marts 2019 – ACIE

En helt almindelig uge og en helt almindelig weekend..

Det har været en helt almindelige uge, hjemme hos os. Sådan en med hverdagslogistik, rugbrødsmadder, et jordemoderbesøg, et barn der blev ringet hjem fra vuggestue med feber og andre af den slags ting, som jeg tænker, at I nok er mange, der kan nikke genkendende til. Men der har nu også været et par lyspunkter – og dem vil jeg tillade mig at dvæle ved, mens jeg sidder hér i en lysplet med min morgenkaffe.

 

… I mandags havde jeg sådan en helt igennem effektiv dag, og følelsen bagefter er ikke til at slå. Jeg dækkede et fint påskebord, jeg glæder mig til at vise jer – og nød godt af en frokost med bla æggemadder med helt perfekte smilende æg.

… Jeg fik endelig klemt en hyggelige morgenmad ind med den mest langbenede jeg kender – hun hedder Rose og dumpede ind i mit liv på champagne-turen sidste år. Hun er ligeså rar, som hun er lang – og så arbejder hun på ELLE, som jeg og de øvrige koner har engageret os med i forbindelse med et bette bryllupsevent inden længe. Mere herom ved lejlighed.

… Jeg har åbnet et depot hos Nordnet og købt mine første aktier – det var investeringsfestivalen i sidste weekend, der gav mig det endegyldige skub. Jeg er ikke modig nok til at have investeret nok til at blive rig af’ed, men starter småt. Indtil videre har jeg tjent 7kr – hva’be’har.. 😉

… En gang om ugen mødes jeg gerne med Sofie og drikker en kaffe på den lokale – vi har begge godt af, at ‘komme lidt ud’ fra hhv arbejdsboble og barselsboble. Vi var begge exeptionelt trætte netop denne morgen, og blev enige om, at det føltes lidt som da man var 25 og mødtes med sine veninder til brunch efter en hård bytur. Helt baskede og ret fjollede.

… Jeg fik lavet Elises IKEA-legekøkken færdigt og bedst som jeg stod og var igang (… med at male… schhhh… sig det ej til nogen!), ringede Emily. “Ringer du fordi du godt ved, at jeg laver noget jeg ikke må?”, spurgte jeg. Hun svarede ja, naturligvis. Og så sad jeg i en halv time på havetrappen i solen og labbede strålerne i mig med min lille kammerat i øret.

… Jeg var til jordemoder og hun er rar. Og god. Og det lille frø har det godt. Har jeg iøvrigt fortalt, at vi godt ved hvad det er for en lille én der ligger derinde? Jeg lover at dele, så snart jeg er klar 🙂

… Igår aftes havde Skjorten besøg af sine #instagram-husband-venner og jeg stjal muligheden for en hurtig sludder på fortrappen med LaChrissen. Jeg fik et forward-flash til veninder, der kommer og afleverer deres børn til playdates – hér afleverede hun sin mand til en playdate istedet. Hun skulle hastigt videre, for Lily skulle hentes hos sin farmor&farfar, og det er jo det komplicerede ved venskaber i denne fase af livet – hvor vi tidligere kunne ses alle 8, er vi nødt til at splitte os op nu; nogen skal jo passe børn og buler.. Da jeg var barn, faldt jeg tit i søvn på forældres venners sofaer – men hvornår bliver man gammel nok til det?! Elise skal helst i seng kl 19 – dét får man ikke meget venne-middag ud af…

… Og nu har weekend-roen sænket sig over matriklen – skuldrene er sænket og solen strømmer ind af vinduerne. Idag drøner vi sydover for at besøge Elises oldemor i Vordingborg og i aften har forældrene aftalt hjemmedatenight med takeout og nyeste afsnit af “Den som dræber” på sofaen. Imorgen er der tilgengæld dømt GurliGris show i det lokale indkøbs-center – og måske en tur på legeplads, hvis vejret holder?

 

Jo. Det var en helt almindelig uge og en helt almindelig weekend – fyldt med lyspunkter. Dem skal man huske, så det ikke kun kommer til at handle om feberbørn og leverpostejsmadder. Jeg håber at I derude også må få en herlig weekend<3

Et par favoritter med plads til bule..

Jeg kommer ikke til at købe specielt meget dedikeret ventetøj og gjorde det egentlig heller ikke sidste gang – hvorfor det jeg nu har fra sidste gang mere eller mindre er slidt op. Især de to par jeans jeg havde, er begge sprækket et højest upassende sted, så de må ryge i en tøjcontainer…

Så nogle jeans, må jeg få købt… Og et par gode sommerkjoler. Og en badedragt, så jeg fortsat kan komme i svømmeren – og iøvrigt bade løs i havet til sommer.

Lige nu er der noget kampagne-værk hos ASOS, og dermed blev jeg altså lokket ind og kigge lidt på deres maternity-udvalg (altså der er kampagne-værk på alle deres sager – ikke kun dem med plads til bule…) – og hvis I er andre, der sidder i samme situation, så har jeg altså sparet jer arbejdet med at kigge samtlige 1100 maternity-styles igennem og valgt et par favoritter hér, som kan bruges til lidt af hvert, både arbejde, fest og hverdag..

  1. Jeg er jo mægtigt glad for broderie-anglaise, og den her sag er ret fin.
  2. En god stretchy nederdel – tænker den her er fin til foråret og de dage, man ikke orker jeans.
  3. En sommerkjole med god plads til bule og fin til en sommer-tan
  4. En basic (.. og måske lidt åndssvag) tee til at tulle rundt i derhjemme om søndagen..
  5. Gode basis-kjoler i en to-pak – perfekt til working ladies.
  6. Den fineste lyseblå kjole
  7. En sort badedragt med blondekant – jeg var rigtigt glad for min Asos-badedragt sidst jeg var pregs og denne har lidt samme snit.
  8. En oversize skjorte-bluse – igen, perfekt til corporate ladies.
  9. Pæne lyse jeans, der ikke er for leggings-agtige – de er fra et mærke jeg ikke kender og har ‘removable’ waist band så de principielt også kan bruges post pregnancy.
  10. Glimmer på! Måske nogen har et sommerbryllup i vente?
  11. Endnu et par pæne jeans i en pæn vask

 

… Og i den præcis modsatte boldgade, spottede jeg lige at også vores venner hos H&M kaster om sig med rabat og giver -20% på alle børne-sager med koden 9199 – meget belejligt, Møffis forårsgarderobe trænger til en opdatering. Hun vokser jo som ukrudt.

Lidt mid-week gratitude..

Ja, der er ikke noget nyt i dette outfit, så jeg vil spare jer for detaljerne og istedet lade dem agere backdrop til et par ord om taknemmelighed.

Ser I, jeg er overordentligt taknemmelig for jer, der kommer hér på domænet. I disse Jodel-tider (jeg har stadig ikke helt forstået hvad det er og hvad det kan, hvorfor jeg iøvrigt tier stille når snakken falder på det) mærker jeg en generel forråelse i tonen rundt omkring. Som om hårdt bliver sat mod hårdt. Som om, det med den gode tone bliver glemt bag skærmene.

Men ikke hér.

Hér taler vi altid pænt til hinanden. Også selvom vi er helt og aldeles uenige. Uenighed er godt, i mit hovede, ivørigt. For det giver perspektiv og åbner verden op. Giver den nuancer og farver – fremfor at lade den være sort/hvid.

Og hvis der i ny og næ skulle komme en trold på besøg, så er I der med det samme og giver klar besked om, at sådan opfører vi os ikke her. Og dét gør mig glad. Helt ned i maven. Jeg har selv lært, at jeg skal tie stille, når trolden kommer – for det giver den kun fornyet energi, hvis jeg tager til genmæle. Og det er langt mindre sjovt, hvis jeg forholder mig passivt.

Og jeg bliver ikke længere ligeså ramt af hårde ord, som jeg gjorde engang. Men jeg ville blive ægte ked af det, hvis I holdt op med at sige fra. For det ville være et tegn på at forråelsen også havde fundet vej hertil. Og dét ville ærgre mig. Meget.

Så tak for jer. Og tak for at I er sådan nogle seje, skarpe damer. Det er en fornøjelse, at levere indhold til sådan nogle som jer – og det er en fornøjelse at vi kan snakke om mere end kjoler og boligindretning. At der også er plads til at snakke om hvordan vi får vores penge til at vokse. Og om elregninger. Og andre af den slags ting, som måske ikke ligger lige for – men som altså også får taletid hér på domænet, fordi det også optager os<3

Jeg er mægtigt glad for den lille hylde jeg er landet på. Mægtigt glad for mit bagland, der er helt på linje med mig, når det kommer med hvad jeg skal og ikke skal. Og således har vi et sejt forår forude – ikke mindst glæder jeg mig til at fortælle om et mad-og-livstils-projekt jeg skal lave sammen med den her lille glade farve-bombe. Det bliver godt, men jeg må vist ikke fortælle om det endnu for alvor?

Og altså – når jeg fablede lidt om tungsind i januar, så var det ikke ægte tungsind. Men mere underskud. Drænet. Fordi gravid. Og I var flere der var søde og skrive bekymrede ord, om jeg mon ikke trivedes i mit nye arbejdsliv – men det gør jeg altså. Jeg sætter umådelig pris på både udfordringer, hverdag og den fleksibilitet der tillader, at Elise stadig bruger flere vågne timer sammen med mig, fremfor hendes vuggestue-pædagoger. Og det svarede jeg jer også. Og forklarede jer årsagen til mine grå miner, som jeg tænker, giver langt bedre mening nu.

Så jo. Lidt onsdags-taknemmelighed er på sin plads, sådan en lidt regnvåd marts-morgen. Tak for jer <3

Min største guilty pleasure og 6 gange true crime..

Jeg faldt over det her citat for en måneds tid siden, og synes det var så absurd rammende, at jeg ikke kunne lade være med at smile af skærmen. “Ser du nu sådan noget ‘true crime-lort’ igen”, vrisser Skjorten nogle gange af mig. Og ja, det gør jeg nok. Og hva’ så!? Han skal da bare være glad for, at jeg trods alt ikke ser ‘brudekjole-TV’ længere.

True crime er min absolut største guilty pleasure for tiden, og derfor altså denne lille liste over anbefalelsesværdige sager, som I måske er andre, der kan nyde godt af. Med mindre I deler tv-smag med Skjorten og synes det er noget lort. Så skal I ikke se det 😉

  1. Jagten på the Golden State Killer: En miniserie i hele 7 afsnit, der kan streames på DR.dk. Han har været jagtet i 40 år og har 51 overfald og 12 mord på samvittigheden. I 2016 genoptog man jagten på ham (overbeviste om at han stadig var i live) og… well… det kan man følge i serien her.
  2. Abducted in Plain Sight: Historien om hvordan man kan blive bortført 2 gange af den samme mand – som ens forældre ovenikøbet er venner med.
  3. Danske mord: uf, helt close to home, finder man den her serie fra DR, som gennemgår nogen af de mest væmmelige mord i dansk historie. Fra skelettet i sommerhuset til pigen, der blev dræbt på Fanø og som nærmest tilfældigt blev sat i forbindelse med danmarks værste seriemorder.
  4. Madeleine McCann-sagen: Uf, jeg kan ikke forestille mig noget værre. Sagen om en lille 3årig pige, der forsvandt fra sit hotelværelse – mens forældrene sad og spiste bare 100m væk. Jeg tror de fleste forældre kunne have gjort det samme – men altså, endnu en grund til at få en babyalarm med video. Sir’ det bar’.
  5. Babymordet Uden Lig: Den her historie er sindssyg og jeg ved ikke hvad jeg skal tænke eller tro. En teenager føder adskillige børn og bortadopterer dem uden nogen opdager det – men ét af dem forsvinder. Og hvad er der virkelig sket?!
  6. The Ted Bundy Tapes: Charmerende og ‘handsome’ – og med 36 tilståede mord i bagagen. Ted Bundy er notorisk og ikke uden grund.

 

Jo, det er nogle af de bedste jeg har set for nylig. Byd endelig ind, hvis I har flere gode bud til listen – jeg labber det, som nævnt, i mig for tiden.

 

Gravid igen… Altså var det planlagt!?

… det er jo et lidt akavet spørgsmål – det har vi snakket om før, iøvrigt. Ikke mindst, fordi hvis der er én ting her i livet man ikke kan planlægge, så er det vel netop dét. Jeg er klar over, at man kan prøve. Meeeeen at the end of the day, så er det jo ude af vores små kontrol-elskende hænder.

Men altså – jeg er blevet stillet spørgsmålet mere end et par gange, efter jeg har fortalt folk, at Elise skal være være storesøster.

Og det korte svar er: Ja. Ja det var planlagt.

Det lidt længere svar er: … men det gik nok lidt hurtigere end vi havde forventet.

De første tanker om en 2er begyndte at rumstere hos – især mig – kort inden Elises fødselsdag. Og det udmøntede sig, blandt andet, ved dette blogindlæg. For jeg var meget i tvivl om hvad der er den ‘rigtige timing’ for sådan noget. På den ene side kunne jeg mærke uret tikke. På den anden side kæmpede (.. kæmper) vi stadig med nattesøvn. Og så var jeg også i tvivl om jeg ville ‘frarøve’ Elise noget, ved at gå igang for tidligt.

Så jeg labbede jeres erfaringer i mig. Læste de artikler i linkede til. Og så snakkede jeg selvfølgelig med Skjorten. Hvor var han? Hvad tænkte han?

Vi blev enige om, at vi ville starte til Februar. Og så var vi godt klar over, at vi hverken havde overskud til eller mulighed for at gå ligeså struktureret til opgaven, som vi gjorde med Elise. Vi blev gift i oktober og præcis 1 år efter kom hun, så I kan selv regne ud, hvor lang tid hun tog at lave. Så med en lidt mere afslappet tilgang til projektet, forventede vi en leveringstid på en 6-8 måneder.

Og så gik der et par måneder. Og pludselig en weekend i november skreg hele min krop. Nu. Nu nu nu nu nu nuuuuuuuuuuuuuuuuuuu. DET ER NU! Skreg den. Og det fortalte jeg Skjorten. Sagde til ham, at han måtte være den med fornuften, for jeg var tydeligvis i under påvirkning af et eller andet. “Nåmen okay”, sagde han helt roligt. “Så lad os prøve – og hvis det så er, så er det skæbnen… Og hvis ikke – så venter vi til februar”.

Han er meget rolig, min mand. Ikke sådan at slå ud af kurs (oftest, ihvertfald). Så sådan blev det. Skæbnen. Den kan jo også noget.

Og et par uger efter begyndte jeg at tisse på pinde. Alt for tidligt, for det der med tålmod har aldrig været min force. Og i starten var der ikke noget. Ikke skyggen af noget, der lignede noget som helst. Og selvom det jo egentlig slet ikke skulle være nu og alt det der, så mærkede jeg alligevel den der snert af skuffelse.

Og om det var fordi min krop så absolut vidste, at noget var på færde, ved jeg ikke, men jeg tissede videre. Og pludselig et par dage efter dukkede der noget op, der ikke var til at tage fejl af.

Shit. Yes. Shit. Yes.

Skiftevis panik og lykke.

Og det er altså historien. Nu har jeg fundet ro i, at der var et lille frø, der helt bestemt havde besluttet sig for, at det var klar til at komme til verden. Og det lille frø har bestemt fra første sekund og har ikke været bleg for meget tydeligt at fortælle mig, hvordan det her skulle forløbe. Jeg er bare en glorified rugemaskine – frøet inde i maven er den ægte chef. Og iøvrigt slet ikke noget frø mere, men et lille livligt menneske, der sendte mig de første spark allerede omkring uge 13-14 stykker.

Og jeg kan ikke lade være med, at smile af min lille chef inde i maven. Frøet der ville frem i verden. Hvis det allerede er sådan nu, hvordan skal det så ikke ende, når mit lille frø en dag er voksen? Statsminister? Kan det mon gøre det? 😉