Mor-alarm: Lupilu vs. Libero.. – ACIE
Der er noget jeg ikke har fået fortalt..

Mor-alarm: Lupilu vs. Libero..

Okay, vi bevæger os endnu engang ud i et territorie jeg ikke havde tænkt mig, at jeg skulle ud i, men altså… I er et par stykker, der har bedt om det, og i erkendelse af, at vi – over en bred kam – står ca. samme sted i livet, så håber jeg, at indlægget hér kan have interesse for mere end… well.. lige dem der har efterspurgt det.

Jeg vil dog skynde mig, at sige, at er man ikke mor eller har planer om at blive det, så skal man skynde sig væk. Gå et sted hen, hvor det handler om noget sjovere – og kom tilbage imorgen, så snakker vi om noget der ikke har noget med mor-skab at gøre;)

Men idag er det virkelig mor-agtigt, det der skal foregå her på domænet, og en del af mig, tager sig lidt til hovedet…Men som jeg vist har fået sagt ved tidligere lejlighed også – adulting happens to the best of us….

Som I ved, var jeg i Lidl for et par uger siden, for at handle til en hel uge – noget af det vi trods alt bruger i løbet af en uge er bleer. Så sådan nogle måtte jeg også have – og dem fra Lupilu har jeg hørt de andre damer tale så positivt om, så nu måtte de prøves. Jeg skal tilføje, at indeværende indlæg ikke er sponsoreret – det er helt for egen regning.

Inden jeg fortsætter, så tænker jeg også, at det er værd at nævne, at jeg forestiller mig at ble-præferencer er lidt som mascara-præferencer – alles er forskellige. Både pga barnets alder, men også pga så mange andre ting. Så altså – jeg forestiller mig ikke at mine ord på nogen måde er en universel sandhed, men snarere blot en enkeltstående mors erfaringer, som I kan bruge (forhåbentligt og måske) til at vurdere om I vil kaste jer ud i selv at prøve.

Og nu har vi altså brugt Lupilu-bleerne herhjemme i nogle uger og har en dom klar. Vi synes de er gode – men (og der er et men), der er ikke gode nok om natten. Vi bruger dem om dagen, og så bruger vi Libero Touch om natten. Elise er et ekstraordinært tørstigt barn og drikker virkelig meget (så meget at vi er nødt til at gemme hendes kop til aftensmaden, for hvis ikke hun får lidt mad først, så glemmer hun helt at spise og bruger istedet måltidet på at køre vand eller mælk ned), så det kræver sin natteble, at holde tæt, og det har vi altså erfaret er for stor en opgave for Lupilu-bleerne.

Når det er sagt fungerer de fint om dagen – og med en pris pr ble på 1,21kr (44stk til 53,50kr) vs Libero’s 2,25kr (40 stk ofte på tilbud til 89,95kr), så er der penge at spare. Det hjalp yderligere – gevaldigt endda – at der var 50% på Lupilu-bleerne, da jeg købte dem og således stod en pakke med 44stk i 26,75kr, eller ca. 1/4 af hvad Libero-bleerne koster (… når de er på tilbud). Så begynder det for alvor at kunne mærkes!

Og for nu at være helt tydeligt – jeg kommer ikke til at køre efter Lupilu-bleerne, men jeg kommer til at købe dem, når jeg iøvrigt er i Lidl (og hamstre, hvis de er på tilbud).

Derimod er der andre ting, som jeg godt kunne finde på at køre efter, og som jeg derfor synes fortjener at blive nævnt, selvom det for så vidt ikke har noget med bleer at gøre – frugtstængerne er altså virkeligt gode og frugtsmoothierne, ditto. Frugtstængerne udmærker sig ved at være pakket ind i spiseligt rispapir, så de ikke fedter – og så koster de kun 3,50kr pr stk.

Smoothierne koster 19,95kr for en pakke med 6 stk (.. eller altså godt 3 kr pr stk), og det er altså også noget mere konkurrencedygtigt end det meste andet jeg har set.

Således har Elises farmor også allerede være afsted til deres lokale Lidl for at hamstre af, netop, de to ting, efter anbefaling herfra..

Og så en sidste ting – Lupilu vådservietterne. De er bare gode!! Vi bruger vådservietter på farten og primært til, ahem, de lidt grimmere bleskift. Og hvis der er én ting, der kan gøre mig træt, så er det vådservietter, der ikke er i nærheden af at være våde. Når man står der på et fremmed puslebord og helst bare vil have seancen overstået asap, så skal vådservietterne altså være våde. Ikke noget med at skulle stå og gnubbe og gnide på mit barns stakkels bagdel.

Jeg har tidligere været glad for Huggies, fordi de er de vådeste vi har kunnet finde, men Lupilu har overtaget pladsen som klar favorit. Jeg har forsøgt at vise på billedet ovenfor, hvor meget de skummer op og hvor våde de er. De er altså v i r k e l i g t gode.

De koster 7,50kr pakken (… billigt) og har alle de rigtige mærkninger. Dem holder vi hårdt fast i herfra!

16 kommentarer

  • Maria

    Ej okay, kan det der papir om frugtstængerne spises! Jeg har ast og mast for at få det af, med et meget surt barn der ville have den NU! Så jeg har ikke orket at købe dem igen. GODT tip!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Christine Egholm

      Hehehe – herhjemme gjorde farmor det samme og var ved at blive sindssyg. Nu er femøren imidlertid faldet 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Miré

    Må altså lige slå et slag for Aldi’s bleer.
    De er virkelig gode, også om natten.
    Der får man 80 for 85,50,- kr.
    De eneste der kunne få mig til at stoppe med libero touch.
    Min datter er forresten også en der drikker meget og vi har aldrig haft et uheld med dem:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lykke

    Håber sgu ikke der kommer for mange indlæg som disse 😂 Så mister du os, der ikke er småbørns mødre …..Men ok, dette er jo dit univers lige nu, så forståeligt nok …. Hmmmm

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mie

      Haha. Tjaaa, jeg har en baby og jeg ELSKER disse indlæg – og de er trækplaster for mig 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Jeg synes at Libero-bleerne er ALT for tykke. De kan på ingen måde holde til en standard pølle fra mit afkom, og så pure nægter jeg at betale så meget for bleer. Desuden er de meget varme fordi de er så tykke (har jordens mest svende barn) – hun bliver sygt hidsig når hun får det varmt. Änglamark er de eneste, der kan holde nattetisseriet inde uden at overophede madammen

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helene

    Vi kører med Libero herhjemme primært. Det eneste som også holder hele natten – dem er vi fan af. Ikke kun touch – men også comfort. De er dog ikke lige så bløde. Vi har til tider brugt Änglemark eller levevis om dagen. De er bløde – men vores dreng er smal og der kan pasformen godt være lidt for stor, hvorimod Liberos pasform er fin. 🙂 dejligt indlæg.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sabina

    Smoothie og vådservietter skal helt sikkert prøves ! – og er da lige før vi skal prøve nye bleer som vi som noob forældre har brugt libero de første 2 år, det var mærket vi kendte 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malene

    Twinmom her – rimelig mange bleer 😑
    Vi har altid brugt libero comfort og gør det fortsat, primært fordi der er elastik på bagsiden – er der også det i dem fra Lidl mon? Begge vores piger er slanke, så de fleste bleer vi har prøvet sidder ikke godt..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Caroline

    Jeg kan godt forstå, du er lidt nervøs ved at udgive sådan et indlæg (sådan læser jeg det), men ja, vi er vist mange bleskiftende mødre herude, som kan relatere 😉 Herhjemme bruger vi Rema1000 bleer. De er ligeså gode som Libero, synes jeg – dog pånær det faktum, at de mangler den der tissestribe. Vi har også prøvet Lupilo og måtte også konstatere at de var bedst om dagen. Men Remas holder altså både nat og dag herhjemme 😉
    Kh og tillykke med den lille nye i maven <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Også stor lupilu-fan her👍Og lige en tilføjelse, det er ikke som bleerne er på ’tilbud’ som sådan, men lidl har i et godt stykke tid kørt med, at hvis man samlet handler for 250 kr (mener jeg), så er ďer 50% på en valgfri pakke bleer👍Det gir jo lige pludselig en stk-pris der er svær at hamle op med😁

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jannike Munkholm

    Lige sådan et indlæg jeg mangler! Bliver mor for første gang i løbet af sommeren, og det er præcis sådan noget jeg går og tænker over!
    Tak!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Jeg fritids jobber den i Lidl og må lige tilføje at hvis man køber for 250kr. får man 50% på en pakke bleer – altid 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helene

    Rigtig fint indlæg (synes en kommende førstegangsmor – kun 5 uger tilbage), det er skønt med inspiration og nogle overvejelser jeg slet ikke selv havde tænkt over 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Fantastisk indlæg 🙌🏻 Det er så velkomment. Jeg har en datter på 1 1/2 år, og vi har hele hendes liv brugt Libero bleer (vi startede på NEO afd.), indtil du lavede sidste indlæg om dit besøg i Lidl. Jeg var tøvende, men vi prøvede Lupilo bleen. Og vi er så glade for den ☺️ Også om natten, holder den min datter helt tør, og hun drikker også i rigelige mængder. Ligeledes tak for at dele viden om frugtstænger og smoothies. Vi handlede aldrig i Lidl før, disse ting kører/går vi nu efter 🙌🏻

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Beate

    Aldis bleer, som også er ret billige, er virkelig gode. Huggies vådservietter er også favoritten her, men jeg må da lige i Lidl og prøve deres, kan jeg se.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Der er noget jeg ikke har fået fortalt..