Du læser nu
Familietid og et mor-hjerte der er helet igen…

Familietid og et mor-hjerte der er helet igen…

Hvis nogen havde sagt til mig for to år siden, at jeg nu skulle stå dér med en søskendevogn og to børn, så havde jeg ikke troet på dem.

Og kan I huske, at jeg fortalte at mit mor-hjerte var gået i tusind stykker for lidt tid tilbage? Jeg synes jeg skylder, at fortælle at det er helet igen. Ikke mindst af hensyn til de af jer, der måske selv venter nr 2, har læst mine ord og har fået jaget en skræk i livet.

For ved I hvad? Det går meget bedre. Faktisk nærmest skide godt.

Og når jeg sådan har nølet lidt med at sige det højt, så er det jo forbi der er få ting man har mere respekt for hér i livet end hybris. Og nemesis.

Men altså. Jeg synes det går godt.

Og jeg trives virkelig i mit lille leverpostejs-farvede mor-liv.

Vi skulle lige lande som en flok på fire. Finde rutiner og lære Carlsen at kende. Tanken om at skulle være alene med to børn var skrækindjagende, synes jeg. Og virkede helt umulig. Sådan har jeg det ikke længere. Og fra at det i et par måneder var far, der stod for at hente og bringe i vuggestue, så er jeg igen kommet på banen.

Og jeg nyder de langsomme morgener. Nyder at vi har tid til at pjatte hele vejen ind til vuggestuen og ikke skal halse afsted, fordi mor har en bagkant. Og jeg nyder eftermiddagene med begge mine unger – nyder at hente Elise med Carlsen i vognen og gå omvejen langs Kystbanen, så vi kan se togene suse forbi og råbe “Fut fuuuuut” i kor. Og mens Elise ser toget for sit ydre, så ser jeg snarere travle pendlere og et liv, jeg har valgt fra, passere i lynfart, mens jeg selv kan stå og betragte fra ydersiden med mit guld i vognen.

Det er ikke for alle. Det er ingen ting hér i livet. Og der er også dage, hvor jeg ikke kan lade være med at mærke et stik af stress over de år på karrieremøllen jeg lader glide mellem mine hænder – kommer jeg nogensinde til at kunne indhente dem? Indhente de andre? Eller er man for evigt sat af?

Nå, det var et sidespor. Jeg er på barsel, og det er de fleste af os jo, nu og da. Uafhængigt af karrierevalg iøvrigt.

Og mit mor-hjerte er altså helet igen. Vi landede fint. Og det føles ikke længere som om vi er i frit fald. Elise trives, blomstrer og er det sjoveste lille kærlige væsen med 400km i timen. Altid. Carlsen virker anderledes. Rolig. Og, Thank God, med et bedre sovehjerte end sin søster.

Og jeg nyder det langsomme barselsliv. Nyder gåturene med vognen (endnu), nyder langsomt barselshæng med både søde barslende veninder og min nye mødregruppe.

Som om livet lige er blevet nulstillet en gang, og jeg igen har fundet tilbage til dét der betyder noget. Dem der betyder noget.

Og måske er det også derfor jeg glæder mig lidt ekstra til jul i år? Om noget, så er vores hjem nærmest skabt til julehygge. Sådan et rigtigt julehjem. Og dét har også glædet mig de andre år. Men i år er det som om julen bliver ekstra særlig. Fordi Elise er stor nok til at forstå den. Og fordi det er Carlsens første af slagsen.

Så sådan kan brikkerne altså falde på plads – når først der lige er kommet lidt ro på, og man ikke længere sidder med 40 i feber og er ramt af efterfødsels-hormoner.

Det hele skal nok gå. Hjertet er tilbage i ét stykke. Og jeg føler mig som den heldigste mor i verden.

 Kommentarer (15)
  • Ej, et skønt indlæg <3 Der er håb forude for os andre 😉 (er pt mor til én krudtugle, men ønsker mig en mere)

  • Så fint og dejligt at læse. Der er 17 måneder mellem min 2 årige søn og datter, så kan relatere så meget – de har så meget glæde af hinanden allerede nu <3

  • Kære Acie. Jeg under dig virkelig at leve the sweet life, det gør jeg. Jeg nyder og følge med, og drømmer on at kunne tilbyde mine børn det samme en dag, men lige med denne her bid af dit indlæg, “ Og mens Elise ser toget for sit ydre, så ser jeg snarere travle pendlere og et liv, jeg har valgt fra, passere i lynfart, mens jeg selv kan stå og betragte fra ydersiden med mit guld i vognen. ” får du virkelig min dårlige samvittighed op og ringe. Som alenemor til en 3 årig, der dag ind og dag ud knokler røven ud af bukserne på job(uden et valg) og med røven i vandskorpen får opretholdt bare en nogenlunde økonomisk balance, for at kunne give mit barn bare lidt af alt det jeg drømmer om, bliver jeg sgu lidt ramt, af den ytring. Højest sandsynligt er det slet ikke din hensigt, men det skærer lidt i mit hjerte alligevel.

    • Kære A

      Du har ret – det er på ingen måde min intention at prikke til nogens dårlige samvittighed eller i det hele taget have nogen som helst holdning til hvad andre ‘bør’ gøre. Og som der står i den efterfølgende sætning, så er jeg på barsel lige nu, og det har trods alt ikke meget at gøre med ‘the sweet life’ (ja, undskyld – det gør mig ked af det, når folk skriver det. For det lugter både ufortjent og alt for nemt, men som min kloge ven Sofie har skrevet tidligere på ugen så “er [det] meningsfuldt, men fandeme ikke all fun and games 😅” at vælge jobbet fra, og “hvis du sidder og tænker, at alle kan blive blogger – then be my guest 🙂”. I mit tilfælde er det en forretning, der har taget mig 10 år (ved siden af hhv fuldtidsstudier og fuldtidsjob) at banke op).

      Jeg har al respekt i hele verden for alenemødre. Virkelig. You are my heroes! Og jeg har al respekt for at vi alle gør hvad vi kan og skal for at få livet til at fungere – for at få mad på bordet, tag over hovedet.

      Og jeg forstår godt, at det kan være svært ikke at læse sig selv ind i de ord man møder rundt omkring – det gør jeg også selv nu og da, hvis jeg går og er træt over noget ovre på min egen matrikel.

      Men jeg håber også at du kan se, at andres valg (hverken folk du kender i virkeligheden eller folk du kender på nettet) ikke er tænkt som en stikpille til dig. Og at du bare havde brug for at skrive, at du synes det er pisse hårdt lige nu (for det forstår jeg fanme godt – og jeg håber, at der er nogen, der husker at sige til dig, hvor pisse sej og hvor god en mor du er), og at det så lige ‘gik ud over mig’. Og det er ok – den kan jeg godt tage<3

      klem

  • Hvilket herligt indlæg! Tak for at dele både de svære ting, men også de gode ting. Jeg bliver helt rørt! <3

  • Dejlig læsning for en der snart bliver mor til nr 2 med samme aldersforskel som dine. Her håber vi også på en dreng med et mere roligt temperament end sin snart toårige storesøster 🙄😊

  • Hejsa! Hvor var det dejligt at læse.
    Jeg har et ikke så relateret spørgsmål: Har Elise altid elsket at køre i klapvogn? Og hvis ikke – hvordan trænede i det så?

    • Jeg er klar over, at det nok ikke er dét svar du håber på, men jeg – hun er virkelig en lille vogn-rotte – det er også derfor vi valgte at købe en søskendevogn, for Elise er for glad for sin klapvogn, til at vi kan undvære den.

      klem

    • Det er ikke pædagogisk korrekt, men da min søn var omkring et år og hadede klapvognen af et godt hjerte, så havde vi en periode med bestikkelse i form og rosiner og stykker af figenstænger, så han blev siddende. Efter et stykke tid affandt han sig med den, og senere blev de bedste venner 🙂

Svar Caroline Fjern kommentar

Din email-adresse vil ikke være synlig.

© 2021 acie.dk / All Rights Reserved / A GreatSimple website

Scroll til top