Jeg ved ikke, om det er fordi jeg er blevet mor. Eller om det er fordi jeg er blevet voksen. Eller om det er en blanding af det hele. Jeg synes ihvertfald, at livet – i stigende grad – kan føles skrøbeligt. At verden gør mig bange.
Når ham den orange, smider bomber i mellemøsten. Når Australien brænder. Når der er masse anholdelser herhjemme af folk, der – eftersigende – vil os det ondt. Lige hér i vores baghave. Når jeg støder på ord som ‘hyggehader’ og ved præcis hvad der menes. Tænk at vi hygger os med at hade. Eller. Nogen gør. Nok til at ordet findes. Det samme gælder ‘hate like’, som åbenbart er så almindeligt, at det for tiden bruges i en TV-reklame. Og det vender sig i mig, hver eneste gang jeg hører det. Er det virkelig sådan verden er?
Det skyller ind over mig nogle gange. Angsten, eller hvad man nu skal kalde den. Ikke i den diagnostiske forstand altså, men i den der ‘det gør mig utryg’-forstand.
Og jeg får lyst til at lukke mig om mig selv. Og min familie. Mine børn, i særdeleshed. Får lyst til at leve mit lille stille leverpostejsliv i forstæderne. I fred. I tryghed. Og holde mig væk fra den farlige verden.
I min tale til mit bryllup (som jeg iøvrigt aldrig holdt, men det er et sidespor), havde jeg til mine forældre skrevet “I har vist mig verden, og givet mig modet til at gøre den til min…”. Og sådan havde jeg det virkelig engang. Da jeg var 22 og flyttede til Los Angeles. Og Stockholm. Og hvor jeg nu ellers har slået rødder, for kortere eller længere tid. Jeg følte mig ‘ung, fri og lykkelig’. Følte at verden var min legeplads. At den var en slags buffet, der bare ventede på, at jeg skulle gå ombord. Smage lidt på livet i USA. Nippe lidt til tilværelsen mod nord. Prøve en dessert à la tusind ture til New York, Paris og jeg kunne blive ved.
Men jeg føler modet svigte. Og appetitten falme. Og føler at verden, set igennem mine briller, har mistet sin uskyld. Tanken om en familietur til Paris, kommer for eksempel ikke uden en bitanke af ‘åh, men er det sikkert?’.
På samme vis, kan jeg føle mig utryg ved tanken om Nørreport. Eller Hovedbanegården. Verden føles så forbandet farlig.
Kender I det? Eller er det bare mig, der er blevet vattet med årene?
Jeg lader det ikke styre noget, selvom det er svært. Og måske gør jeg alligevel underbevidst, who knows. Og måske er det en helt naturlig del af at blive voksen, at man pludselig erkender at man ikke er udødelig, trods ungdommens ellers ukuelige tro på netop dét.
Og måske er det også en helt naturlig del af forældreskabet. At man mærker ansvaret. Og kærligheden. Og ‘der må aldrig ske jer noget‘.
Men puh. Verden tager pusten fra mig for tiden. Kender I det?
Skræmmende at så mange føler det store pres fra verden. Tak for en god artikel, så fik vi lige den at tænke på 🙂
Det rør mig da når jeg læser om konflikten mellem Iran og USA, naturbranden i Australien, m.v.
Naturkatestroferne gør mig bange, for det er ikke noget vi selv er herre over. Det gør mig mere vred fordi jeg ved hvad der ligger til grunde for det.
Men jeg prøver ikke blive bange, for det som er menneskeskabt: Krige. Det er hvad de ønsker vi bliver og jeg vil ikke ligge mig ned for USA, Iran eller andre krigsglade lande og mennesker…
Det hjalp mig virkelig meget at læse bogen Factfulness af Hans Rosling. Den sætter de hårde ting i verden i perspektiv og sætter fokus på alt det, der faktisk er blevet meget bedre (og der er meget mere end man tror, hvis man får sine informationer fra medierne alene!).
Du kan se hans TED talk lige her:
https://www.ted.com/talks/hans_and_ola_rosling_how_not_to_be_ignorant_about_the_world
Vi må ikke glemme at vi aldrig har haft det så sikkert og så godt som vi har det nu. Frygten må komme af at vi er meget mere oplyste nu, end vi førhen har været. Jorden er slet ikke så stor som vi gik og troede. For nu kan vi følge med hvad der sker, overalt på jorden samtidig med det sker. Derfor rør det dig/os hvad der sker i Australien og i Iran. For medier sørger for at holde os opdateret. Og det er vigtigt at vi ved disse ting, at vi er oplyste og har den viden. MEN den må ikke skræmme os. Vi skal jo netop forstå at der er en verden derude og at det ikke bare handler om dig og mig og os her i lille trygge DK. Bevares her sker også ting her, men det har der gjort før og vil der også i fremtiden. Vi ved det bare mere nu 🙂
Ville bare sige tak! ❤️ Dejligt at føle man ikke er den eneste der går med de tanker! Om det så er rollen som mor eller andet der spiller ind ❤️
Jeg er ikke bange for “folk, der vil os det ondt herhjemme”. Dem har vi selv skabt gennem 30 års hyggeracisme. Jeg er ikke bange for at tage til Paris. Jeg er bange for ting, der helt uafvendeligt vil ske. At vi løber tør for resourser grundet vores vanvittige overforbrug. At hele verdensdele bliver golde ørkener. At om 20 år kan vi ikke behandle bakterielle infektioner grundet antibiotikaresistens. Alle disse ting vil helt uundgåeligt ske. Man bør være mere bekymret for hvad man efterlader sine børn i stedet for den farlige bussemand (hvilken hudfarve han end vil have i fremtiden).
Jeg er 26, bor i København, tager metroen til/fra arbejde og så har jeg altid været bange af natur, så fyldte metroer, skumle personer og lidt for nervøse blikke har jeg efterhånden lært at håndtere. For jeg har altid sagt til mig, at frygten ikke må vinde, for så har jeg tabt.. Nogen gange er det altså lettere sagt end gjort. Og alligevel så er jeg begyndt at få ondt i maven over alt det grumme i verden. Bevares, det har altid været her og jeg har nok altid lidt naivt tænkt, at 3. Verdenskrig var uden for min levetid – vi er jo blevet klogere. Og er vi så det? Antisemitismen og nynazismen er begyndt at blomstre, lande slår andre landes højtstående profiler ihjel og hvor har vi set de ting før? En del har tilsyneladende fuldstændig glemt verdenshistorien og jeg kan mærke en oprigtig frygt for, at jeg skal opleve 3. Verdenskrig. At mennesker, der er valgt til at passe på os, kan stille sig op og sige, at et drab var en forebyggende handling for at undgå eskalering, jamen hvor pokker er vi henne? Gudskelov var det ikke vores politikere, så vi er måske lidt mere fredet, men det er de her dumme argumenter, som får folk til at acceptere frygtelige handlinger og grænsen bliver bare skubbet lidt mere for hver gang, og før man ved af det, så accepterer befolkningen lejre, hvor folk slås ihjel for deres tro og etnicitet – det er sat på spidsen, men ikke desto mindre sandt.. Selvom nogen vil ryste på hovedet og tænke ‘ej come om’, så er vi altså på vej, hvert fald på en forkert vej…
Den præcis samme følelse har også udviklet sig hos mig de senere år. Er lidt nervøs, for har ingen børn endnu, og kan kun forestille mig at det bliver værre 🤔
Jeg tænker, at det også kommer af at bo udenfor byen. Efter jeg er flyttet ud af byen, kan jeg synes, at Nørrebro om natten (hvor jeg tidligere færdedes ganske frejdigt) virker skræmmende og jeg synes, der er virkelig mange hjemløse når jeg er ude at rejse. Men det er bare fordi de ting ikke længere er en del af min hverdag.
Mht terrorisme har jeg for længe siden gjort op med mig selv, at det ikke skal præge den måde jeg lever på.
Det er faktisk sjovt du siger det, for der er lavet mange studier om, at folk er mest skræmt og bange i en cirkel uden for storbyerne, ikke inde i byerne! Det er netop fordi, at man lever med større diversitet inde i byerne og ser tingene som de er, hver dag og ikke kun det skræmmende i nyhederne om aftenen. Derfor stemmer man også tit mere i frygt ude i forstæderne, fordi man er bange for den farlige storby. Men folk inde i byen, de har andre bekymringer. Sjovt at tænke på!
Jeg synes faktisk, at det at tage springet når man har børn gør, at man bare siger fuck it, og må ignore sin frygt. Vi bor i en amerikansk storby og hvis ikke terror kommer, så bryder den forfærdelige infrastruktur nok ned snart, metroen er i stykker og går ofte ild i, byer oversvømmes, bilister kører som brækket arm, den amerikanske flyindustri er sygt dårligt reguleret, og nå ja, Trump er ved at starte en ny krig. Jeg kan virkelig anbefale faktisk at se frygten i øjnene og tage afsted, rejse rundt, og indse, at ja, der er farer, men man er så meget stærkere som mor. Og jeg får også ekstrem styrke af at se andre forældre navigere i denne verden, forældre der ikke bare kan flytte til en lille dansk provinsby og få “fred” der. Og tænke på, hvordan forældre klarer sig i krigszoner, hvis DE kan klare livet og være der for deres børn, så kan jeg også klare metro i rushhour, hvor der helt seriøst nok snart sker en stor ulykke, da USA ikke vedligeholder deres metroer, overhovedet. Rodet tekst, men det kan anbefales at hoppe ud i det, trods frygt! Vi har en lille søn herovre og har modet på at få endnu en, måske i et helt tredje land. Den slags skal frygt ikke styre, hvis man kan lade være. Livet er blevet mere skrøbeligt og sårbart men ens øjne åbnes også for, hvor utrolig skrøbeligt andre har det – og hvor nærmest kvalmende heldig man selv er, synes jeg.
Ehm, Sofie – er det ikke lidt at blande æbler og pærer? Altså jeg er med på pointen om at “springe ud i det”- hvis konklusionen er, at det hele nok skal gå. Men at tage metro hvor der “helt seriøst snart sker en alvorlig ulykke” ikke bare ret uklogt? Jeg tænker der er en verden til forskel på at tale om sin frygt som en hæmsko/dystopi uden hold i virkeligheden (eksempelvis baseret på statistisk sandsynlighed) og så begå sig usikkert?
Ehm Mia, nej det synes jeg ikke? Jeg skriver netop, at man skal springe ud i det TRODS frygt og reelle ricisi. Man bør netop se udover at der kan ske ting i fx Paris, men at risici er uendelig lille men OGSÅ turde tage steder hen hvor risici er lidt større. Mit eksempel på metro er ikke fra kbh, hvor I har en af verdens mest velfungerende metroer, men fra lande hvor alt er ved at falde ned i hovedet på dig hver dag, hvor jeg har måtte smadre vindue for at komme ud af brændende tog – dette er hverdagsting her i ikke velfærds-danmark – og det er IKKE at bevæge sig farligt, som du skriver. Men det er at have en hverdag med en smule mere risiko end i en forstad i DK men samtidig leve med den frygt og risiko, netop for at få lov til at opleve hele verden, for at føle at verden stadig er sin legeplads? For ikke at være bange, men samtidig anerkende, at ja, andre steder i verden, så sker der nok snart en ulykke, der ét flere risiko end i DK. Acie skriver netop, at hun plejede at befinde sig godt i den verden og at den nu føles lukket pga farer, reelle eller indbildske. Jeg skriver blot, at jeg kan anbefale at hoppe ud i det,at se både indbildske og rigtige fare i øjnene. Hvordan er det at blande æbler og pærer sammen? Hvis du synes, at det er at bevæge sig farligt at tage en metro i et andet land, så er det nok ikke noget for dig? Jeg kan som sagt anbefale det, jeg gør det to gange om dagen med min søn, reelle risiko and all. Jeg giver blot et lille puf til dem, der honestly føler sig utrygge i en lille dansk forstad, for så er man sgu langt væk fra en sand risikovurdering! Og det er helt forståeligt! Men det er sundt at hoppe ud i verden og opleve at man faktisk godt kan leve et sikkert og roligt liv trods lidt forhøjet risiko for farer.
Jeg kender det SÅ godt. Desværre! Og kunne nærmest ikke have skrevet det bedre selv.. det er trist og svært ikke at lade det fylde og begrænse en i drømme om at blive ved med at have verden som legeplads. Men vi må prøve og bruge fornuften og forsøge at finde troen på at der findes gode mennesket derude – mange endda. Men jeg har selv svært ved det. Øv!
Jeg prøver at huske mig selv på, at hver generation har deres “frygt”. Post 2. verdenskrig, kold krig, atombomber etc. Jeg prøver at huske mig selv på, at verden aldrig har haft det bedre – løfte mig selv over min egen lille frygt – meeeeen det virker sgu ikke altid….. måske er det bare sådan, det er at leve :S
Som alle de andre, så kender jeg det godt og du er ingen pivskid. Er selv blevet mor for 10 uger siden og har taget mig selv i at gennemtænke flugtruter og hvad gør jeg hvis nu…. når jeg er ude at gå med barnevognen. Og jeg bor altså i en lille fredelig provinsby på Fyn. Men den er jo kun fredelig til den lige pludselig ikke er det mere. Det mest forfærdelige er dog, at dem som vil spolere freden vil have os til at tænke lige præcis sådan her og lave om på vores liv. Og det synes jeg jo grundlæggende overhovedet ikke de skal have lov til!!
Hvor har du sat ord på en underlig følelse inde i mig. Jeg selv har levet lovet alle steder og aldrig været skræmt af verden omkring mig. Nu som mor til 3, og bosat godt ude på landet pga kærligheden fandtes der. Der rammer tanken mig, skal jeg sende mine børn ud i den verden, på samme måde som mine forældre gjorde? Jeg tænker tit hvor stærke nerver mine forældre har måtte have siden de kunne då det til at virke så let
Jeg er – som de andre i kommentarfeltet – meget enig. Særligt efter barn nr. 2 er verden blevet farligere – i hvert fald i mit hoved.
Det var også en af de motiverende faktorer til, at jeg flyttede fra Kbh, og tilbage til fredelige Fyn… 😉 (den lille lejlighed uden en ordentlig gård på indre Vesterbro spillede også ind – men den “farlige” by var en klar bekymring).
På landet kan jeg dog også bekymre mig; over folk der kører for stærkt på de små veje, om fald fra træer, min egen daglige pendling på motorvejen – for hvad hvis der sker mig noget osv osv.
Bekymring er måske bare en forælders (eller særligt mors?) lod?
Under alle omstændigheder er du ikke alene med det.
Godt skrevet! Du er bestemt ikke vattet. Jeg deler dine tanker og den stigende utryghed. Måske et det også fordi vi har sat et barn i verden og snart et mere. Jeg bliver sommetider nervøs, utryg og bange på deres vegne. Hvad vokser de mon op med/op til i en verden, som jeg allerede nu kan mærke bliver mere og mere skrøbelig på mange parametre. Jeg bliver ærgerlig og ked af det når jeg sidder i en biograf og tager mig selv i at tænke, om det mon er sikkert, fordi der jo ikke er nogen sikkerhed sådan et sted. Jeg håber bestemt at det stilner af, men det er bestemt foruroligende. Og jo måske er det fordi vi er blevet mere voksne, men så ved jeg nu ikke om jeg alligevel gerne vil have min ungdom tilbage 😉
Jeg vil gerne vide, hvorfor du endte med ikke at holde tale 🙂
Ja jeg kender præcis til det samme.
Før jeg blev mor var jeg ret fandenivoldsk, rejste verden rundt, sov under åben himmel osv.
Men da jeg blev mor sneg alle tankerne om farer sig ind over mig som en stor mørk sky.
Desværre har vi så også oplevet noget som gør, at jeg ønsker at passe endnu bedre på mig og mine og om muligt lave en lille hule her.
Lad os håbe vi mennesker kan vende skuden og lave en mere rolig verden, hvor vi kan stole på at vi alle vil hinanden det bedste.
Januar hilsner til du og dine kære 🙂
Jeg kan anbefale bøgerne “Factfulness” eller “Enlightment Now”. De er gode til at sætte det hele lidt i perspektiv. Måske verden føls mere farlg, fordi verden er blevet mere åben og “på”. Vi høre netop om angreb, krig, frygt og andet hele tiden – fordi vi kan hele tiden. Afstanden mellem os alle på kloden er blevet kortere, og netop derfor mærker vi måske det som at australien eller afghanistan er rykket lige ind i baghaven.
Ellers er jeg også meget glad for Zetland, som er gode til at putte det hele i en større kontekst.
Kanon god anbefaling, som I er flere, der har nævnt – det vil jeg gøre. Mange tak! Og jeg tror bestemt du har ret – vi eksponeres massivt for verdens dårligdomme i disse digitale tider.
Kender det også virkelig godt, og har ikke børn endnu. For mig føles en tur til Paris slet ikke som en mulighed pt. – tror ikke jeg ville kunne nye det desværre.
Jeg må ærlig talt indrømme, at det er ikke lige noget der har strejfet min tankestrøm endnu. Men jeg er hverken mor eller voksen, så det kan godt være dét. Men… jeg vil også sige, jeg tror det er sundt at fundere over, og jeg synes bestemt ikke du er en vatnisse ellers sart eller noget derhen af. Det er en frygtelig udvikling, som vi alle måske burde tænke en ekstra gang over. Og ikke bare tænke over, men hvad kan vi hver især selv lave af små ændringer i livet, som måske kan give andre en tryggere tilværelse ude i den store farlige verden?
Som jeg nævnte før, så har jeg ikke funderet så meget over det, men jeg tror man måske tager mere afstand fra mennesker jo ældre man bliver, og derfor skaber man sin egen bibel hvor alt andet virker ukendt og farligt. Jeg, f.eks., går meget op i at nyde mine omgivelser. Jeg kigger på de mennesker jeg går forbi eller sidder overfor mig, istedet for at at sidde med hovedet i min telefon. Det gør mig tryg, for oftere giver folk et lille smil eller man måske ender med at have en samtale med en helt tilfældig person. Det synes jeg gør mig tryg. Lad verden komme ind. Heldig findes der langt flere gode mennesker end dårlige.
Jeg kender det også, og det er helt sikkert blevet værre med børn og alderen. Men det værste er faktisk, synes jeg, at min 17-årige datter bekymrer sig endnu mere end mig – i en alder, hvor hun jo netop skulle føle sig udødelig og bare give den gas. Forstå mig ret – jeg er glad nok for, at hun tænker sig lidt om – men åh, hvor jeg ville unde hende den ubekymrethed, som jeg i hvert fald husker en snert af, fra dengang jeg var stor teenager/først i tyverne. Verden og samfundet er forandret.
Har samme tanker. Jeg blev så utilpas da jeg så videoklip fra Nytårsaften fra amager og nørrebro. Unge mænd i grupper på gaden der affyrede fyrværkeri mod andre mennesker på gaden, selv politiet kunne ikke hanke op med dem. Så er man glad for man ikke bor der. Med en teenager i huset, ser man også en anden udvikling – det er som om det er blevet vildere i forhold til dengang man selv var ung. Det er nemt at få fat på stoffer, den måde sex eksponeres på i dag er mærkbart anderledes end tidligere og giver de unge et forvrænget billede af et rigtigt kærlighedsforhold. Jeg synes bestemt ikke man bliver mere tryg jo ældre end barn bliver tværtimod.
Kender det alt for godt 😱 specielt efter jeg også er blevet mor. Det gør ligesom hele livet lidt mere skrøbeligt. Du er bestemt ikke vattet eller alene med de tanker ❤️
Jeg kender det så godt, efter jeg er blevet mor. . Er også blevet lidt hypokonder, fået lidt flyskræk m.m.
Spot on! Troede det bare var mig, der var “sart” 😀 Jeg holder altid vejret, når jeg passerer Nørreport i s-tog eller metro. Faktisk alle steder, hvor mange mennesker er samlet. Jeg er også selv blevet mor for nogle år siden – måske er det dét. I mine “unge” dage var jeg frygtløs og rejste rundt i verden på en måde, som om intet nogensinde kunne ske..
Nej, du er ikke alene. Jeg gør mig også mange tanker (måske for mange?) om den store, farlige verden. Jeg bor ikke længere i København, men sådan en tur med metroen i morgentrafikken kunne godt nok være ubehagelig. Jeg har et par gange steget af metroen, fordi jeg har følt mig utryg. For så at stige på den næste.
Jeg elsker Berlin og Barcelona, men efter terrorangrebene, så har jeg faktisk ikke lyst til at tage derned igen. Om det er fordi jeg er blevet mor, det ved jeg ikke.. Jeg synes tankerne var der før. Men selvfølgelig er mit beskyttergen blevet mere udtalt.
Jeg deler dine tanker omkring angsten og frygten og jeg synes du er sej, fordi du siger det højt! 😊
Og jeg er så trist på dine og mine vegne, for jeg kender dine følelser alt alt for godt ❤️😢 Jeg bogstaveligt grædt over Australien og mærket frygt for det der skete den første fredag i januar. Det at blive mor, har helt sikkert forstærket det…
Jeg kan genkende alt det du skriver.
Efter vi er flyttet, pendler jeg nu med s-toget til Nørreport hver dag. Hader det. Hader de fyldte toge når de passerer knudepunkterne. Da vi boede i byen tog jeg metroen i dårligt vejr. Det har fået mig til at gå ud af toget inden det ramte Nørreport hvor jeg har gået resten af vejen, hvis angsten pludselig er kommet til mig. Alle disse tanker er kommet efter jeg er blevet mor. Forfærdeligt.
Du beskriver præcis, hvordan jeg har det. Hele weekenden var jeg små-deprimeret og ked af det, fordi Australien brænder, tusindvis af dyr er døde pga brændene og så også alt det med ham den orangefarvede. Det påvirker mig virkelig – på en måde det ikke har gjort tidligere. Men jeg blev også mor for 15 mdr siden, så måske det hænger sammen. Herudover har jeg de seneste måneder virkelig lidt af sygdomsangst. Jeg er SÅ bange for at jeg selv eller mine nærmeste får kræft eller en anden farlig sygdom, og det påvirker mit humør alt for meget. Jeg er alt for god til at bekymre mig om ting, der ikke er sket. Det skal stoppe nu (… eller jeg vil i hvert fald gøre mit bedste). Og så drømmer jeg også ofte om at købe et hus ude på landet – og bare leve i ro og fred! Det er sgu ikke altid nemt at være voksen og mor…
Som de andre har jeg det præcis på samme måde – og især efter at blive mor. Sidder faktisk helt med tårer i øjnene fordi du skrev det så fint og rammende – eller også er jeg bare blevet endnu mere sentimental xD
Ååhh AC ♡ det her post er som skrevet direkte fta mine daglige tankestrømme!!! Tusinde tak fordi du har modet til at dele det her. Har det på PRÆCIS samme måde.
Jeg har det på præcis samme måde efter jeg er blevet mor! Angsten flyttede ind sammen med mine børn på godt og ondt..
Jeg har det på præcis samme måde – selv om jeg ville ønske, at det ikke var sådan, er det dejligt ikke at være alene☺️.
Fuldstændig enig. Er blevet mere højdeskræk for nogle ting, og skal ikke længere i de vilde vandrutsjebaner.
Elsker også at stå på ski, men tør ikke køre så hurtigt mere 🙄
Tror det er en kombi af alder og det at blive mor (min datter er næsten 18 år) , men det føles irriterende at blive lidt af en vatnisse 😄
Spot on! Jeg har i mit stille sind i en længere periode tænkt, om jeg virkelig er den eneste med disse tanker. Ligesom dig, har jeg også tidligere levet efter devisen “the world is my playground” efter at være blevet mor/ældre – not so much. Min mand spurgte så sent som i går, om vi ikke skulle tage en smut til Thailand her til foråret og min første tanke var: “hvad er det mon for farligt?” Det er frygteligt. Men er glad for at læse, at jeg i det mindste ikke er den eneste 🙂
Ja! Det kender jeg virkelig godt. Især efter jeg er blevet mor! Forleden fik jeg fuldstændig angst, da jeg var på Nørreport med mine to små børn, kort efter anholdelserne. Og jeg har også taget mig selv i at undgå metro en enkelt gang. Verden er blevet mere skræmmende – og jeg tror ikke kun, det er noget, du føler, fordi du er blevet mor. Men frygten bliver måske bare større! Tak for at sætte ord på den.