Du læser nu
December-listen: om dårlig samvittighed, småkager og hårbøjler med bling.

December-listen: om dårlig samvittighed, småkager og hårbøjler med bling.

Så blev det tid til December-listen – faktisk et par dage for sent, men det er vist meget symptomatisk for December, for der er run på – hele vejen rundt. På både privatlivet og den sociale kalender, og på arbejdslivet og den lille blogkalender. Sådan var det også sidste år, og jeg tror iøvrigt ikke at travlheden på nogen måde er job-specifik og forestiller mig, at I også kan genkende den. Sådan var det ihvertfald på mit gamle job – som om man skulle nå en hel måneds arbejde på en halv måneds tid, og mens man iøvrigt gik til æbleskiver og glögg i afdelingen. Umuligt.

Jeg prøver at tage det oppe fra og ned. Én dag af gangen. Og kun i det tempo Carlsen orker. Giver mig selv lov til at sige pænt nej tak til sociale arrangementer og springe over hvor gærdet er lavest. Har fx sagt nej til at lægge hus til to forskellige julefrokoster i forskellige vennegrupper. “Men I har jo plads!”, ja – og to små børn, en barsel på deltid og en mand på et dødsprojekt, der koster ustyrligt mange overarbejdstimer på 3. måned nu.

Vi elsker stadig at invitere. At samle folk omkring os. Men i år har vi brug for at koncentrere os om vores lille familie og hinanden istedet. Og jeg ved ikke helt, hvorfor jeg skriver det her – måske fordi jeg prøver at overbevise mig selv om, at jeg skal pakke den dårlige samvittighed væk. At det er ok at sige pænt fra. Og at det er ok ikke altid at have overskuddet til at være ‘dem der inviterer…’.

Nå. Det var også et sidespor. Det er bare min samvittighed der trykker, men vi må tilbage på sporet. December-listen.

I December vil jeg gerne:

♥ Nyde lyset i mørket. Som på billedet her. Vi (.. jeg) brokker os gerne over de mørke måneder, men lige nu er skønheden til at få øje på i de fineste glimt.

♥ Få skrevet julekort. Ligesom sidste år. Jeg har en ambition om at få lagt nogle kort op I også kan downloade/printe i løbet af ugen. Hvis min chef tillader det 😉

♥ Få bagt småkager. Julesmåkagerne. Vaniliekranse og dem med lakrids. Det er lidt ambitiøst. Allerhelst gad jeg også godt nå at bage lussekatter, for jeg elsker duften af safran og de bløde søde brød, men alså…

♥ Holde jul. For hele familien. Hjemme på Kysten.

♥ Huske at sætte lidt pris på året der er gået. Mit første år som selvstændig, det år Carl blev født, en herlig sommer i sommerhuset og den slags.

♥ Få planlagt en barnedåb

♥ Komme en tur til frisøren. Jeg har fået vanvittigt langt hår – det trænger virkerlig!! Men det er noget med at alliere sig med en bedstemor, der kan trille vogn imens.

♥ Huske at smile og sige ‘Glædelig jul’ til dem jeg møder på min vej, og som nok udsættes for andres julestress mere end godt er – damen i kassen, manden i pakkeshoppen, postbuddet m.fl.

 

Månedens outfit:

Kjoler. I flertal. Den ternede Christine-kjole fra Month of May. Den sorte Blaire-kjole fra sidste år. Stilletter. Og flats. Og hårbøjler med bling.

 

Månedens cravings:

Juleknas, brunede kartofler, solskin, stadig karamelpopcorn, strømpebukser der ikke falder ned, champagne og fridage med min familie.

 

Det var min liste. Hvad har I mon på jeres?

 Kommentarer (9)
  • Jeg har også altid døjet med strømpebukser, der falder ned eller ruller i taljen. Nu sværger jeg til Heist – kæmpe anbefaling herfra! De er super behagelige, holder godt (også efter blid vask), ruller ikke og falder ikke ned. Vælg modellen med bred elastik i taljen og vælg størrelsen ud fra din livvidde hvis din hofte- og livvidde peger mod hver sin størrelse i deres size guide. Desværre IKKE spons, men I ringer bare, Heist!

  • Overskuddet til at invitere kommer tilbage. Vores søn er 2.5år gammel og jeg har i weekenden haft besøg til småkage-bagning – 4 forskellige småkager og 4 børn med hjemmelavet gløgg til forældrene. Det er skønt. Tiden til gæster skal nok komme. Lyder også dejlig med hygge med den lille familie.

  • Jeg smed mit første ‘glædelig jul’ igår i Lidl, og havde helt glemt, hvor glad man bliver af at sige det 😀
    Det burde næsten også have været på min decemberliste fra i søndags, at have den frase i mente måneden ud, for det er virkelig en god stemningsspreder, som ikke kræver andet end et smil og en sætning 🙂

    – A

  • Jeg craver også strømpebukser der ikke falder ned (og generelt er i god kvali) – kan du mon anbefale nogle gode?

    • Nej desværre – I wish. I en periode var jeg virkelig glad for et par fra DIM og så et par fra Wolford, men de seneste par år har jeg mest bare kørt H&M, fordi det er nemt..

    • Ang. strømpebukser, så kan jeg anbefale dem fra føtex, der hedder “comfort”. De er ligeså komfortable som navnet lover, og så koster de ikke en formue 🙂

    • Kan varmt anbefale Faktas 😊 ikke dem i bomuld, men dem i microfiber. Føtex’s microfiberstrømpebukser er også gode, men lidt dyrere.

    • Netto laver nogle nylonstrømper, der hedder noget med shape eller lifting – kan ikke lige huske det præcist

Svar Tanja Fjern kommentar

Din email-adresse vil ikke være synlig.

© 2021 acie.dk / All Rights Reserved / A GreatSimple website

Scroll til top