Livsstil – ACIE

Om prioriteringens kunst og om kvinder der kan det hele…

TAK (virkelig og fra hjertet!) for alle jeres heppende kommentarer både hér og dér til mit sidste indlæg. Det er lige før, at det tog større mod (for mig), at skrive det indlæg end det gjorde at sige op – mest fordi jeg var bange for, at skuffe jer, der læser med, fordi I har sat pris på at kunne spejle jer i en anden med… well… hænderne fulde. Karriereambitioner. Og den slags. Og jeg indrømmer, at mine corporate ambitioner, har måttet tage bagsædet (i et par år). Men mine #bosslady-ambitioner om at bygge egen forretning fejler så absolut ingenting. Og jeg vil, langt henad vejen, gå til opgaven, som jeg har gjort med mit ‘almindelige’ arbejde…

Og jeg ved I sidder derude. Jer, der ikke kan lade være med at ægre jer lidt. Og det er ok. Jeg håber, at I vil give mig chancen for at vise, at man godt kan inspirere ved at forfølge en (selvstændig) karriere. Og jeg er næsten blevet lagt ned af private beskeder og mails fra jer, der går med samme tanker. Tanker, som man ikke kan skrive offentligt på sociale medier af hensyn til arbejdsgivere og den slags. Shit.

Er det en slags folkesygdom vi er ramt af? Jeg snakkede med en af mine bedste veninder om det for et par uger siden. Hun minder om mig og vi blev veninder over kaffemaskinen på job. Ish. Ihvertfald. Hun er nogens chef, nogens mor, nogens kone, nogens søster, nogens datter, nogens huemor (Elises<3), nogens veninde og sådan kunne jeg blive ved. “Vi vil det hele!”, sagde hun. “Vi vil karrieren – ræser efter den, på lige fod med mændende… Men det er også os, der vil være sociale, vil have barnet hentet inden klokken ost, vil have at familien får ordentlig mad, vil have at vores hjem står bare sådan nogenlunde lige, vil prioritere parforholdet, vil nå at træne, vil være en god veninde… og jeg kunne blive ved!”, fortsatte hun.

Og det er rigtigt. Ihvertfald i 90% af tilfældende når jeg kigger omkring mig. Iøvrigt er det helt overlagt, at hun brugte ordet “vil” og ikke “skal sørge for” eller lignende. For dét pres tror jeg ikke vi føler (det er ikke sådan jeg oplever det, ihvertfald) – vi kan fint uddelegere opgaverne. Men det er os, der har en holdning til hvilke (mange) opgaver vi står foran – og med de holdninger, kommer også et pres for at få dem løst… Og lidt ligesom med, at Skjorten efterhånden har fået mig overbevist om, at han vitterligt ikke SER rod på samme måde som jeg gør det, så tror jeg lidt det er det samme med de mange andre ting. Jeg tror ikke mænd, nødvendigvis SER de samme ting, som vi kvinder gør..

Og det er ikke fordi det skal være en lang debat om ligestilling, kønskamp eller lignende – blot en konstatering af, at vi kvinder (ihvertfald af den slags der kommer hér på domænet) vil det hele (og ej at forglemme: KAN det hele.. BOOM!), og at det kan være svært, at både ville det hele og også have noget tilbage af sig selv.. til.. well.. sig selv.

Og at det er lige præcis den situation jeg fandt mig selv i for… well… 2 år siden? At jeg fandt mig selv i en indre splid om at prioritere min tid, min kærlighed, min energi, mine ambitioner. Og at når jeg stillede regnestykket op, så gik det ikke op. Nogensinde.

“Jeg ved ikke om man kan kalde det en 30års-krise, for det føles ikke særligt krise-agtigt, men måske snarere sådan 30års-perspektiv-agtig!? Jeg har nået alt det og mere til, som jeg havde sat mig for i 20erne – så hvad skal 30erne dreje sig om? Både hvad angår karriere og familie? Og hvad siger min partner-in-crime – hvad er det for et liv, vi sammen vil skabe os? Både fra sådan nogle kedelige økonomi-ting med ‘hvad vil vi prioritere?’ (det store dyre hus eller de mange rejser?) til de langt mere spændende ‘lifedecisions’ (børn? gisp? ja? måske? hvornår? nu? imorgen? om 5 år?), men også hvilken slags veninde/søster/faster/datter/chef/medarbejder/kone vil jeg gerne for mine omgivelser (hvem skal vinde i prioriteringen?)..” (LÆS DET FULDE INDLÆG HER)

Jeg kunne ikke være hende jeg gerne ville og vidste at jeg kunne være, på alle punkter samtidigt. Samtidigt, being the key word. Og hvem kommer så først? Det gav sig selv, da først tanken var tænkt. Og Endelig har jeg fået modet til at gøre noget ved. Som jeg skrev forleden, så handler mit nye kapitel i høj grad om, at jeg øjnede muligheden for et mere fleksibelt familieliv, som kunne kombineres med nogle ambitioner om og en lyst til at være selvstændig.. Men det er også en lidt forenklet forklaring – så dermed altså dette indlæg, som (er langt.. måske for langt?) gerne skulle kaste lidt yderligere lys over mine tanker. Mest fordi, det ovenpå sidste indlæg, gik op for mig, hvor mange af jer, der sidder med præcis de samme tanker.

Hvad er drømmene for vores familieliv? Da de første tanker begyndte at melde sig tilbage i februar 2017, delte jeg dem med min far. Og på tværs af tidszoner og fra et sted midt på det indiske ocean skrev han følgende ord til mig: “Jeg synes det er noget af det fornuftigste, I længe har overvejet. At give dig mulighed for en pause på arbejdsmarkedet i forbindelse med anskaffelsen af et antal børn, især fordi du har et bijob, som interesserer dig og forskellige andre spændende planer, der forhindrer at dit liv går op i blevask og rengøring. De næste år, hvor børnene er små kommer aldrig tilbage, men er pludselig bare gået“. Jeg havde ellers frygtet responsen. Frygtet om mine forældre ville synes, at jeg formøblede både muligheder og evner. Det gjorde de ikke. Og den sidste sætning, jeg har markeret med kursiv, var nærmest sømmet på kisten.

Skjorten arbejder meget. Men har hjemmekontor og kan langt henad vejen arbejde hjemmefra (80% af tiden). Han er altså min kommende kontor-makker.

Det bliver mig, der skal hente og bringe Elise. Vi deles om madlavning og han vasker sit eget tøj. Men jeg vasker det fælles og Elises. Og mit eget. Indkøb klarer vi med måltidskasser og nemlig.com – og rengøringen outsourcer vi også. Siden vi flyttede til 2960 har vi brugt en Happy Helper:)

… Og så er det iøvrigt mig, der er overordnet administrationschef for adressen – på godt og ondt. Jeg styrer økonomi, regninger, aftaler med håndværkere, ferieplanlægning og holder styr på familiekalenderen og det sociale liv.

Hvad er drømmene for bloggen og det Acie’ske imperium?

Jeg er klar over, at det er en nærliggende tanke, at ‘åååh så kommer der bare meget mere spons, for nu skal hun jo leve af det’, men: 1. I kender mig dårligt, hvis I ikke godt ved, at jeg er så risiko-avers, at jeg ikke ville turde tro på noget, der ikke allerede fungerer. Jeg kan fortsætte præcis som jeg gør (.. eller stoppe helt, hvis det endelig skulle være) og leve fint og lykkeligt (omend nok lidt kedeligt, hvis jeg stoppede..).

Og 2. – nu hvor jeg endelig har mulighed for at dedikere mig til det her fine lille univers, så vil jeg langt hellere bruge mine kræfter på at finde flere ‘revenue streams’ end at udpine den jeg har brugt 10 år på at bygge.. Altså – nu har jeg jo tid og mulighed for at give mig i kast med mange flere sjove projekter… Flere bøger, designsamarbejder, konsulentarbejde og hvad der nu ellers måtte byde sig.

Og 3. – hvis det endelig var, så er der flere måder, at tjene flere penge på – det er klart, at man bare kan lave mere, men man kan også lave bedre… og sælge dyrere. Jeg ved godt, hvilken vej jeg synes der er sjovest, mest udfordrende og mest givende. Så hvis der er nogen ændring I skal forvente herinde, så er det kun en ambition om at være en endnu bedre blogger. Det har været så frustrerende, at levere noget, som man ved man kunne gøre bedre. Som man ikke synes er godt nok. Men som bare ikke har tid til at gøre ordentligt.

… Og 4. sidste. Don’t get me wrong hér, men jeg er en voksen dame. Med erfaring – ikke mindst business erfaring. Jeg er ikke en helt grøn 22årig, der skal forsøge at navigere i hvad der kan virke som nem omsætning og hurtige typer, men derimod en 30something, der har brugt 7 år på at bygge nogle af verdens største brands – nu har jeg endelig mulighed for at dedikere mig til mit eget.

Og hvad er drømmene for.. mig selv?

… Og så den sidste. Mig selv. Så absolut den sidste på prioriteringslisten de sidste par år. Og derfor også hende, der er blevet mest forsømt. Jeg vil gerne tilbage til mig selv – lade være med at have spredt mig selv så tyndt, at jeg nogen gange har følt, at der ikke var noget som helst tilbage.

Jeg vil være en bedre veninde. Blive bedre til at vedligeholde venskaber. Ikke fordi nogen har lidt – men det er i høj grad fordi de andre parter relationen, har været bedre til vedligehold end mig. Og har givet mig plads, til at have tralvt i et par år. Jeg går SÅ tit med tanken om, at jeg spilder mig tid på alt muligt dumt, når jeg har så mange relationer jeg langt hellere ville pleje.

Jeg vil være bedre ved mig selv. Jeg vil igang med at træne igen. Regelmæssigt. Måske gå til tennis igen? Det synes jeg er sjovt! Jeg vil have tid til at gå til frisøren mere end en gang om året og måske have en fast tid hos en negledame? Eller starte til yoga? Eller noget helt andet. Bare noget der er for mig – noget der lader batterierne op. Jeg vil passe på mig selv og prioritere mig selv. Så tror jeg nemlig også, at jeg kan være en bedre mor, bedre kone, bedre søster, bedre faster, bedre datter, bedre veninde og alle de mange andre ting – men det er jo altid én selv, der ryger først, når man skal prioritere tiden ik? Ikke mere!

Jo. Det er de overordnede tanker. Jeg sidder med følelsen af, at jeg kun får det halve med. At jeg kunne blive ved og blive ved og blive ved. Sådan er det måske bare. Især nu, hvor jeg ikke rigtigt er kommet igang endnu. Men det er altså drømmene. Ambitionerne. Og alt dét, der er kastet op i luften og som forhåbentligt lander et godt sted. Lad os tales ved til nytår, og så skal jeg sige, hvordan det står til:)

 

Et nyt kapitel: jeg har sagt op..

Der er nogle indlæg, der kræver lidt mere tilløb end andre. Det her er ét af dem. Og jeg ved dårligt, hvordan jeg skal starte. Eller slutte. Eller nogle af ordene derimellem. For der er så mange ting og årsager til, at jeg igennem det sidste lange lange stykke tid, har gået og overvejet, hvordan mit liv skulle se ud.

Jeg luftede de første tanker hér, uden at jeg forventer, at I kunne læse hvad der lå mellem linjerne – jeg var 3 måneder henne, og så snart jeg havde set de der to streger på graviditetstesten begyndte tankerne at rulle… Tja.. Måske nagede de allerede inden jeg blev gravid – sådan langt tilbage i baghovedet..

Efter 6 år i karrieremøllen havde jeg fået afløb for nogle af de ambitioner, der drev mig i midten af mine tyvere. Nogle af de ambitioner, der gjorde, at jeg i sin tid valgte bloggen fra og noget andet til. På de 6 år var jeg nået at blive nogens chef, få ansvar for egne store budgetter, få en virkelig lang titel og andre af den slags ting, som kan være en drivkræft for karriereambitionerne.

… men jeg havde også nået at erfare, at man ligesom aldrig kom i mål. Eller, at det aldrig føltes sådan. Mere ville have mere og man blev ligesom aldrig rigtigt tilfreds, rigtigt glad. Man tonsede bare videre – videre mod næste trin på stigen. Og på en eller anden måde havde dén erkendelse modsat effekt på mit ambitionsniveau, ihvertfald i den form, jeg tidligere havde følt det.

Og da Elise så landede dér i mine arme og rykkede rundt på alle mine prioriteter i livet, var tankerne ikke længere til at tøjle. At skulle forsøge at forene vores to karrierejob med et sundt familieliv virkede umulig. Men helt ærligt – det er intet jo, og hvor der er vilje er der vej.. Så min modløshed, skal nok rettere tolkes som modvilje.. Og jeg har iøvrigt alt mulig respekt, for kvinder der holder fast i både karrierer og småbørnsliv. Det er benhårdt og man skal være gjort af et helt særligt stof. You are my heroes!

Jeg er selv klart inspireret af dem omkring mig – især af min svigersøs, der pausede advokat-karrieren for at drage med min storebror til New York, og på fineste vis og meget tydeligt demonstrerede hvilke fordele det kan have for en familie med små børn, at undgå diskussioner om hvis møde er mest/mindst vigtigt, når barnet er sygt, hvem der skal lave aftensmad, hvem der har vasket tøj og hvem der skal sørge for at få ringet til kommunen/maleren/vuggestuen/kloakmanden/værkstedet osv osv… Og så hører det jo med i vores ligning, at jeg har en hobby og passion, der ovenikøbet har ageret selvstændig virksomhed og fuldtids-bijob i snart mange år. Og hvis mit almindelig dagjob skulle overleve, så skulle jeg takke af for universet hér… En tanke, jeg ikke kunne bære. 

.. Ja, faktisk fylder netop dét ret så meget. For med alderen begyndte tankerne om ‘hvad mon det kan blive til’ og ‘fortyder jeg det, hvis jeg aldrig prøver’ og den slags, også at fylde mere og mere… Jeg har brugt 10 år på at bygge et brand og en lille virksomhed – ville jeg komme til at fortryde, hvis jeg aldrig gav den en ægte chance? Ville jeg fortryde, at jeg ikke startede mit eget? Byggede mit eget. Og istedet brugte hele livet på at bygge nogle andres.

Så jo. Helt kort kan det vel koges ned til noget med, at jeg så muligheden for at kombinere ambitionerne om at bygge min egen virksomhed med et mere fleksibelt familieliv.. Og så greb jeg den. Jeg tror ikke det skal være for evigt, men snarere for en periode mens Elise (og evt søskende) er små. Og så må vi jo se hvad fremtiden bringer. Det kan også være, at jeg kommer tilbage om et år og keeeder mig sådan, at jeg har fået den corporate kløe tilbage. Who knows? Lige nu er jeg enormt motiveret af det der med at starte eget og går og funderer om man skulle tage det et step endnu længere en dag, sådan helt uden for blogregi – men altså.. det er en anden snak og iøvrigt noget, der ligger ude i fremtiden.

Jeg har ingen ambitioner om, at I skal kunne mærke en forskel iøvrigt. Eller jo. Det har jeg. Jeg vil gøre det bedre. Mere gennemarbejdet. Have tid og overskud til at dele flere af de lange indlæg, om dét der virkelig betyder noget. Farvel til venstrehåndsarbejdet – goddag til det vedkommende.

Så jo. There you have it. Jeg har skyldt jer en udmelding og I er mange, der har spurgt. Men jeg håber at I også forstår, at jeg lige skulle tage tilløb. For det er en stor beslutning. Og det sværeste, har klart været arbejdet med min egen selvopfattelse. Altså. Jeg er jo ikke blogger, for alvor vel. Jeg har jo et rigtigt arbejde også. Men det har jeg så ikke mere. Jeg har sagt op. Og pr 1/9 er min barsel slut og min nye chef er altså mig selv. Og Elise selvfølgelig. Og hun starter som nævnt i sidste uge ikke institution før november, så min opstart som selvstændig bliver nok noget flydende…

Jeg sætter umådeligt meget pris på, at I følger så trofast med. Men det håber jeg, at I ved. Og jeg håber, at I vil følge mig på rejsen fortsat <3

Kærligst,

Christine

Fotos: HoneyStudio

 

Skal Elise ikke i vuggestue?

… dét spørgsmål har jeg fået en del gange på både blog og instagram. Dét, eller også har folk gået ud fra, at det skal hun. Ja altså, dét eller dagpleje, selvfølgelig. Og det kan jeg godt forstå, for det er jo også normalen – men selv har jeg egentlig været lidt i tvivl.

Men det skal hun. Omend ikke lige med det første. Og heller ej på fuld tid. Vi har besluttet, at hun ikke skal starte før hun er 13 måneder. Og til den tid kan hun forhåbentligt både gå og sige et par ord, og dermed være lidt mere selvhjulpen. I don’t know. Og når hun starter bliver det noget med 3 dage om ugen fra 9-14… Ish.. Siger jeg nu – men lad os nu se, hvad virkeligheden bringer. Det ved man jo aldrig.

Oprindeligt havde vi behovsdato hér i august og da jeg skrev hende op til vuggestueplads tilbage i november sidste år (hvilket i øvrigt var totalt angst – bare et par uger gammel og man skulle allerede til at tage stilling til, at man på et tidspunkt måske skulle have andre til at passe på hende.. Den tanke kunne jeg næsten ikke bære), regnede jeg ikke med, at det ville blive noget problem – nu var vi jo flyttet ud af byen, så hvor svært kunne det være? Hér måtte være masser af vuggestuepladser… Gæt igen.

Babyboom i kommunen, nye IT-systemer til håndtering af ventelister og jeg ved snart ikke hvad. Først var vi blevet registreret forkert på ventelisterne – var blevet glemt, digitalt. Så blev vi registreret med en søskendefordel (det er mig en gåde, hvordan det kan lade sig gøre uden en søskendes CPR-nummer, men altså…). Så forsvandt vi helt fra listen. Så var vi nr 5. Så var vi nr 32. Og sådan fortsatte farcen – indtil det stod klart, at pladsen i den vuggestue vi drømte om, ikke ville blive ledig før 1. november.

Indtil da kunne vi få en plads i en anden vuggestue allerede nu fra august – og dermed have glæden af to gange indkøring. Suk. Vi takkede nej – og fik alligevel et velkomstbrev og en opkrævning for pladsen i den vuggestue vi havde takket nej til. Man ruller med øjnene.

Så ja. Elise skal gå i vuggestue. Men først fra hun er 13 måneder. Og indtil da må vi få det at fungere med hjælp fra bedsteforældre. Og derfor er jeg så småt gået igang med at forberede vuggestuestart.

Jeg snakkede med en veninde om det i forrige weekend. Hvad skal man ordne inden? Hvad skal de have? Hvad skal de kunne? Termotøj, svarede hun. Regntøj og solhat. Navn på hendes sutter og tøjklistermærker i alt hvad hun ejer. Ok. Termotøj og regntøj vil jeg ikke købe endnu – der kommer sikkert en masse fint, nu hvor vi nærmer os efterårssæsonen. Navnesutterne har vi allerede – men navnemærkerne kunne jeg ligeså godt gå igang med.

Så jeg bestilte 90 stk hos ikastetiket.dk i tre forskellige designs, som jeg selv lavede (man kan selv vælge farver, mønstre, fonte, motiver og jeg ved snart ikke hvad). Jeg valgte ét med et billede af hende på, ét med hendes fulde navn og ét med en lille tegning af Bamse (hun har en lille Bamse, der kan sige forskellige ting og hun elsker ham. “Sikke noget flot tøj du har på”, er klart min favorit, fnis). Det var meget let og tog ingen tid – og der gik kun et par dage før de landede i min postkasse. Så nu tager jeg så tøjet lidt af gangen, for ellers går jeg kold. Heldigvis skal der ikke bruges strygejern eller andet – de skal bare sidde i minimum 24 timer inden man smider dem i vaskemaskinen.

Jeg skal også have sat mærker i hendes taske, hjemmesko, madkasse, drikkedunk og what not, så derfor var det vigtigt, at jeg kunne finde nogle mærkater, der kunne gå både i opper og vaskemaskine uden at gå af.

Oooog – jeg har fået lov til at dele en rabatkode, til de af jer, der måske også så småt er gået igang med at forberede vuggestuestart. Bruger I koden Acie20 får i -20% på tøjklistermæker i perioden 12/8-21/8 – der skal købes for min 125kr for at koden virker.

Jo. Det var tankerne om vuggestuestart. Jeg har ikke hørt så meget andet fra vuggestuen endnu, så I må meget gerne byde ind, hvis I har erfaringer med andre ting det kan være godt at forberede og købe. Ting I har været glade for og den slags.

Jeg ved det bliver godt for Elise – hun elsker andre børn, er super robust og udadvendt… Det er straks værre med hendes mor – men altså, det har vi jo snakket om før. Altså det der med, at jeg skal lære (og konstant minde mig selv om), at hendes behov trumfer mine. Altid. A l t i d.

Det jeg kæmper med som mor, lige nu..

Idag fylder ejermanden til den her lille fod 10 måneder. Hele 10 måneder. På den ene side føles det som om, hun har været i mit liv altid og på den anden side, føles det som om de sidste 10 måneder er nothing more, but the blink of an eye… For nu at være lidt kliché-agtig. I don’t know. Jeg tænker, at jeg næppe er den eneste (mor), der har det sådan.

Nogle gange kan jeg tilmed kigge på min nevø og forundres over, hvordan han er blevet så stor – et rigtigt lille fornuftigt menneske, der siger kloge og sjove ting…. men som heldigvis stadig gider sin faster (selvom hun ikke interesserer sig bare den mindste smule for fodbold). Nuvel. Det var et sidespring.

Og selvom de sidste 10 måneder har gjort mig klogere (for let’s face it – det er den stejleste learning curve, at blive nogens mor.. holy smokes!), så står man også bare op hver dag og møder en ny dag og et nyt udviklingstrin, man ikke lige har mødt før. Stopper det mon nogensinde? Eller fortsætter det bare sådan resten af livet? Ligegyldigt hvad må kurven da flade lidt ud med tiden…

Og efter måneders kamp med nattesøvn – eller rettere, manglen på samme – så er det begyndt at fylde lidt mindre i løbet af den sidste måneds tid. Ikke fordi Elise sover igennem, men fordi hun ikke længere vågner en gang hver 1.5 time. I nat var jeg oppe 2 gange. Natten før dét var jeg oppe 1 gang. Men det med søvnen kræver næsten sit helt eget indlæg. Eller fortjener, om man vil. Dog en lille note til trætte desperate mødre derude: jeg har ingen mirkalkur. Det tog os 7 måneder uden søvn at nå hertil. Og jeg ved ikke om det vender imorgen.

Så når ikke søvnen fylder, hvad gør så? Maden. Den forbistrede mad. Mens mit barn alle dage har været en superspurter på det grovmotoriske, så er det der med det finmotoriske ikke noget hun har tålmodighed til. Det viser sig især i forbindelse med spisning. Hendes lille mund kæmper stadig med at knække koden til at spise mad med ret meget tekstur. Det hjælper iøvrigt nok heller ikke, at hun endnu ikke har fået en eneste tand.

Alt ryger indenbords og smages på. Og 90% ryger direkte ud igen. Og ud over, at jeg er ved at være ret træt af at samle snasket brød, blomkål, kartofler, leverpostejsmadder, frikadeller, madpandekager og andre lækkerier op under spisebordet, så huer det ikke min mor-samvittighed, at mit barn i høj grad lever af brød og klemposer.

For det er den anden del af historien – én ting er at hun ikke kan spise selv, og noget andet er, at hun ikke længere gider have hjælp. Hun vil selv. Men kan ikke. Det eneste, der fungerer lige nu, er de der forbistrede klemposer. De ryger imidlertid ned med lynets hast – ligegyldigt om det er ren gulerod, grød eller (favoritten) spaghetti bolo. Og altså. Det er jo også tydeligt, at hun ikke sulter (host host), men gid hun dog gad spise mine hjemmekogte øko-grøntsager, små grødpandekager og andre speltmors-retter jeg har forsøgt mig med.

Nå. Det er en fase, siger jeg til mig selv. Og med tiden har vores andre udfordringer jo mere eller mindre løst sig selv – og mon ikke også denne gør? Jeg regner ikke med, at hun sidder til sin konfirmation og kører menuen ned i en klempose ihvertfald. We’ll get there. Og indtil da, prøver jeg lige at trække vejret dybt og lade være med at bruge min energi på at være frustreret over det. Selvom det er svært. Lige pludselig kan hun…

Og hvorfor iøvrigt al denne snak om det med mad? Jo. Jeg ved I sidder mange mødre derude. Og jeg sætter selv pris på at læse, når andre gider indrømme, at de også har deres kampe. Så er det da ikke kun mig – selvom vi oftest kæmper med forskellige ting… Og lige den med maden er altså vores kamp du jour. Hun havde været et piv-ringe BLW-barn;)

#JubilæumsJuli: 2 måneders gratis film og serier..

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at det med at holde ferie med baby lidt kræver nogle tilpasninger i fht vores ‘normale’ ferieliv. Eller. Tidligere ferieliv, nok rettere. For det er jo bare en ny slags normal. Men det der med sene middage på restauranter er fx ikke sådan meget oplagt, når man har en Cornichon i spradebasse-alderen, der helst ikke skal i seng efter kl 20…

Og hvad gør man så? Vi spiser ude til frokost istedet.. Hér er der ingen sure og overtrætte Cornichoner og hér kan vi hygge os alle tre. Ikke mindst den lille af os, der charmer alt på sin vej.

Og så hygger vi os så på altanen om aftenen når hun er blevet lagt – med all things delicieux á la France. Baguette, ost, pølse og vin. Og en god film. Den perfekte datenight, egentlig. Og den slags, der slet ikke behøver stor planlægning eller at vi forlader hotelværelset. Bare os to og den Sydfranske sommeraften.

Og idag kan har jeg altså fået lov til at give jer 2 mdrs gratis film og serier hos CMore – I får de 2 måneder gratis ved at bruge linket HER.

Hér er lidt af det vi har med på iPad’en til ferien:

  • Bastille Day: Altså hvem er ikke en sucker for Idris Elba?! Og nu er vi jo i Frankrig, så altså… Find den her.
  • Idealisten: jeg elsker danske film og danske thrillers især – den her gider både Skjorten og jeg se. Find den her.
  • Stille Hjerte: Når Bille August instruerer og spækker den med stjerner, så regner det med priser… Og så må man jo næsten se den. Find den her.
  • Sweetbitter: ok det er mest mig – kan I huske, at jeg læste den sidste sommer (.. det forventer jeg ikke, så betragt kommentaren som retorisk;))?! Well, den er kommet på serie nu og skulle være lidt SATC-agtig. Find den her.
  • Broen (sæson 1-3): vi har set Broen fra start til slut 3 gange allerede, men den er altså stadig god. Virkelig god. Find den her.
  • Solsidan: Helt klart et levn fra mine dage i Stockholm, men jeg elsker seriøst Solsidan. Det er det sjoveste – og Skjorten er enig. (seriøst det sjoveste nogensinde). I kan bare kalde mig Mickan fra nu af 😉 Find den her.

Derhjemme er vi også blevet mestre i den perfekte datenight á la maison og oplægget er egentlig nogenunde det samme som hernede – ost, pølse, vin og film. Eller hvis vi er ekstra trætte og dovne: pizzaer og film. Jeg har tidligere plaget Skjorten om vi ikke nok kunne holde datenight i vores loungemøbler i haven, men indtil nu har han øffet noget ed, at det vil være for svært at se skærmen – men altså, se lige hér. Hvis det fungerer i La France, så fungerer det også på Kysten. Jeg er allerede gået igang med at planlægge;)

Så jo – jeg håber, at jeg kan inspirere nogle af jer til en impromptu datenight med jeres udkårne (… eller heck – jer selv… man er jo sit eget bedste selskab, n’est-ce pas?). Bare fordi den foregår derhjemme, behøver man ikke gå ned på hverken lækkerier eller hygge. Lidt god mad, lidt god vin og en god film er all it takes – og de to måneders gratis film og serier kunne I finde lige her.

Older posts