Guide – Side 2 – ACIE

Guide: 10 favoritter på Østerbro..

Nu hvor Østerbro-eventyret endegyldigt lakker mod sin ende (flyttebilen kommer d. 29), tænkte jeg, at det var på tide, at få delt nogle af mine lokale favoritter. For jeg har været glad for at være hér. Udover mit barndomshjem er Østerbro dét sted, jeg har kaldt hjem absolut længst. 6 år blev det til – heraf 5 på Kajkanten.

Og dét passede mig godt, livet på Østerbro. Bevares, det er ikke så hipt og trendy, som hverken Nørre- eller Vesterbro, men hvornår har jeg også nogensinde brugt de to adjektiver om mig selv?! Nej. På Østerbro leves livet godt, fredeligt og tæt på naturen i form af både havnen, Kastellet og Fælledparken. Alle på Østerbro har en park af den ene eller anden slags, i baghaven. Og hér får I så altså 10 (og lidt til) af mine Øbro-favoritter. Der er sikkert flere, som jeg i kampens hede har glemt, men disse må man ihvertfald ikke gå forbi:

acie-guide-oesterbro-souls-proviant-3-of-4

proviant

Proviant

En relativt ny favorit, som jeg er blevet introduceret for via LaChrissen (der også er ansvarlig for det nederste billede). Vafler, avocadomadder, GOD kaffe og en lille hyggelig biks – hvad mere kan man ønske sig? Mhmm.. Er man i det sukker-cravende hjørne kan jeg anbefale vaflen med nutella på billedet. Den er lækker på den lidt beskidte måde;)

Proviant, Randersgade 45

oesterberg-ice-cream-http-travelingmama-netartisan-ice-cream-in-copenhagen-at-osterberg

Østerberg Is:

Det er egentlig Cathrine og Adam, der har introduceret os til vores lille favorit-isbiks på Rosenvængets Allé. Den ligger lidt off the beaten track, så man skal vide, hvad man leder efter. Vi er kommet der ekstra ofte på det seneste – jeg gik nemlig til gravid-yoga i samme baggård, og hver eneste mandag aften kunne jeg stå dér i min downward facing dog og konstatere, hvordan duften af friskbagte vafler svævede gennem lokalerne. Mhmm. Så lækkert. Isene er lavet af de bedste råvarer, og Skjorten (især) nyder at gå på opdagelse i nye spændende smags-variationer. Jo. Hér skal I forbi.

Østerberg Ice Cream, Rosenvængets Allé 7c

Photo: Travelling Mama

berg

Berg Shop:

På Østerbrogade ligger én af mine favorit-bikse – den er ikke så tydelig udefra, så man skal kigge godt efter. Hos Berg er stilen både feminin og rå – hér er a.l.t.i.d. en feminin kjole at finde, men også små seje jakker og maser af denim. Af brands findes favoritter som Hunkydory, WonHundred, Etc Etc, Storm & Marie og Neo Noir. Det er sjældent jeg går ud, ligeså rig, som jeg gik ind 😉

Berg Shop, Østerbrogade 100

cafe-livingstone

Café Livingstone

Langs Sortedam Dosseringen findes Café Livingstone, som især er en favorit til weekendbrunch. Konceptet minder om Wulff&Konstali, men beliggenheden er noget mere Øbro-venlig OG så kan man bestille bord. To vindende faktorer. Blandt egne favoritter er grapefrugten, vaflen og deres avocado.

Café Livingstone, Sortedam Dossering 81

kafferiet

Kafferiet:

Egentlig lidt snyd, for det ligger ret beset ikke i 2100, men derimod i København K – liiiige på grænsen… Meeeeen – skal man finde byens bedste kaffe, skal man altså finde det lille mintgrønne hus på Esplanaden. Det er quirky og hyggeligt – og her er ikke ret meget plads… Men kaffen – den er altså god. Og kagerne ditto.

Kafferiet, Esplanaden 44

loerdagslykke-pomfritter-kirsebaertraeer1

Café Pixie

Ingen Østerbro-guide uden at nævne Café Pixie, selvom det nok er et sted de fleste kender. Min bror flyttede ind i Viborggade i 2005 og jeg er kommet på Pixie lige siden. Af særlige favoritter bør nævnes myntelemonaden, fritterne med basilikum mayo og avocado-maden med laks, men altså – det hele er godt. Can’t go wrong, with Pixie. Især ikke om sommeren, hvor caféen fylder det meste af Bopa Plads.

Café Pixie, Løgstørgade 2

moss-copenhagen-frill-sweater-1-of-13

Kastellet

Ok, ikke et sted man kan gå hen og købe noget som sådan, men alligevel stadig en Østerbro-perle af de helt særlige. Jeg er nok biased, fordi Kastellet har ageret baghave for os de sidste 5 år. Og fordi vi blev gift dér, meeeeen. En tur om den stjerneformede volde kan klare hovedet på mange planer. I midten af marts på en af de der første rigtige forårsdage sad jeg i flere timer på en bænk og trak vejret. Skjorten var lige rejst til Portugal i 8 dage og solens stråler fik på magisk vis hevet mig ud af den kvalme graviditets-boble jeg ellers havde levet i i næsten 3 måneder. Jeg følte næsten at jeg kom tilbage til livet, lige dér på den bænk, med min podcast i ørene.

loegismose-nordre-toldbod-osteudvalg

Løgismose

Hér går vi hen, når det rigtigt skal være lækkert. Det er dyrt – åndssvagt dyrt – men dejligt. Jeg har tidligere fortalt begejstret om deres luksushottere – de er et hit. Men det er kageafdelingen nu også. Og vinafdelingen. Oh. Don’t get me started!

Løgismose Vin, Mad og Delikatesser, Nordre Tolbod 16

 

acie-guide-oesterbro-souls-proviant-2-of-4 acie-guide-oesterbro-souls-proviant-1-of-4

SOULS

Hos Souls på Melchiors Plads serverer de ærlig mad af lokale råvarer. Jeg har selv været der til morgenmad et par gange og kan især anbefale deres acai-bowl, deres hindbærlemonade og deres kaffe, som kan fås på nærmest den slags mælk man ønsker sig (laktosefri, mandel, you name it). Og hvor mange steder i byen kan man ellers få sig en skål morgenmad med guldglimmer på toppen, ja jeg spørger bare – en bedre start på dagen, skal man altså lede længe efter;)

SOULS, Melchiors Plads 3

tolboden-koebenhavn

Tolboden

Man kommer heller ikke uden om Tolboden, hvis først man har bevæget sig ud til Østerbro. Maden og servicen er – helt ærligt – ret svingende, men roséen og stemningen er altid i top på de varme sommeraftner… Det har ikke været sommer uden ihvertfald en enkelt tur på Tolboden. Sådan er dét 😉

Tolboden, Nordre Tolbod 18-24

Og til sidst… :

Den bedste pizza: Gastronomia Italiana på Østerbrogade

Det bedste supermarked: Meny på Østerfællled Torv (men endnu bedre er nu Rotunden i Hellerup)

Det største udvalg af bland-selv-slik: Candy Castle på Østerbrogade

Det bedste sted at have børn med: The Laundromat på Randersgade

Den bedste legeplads: Tårnlegepladsen i Fælledparken

Den bedste bager, overall: Det Rene Brød på Rosenvængets Allé

Det bedste studenterbrød: Bosses Bager

Jo. Det var vist dét. Jeg har garanteret glemt noget – så kom endelig med input, hvis I har noget at tilføje!!

Foto-føljeton del I: det rigtige udstyr..

hvilket-foto-udstyr-blogger-spejlreflekskamera

affiliate-bar-3

Ok – nu skal det hele jo ikke handle om dét hus, så mens jeg har travlt med at få slebet gulve og what not, så tænker jeg, at vi lige tager en lille detour omkring noget andet… Noget af dét jeg oftest får mails om, er hvilket foto-udstyr jeg bruger. Og jeg bruger – efterhånden – lidt af hvert, for nu at være helt ærlig. Man får jo skrabet lidt til sig med tiden;)

Nuvel. Derfor dette indlæg – nogle af jer vil garanteret finde det mere interessant end andre, men jeg håber, at de af jer, der ikke går og gemmer på en lille fotonørd i maven, vil have mig undskyldt bare for idag.

Kombinationen jeg anbefaler:

Jeg tænker, at dette er dét mest interessant, så for nu at starte lidt bagfra, så de to kombinationer jeg plejer, at anbefale til folk afhængigt af ambitioner og niveau – læs mere om de forskellige huse og objektiver nedenfor:)

  • Til nybegynderen: Canon EOS 200D (den nye model af mit 100) og et 50mm f/1.8 objektiv (læs mere om objektivet + link nedenfor)
  • Til bloggeren/entusiasten: Canon EOS 800D (den nye model af mit 700), Canon EOS 85mm f/1.8, Sigma 30mm f/1.4 (læs mere om objektiver + link nedenfor)

hvilket-foto-udstyr-blogger-spejlreflekskamera-canon

Mere om det udstyr jeg selv skyder med..

Huse:

  • Canon EOS 700d: dette er det hus jeg bruger til daglig. Der er god fart på og skærmen kan ‘flippes ud’, drejes og vendes, hvilket er ekstra praktisk, når jeg fx skyder madbilleder. Jeg drømmer om at opgradere dette til et Canon EOS 6D Mark II.
  • Canon Eos 100d: dette er mit ‘to-go’-hus – det vejer og fylder næsten ingenting og er oplagt at have med på farten. Det altid det hus jeg har med, når vi fx er ude og rejse.
  • Canon Eos M: dette er et spejlløst kamera, som gør det væsentligt mere kompakt end de to ovenstående. Der er stadig mulighed for at skifte objektiv alt efter situation, og jeg bruger typisk dette, hvis jeg er steder, hvor det vil være offensivt at hive et spejlrefleks frem. Fx hvis jeg er ude og spise, til event el.lign.

Objektiver

  • Canon 50mm f/1.8: Mit all-round rejseobjektiv. Jeg bruger det ikke ret meget herhjemme, men det er perfekt til at rejse med, fordi det hverken fylder eller vejer ret meget. Den store blænde giver stadig mulighed for en lækker sløret baggrund
  • Canon 50mm f/1.4: Det her er den naturligt upgrade af 50mm f/1.8 og var også sådan jeg købte det i sin tid. Med en blænde helt op til 1.4 giver det en endnu flottere sløret baggrund end 1.8’eren. Jeg har efterfølgende skiftet til et 30mm jeg synes er lidt mere alsidigt at arbejde med, så det er ikke SÅ meget jeg får brugt dette for tiden.
  • Canon 85mm f/1.8: Mit “outfit-billede”-objektiv. Med 85mm skal man ret langt væk fra sit motiv for at få det med i skuddet, men jeg synes det giver et fint naturligt perspektiv, at der kommer lidt afstand på – min fotograf (… mand) er ret høj og skyder vi med objektiver, hvor han er for tæt på, kommer jeg til at ligne en lillebitte dværg der er fotograferet ovenfra og ned. Med afstanden bliver vinklen “udjævnet”..
  • Sigma 30mm f/1.4: Mit nyeste objektiv og dét jeg er gladest for lige nu. Det er lettere at skyde med 30mm end med 50mm, da man lettere kan få mere med i framen. Samtidigt giver f/1.4 mulighed for virkeligt virkeligt bløde baggrunde – det er let, at komme til at overdrive 😉 Nuvel – det bliver brugt til alt fra ‘photo diary’-billeder til madbilleder. Meget alsidigt. Meeen – ikke så godt til outfit-billeder, hvis man spørger mig. Det hænger naturligvis sammen med min fotografs højde – men der bliver lidt meget fugleperspektiv over billederne.
  • Canon 18-55mm (standardobjektiv): Det er ret sjældent jeg bruger dette objektiv, men det er godt at have (især hvis man fx. nøjes med at købe et 50mm-objektiv..) – dette vil give noget mere fleksibilitet og er super let at skyde med.

Andet

  • Ekstern blitz: denne bruger jeg til madbilleder om vinteren – det bliver ikke ligeså godt som naturligt lys (intet slår naturligt lys), men er dog en stor hjælp i de mørke måneder.. Nu hvor vi skal have kontor, vil jeg gerne udvide mit lys-setup lidt – det har vi bare ikke haft plads til so far.

 

I næste del af fotoføljtonen skal vi snakke om indstillinger… og om at tage det gode billede <3 Og så til sidst, skal vi snakke om billedbehandling.. Og hvilke programmer man kan bruge den til den slags:)

 

Guide: Gratis babypakker – hér bestiller du..

babyboks-babypakker-hvor-bestiller-jeg-1-of-1

Det er et par uger siden, jeg har fået skrevet et Cornichon-post, så det må være på høje tid, at give den lille dame lidt ekstra taletid. Eller hvad man nu siger:) Inden jeg blev gravid, havde jeg godt hørt om BabySam’s famøse babyboks og blespand, som de fleste gravide vist får erhvervet sig… Jeg vidste dog ikke, at det var langt fra den eneste gratis babypakke på markedet, før en veninde (også gravid) nævnte det for mig.

Jeg forventede lidt, at de alle ville indeholde små samples og ikke så meget andet, men er blevet mere end positivt overrasket (faktisk over dem allesammen). Og selvom jeg undervejs følte mig en lille smule som #krejlermom, der sådan signede op til alt hvad der fandtes, så er jeg heller ikke blind for den værdi, jeg har som forbruger for de virksomheder og brands, der nu beslutter at investere i at lave sådan en babypakke. Altså. Der er jo en grund til at de gør det – investerer i dem, altså. Og sådan en ressourcestærk førstegangs-mor som mig (der er let påvirkelig og køber alt hvad jeg får besked på), er jo drømme-forbrugeren for mange, så sådan rigtigt dårlig samvittighed havde jeg nu heller ikke over at rage til mig;)

…. Oooog – så gav det mig jo også mulighed for at undersøge markedet for jér derude, der læser med:)

insta-1-of-4

Faktas Babykuffert

Indeholder: vådservietter, bleposer, en pakke med 5 newborn bleer, 1 engangs-skifteunderlag, babyvatpinde, en pakke skumklude, en sut, en prøve på vaskemiddel og diverse prøver på creme/shampoo/zinksalve.

Bestil den her. 

insta-2-of-4

Remas Babystartpakke

Indeholder: skumvaskeklude, “kids shampoo”, vådservietter, svømmebleer, en lille bamse, en sut og en pakke new born bleer.

Bestil den her.

insta-3-of-4

Føtex Babystartpakke

Indeholder: En lille basisbody, parfumefri vaskesæbe, en sut, bleposer, vådservietter, en pakke newborn-bleer og et stykke BRIO legetøj.

Bestil den her.

insta-4-of-4

LIDL’s Babystartpakke

Indeholder: et par creme samples, en pakke vådservietter, en lille sød body med bamseprint (unisex) og en pakke newbornbleer.

Bestil den her.

babyboks-babypakker-hvor-bestiller-jeg-1-of-2

SuperBrugsen’s BabyPakke

Indeholder: babyvatpinde, en dagcreme til mor, babyvatrondeller, baby wipes, et engangsunderlag, en bamse, en sample på vaskemiddel, en masse samples på div cremer og en pakke newborn bleer.

Bestil den her.

babyboks-babypakker-hvor-bestiller-jeg-2-of-2

Andre?

BabySam’s babyboks bestiller du hér – den er udsolgt i øjeblikket, så derfor ikke med i denne oversigt:)

NameIt har også lavet en babypakke – den er rigtig god og skiller sig ud ved primært at være tøj. Bestil den HER.

Babykasse.dk kan du tegne abonnement på en babypakke, der kommer hver måned. Jeg har ikke selv prøvet den (endnu?) og har derfor ikke nogen håndfast anbefaling eller det modsatte.

Børneulykkesfonden har lavet en ‘ulykkespakke’ som kan bestilles fra barnet er 6-9 måneder. Den kan bestilles her.

På mange apoteker kan man også få en babypakke udleveret.

I Matas kan man også hente en babypakke – fra én måned til termin (derfor er den ikke med her).

Libero giver også en pakke gratis Libero Touch (på billedet her ovenfor), ved indmeldelse i deres Libero Club HER.

Der er altså mange gode ting, at finde i de forskellige babypakker og jeg kan ikke nævne én favorit over de andre. Jeg har dog lært, at man ikke behøver at tænke på at købe hverken sutter, newborn bleer, babywipes, vatpinde eller andet, hvis man istedet bestiller én eller flere af babypakkerne:) Ooog – så skal flere af pakkerne bestilles 7-8 dage i forvejen før man kan hente dem, så det er en god idé lige at planlægge lidt forud. Jeg bestilte de fleste af pakkerne ca. 14 dage før jeg faktisk fik dem hentet.

Byd endelig ind, hvis der er nogen af jer, der kan spotte at jeg har overset en babypakke:)

Guide: 5 tips til dit instagram game..

instagram-guide-5-tip-1-of-1

Ok, de fleste er nok så småt på vej hjem fra ferie, og har derfor kamera-rullen fuld af billeder, der kan (skal og bør 😉 ) drysses ud over de sociale medier over det næste stykke tid. En lille instagram-skole må være på sin plads – og, with that being said, er jeg jo langt fra en ekspert og langt fra hende i hele verden med flest følgere, så mine råd bør (.. som altid, haha) tages med behørige forbehold;) Nuvel. Derfor har jeg nu alligevel fundet en lille 5-trins opskrift, som jeg synes fungerer for mig. Og den vil jeg gerne dele – til dem, der nu måtte synes det er sjovt:)

  1. Find dit filter: … eller “dit look” om man vil. Før folk begynder at følge dig, vil de altid scrolle igennem dit feed. Et pænt, harmonisk og ensartet feed fungerer altid bedre end ét, der er rodet og ‘all over the place’. Find derfor dit signatur-look og ‘stick to it’. Jeg redigerer altid mine billeder med VSCO-app’en og det fungerer for mig, men der findes også andre muligheder – mange er fx også glade for Lightroom. Når først man har fundet det redskab man er gladest ved, er der god hjælp at hente på fx Pinterest – og nedenfor 3 gode bud, på VSCO filtre jeg synes er pæne:
    vsco-presets
  2. Men filtret er ikke nok: … for der ér grænser for, hvad man kan redde med billedbehandling. Tænk derfor også over lys-forhold og komposition, allerede når du tager dit billede. Jeg kan godt lide mine billeder lyse og poster derfor sjældent billeder, der er taget i dårligt lys – der er selvfølgelig altid undtagelser, til any rule (som fx hvis man får en hjernedød lækker dessert). Men altså.
  3. Post ofte: Den her er mere til os ‘influencer-typer’, som i større eller mindre udstrækning lever af instagram som medie. Det gør en forskel om man poster 1 gang om ugen eller 1 gang om dagen. Engagementet fra dine followers ér bare større, hvis du er mere aktiv. Da jeg arbejdede fuld tid, kunne der let gå en uge, hvor jeg ikke postede noget (for så spændende var mit noget skemalagte office life trods alt heller ikke). Nuvel. Nu hvor jeg har en mere varieret hverdag er det lettere at poste ofte, og det kan jeg mærke gør en stor forskel på aktivitetsniveauet generelt. Og så er der også noget med, at hvis man ikke poster så ofte, så får man pludselig selv sat enormt høje krav til hvad der er instagram-worthy – men poster man et par gange om dagen, så gør det pludselig ikke så meget, at den der dårligt belyste dessert får en plads i feedet. Og det synes jeg egentlig, der er noget meget fint over ægte over. Det hele behøver ikke at være så perfekt – og det er lidt lettere, hvis man poster lidt oftere.
  4. Catchy bio: Den her er svær, for det bliver mega hurtigt lidt corny og kliché-agtigt. “Mit liv i små firkanter” er enormt brugt og siger jo egentlig ikke rigtigt noget. Så tænk over, hvad du poster og prøv at få din bio til at afspejle det. Jeg ændrer/opdaterer således også min med jævne mellemrum – lige for tiden er der jo fx en del mere baby og knap så meget bryllup, som der var for et år siden.
  5. Like og vær aktiv: Det er lidt i samme boldgade som dét med at poste ofte – men jo mere aktiv man selv er, jo mere aktivitet kan man forvente af sine følgere. Når man alligevel sidder og scroller gennems ens feed (for let’s face it – instagram er en tidsrøver, og vi sidder der allesammen…) kan man ligeså godt lige smide et like med på vejen til de billeder, som faktisk fortjener det, istedet for at være nærig med dem og bare scrolle videre. Selvom det er fristende. Og let. Det er ihvertfald en tommelfingerregel, jeg selv prøver at leve efter. Folk poster jo, fordi de gerne vil dele og have noget respons – det vil jeg da gerne imødekomme:)

 

… Og altså, sidst men ikke mindst – det er jo ikke rocket science og bare instagram. Så bruger man mediet til at dele billeder af lille Kurt til bedsteforældre og moster Oda, så er ovenstående nok ret ligegyldigt, og vil ikke tjene som ret meget andet, end et indblik i, hvilke tanker (… strategier!? Måske et slightly big word, i denne sammenhæng) der kan ligge bag instagram hos nogle, undertegnede inklusive:)

Weekend-tip: morgenmad på Apollo..

apollo-bar-og-kantine-morgenmad

I sidste uge mødtes jeg til morgenmad med Emily på Apollo, og det var så rart, at det fortjener en anbefaling. Man skulle ikke tro, at der kunne gemme sig sådan en lille perle et lille stenkast fra Nyhavns kulørte turistmylder, velskænkede fadøl og store soft ice.

Men jo. På den ‘kedelige’ side af Nyhavn, inde i Charlottenborgs gårdhave finder man Apollo Bar og Kantine – og hér flankeres freden af smørbagte croissanter lignet op til nydelse (se selv), perfekt blødkogte æg, god kaffe og smukt service.

Vi bestilte lidt af det hele – en brødkurv med et surdejsbrød, der smagte så englene sang, lidt comté, æg, grapefrugt juice (tydeligvis friskpresset.. måske endda håndpresset), iskaffe, cappuccino (der levede op til min morgendates strenge anvisninger for forholdet mellem kaffe og mælk), melon med citron og mynte og en ricotta-toast med blåbær. Ikke specielt beskedent af sådan to damer, men ned gled det. Med største velbehag. Og en enighed om ‘at det var ikke sidste gang’.. Og når man så sådan har forædt sig, kan man jo passende slå sig ned på en bænk i gårdhaven og slå lidt mave. Langt fra byens larm og mylder. Gemt bag de tykke mure. Jo. Et lille tip her på nippet af den kommende weekend.. Apollo findes på Nyhavn 2 og åbner kl 8 til hverdag (bortset fra mandag – der er lukket) og kl 10 i weekenden…

 

Og som lille sidenote – vi blev enige om, at gårdhaven lå perfekt placeret solmæssigt for et glas iskold hvidvin om eftermiddagen. Og så så frokostkortet altså heller ikke skidt ud. “Én af hver bare”. Men det har jeg altså endnu til gode.