Et postkort og en feriestatus… – ACIE
Opskrift - nem lakserilette til påskebordet...

Et postkort og en feriestatus…

Så er jeg og vi igen hjemme fra ferie. I ‘gamle’ dage, var jeg historisk dårlig til at holde ferie – det er heldigvis blevet bedre. Om det er mit generelle tempo-skifte i livet eller dét at blive mor (… der unægteligt ikke efterlader ret meget tid til ret meget andet), skal jeg ikke kunne sige. Virkeligheden er nok, at det er en slags kombination. Og jeg havde egentlig ambitioner om, at jeg ville have delt lidt ferie-spam med jer, mens jeg endnu befandt mig i højere luftlag, men istedet lod jeg være. Og således altså et lidt forsinket postkort – men den slags kommer jo alligevel også først frem, lang tid efter man selv er kommet hjem (… især hvis man, som mig, er typen, der oftest kommer dem i postkassen i lufthavnen på vej hjem, host).

Antal fregner udviklet: flere end jeg kan tælle…..

Antal croissanter spist: én om dagen – præcis som håbet..

Misundelse på øvrigt selskab, fordi jeg ikke kunne komme med på ski: #dontmentionthewar….

Antal frokoster indtaget på solbeskinnet bjergtop: 4 – hurra!

Antal bøger læst:…. 0. Suk. Det er blevet til en halv lydbog, som iøvrigt ikke er fantastisk god (måske jeg skulle have opgivet undervejs). Camilla Läckbergs nyeste. Berlingeren kaldte den karikeret – jeg er nok enig…

Antal emails skrevet: 0! Hurra!

Antal krammere modtaget fra nevø og niece: flere end jeg kan tælle… Lykke<3

Antal ‘tarte framboise’ spist: desværre kun en enkelt.. Sløj indsats.

Antal dage iført rigtige bukser (.. som ikke er preggo-leggings): i n g e n. Ferie for faen<3

 

Jo. Det var den ferie. En familie-tradition iøvrigt og der skal ikke herske tvivl om at Val d’Isère er et af mine absolutte favorit-steder på denne klode. Jeg er kommet der siden jeg var en lille pige, og det er en glæde for mig, at dele begejstringen for stedet med min egen lille familie. Og egen lille pige.

9 kommentarer

  • Haha, rigtige bukser er virkelig heller ikke en del af påskedresset her – kun de dage, jeg har været på arbejde :p

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Christine Egholm

      … Og nu, hvor man har levet så mange dage uden, er jeg i tvivl om jeg nogensinde får mig selv til at tage dem på igen, haha 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • I see you enjoy!
    xx from Bavaria/Germany, Rena
    http://www.dressedwithsoul.com

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tanja

    Hej Christine,
    Jeg har lige læst BT artiklen, som du linkede til.
    Den gav altså et sug i maven på den forkerte måde. Særligt din kommentar om at et job, hvor arbejdet ikke slutter kl 17 ikke er foreneligt med lovet som mor. Jeg er selv Corporate mor inden for Private Equity og jeg sætter en ære i mit arbejde samtidig med at jeg henter mit barn kl 17.
    Jeg tror det er virkelig vigtigt at vise, at man kan have en karriere og samtidig være mor. Jeg er konsekvent og har bevidst, at man kan levere til deadline selvom man går tidligt. Jeg har arbejdet solen sort inden jeg fik barn og sågar prøvet den magiske rundtur (blot hjem for at gå i bad og så videre igen) inden jeg fik barn. Min erfaring er, at karriere jobs godt kan klares selv med familieliv, hvis man planlægger og er struktureret. Det er en dårlig arbejdsplads, hvis den ikke kan rumme det.
    Sætter pris på forskellige sider i debatten, men måske man skulle råbe lidt ad de forskellige arbejdsgivere og få del til at rette op og gør det muligt at forene karriere- og familieliv.
    Kh,
    Tanja

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lisbeth

      Ja, altså jeg blev også lidt forundret. Jeg troede netop, du advokerede for, at man godt både kan have ambitioner karrieremæssigt og være nærværende mor – at det ikke skal være enten eller. Det, synes jeg, artiklen indikerer – måske du er blevet fejlciteret/misforstået?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Christine Egholm

      Hej Lisbeth. Du har ret – jeg mener a b s o l u t ikke at det ene udelukker det andet. Jeg konstaterede blot, at jeg selv stod i en situation, hvor det ikke var en mulighed for mig (og ikke kun på karrierefronten – der var mange ofre, hvis jeg skulle fortsætte.. Veninder, familie, hobbyprojektet her osv osv… Til sidst blev prisen for mine karriereambitioner for høj). Artiklen skal kun læses som min personlige historie – og mange variabler gør sig jo gældende i sådan en historie, som ikke nødvendigvis kan kopieres til andre. Min mands job, hvor lang tid jeg skulle pendle, min arbejdsgiver, min konkrete stilling, antal påkrævede rejsedage etc etc etc.. Jeg vil meget nødigt, at man opfatter artiklen som en opfordring og som at jeg synes ‘det er det rigtige at gøre’. Jeg tror på, at der kun er én (.. måske to, hvis man er to forældre), der kan finde den rigtige formel for familien – i vores familie blev løsningen, som du ved. Men der kunne også have været andre alternativer: jeg kunne have fundet et andet arbejde, min mand kunne være blevet hjemmegående, vi kunne få en aupair osv osv osv… Nu valgte vi bare den her model, fordi jeg havde brugt 10 år på at hygge mig med noget, der ovenikøbet kunne generere en fornuftig indkomst.
      Jeg håber det giver mening!
      klem

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Dorthe

      Nu kender jeg tilfældigvis til Christines tidligere arbejdsplads fra flere veninder og jeg kan berette at kulturen der er anderledes end de fleste andre steder. Der møder man typisk fra kl 9-19..
      Jeg er selv karrierekvinde og kommende mor, og jeg har ikke planer om at skrue ned for ambitionsniveauet. Jeg er i den heldige situation at min arbejdsplads har det helt fint med 7-15 eller 8-16 (og sågar også mindre nogle dage).
      Jeg tror Christine stod i den situation at enten skulle hun finde en anden arbejdsgiver eller også
      Vælge at satse på bloggen som hun har bygger op i 11 år – jeg kan godt forstå at hun valgte at give bloggen et forsøg først 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Christine Egholm

      Hej Dorthe.
      Tak – du har helt ret. Og jeg forstår godt, at man kan undre sig, hvis man ikke lige kender min tidligere arbejdsplads, men jeg har omvendt heller ikke lyst til at hænge nogen ud og udpensle detaljer. Jeg har også veninder, som du, der har arbejdsgivere, der har ‘fanget den’ og giver gode muligheder for at få familielogistikken til at gå op – og jeg håber sådan, at flere følger efter.
      klem

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Christine Egholm

      Hej Tanja!
      Uf – det er jeg ked af, det var slet slet ikke intentionen at give ondt i maven. Jeg har stor (kæmpe, faktisk) respekt for mødre, der formår at balancere begge dele og artiklen skal alene læses, som mine egne personlige erfaringer og min historie. Intet andet. Altså kommentaren om kl 17 gik på MIT job – ikke på et job generelt. Det var MIT konkrete job, den var gal med. Og det samme gælder iøvrigt den øvrige fortælling – det var bare min kabale, der ikke gik op.
      Jeg betvivler slet ikke at det kan lade sig gøre (for andre) – og jeg er enig, det er en dårlig arbejdsplads, hvis den ikke kan rumme det (… og så har jeg vist ikke sagt for meget, host host). Jeg synes ligesom du, at virksomhederne burde få øjnene op og gøre en mere helhjertet indsats for at fastholde dygtig kvindelig arbejdskraft – med mulighed for fleksible arbejdstider, nedsat tid eller lignende.. Men det var bare ikke den snak jeg blev inviteret til – hvis jeg gjorde det, havde jeg såmænd også takket ja:) Men jeg håber da, at historier som min (der trods alt ikke står alene) kan være første skridt i netop at ruske lidt i arbejdsgiverne.
      Tak for indsparket – jeg er glad for lige at få muligheden at præcisere, for det ville ægre mig, hvis andre sad og tænkte som du.
      Klem

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Opskrift - nem lakserilette til påskebordet...