BOOM!), og at det kan være svært, at både ville det hele og også have noget tilbage af sig selv.. til.. well.. sig selv.

Og at det er lige præcis den situation jeg fandt mig selv i for… well… 2 år siden? At jeg fandt mig selv i en indre splid om at prioritere min tid, min kærlighed, min energi, mine ambitioner. Og at når jeg stillede regnestykket op, så gik det ikke op. Nogensinde.

“Jeg ved ikke om man kan kalde det en 30års-krise, for det føles ikke særligt krise-agtigt, men måske snarere sådan 30års-perspektiv-agtig!? Jeg har nået alt det og mere til, som jeg havde sat mig for i 20erne – så hvad skal 30erne dreje sig om? Både hvad angår karriere og familie? Og hvad siger min partner-in-crime – hvad er det for et liv, vi sammen vil skabe os? Både fra sådan nogle kedelige økonomi-ting med ‘hvad vil vi prioritere?’ (det store dyre hus eller de mange rejser?) til de langt mere spændende ‘lifedecisions’ (børn? gisp? ja? måske? hvornår? nu? imorgen? om 5 år?), men også hvilken slags veninde/søster/faster/datter/chef/medarbejder/kone vil jeg gerne for mine omgivelser (hvem skal vinde i prioriteringen?)..” (LÆS DET FULDE INDLÆG HER)

Jeg kunne ikke være hende jeg gerne ville og vidste at jeg kunne være, på alle punkter samtidigt. Samtidigt, being the key word. Og hvem kommer så først? Det gav sig selv, da først tanken var tænkt. Og Endelig har jeg fået modet til at gøre noget ved. Som jeg skrev forleden, så handler mit nye kapitel i høj grad om, at jeg øjnede muligheden for et mere fleksibelt familieliv, som kunne kombineres med nogle ambitioner om og en lyst til at være selvstændig.. Men det er også en lidt forenklet forklaring – så dermed altså dette indlæg, som (er langt.. måske for langt?) gerne skulle kaste lidt yderligere lys over mine tanker. Mest fordi, det ovenpå sidste indlæg, gik op for mig, hvor mange af jer, der sidder med præcis de samme tanker.

Hvad er drømmene for vores familieliv? Da de første tanker begyndte at melde sig tilbage i februar 2017, delte jeg dem med min far. Og på tværs af tidszoner og fra et sted midt på det indiske ocean skrev han følgende ord til mig: “Jeg synes det er noget af det fornuftigste, I længe har overvejet. At give dig mulighed for en pause på arbejdsmarkedet i forbindelse med anskaffelsen af et antal børn, især fordi du har et bijob, som interesserer dig og forskellige andre spændende planer, der forhindrer at dit liv går op i blevask og rengøring. De næste år, hvor børnene er små kommer aldrig tilbage, men er pludselig bare gået“. Jeg havde ellers frygtet responsen. Frygtet om mine forældre ville synes, at jeg formøblede både muligheder og evner. Det gjorde de ikke. Og den sidste sætning, jeg har markeret med kursiv, var nærmest sømmet på kisten.

Skjorten arbejder meget. Men har hjemmekontor og kan langt henad vejen arbejde hjemmefra (80% af tiden). Han er altså min kommende kontor-makker.

Det bliver mig, der skal hente og bringe Elise. Vi deles om madlavning og han vasker sit eget tøj. Men jeg vasker det fælles og Elises. Og mit eget. Indkøb klarer vi med måltidskasser og nemlig.com – og rengøringen outsourcer vi også. Siden vi flyttede til 2960 har vi brugt en Happy Helper:)

… Og så er det iøvrigt mig, der er overordnet administrationschef for adressen – på godt og ondt. Jeg styrer økonomi, regninger, aftaler med håndværkere, ferieplanlægning og holder styr på familiekalenderen og det sociale liv.

Hvad er drømmene for bloggen og det Acie’ske imperium?

Jeg er klar over, at det er en nærliggende tanke, at ‘åååh så kommer der bare meget mere spons, for nu skal hun jo leve af det’, men: 1. I kender mig dårligt, hvis I ikke godt ved, at jeg er så risiko-avers, at jeg ikke ville turde tro på noget, der ikke allerede fungerer. Jeg kan fortsætte præcis som jeg gør (.. eller stoppe helt, hvis det endelig skulle være) og leve fint og lykkeligt (omend nok lidt kedeligt, hvis jeg stoppede..).

Og 2. – nu hvor jeg endelig har mulighed for at dedikere mig til det her fine lille univers, så vil jeg langt hellere bruge mine kræfter på at finde flere ‘revenue streams’ end at udpine den jeg har brugt 10 år på at bygge.. Altså – nu har jeg jo tid og mulighed for at give mig i kast med mange flere sjove projekter… Flere bøger, designsamarbejder, konsulentarbejde og hvad der nu ellers måtte byde sig.

Og 3. – hvis det endelig var, så er der flere måder, at tjene flere penge på – det er klart, at man bare kan lave mere, men man kan også lave bedre… og sælge dyrere. Jeg ved godt, hvilken vej jeg synes der er sjovest, mest udfordrende og mest givende. Så hvis der er nogen ændring I skal forvente herinde, så er det kun en ambition om at være en endnu bedre blogger. Det har været så frustrerende, at levere noget, som man ved man kunne gøre bedre. Som man ikke synes er godt nok. Men som bare ikke har tid til at gøre ordentligt.

… Og 4. sidste. Don’t get me wrong hér, men jeg er en voksen dame. Med erfaring – ikke mindst business erfaring. Jeg er ikke en helt grøn 22årig, der skal forsøge at navigere i hvad der kan virke som nem omsætning og hurtige typer, men derimod en 30something, der har brugt 7 år på at bygge nogle af verdens største brands – nu har jeg endelig mulighed for at dedikere mig til mit eget.

Og hvad er drømmene for.. mig selv?

… Og så den sidste. Mig selv. Så absolut den sidste på prioriteringslisten de sidste par år. Og derfor også hende, der er blevet mest forsømt. Jeg vil gerne tilbage til mig selv – lade være med at have spredt mig selv så tyndt, at jeg nogen gange har følt, at der ikke var noget som helst tilbage.

Jeg vil være en bedre veninde. Blive bedre til at vedligeholde venskaber. Ikke fordi nogen har lidt – men det er i høj grad fordi de andre parter relationen, har været bedre til vedligehold end mig. Og har givet mig plads, til at have tralvt i et par år. Jeg går SÅ tit med tanken om, at jeg spilder mig tid på alt muligt dumt, når jeg har så mange relationer jeg langt hellere ville pleje.

Jeg vil være bedre ved mig selv. Jeg vil igang med at træne igen. Regelmæssigt. Måske gå til tennis igen? Det synes jeg er sjovt! Jeg vil have tid til at gå til frisøren mere end en gang om året og måske have en fast tid hos en negledame? Eller starte til yoga? Eller noget helt andet. Bare noget der er for mig – noget der lader batterierne op. Jeg vil passe på mig selv og prioritere mig selv. Så tror jeg nemlig også, at jeg kan være en bedre mor, bedre kone, bedre søster, bedre faster, bedre datter, bedre veninde og alle de mange andre ting – men det er jo altid én selv, der ryger først, når man skal prioritere tiden ik? Ikke mere!

Jo. Det er de overordnede tanker. Jeg sidder med følelsen af, at jeg kun får det halve med. At jeg kunne blive ved og blive ved og blive ved. Sådan er det måske bare. Især nu, hvor jeg ikke rigtigt er kommet igang endnu. Men det er altså drømmene. Ambitionerne. Og alt dét, der er kastet op i luften og som forhåbentligt lander et godt sted. Lad os tales ved til nytår, og så skal jeg sige, hvordan det står til:)

 

 Kommentarer (23)
  • STÆRKT indlæg! Jeg er lidt bagud, men det sidste års tid har jeg ikke læst med fast. Det blev lidt for meget ‘barsel’ (og no wonder i øvrigt – absolut ingen brok herfra). Men med det her indlæg er jeg i hvert fald tilbage på team Acie! Glæder mig helt stygt til at se, hvad du kan udrette og til indhold at højere (og ‘dybere’) kvalitet. Mama og businesswoman 2.0. Jeg elsker det!!

  • Jeg er SÅ meget på din boldbane her! Jeg havde også et kæmpe ambitionsniveau i mine 20’ere, og det kunne bare ikke blive vildere, højere og bedre! Så med 2 uddannelser i baggagen var jeg klar til at erobre verden. Men med et arbejdsmarked, der bare ikke var hvad jeg havde drømt om og 2 børn inden for kort tid, har jeg også valgt at gå hjemme. Sikke en frihed; En frihed til at give manden plads til at arbejde med det han elsker allermest, frihed til styre hus og hjem med hård hånd og ikke mindst frihed til at være mig selv. Jeg elsker det!

    Og tænk sig: Jeg har stadig 40 år tilbage på arbejdsmarkedet, så mon ikke også jeg nok skal nå at få en karriere engang, når børnene er blevet store 🙂 Håbet er så bare, at arbejdsgiverne også kan se det værdifulde i “hjemmearbejde”, og ikke blot kigger på resultater begået i en virksomhed 😉

    Jeg synes det er den SEJESTE beslutning du har taget, og jeg glæder mig utrolig meget til at følge dig fremover! Alt det bedste herfra <3

  • Fantastisk indlæg!
    Mega sej beslutning! Jeg kan så godt forstå dig. Med to børn og et pædagogjob uden flextider og en mand med en del transport til job, er tiden dæleme knap hos os, og dermed meget dyrebar. Havde jeg den samme mulighed som dig for at gøre noget for familielivet (og resten af livet) havde jeg ikke tøvet.
    Jeg elsker dit afsnit omkring at du ikke en ‘ung pige’ men en sej businesslady, der ved hvad hun gør. Jeg har før ærgret mig over at en god blogger er gået fuldtid, fordi det giver en helt anden blog, men med dig er jeg ikke bekymret. Jeg læser ihvertfald fortsat meget gerne med.
    Held og lykke med dit nye liv!

  • Rigtig interessant indlæg, og hvor lyder din far som en klog mand. Det er dæleme vigtigt med opbakning på familiefronten, så jeg er glad for at høre, at de støtter dig i dit nye spændende projekt.

  • Tillykke med den gode beslutning. Er sikker på sy det bliver dejligt for jer. Jeg synes, at det må være helt fantastisk at have den mulighed. Jeg ville ønske, at jeg kunne springe ud som selvstændig eller på en anden måde have mere fleksibilitet i min hverdag, så der var mere tid til vores to små børn.
    Desværre forholder det sig ikke sådan af hensyn til økonomien. Måske engang….

  • Skønt indlæg! Godt for dig, glæder mig til fortsat at følge dig som jeg har gjort næsten, hvis ikke helt fra starten af!! 😍
    Hvad er det for en gloss fra Dior på billederne? 🤔😚

  • Wauw hvor er du sej, helt vildt!! Kæmpe respekt for den beslutning. Jeg kommer fortsat til at læse med, hvilket jeg har gjort en del år 🙂

  • Kære dig.
    Jeg kan allerede mærke nu, at det bliver en fornøjelse at følge med herinde i fremtiden. Du er nemlig en erfaren dame, du kan godt skabe et stærkt og spændende sted at komme.
    Nu er jeg jo lige en snas ældre end dig, haha, så jeg tillader mig at fortælle, at jeg er gået meget af den samme vej som du. Lidt af nogle andre årsager, måske. Men jeg opgav et karriereliv (og en virkelig god stilling) til fordel for at arbejde på deltid i den virksomhed, min mand havde startet lidt forinden. Fordi jeg skulle passe på mit barn (der har autisme), fordi min mand arbejder meget og fordi jeg bare nægtede at strække mig SÅ tyndt. Jeg skulle nemlig have tid til at ride islandske heste og tid til at leve.
    I går fik jeg desuden besked på, at et nært familiemedlem er alvorligt sygt. Jeg er glad for, at jeg har skabt en verden, hvor jeg på 1 minut kunne smide alt hvad jeg havde i hænderne og komme til hjælp. Den slags kan hurtigt opstå, og hvis man nu HAR muligheden for at skabe et fleksibelt arbejdsliv, hvorfor så ikke? Det giver på så mange punkter! <3

    • Du er sød – tak fordi du hænger med Mette! Og hvor er det dejligt, at høre lidt erfaring, fra én der er lidt længere nede af banen<3

  • Jeg kunne slet ikke læse indlægget, fordi jeg ikke kan komme mig over, at du er sprunget ud som fuldtidsblogger (yay! Eller… fuldtidsmor, but you know) og så laver du et indlæg bloggerbilledET! 🙂

  • Dit absolut bedste indlæg i lang tid! Jeg har på det sidste savnet lidt mere dybde i dine indlæg – som om det har skulle gå lidt hurtigere.
    Jeg har stor respekt for din beslutning, men er også en af de corporates som vil savne at føle vi er ‘på samme hold’ 😊 Når det er sagt, så glæder jeg mig til ar følge med!

    • Mange tak!!

      (og indtil vi lander helt i ny hverdag med vuggestue og den slags, så når jeg nok ikke helt i mål.. men jeg prøver!)

  • Super godt indlæg – meget ærligt og “dybere”. Det sætter også tankerne igang hos læseren (eller hvertfald mig). Har fulgt med i mange år, og vil glæde mig til at følge med fremover også ☺️

  • Jeg glæder mig så meget til at fortsætte med at følge med hos dig 🙂

    Jeg har et lille bitte kritikpunkt (du behøver ikke udgive kommentaren). Det forstyrrer min læseoplevelse, at der er så mange billeder af..well… det samme i dine indlæg. Kunne man gøre noget andet med tekstopsætningen, så man var fri for så mange billeder, som egentlig ikke har relevans for indlægget? Måske er det bare mig, men har tænkt på det de sidste par uger 🙂

    • Nå for dulens – det modsatte er egentlig hensigten. Altså, at forsøge at undgå fornemmelsen af en ‘wall of text’. Hvis det er et generelt synspunkt, kan jeg jo bare lade være med at indsætte mere end et enkelt eller to billeder 🙂

    • Jeg kan godt lide det. Jeg synes det virker professionelt på en skøn måde, fordi billederne er fine at se på. Jeg synes at det opdeler indlægget på en rar måde 🙂

    • Helt enig her 🙂

      Og så vil jeg sige stort tillykke med din beslutning. Jeg har længe haft fornemmelsen af, at det var den vej du ville og du gør det dæleme godt. Det skal du vide, Acie 🙂

    • Tak for feedback Line – det er også dét der, er tanken, men det var jo fjollet, hvis det modsatte var effekten!

Svar Mette Fjern kommentar

Din email-adresse vil ikke være synlig.

© 2021 acie.dk / All Rights Reserved / A GreatSimple website

Scroll til top