Livsstil – ACIE

Efterårshygge og 10 ting jeg har på min ‘watch-list’, det her efterår..

Altså efteråret burde jo være sådan noget med dyner, varme drikke og indendørshygge. Jeg er klar over , at vejret i år synes at have misset det memo, men altså.. det må jo komme. Og til den tid er jeg well-equippet med en liste over ting og sager, som jeg gerne vil bruge min skærmtid på – og den kan I altså finde hér:

“I Feel Pretty”: Amy Schumer, New York og et plot, der måske er det bedste feel-good en chicflick kan præstere.

“29 – sæson 2”: Jeg synes 29 er så spot on – kan se mig selv i nærmest a l t.. Også selvom jeg er gift, har barn og what not 😉

“Mordet i Orientekspressen”: Stjernespækket filmatisering af Agatha Christies klassiker. Den må ses!

“Hånd i Hånd”: Den hyggeligste serie og mere af den slags, jeg kan se mig selv i:)

Zootropolis“:… nogle gange deler jeg jo skærm med husets mindste beboer og den her er en favorit.

“Den Store Bagedyst”: jeg ved ikke hvad det er DSB kan, men jeg sluger hver eneste afsnit råt.

“Keeping Up With The Kardashians”: efter jeg var syg i slutningen af september, fik jeg catchet op på KUWTK og nu er jeg hooked igen, haha.

“Fra Bois Til Mænd”: Sindssygt interessant musikdokumentar om fænomenet CityBois og hvordan de gerne vil være mere end et one-hit-wonder…

“Danmarks Yngste Borgmester”: Christina K Hansen er 25 år gammel og borgmester i Holbæk – kæmpe pres og kæmpe girlboss.

“Gift Ved Første Blik”:… behøver vist ingen nærmere forklaring;)

Har I mon nogen anbefalinger den anden vej? Der er jo efterår nok at ta’ af 😉

Om en lillebror eller lillesøster…

[Jeg elsker det her billede – min lillebitte Møffi.. Kun et par dage gammel. Det kan være helt svært at forstå, at hun nogensinde har været så lille<3]

Det her er et af de indlæg, som jeg ikke rigtigt kan få greb om oppe i hovedet – det kan være både godt og skidt… Og også være et tegn på, at det enten ikke skal skrives overhovedet, eller omvendt blive hjulpet på vej af at få nedfældet tankerne på skrift, så de ikke bare hjuler rundt i cirkler oppe i mit hovede…

Men der er et spørgsmål, der sniger sig på igen og igen – ikke nødvendigvis fra andre, men ligeså meget fra mig selv. Nr 2. Ja? Nej? Måske? Hvornår? Nu? Aldrig?

At få Elise har været det vildeste mindblow. Den vildeste læringsproces. Den vildeste livsomvæltning – både i sig selv, men også fordi den førte andet med sig. Det her blandt andet. 

Og jeg bilder mig ind (det hjælper, så lad mig please blive i troen), at vi ikke har været de allerheldigste når det kommer til det der med et ‘let’ barn. Bevares. Hun havde ikke kolik. Til gengæld har hun aldrig sovet om natten – omend det langsomt og periodevist er blevet bedre. Jeg kan se lyset for enden af tunellen nu.

Hvis nogen spørger mig, hvornår jeg synes det hele har været sværest, så var det i perioden fra 3-9 måneder. Honestly, det var noget lort. Fra 9 måneder blev mor-skabet noget mor-sommere (okay, sorry – couldn’t help myself;) ). De første 3 måneder var ‘nemme’. Altså hun sov jo mere eller mindre hele tiden. Kun afbrudt af amning og pusling. Og fra 9 måneder vendte det langsomt. Meget langsomt. Præcis hvad der var hårdt i den mellemliggende periode står egentlig lidt sløret for mig. Lidt det hele, tror jeg. Madopstart. Manglende søvn. Og absolut ingen selv-aktivering. Man var på hele tiden.

Fra 9 måneder begyndte hun ligeså stille at kunne sidde et par minutter selv og lege med noget legetøj. Og den luft i de minutter, gav virkelig meget overskud. Og derfra var der små sejre med jævne mellemrum. Især det med maden, der pludselig bare spillede. Og nu, hvor hun er blevet et år kan hun pølle rundt på stuegulvet i en halv time, hvis bare jeg også er i lokalet. Kravle rundt. Undersøge. Uden at slikke på stikkontakerne. Eller forsøge at kravle op i barvognen. Eller knalde hovedet ind i spisebordet. Eller eller eller.

Så jo. Overskuddet vender langsomt og sikkert tilbage. Det har jeg nævnt et par gange. Og så melder spørgsmålet, jeg stillede øverst i indlægget sig jo naturligt. Lillebror. Eller lillesøster.

Jeg vil gerne give Elise en søskende. Ikke mindst, fordi jeg selv har en storebror, som jeg – på trods af 6 års aldersforskel – altid har været meget tæt med. Sådan et menneske skal Elise også have. Skjorten forstår det ikke helt – han er enebarn og har jo levet helt lykkeligt sådan. Men han kan dog godt se, min relation til min storebror og forstår hvorfor det er vigtigt for mig.

Og således er vi altså kommet til enighed om 2 børn, so far. Jeg kunne godt ønske mig 3, men det kræver lidt yderligere overtalelse, hvis Skjorten skal være med på’en. Og det skal han jo.

Men hvornår så? Nu hvor overskuddet er begyndt at vende retur, kan jeg også mærke uret tikke. Jeg er 32 – har vi travlt? Bør jeg være stresset? Skjorten er 35 – heller ikke sådan meget ung, med andre ord, omend biologien jo er lidt mere skånsom ved mænd. Men hvad så med Elise? Skal man ikke også bare nyde alene-tiden med hende et par år. Få hovedet helt ovenvande igen, inden man overhovedet begynder at tænke i de baner. Men så igen – får man nogensinde hovedet helt ovenvande nogensinde igen – altså før de er flyttet hjemmefra!? Jeg har hørt at 2.5års forskel skulle være ‘det optimale’, whatever that means. Så er det dét man skal stile efter? Eller?

Mjo. Der er mange tanker. Og som skrevet indledningsvist i dette indlæg, så er det ikke fordi alle brikkerne på nogen måde er landet endnu. Det gør de jo nok in time<3

Om at gå i meget små sko & et gavekort på 1000kr…

… for det gør man jo, når man ikke er mere end 1 år gammel;) For en måned siden var Elise og jeg forbi den lokale Paw SKO i gågaden i Hørsholm og fik hjælp til at købe hendes første par sko. Et par pre-walkers fra Bundgaard røg med hjem, og selvom hun endnu havde sine første skridt til gode, da de blev købt så var hun allerede begyndt at rejse sig op ad alting og gå rundt fra møbel til møbel.. Og så synes jeg det var rart, at have nogle små sko til hende, som kunne give lidt støtte, men også være skridsikre i fht strømpefødder, når vi er på biblioteket, til rytmik, i legeland eller hun bliver passet hos bedsteforældrene (hvor begge sæt har indrettet sig med glatte lakerede trægulve)… Og så var det også én af de ting, vi var blevet bedt om at købe til vuggestuestart – de vil gerne have at ungerne har nogle gode indesko, også selvom de ikke kan gå for alvor endnu.

De fleste i dette forum er nok ikke et sekund i tvivl om, at jeg er solid webshopper. Der er ikke ret mange ting, jeg ikke shopper online – dagligvarer, vin, tøj, barnvogne, you name it… Men hvis der er én ting jeg ikke tør købe online, så er det sko til Elise. Og slet ikke hendes første par. Måske når jeg får lidt bedre styr på hendes skostørrelse og hvordan ‘det skal føles’, så kan det godt være, men til en start foretrækker jeg, altså at drible ned i en forretning, hvor jeg kan få hjælp til at få myrets fødder målt og sikret, at vi får købt det rigtige fodtøj med hjem.

Da vi var i Paw SKO (.. fun fact iøvrigt – a l l e mine børnesko blev købt i Paw SKO på 1. sal i Lyngby Storcenter.. I kid you not), fik jeg luret et par gode råd ud af den kloge ekspedient til køb af barnets første sko og dem får I hér:

  • Barfodet er vejen frem: Tumlinger bruger deres tæer og fødder enormt meget, når de lærer at gå, så det er egentlig bedst, at lade dem være barfodede så længe som muligt. Det er self er ikke altid muligt, og derfor kan man have glæde af at anskaffe sig et par ‘pre-walkers’, som dem Elise har fået.
  • De rigtige sko skal vente: Der er ingen grund til at købe rigtige sko, før din Tumling kan gå flere sikre skridt selv – men i perioden fra dit barn begynder at stå og tage få skridt kan et par pre-walkers være rigtigt gode.
  • Velcro eller snørrer: Det er så fristende at vælge en model med velcro, men snørrebånd giver bedre mulighed for at stramme/løsne skoen og sikrer den bedst mulige støtte og pasform.
  • Ankelstøtte: Vælg en model der støtter op om anklen – det er en god hjælp til de første små skridt…
  • Fødderne vokser hurtigt: Kom forbi og få målt barnets fødder hver 3. måneder – det lyder umiddelbart som virkelig ofte, men hvis man tænker på, hvor hurtigt de der små krabater vokser ud af deres tøj, så giver det jo meget god mening, at fødderne også kan have fart på..

I sidste uge (på hendes fødselsdag) tog Elise sine første rigtige skridt og er nu begyndt at gå – ikke altid, men ofte. Og jeg revner af stolthed hver gang jeg ser mit barn vralte rundt som en anden fulderik. Det er så cute. Og jeg kan ikke helt forstå, hvordan det år gik så hurtigt – og hvordan min lille baby pludselig blev sådan en lille tumling, der selv kan gå og snart går i vuggestue.. Og speaking of, så er vi nu endnu et skridt tættere på at have styr på det hele inden den unge dame skal starte i Æblegården inden alt for længe. Vi glæder os <3

Ooooog en lille ekstra treat – jeg har fået lov til at udlodde et gavekort på 1000kr til en valgfri Paw SKO-butik. For at vinde, skal I smide en kommentar med hvem I ville bruge kortet på (… og det må gerne være én selv;) ). Jeg finder en vinder i næste uge og offentliggør her på bloggen (og husk gerne at få skrevet en rigtig email – det er så irriterende, når jeg ikke kan få fat på jer, for at fortælle jer, at I har vundet). 

Mit livs første lagkage..

Som jeg nævnte i weekenden, så endte jeg med at være helt barnagtigt stolt af den lagkage jeg præsterede til Elises fødselsdag. Selvom jeg elsker at bage og har bagt en del, så har jeg aldrig nogensinde prøvet at lave en lagkage før – og slet ikke sådan én med smørcreme og opsmøring og hvad ved jeg.

Men men – én gang skal jo være den første og bevæbnet med Annemette Voss’ “Lagkagebogen” besluttede jeg, at min datters første fødselsdag, måtte være en glimrende anledning til at forsøge sig med en lagkage. Valget faldt hurtigt på den sag, der i Annemettes bog hedder “Tricolore”, og som var fin og lyserød og med smage af chokolade og hindbær. Mhmm… Og så gik jeg ellers igang!

Selv snittet blev hæderligt, synes jeg – ikke perfekt, men det skulle da også være for vildt, når det sådan var den allerførste lagkage man kastede sig ud i. Bundende er klassiske vaniliebunde med hhv chokolade og lidt frugtfarve. Mellem lagene er der hindbærsyltetøj (jeg valgte faktisk en variant med hindbær og rabarber) og nutella. Er man ambitiøs kan man jo lave en chokoladeganache istedet, men jeg tænkte, at der ikke var nogen grund til at friste skæbnen.

Opsmøringen blev også til den lidt rustikke side, men ikke mere end at jeg stadig er ganske stolt – roserne på toppen var faktisk den letteste del af dem, og jeg havde nok gjort mig selv en bjørnetjeneste ved at lave 1.5 portion dej, men kun enkelt portion smørcreme – jeg havde simpelthen ikke nok smørcreme til at lave roser ned af siderne også og måtte istedet forsøge mig med en lidt skarpere opsmøring. Svært!

Til toppen lavede jeg en lille guirlande af to træspyd, lidt snor og noget karton, som jeg satte fast med washi-tape – lysene havde jeg fundet i Søstrene Grene. Og selvom det var min første lagkage, så var det langt fra den sidste – nu har jeg fået helt blod på tanden og overvejer endda om den næste skal være med overtræk af fondant.. Men det er måske at blive en kende overmodig 😉 

Glimt fra Elises første fødselsdag..

Igår fejrede vi Elises første fødselsdag med familien – mormor&morfar, farmor&farfar, Onkel&Gudmor, Fætter&Kusine og Gudmormor&Gudmoffe. Alle hendes favoritter. Og alle dem, der har stillet lidt ekstra op i vores første år som lille familie – når det er lykkedes mig, at holde liv i blog, business OG skrive en bog under den her barsel (og Skjorten at passe et krævende fuldtidsjob og køre en forfremmelse under bæltet i samme periode), så skyldes det, at vi og, især, Elise har haft en fanklub klar med ekstra hænder, pasning, leg og kærlighed… Og selvom det jo altså var Elises dag, så skulle den også bruges til at sige tak til dem, der stiller op for hende og os – ikke mindst nu, hvor min barsel egentlig er slut, men hun endnu ikke er startet i vuggestue.

Så det skulle altså være noget lidt særligt og derfor virkede det som en oplagt mulighed for at kickstarte mit ambassadørskab for Chefmade, som jeg fortalte jer om for et par måneder siden. Jeg elsker at invitere og jeg elsker at være værtinde – men efter Elises ankomst er overskuddet til den slags ikke helt, hvad det var en gang. Derfor bliver det tit til en pizza&bobler, når jeg eller vi inviterer – men nogle gange, er det altså sjovt og festligt, at give den én over nakken. At invitere til lækkert mad og lækre vine… Til en oplevelse, om man vil – og dét er netop det man kan med Chefmade, som er en formidlingsplatform for private dining. Her kan man booke nogle af landets bedste restauranter indenfor alle budgetter – igår havde vi booket L’Altro, som har en Bib Gourmand i Michelin-guiden, og det var absurd lækkert.

Så istedet for at gå og stresse i køkkenet, kunne jeg bruge tiden på det jeg hygger mig mest med – pynt, blomster og så et bette kageprojekt, som vi kan komme tilbage til ved lejlighed, for resultatet er jeg så (barnligt) stolt af, at det så absolut fortjener sit eget indlæg;)

Vi havde inviteret til kl 15, for det passede nogenlunde med eftermiddagslur og den slags, og så gik eftermiddagen med kage, gaver, leg i haven og højt humør hos den lille fødselar. Hun elsker virkelig at være midtpunkt, den lille diva. Og så er hun også ret begejstret for sin store fætter og kusine, der er søde til at underholde – hun skraldgrinede nærmest 2 timer i træk…

Lidt over fem kom Valerio og Francesco fra L’Altro med alt deres grej, satte lynhurtigt op og kort tid efter begyndte de første glas og snacks og flyde rundt mellem vores gæster. Det var planlagt som en overraskelse for vores gæster, og det var så fedt, at både tage fusen lidt på dem, men også forkæle dem lidt ekstra.

Ungerne kørte den ind med pizza (Elise fik pizza for første gang og spiste 3 slices.. Gisp) og tegnefilm, mens de voksne spiste – jeg blev spurgt på instagram, hvorfor de ikke spiste sammen med os andre, men det havde de bare selv bestemt. Jeg havde spurgt dem, hvad de helst ville – det er jo glæden ved at være faster, at hjemme hos mig, kan de gøre præcis som de helst vil. De må spise ligeså mange is de kan og se ligeså meget tegnefilm de vil. Og de bliver aldrig tvunget til at ‘sidde med til bords’. Altså jeg spørger self deres forældre om det er ok – men hjemme hos mig, skal de altid bare hygge sig så meget de overhovedet kan.

Mellem de første retter fik vi lige puttet Elise og så kunne vi ellers bare læne os tilbage og nyde den perfekte aften med vores gæster. Maden var helt fantastisk og vinene ditto – klassiske italienske retter som knoldsellerisuppe, paneret svineterrine, ravioli med andebryst, risotto og en dekonstueret crostata med citron og merings (som vi også fik til dessert til vores bryllup i Italien – ægte favorit). Det var simpelthen så lækkert og simpelthen så hyggeligt.

Selv tallerkner og service havde de med, så vi skulle kun sørge for glas – og da desserten var kørt ryddede de køkkenet og tog opvasken med sig. Kæmpe optur. Vores overraskede gæster var også svært begejstrede – min far skrev en sms i morges med et “Tusind tak for igår. Det var årets overraskelse at I havde forvandlet en almindelig hyggelig familiesammenkomst til en sand fest”, så jeg tør godt sige, at den virkelig gik rent hjem. Jo. Det var virkelig en god eftermiddag og aften. Jeg er så stolt over mit ambassadørskab for Chefmade – konceptet er SÅ meget i min ånd <3