Jeg ved aldrig om jeg skal markere de her indlæg, som reklame for det der ‘reklame for mig selv’ giver så lidt mening (men det er en anden snak). Men altså. Reklame. I guess.
Ja, det var jo slet ikke meningen. Fordi barsel og Carl. Tegningerne her foroven var de allerførste forsigtige tanker og jeg lavede dem en aften i starten af december sidste år.
Og måske heller ikke oplagt. Det ved jeg ikke rigtigt.
Jeg føler mig ikke specielt moderne eller ‘god’ til sådan noget med tøj. Jeg bilder mig ind, at når I nogle gange skriver at I er blevet inspireret af ét eller andet jeg har vist frem, så er det fordi jeg bare er en almindelig plain jane med en almindelige plain jane-morkrop og almindelige plain jane-børn (omend jeg naturligvis synes mine børn er noget helt særligt, men y’know..).
[Carlsen i Pix Hoodie i farven Stone Haze. Det er min yndlingsfarve og jeg har lige bestilt den samme til Elise, for den havde hun ikke. Jeg er så glad for, hvordan den endte – vildt anvendelig og så nem at bruge med resten af deres tøj]
Og til mine børn går jeg op i komfort, plads til leg, praktik og, til sidst, design.
Og måske var det netop derfor, at det alligevel var oplagt.
Da damerne bag VACVAC Studio foreslog det, var jeg ihvertfald ikke i tvivl. Det var en mulighed for at kaste mig ud i et projekt, der (også) kunne løfte nogle seje entreprenante damer (I’m no fool. Jeg ved godt, hvorfor de spørger sådan en som mig) og det var et projekt, der var sjovt.
Win og win.
[Den acie-farvede Pix Hoodie er Elises favorit. Skarpt forfulgt af kjolerne i både croissant og den rosa]
Det er ikke første gang, at jeg bliver spurgt om sådan et projekt (jeg bilder mig ikke ind at jeg noget særligt af den årsag – det tror jeg vi er mange der er blevet tilbudt), men jeg synes at VACVAC Studio kan noget særligt. Jeg ved at de umager sig. Jeg ved at de brænder for at gøre tingene ordentlig og respektfuldt. Og én ting er de krav jeg stiller til det jeg køber som privatperson, og noget andet er de krav jeg stiller til dét, der skal have mit navn på. Dét jeg selv skal være med til at skabe og ‘bringe ind i verden’. Der er immervæk en forskel.
[De første protoer i random farver – heldragten kom aldrig i produktion. Og halsudskæringen på hoodien var så lille, at man nærmest ikke kunne få en hånd igennem. Vi fjernede også snore, fik ændret den måde ørerne er syet på osv]
Og.. For nu at dele lidt om, hvad jeg har lært af sådan en proces. Og hvad jeg tror vil overraske, så kommer det altså her.
- Alt er en proces. Forstået på den måde, at dét jeg havde i tankerne til en start overhovedet ikke er dét vi endte med. Og hvis man havde præsenteret slutresultatet for mig, da vi startede, er jeg ikke sikker på, at jeg havde kunnet ‘genkende’ det. For man tager hele tiden små valg. Indgår små kompromiser. Finder ud af hvad der er muligt, hvad der passer til sæsonen, hvad der giver økonomisk mening osv.. Og sådan formes en kollektion.
- Man har aldrig tid til designarbejdet. Jeg tror jeg har designet kollektionen (… kollektionerne, host host, teaser) på et par dage. Man har aldrig tid til at gå og nusse med det – det haster altid.
- Til gengæld går man så og venter i en menneskealder efterfølgende. Først på at se protoer. Så ‘lab dips’ – altså farveprøver. Så på salgsprøver. Og til sidst på selve tøjet. Er man uheldig lukker hele verden ned undervejs på grund af Corona, suk.
- Man skal huske at sætte spørgsmålstegn ved alt og alle detaljer. Fx er ørerne på Pix Hoodie et godt eksempel – den går op i størrelse 152 og det er til ret store børn. De gider ikke have ører på deres sweatshirt. Det er sygt cute i str 92, not so much i 152. Det havde været ‘let’ bare at lave en style og holde den ens i alle størrelser, men i de store størrelser har vi taget ørerne af.
- Der er tusind detaljer, som man aldrig har tænkt over, der skal gå op for at lave tøj. ‘Hangtags’, navnemærker, aftaler med retailers og så videre.
- Vi blev ret blæst bagover af interessen. Croissantprintet røg seriøst hurtigt. Inspirationen kom fra en bluse jeg købte til Elise. da hun var helt lille – jeg købte den brugt og den er af et fransk mærke, som jeg ikke tror forhandles herhjemme. Den har småbitte croissanter over det hele. Det er den hun har den på på det sort/hvide billede i indlægget her fra 2018.
Det har alt i alt været en rigtigt sjov proces og et rigtigt sjovt projekt, som jeg er ret stolt af. Jeg håber, at Elise og Carl en dag vil synes det er sjovt, at se at deres mors navn står i nakken af deres tøj. Og måske endda vil gemme det og bruge det til deres egne børn en dag, omend det nok er at drømme lige vidt nok.
Og jeg bliver så glad, når jeg ser børn lege i tøjet. Når man kan se, at de kan hoppe, løbe og være fysiske. Trækker hætten med ører op over hovedet, fordi den er sjov. Den slags. Dét var ambitionen. Elise kalder sweatshirten for ‘Bamsetrøjen’. Og så elsker hun croissantprintet. Carl forstår ikke så meget af det hele. Endnu. Måske en dag.
Og hvis nu I (rent hypotetisk naturligvis) kendte én, der nu og da fik lov til at designe noget børnetøj, hvad ville I så sige til hende, at der m a n g l e r out there? Til børn? En særlig style? En særlig kvalitet? Et særligt print? Sometimes wishes come true;)
En skøn trøje i god kvalitet der holder sig pæn på trods af rumleri, uden hætte – til dem der ikke har lyst til at sende de små afsted i hættetrøje 💛
Gerne med lidt høj hals af en slags, uden at det er en decideret rullekrave.
Hej Christine – jeg ved ikke, om jeg har ‘misset nyhedsstrømmen’ eller hvad 😉 men jeg har aldrig set dine ting før. Nu har jeg dog netop tjekket dine designs, og jeg synes det er MEGA fedt, at de stort set allesammen kan bruges til både drenge og piger, fordi du har lavet modeller og valgt farver, som passer til alle. Jeg har selv en pige på 3½, som kun vil gå i drengetøj og -farver, så kjoler og lyserødt er no go. Men dine ting i både det lyseblå/grå, gule og ikke mindst croissanterne (så sødt!) er jo super fint til alle. Håber, du får lov at lave mere af den slags 😉
Jeg ville så gerne se nogle PÆNE veste til drenge – ikke de der til under et jakkesæt, men de mere morfar-agtige til ud over skjorten på kølige dage. Enten i uld/strik eller bomuld. Helt ensfarvede. Det mangler virkelig 🙂
JA!
Og især sådan nogen, der faktisk har knapper hele vejen ned, frem for bare en sweater uden ærmer.
Og så vil jeg gerne tilføje bløde bukser med forstærkning på knæ (og måske numse).
Min søn kravlede ret længe, og når han skulle i vuggestue gav vi ham kun solide, lidt stive bukser på, fordi bløde bukser fik huller på knæene i løbet af en dag.
Interessant at høre tankerne bag. Men ærgerligt at ørerne er fjernet på de større størrelser. Jeg har fx en syvårig, der bruger 152 og ville knuselske hoodien med ørerne.
Ja! Også veste til piger, nogen gange er det altså super praktisk (især når de kryber og konstant har kontakt med et koldt gulv).
Så ville jeg sige, at der mangler bodyer med kryds lukning, hvis du ved, hvad jeg mener? Der findes ikke særligt mange mærker, der laver dem og slet ikke efter størrelse 62 🙁
Jeg er ret vild med Uniqlos langærmede body’er og deres natdragter, fordi de enkelte størrelser kan bruges meget længere tid end f.eks. tøj fra H&M. Det er simpelthen designet til at kunne dække bredere intervaller, hvilket i sig selv jo er super bæredygtigt! Men… Uniqlos tøj ER jo ikke specielt bæredygtigt produceret, designet på mønstrene er sjældent super flotte og så bliver det hurtigt forvasket og slidt at se på. Så jeg drømmer i høj grad om tøj, der kan det hele – passe i lang tid, være bæredygtigt produceret OG blive ved med at se flot ud!
Længere beskrivelse:
Min datter er en størrelse 74 nu, så i H&Ms tøj har vi været gennem størrelse 50, 56, 62, 68 og nu så 74. Det giver ret mange tøjskift, for så strammer det i halsen og så stumper det og bliver svært at give på… og det sær sjældent pænt ud i en for stor størrelse. Jeg har købt tøj fra Konges Sløjd der dækkede bredere intervaller men helt ærligt, det blev bare poset og stort og kunne altså ikke RIGTIGT bruges i starten.
Uniqlos tøj er lavet så det i starten er lidt løst på kroppen men ærmerne passer i længden. Det gør på en eller anden måde, at det stadig ser ud som om det passer selv i starten. Med tiden bliver ærmerne til trekvartærmer og så sidder tøjet mere til, men måske fordi ærmerne er brede, så ser det stadig meget rigtigt ud. Nå de er blevet kasseret har det altid været fordi, de er blevet for korte i længden (altså fra skulder til skridt), og det synes jeg er mega fedt! Hos Uniqlo er vi altså kun på tredje tøjstørrelse, sammenlignet med H&M’s femte.
Jeg ved ikke om det er en japansk måde at tænke på, for jeg har også fået (og købt) noget hjemmesyet tøj af en japansk veninde, og der er kjolerne også designet til at få bluseform, efterhånden som barnet vokser, så det kan bruges i længere tid. Genialt koncept 👌🏻
Det her lyder smart! Jeg ved ikke hvor vild jeg er med trekvart ærmer, men der er noget med bodyer og deres størrelser. For H&M bliver hurtigt forvasket, mærkeligt i halsen og man er hurtigt oppe i store størrelser!
Måske også lignende Lindex som vist nok laver “dobbelt” lukning i bunden – så man kan udvide bodyen med et par cm, når den er lidt kort i hals/numse ratio men perfekt på ærmerne 🤔
Nå ja og helt generelt – fine ting der er unisex! Er træt af af de fineste mønstre men så en lille blondekant, for så kan jeg altså ikke få mig selv til at give min søn det på..