Om den dårlige mor-samvittighed og at lære at holde fri… Sådan da. – ACIE
Når der kun er én rigtig ting at gøre..

Om den dårlige mor-samvittighed og at lære at holde fri… Sådan da.


For et par uger siden, delte jeg lidt om tankerne og planerne for det lille imperium. Og også lidt for mig selv. Men der var én ting jeg virkelig glemte undervejs – meget symptomatisk iøvrigt. Nu hvor jeg har gjort bloggen til min hovedbeskæftigelse (.. Altså efter barsel. Jeg skal lige huske at holde barsel. Det går dårligt), så skal jeg lære at holde fri. Og det er det sværeste jeg ved.

Det siger sig selv, at når man i 10 år har lavet noget som hobby og bijob ved siden af enten et fuldtidsstudie eller et fuldtidsjob, så er det ens fritid man har brugt på det. Så har man gået på arbejde, og når man har holdt fri, så har man lavet blog. Så nu, hvor blog og job er smeltet sammen (igen – husk nu den barsel), så skal jeg virkelig virkelig virkelig lære, at holde fri. Jeg er vant til at domænet hér skal plejes og passes efter kl 17. Og i weekenderne. Og at lave om på dét (efter 10 år) bliver altså virkelig svært.

Lige for tiden kæmper jeg virkelig og især med det der med at holde barsel. Frede beskrev det meget hovedet-på-sømmet-agtigt på sin insta forleden – på den der måde, hvor hun nærmest satte ord på de tanker, der havde rumsteret indvendigt, men som jeg ikke rigtigt selv havde kunnet finde formen på. “Selvstændig på barsel? Det er både det bedste og det værste.  At jeg kan arbejde og holde gang i min elskede forretning, mens jeg tager mig af min datter, at jeg ikke skal frygte en plads i vuggestuen til en bestemt dato, fordi jeg sagtens kan ‘blive hjemme’ lidt længere, at jeg kan leve af at være mig selv, at jeg er min egen chef osv; dét er det bedste! Og jeg elsker det! Men hvis jeg kunne få en ‘almindelig’ barsel, helt uden arbejde, så ville jeg gøre det. At jeg aldrig rigtig har rigtig fri og mere eller mindre konstant har en deadline, mails der skal besvares, fakturaer der skal sendes eller dårlig samvittighed over ikke at nå nok i løbet af dagen (arbejdsmæssigt), fordi Elvira til syvende og sidst er det vigtigste; dét er det værste. Og det er svært. Jeg prøver at finde en balance, og jeg prøver at nå det hele. Så godt jeg kan. Men nogle gange så skal jeg lige minde mig selv om, at det er ok ikke at kunne alt på en gang. Bare man gør sit bedste.

Tænk at være så ung og så klog på samme tid. Hvor skal det ikke ende? Anyways. Jeg kan se mig selv i hvert eneste af hendes ord. Jeg kan se mig selv spurte ind og åbne computeren, så snart Elise lukker øjnene til en lur. Jeg kan se mig selv, komme til at sidde og svare på en huuuurtig mail på telefonen, når Elise leger på stuegulvet. Jeg kan se mig selv blive stresset de dage, hvor lurene glipper, for hvornår skal jeg så nå dét, dét, dét og dét? Og så har jeg ikke engang skænket den voksende vasketøjsbunke eller støvsugningen en tanke endnu. Og så kan jeg mærke morsamvittigheden nage. Og det er jo så TORSKEDUMT.

Og selvom jeg er klar over, at jer der læser med derude nok ikke allesammen er selvstændige, så er jeg sikker på, at I kender den. Morsamvittigheden. Dén der lige stikker lidt nede i maven. Gør du det nu godt nok, mor? Kunne du ikke gøre det bedre? Kunne du ikke lige være mere nærværende? Koge noget mere øko-agtigt grøntsagsmos? Have lidt mere overskud til at lege? Og nu hvor jeg tænker efter, går den jo udover morskabet. Forbi dét. For kunne du ikke også lige være en bedre kone? En bedre veninde? Og pludselig, og før vi ved af det, er vi tilbage dér hvor vi slap den sidst – om kvinder der vil (og KAN) det hele.. Men skal lære, at de ikke behøver at være det hele på samme tid for at være tilfreds. Og det er svært. Virkelig. Men skal vi ikke øve os lidt sammen?

Den cirkler i mig for tiden, kan I nok mærke. Måske er det underbevidstheden, der stadig skal arbejde med det ryk i eget selvbillede, det unægteligt har givet, at sige ‘vi ses om et par år’ til karrierremøllen og istedet hellige sig familieliv og selvstændig forretning. Jeg er ikke i tvivl om at det er det helt rigtige. Mit selvbillede skal nok bare lige lære at følge med. Nu er jeg “blogger” og “mor”. Før var jeg “travl”, “chef” og andre karriere-agtige ting.

Og noget den her “blogger” og “mor” altså skal arbejde med er at holde fri. At holde barsel. At bruge tid med min Cornichon, for shit hun er sjov. Den lille fis. Og med de ord, vil jeg lukke computeren (for idag – til en start.. Og klokken er kun lidt over 13) og gøre netop dét. Uden dårlig samvittighed over for jer. Eller mig selv. Der skal nok komme fart på herinde, når først den her barsel er slut. Men for faen. Vi behøver måske ikke nå stjernerne mens jeg stadig holder barsel. Det husker jeg lige mig selv på, mens jeg øver mig i at holde fri. Og barsel.

4 kommentarer

  • Caroline

    Jeg vil gerne øve mig sammen med dig 😉 Hvor er det nye blogdesign i øvrigt pænt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Jeg kan genkende dine tanker, og jeg er ikke selvstændig og ikke engang begyndt på arbejde endnu. Jeg har en pige der er fra start september 2017 😊 Jeg synes du gør det godt 👍🏻
    Kunne du have lyst til at lave et indlæg om hvilket legetøj som er et hit hos Elise nu?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg har ingen børn, men jeg kender til livet som selvstændig og smilede også af dit indlæg i går om dyner og mere kaffe. Det er virkelig en gave at være sin egen chef. Har selv lige blogget lidt over temaet her til aften.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg kan så absolut genkende det hele, og gik selv lidt ned i gear, ambitionsmæssigt, da jeg havde helt små børn. Nu er de 4 og 7, og jeg kan mærke at det bliver nemmere. Men den dårlige samvittighed forsvinder ikke. Den er der hele tiden, som en trofast følgesvend. Og den breder sig fra barnet, til arbejdet, til kæresten, til veninderne, og hele vejen til bunken af vasketøj.. Det er godt at lære at sige “pyt”.. (og i øvrigt hyre en rengøringshjælp!)

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når der kun er én rigtig ting at gøre..