Hvorfor giver vi lorten lov til at fylde allermest?

Der er fede dage og knapt så fede dage, i et hvert arbejdsliv. Det siger sig selv. Men på en eller anden måde, havde jeg nok (og naivt) lidt glemt det, da jeg tog beslutningen om at forfølge den slags arbejdsliv, som jeg jo altså gør nu.

Altså. Hvad federe end at kunne tage dét, der var en hobby engang, og gøre det til ens reelle levevej? D r ø m m e n. Bortset lige fra det der med, at det så er det arbejde. Og enhver ved dét, jeg indledte dette indlæg med. Der er fede dage og knapt så fede dage in any job.. Der var klart flere af de knapt så fede dage i mit tidligere job, end er tilfældet nu. Men forskellen var omvendt også, at dengang kunne man stemple ud, tage hjem, lukke computeren og sige ‘vi ses til en ny dag imorgen’, mens man fik klaret tankerne og ilt til hjernen på cykelturen hjem.

Det er unægteligt lidt sværere idag, hvor liv og arbejdsliv langt henad vejen hænger virkelig tæt sammen. Og hvis nogen skulle være så betænksomme, at undre sig over, hvad der sådan fylder idag, så kan jeg dårligt svare. Flere ting. En kunde og en kampagne. Et TV-projekt. En lidt for fyldt kalender. En mor-sko, der trykker på samvittighedsknapperne, når jeg forsøger at få vuggstue-indkøring til at gå op med møder og events. Og når jeg tænker mig om – mit barns latterlige ørelæge, hvilket jo må siges at være ret langt fra arbejdsrelateret. Men igen – tingene flyder lidt sammen.

OUTFIT:

Flats – Zara // Jeans – Asos // Strik – H&M // Jakke – Monki

Og så bliver jeg lidt træt af mig selv (… oven i hatten), for hvorfor bruge sine kræfter på dét, der kradser istedet for alt det andet. Jeg tænker, at jeg langt fra er den eneste, der kender til dette… Og hvorfor giver vi altid lorten lov til at fylde allermest? Selvom den oftest er allermindst?

Der kan være tusind der komplimenterer ens nye kjole (eller nye hår.. eller nye job.. eller nye sofa.. eller whatever), men hvis bare en enkelt siger noget, der kunne opfattes tilnærmelsesvist negativt, så får det lov til at fylde. For ti af de positive. Mindst.

Hvorfor ikke bruge kræfterne på at glædes over en virkelig hyggelig formiddag med lancering af Canas nye bestseller, et super spændende konsulentprojekt, der er landet i min hat, endnu en forelæsning/foredrag der skal holdes, at location til boglancering er landet, en virkelig sød besked på instagram fra én af jer, jeres store engangement til gårdagens post, en virkelig rar mail og skuldeklap fra baglandet, at min nye skjorte fra Munthe er totalt optur, at Skjorten havde købt en træstamme lidt mig, at mit lille imperie hér trives bedre end jeg nogensinde havde drømt om, at Elise netop nu ligger og ser tegnefilm med sit lille nuttede hovede i mit skød og – vigtigst af alt – at jeg goddamn vandt i bingo til boglaunch imorges.  Hvabehar – bingovinder. Og jeg som ellers aldrig vinder noget. Hurra.

Så nej. Nu hanker jeg lige op i mig selv. Og tager den lyserøde hjertebrille på. Skifter fokus. Det er en øvelse, jeg har brugt mange år på at blive bedre til. Og med den også at give slip. Lade ting gå. “Det er kun idioter, der gør ting af princip”, øffede jeg til min agent Natascha tidligere på dagen i forbindelse med en kampagne, jeg har trukket mig ud af og af princip havde lyst til skælde og smælde over (altså ikke på Natascha, men på kunden) .. Men hvem får noget ud af det? Ingen. Slet ikke mig selv. Og man ved også bare, at folk der starter en sætning med “altså jeg synes jo principielt at…” kun varmer op til at sige noget firkantet og unuanceret (.. siger jeg nu selv, lidt firkantet og unuanceret;)).

Nej jeg hader principper. Og ret skal være ret. Hvorherrebevares og don’t even get me startet. Og det mindede jeg altså mig selv om, med ovenstående kommentar. Let it go. Move on. Fokusér på det vigtige, det værdiskabende.

Og lad dét være dagens afsluttende ord. Nu vil jeg lukke computeren og sige ‘vi ses til en ny dag imorgen’;)

klem