Du læser nu
Bolig før & efter: fra pulterrum til opholdsrum…

Bolig før & efter: fra pulterrum til opholdsrum…

Da vi flyttede ind i huset for lige godt et år siden, var jeg så højgravid som man nærmest kan være. Og mens jeg lå på sofaen som en strandet hval med store mængder væske i kroppen, sørgede Skjorten for at vi kom på plads. Så godt som han nu kunne alene. Med en baby-arrival lige rundt om hjørnet, ville jeg lyve, hvis jeg sagde, at vi ikke kunne mærke uret tikke og vi kæmpede for at komme på plads før Cornichonen meldte sin ankomst.

I sådan en situation er det klart, at man prioriterer – vælger hvilke rum, der er vigtige og hvilke der må vente. Overordnet valgte vi, at kælderen måtte sejle, hvis bare vi kunne lande nogenlunde oppe i selve huset. Og det lykkedes! Selvfølgelig er der stadig projekter vi gerne vil have klaret oppe i huset, men dem tager vi lidt efter lidt. Lige for tiden er Skjorten fx igang med at bygge et nyt indbygget TV-møbel istedet for de løse reolkasser vi har stående nu. Og så er der hele badeværelset, som også fik en makeover tidligere på året. Og Elises værelse.. Og soveværelset.. Og og og… Der er hele tiden noget.

Picnickurven, barnets badedyr, min gamle studenterhue, nogle tomme skoæsker og en gammel knagerække – kælderopbevaring I love you!

For en måneds tid siden, begyndte vi også at føle, at vi havde overskud nok til at gå igang med kælderen, der – vitterligt – sejlede. Vi har 105m2 kælder med højt til loftet og varme i gulvet – de 105m2 fordeler sig på et stort badeværelse, et vinrum, vaskerum, fordelingsgang, 2 store værelser og et fyr- og værktøjsrum.

Og det er det største af de to værelser dette indlæg skal handle om. For siden vi flyttede ind, har kælderværelserne i høj grad været brugt til opbevaring. Til pulterrum, om man vil. Og det føles bare lidt synd. Men omvendt, så skal man jo bare bruge opbevaringsplads til alt fra ski til kufferter, barnevogne, golfudstyr, julepynt og hvad ved jeg. Vi har for så vidt også et loft, men det er uisoleret og egner mest til opbevaring af sager i plastkasser og ting som Elises gamle bedside-crib og kravlegård.

Derfor bestod en del af opgaven i kælderen altså i, at få skabt en masse opbevaringsplads, så vi kunne få ryddet lidt væk. Og som I kan se på billedet nedenfor har det altså gjort en kæmpe forskel. Fra kaos til opholdsrum.

I værelset stod der allerede et åbent garderobe-system, da værelset har været brugt til teenageværelse af de tidligere ejere, og det gav derfor ret meget mening, at bruge det eksisterende garderobesystem, men at pakke dem ind i nogle pæne skydelåger, og iøvrigt inddrage hele væggens bredde til opbevaring, så vi også kunne gemme ski, kufferter, golfudstyr og andre store ting væk bag lågerne.

Vi bestilte derfor en skydedørs-kombination fra danske DecoSlide de laver skydedøre efter mål, hvilket er dejligt, så man kan udnytte en hel væg i både højde og bredde uden at skulle indordne sig under ‘standardmål’ og så leverer de super hurtigt, hvilket var rart, når nu vi endelig havde oparbejdet momentum til at få gjort noget ved kælderkaoset. Vores døre kom en uge efter levering – leveret af den rareste vestjy’e ovenikøbet;)

Og derfra var det bare, at gå igang med at montere dem. Vi var lidt betænkeligt ved, om det ville være en bakset opgave, men det skulle vise sig, at være lettere end at samle et Ikea-møbel. Det samlede tidsforbrug løb op i omkring 2.5time, men primært fordi vi lige skulle arbejde os uden om et par elkasser og en sokkelflise, som I kan se monteret på væggen til venstre på billedet nedenfor. Processen er super nem derudover:

  1. sidestykker (dem behøver man ikke, vi synes bare det gav en pæn afslutning) skrues fast på væggen i hver side.
  2. Loftskinne skrues fast i loftet.
  3. Gulvskinne sættes fast på gulvet med dobbeltklæbende tape (medfølger)
  4. Lågerne klikkes ind på plads og justeres

Og det er så dét.

Kufferter, ski, golfudstyr, et par flyttekasser, en popcornmaskine og babydelen til Elises nomi-stol… Opbevaring kan man altså ikke undvære!

Nedenfor kan I se den færdige skabsvæg – vi mangler altså stadig lige at finjustere lågerne, så de ikke hænger, men det burde ikke være nogen større opgave. Den kræver bare at vi begge to har tid samtidig – den ene skal skrue og den anden skal holde øje med hvornår lågerne står lige, og det har Elise altså ikke lige tilladt os at gøre endnu;)

Og nu hvor kælderrummet er blevet helt beboeligt skal vi bare blive enige om, hvad det skal bruges til. Jeg synes det skal være gæsteværelse (inkl lyserød blogger-væg jeg kan bruge som backdrop til videoer, haha), mens Skjorten insisterer på en hjemmebiograf.. Måske vi kan få det hele til at passe ind? Det er ihvertfald rart, ikke at have det der dødskaos dernede mere. Puh. Sådan noget hader jeg simpelthen. Det roder i mit hovede.

 Kommentarer (4)

Svar Rena Fjern kommentar

Din email-adresse vil ikke være synlig.

© 2021 acie.dk / All Rights Reserved / A GreatSimple website

Scroll til top