Livsstil – ACIE

.. Og pludselig var han der.

I fredags d. 16. august kom den her lille løvemand til verden. Jeg var 38+0 og havde, helt ærligt, ikke forventet at jeg var typen, der kunne finde ud af at gå spontant i fødsel.

En del af mig, havde en klar idé om at han ville komme i midten af august – ene og alene, fordi jeg forventede at blive sat igang, hvis lægerne mente, at han nu var ved at blive en ligeså stor krabat som sin søster.

Men jo nærmere vi kom, jo mindre sandsynligt virkede det.

12% over gennemsnittet, sagde de. Slet ikke alarmerende. Alt der hedder +/- 15% i fht gennemsnittet betragtes som værende helt og aldeles normalt.

Så på et tidspunkt i sidste uge, fik jeg også sagt noget til den lange med, at det var helt underligt. Nu havde jeg gået og mental-forberedt mig på, at han nok ville være stor. Og at jeg skulle sættes igang. Og ekstra scanninger. Og læge-aftaler. Og jeg ved ikke hvad. Og så blev det overhovedet ikke sådan alligevel.

Tilgengæld begyndte jeg at være træt. Meget. Skrev, forhåbningsfuldt til Emily: “Blev du også helt enormt træt i dagene op til fødsel?”…. “Nej, snarere tværtimod”, svarede hun. Nedslående. “…. Forkert svar”, øffede jeg tilbage..

Men jeg begyndte også at gå i hule-mode. Det eneste jeg havde lyst til, var at trisse rundt derhjemme. Trisse rundt og nusse. Langt væk fra verden. Og da jeg skulle til jordemoder sidste torsdag, havde Skjorten taget fri for at tage med. Og vi aftale, at vi ville bruge eftermiddagen på at spise bland-selv slik og se Suits på sofaen, indtil Elise skulle hentes fra vuggestue.

Og ellers var det bare en helt almindelig dag.

Jordemoder-aftalen forløb, som den slags nu forløber. 3700g, sagde den søde jordemoder, der ellers først havde hylet mig ud af den, ved ikke at være m i n jordemoder. Da jeg fødte Elise blev jeg kastet rundt mellem jordemødre den sidste tid og det var træls og gjorde mig utryg, set i lyst af alle snakkene om det store barn, jeg bar rundt på. Ingen følte nok ‘ejerskab’ over mig, til at turde tage nogle beslutninger. Alle så tiden an, sendte mig videre til den næste.

Men hun var sød. Beroligede mig. Og vi tjekkede at næste tid var hos Marie, og at hun bare var på ferie.

Og så kørte vi hjem. Og lå lidt på sofaen. Og fik Elise hentet. Og spist aftensmad og puttet og alt det der, man nu gør, når man har en tumling. Og så gik vi i seng. Jeg havde sovet en lur af dimensioner om eftermiddagen (fordi #træt), og lå derfor og så fjernsyn i soveværelset. “Han, hun og drømmeslottet”. Afsnit efter afsnit. Perfekt barsels-fjernsyn.

Og så slukkede jeg fjernsynet ved midnatstid, og vendte mig om på siden. Og tissede en lille smule i bukserne. Eller?

Nej. Jeg vendte mig rigtig om på siden og bevægelsen fik vandet til at fosse. Shit. Nu? Virkelig?

Men ja. Vandet gik. Og så kom han. 2 uger før termin. Og nu har han snart været her i en uge. Vores lille løvemand.

Og nu er vi ved at lære, at være en familie på 4. Og at være forældre til to under to. At opleve Elise som storesøster har været det vildeste, iøvrigt. Hun er så sød ved ham, aer og nusser. Jeg håber sådan, at det er starten på en ligeså stærk relation, som den jeg selv har til min bror<3

 

Lillebrors værelse…

Vi har brugt lidt af sommerferien på, at få styr på børnenes væresler. Egentlig mest Elises, men det kan vi komme tilbage til, for hendes værelse afstedkom et sideprojekt, som vi altså skal snakke om idag.

Nemlig lillebrors værelse. Og det er jo lidt skørt, for det får han jo ikke brug for lige med det første – så meget har jeg da lært, af at være mor;)

Men historien er altså, at vi – i håbet om og forsøget på – at få Elise ud af vores soveværelse inden lillebror kom, besluttede at gøre hendes værelse lidt mere interessant. Og anskaffe en særligt sej ‘storesøster-seng’. Jeg har flere veninder, der har haft held med netop dén opskrift. Og så er det lange barn også vokset ud af tremmesengen (… og tænk – lige da hun blev født kunne jeg ikke lide, at hun skulle sove i den store seng. Hun var så lillebitte jo!).

Og som det er små-søskendes lod i livet, så skulle lillebror altså arve tremmesengen. Og en hel del andre sager fra Elises baby-værelse. Samtidig havde vi et værelse på 1. sal, som vi ikke rigtigt brugte til noget – så det er altså blevet lillebrors værelse nu. Omend jeg forestiller mig, at de to kommer til at bruge det ene som legeværelse og det andet som soveværelse, når han bliver lidt større.

[Værelset før og efter]

Det er ikke det største værelse i huset og også derfor vi ikke rigtigt har brugt det til noget so far. Tilgengæld er det smalt og langt. Så for at skabe lidt bedre rum-fornemmelse besluttede vi at male endevæggen i en smuk mørk grå.

Farven er fra Beckers og vi valgte (efter vejledning i butikken) den variant, der hedder Scotte 7, som er en mat væg- og loftmaling som anvendes til ny- og ommaling, men som stadig kan tørres af med en våd klud (.. fordi børneværelse). Malingen giver en fin struktur, tørrer hurtigt og kan overmales allerede efter ca. 3 timer.

Scotte 7 skulle desuden være ekstra skånsom mod miljøet (og er Svanemærket), fordi den er fri for organiske opløsningsmidler og bindemidler, og er anbefalet af svenske Astma&Allergi-förbundet. Så ja – den virkede som et godt valg til et børneværelse, hvor man ikke ved om nogen får den geniale idé at slikke på væggen. Jeg var slet ikke klar over, at man kunne få sådan noget.

Farven hedder Visdom 862, og jeg er rigtigt tilfreds med resultatet – så tilfreds, at jeg overvejer om vi skulle få gjort kål på resten af bøtten i vores soveværelse. Jeg overvejede også farven Åska 517.

Vi gav både væg og træværk 2 omgange (og der var hvidt inden, som I kan se:)).

Jeg synes det giver sådan en fin effekt at male både væg, paneler og døre, så sådan blev det. Og resultatet er mægtigt fint. Faktisk er det sådan en maling, jeg godt kunne have malet med selv, selvom jeg er gravid. Men altså. Det var nu den lange, der stod for at svinge malerpenslen, mens jeg lå og kommanderede heppede inde i soveværelset i min gravidpude.

Og da væggen var blev malet kunne vi komme igang med den øvrige indretning.

Vi flyttede voksensengen fra Elises værelse ind til lillebror – den er ikke køn og den gør ikke noget som helst godt for indretningen, men den er praktisk. Og med et ørebarn i bagagen har vi lært, at det nogle gange kan være en decideret redning, at forældrene kan splitte sig op og den ene forældre dermed kan få en god nats søvn, istedet for at alle bliver holdt vågne. Og selvom vi håber, at lillebror ikke får baks med ørerne, så tænker jeg, at den alligevel nok skal come in handy… Sengetæppet har han arvet fra vores soveværelse og tæppet kan I måske genkende fra stuen, hvor det tidligere boede.

På væggen har jeg hængt nogle billeder, der også var til overs fra Elises værelse og suppleret med et par små Dumbo-billeder, som jeg fandt i Netto. Luftballonen er også fundet i Netto. Billederne og luftballonen er faktisk det eneste, jeg har købt af nye sager til ham – resten er arvegods fra hans storesøster.

Jo, og nu er vi altså klar-parat til at lillebror kommer (altså ish ihvertfald, haha). Selvom vi, som nævnt, godt ved at de små ikke bruger deres værelser specielt meget, så er der nu også noget rart og redebygnings-agtigt ved at have ‘gjort klar’. Som om den fysiske klargøring hjælper den mentale på vej. Det er ihvertfald i høj grad derfor vi har gjort det.

#KarriereKvinder: Kathrine, Brand Director og mor til 3…

Mens jeg har travlt med at barsle den, så vil jeg gerne introducere jer for nogle af de seje kvinder med seje jobs jeg har i mit netværk – det er der blevet en lille føljeton ud af, som jeg altså starter idag, med Kathrine.

Sidst jeg var på barsel stillede jeg ‘7 hurtige’ til en række seje damer – om løst og fast, højt og lavt. I denne omgang, ville jeg gerne at formatet havde lidt mere retning og savnede samtidig lidt ‘karriere’ hér på domænet. Og sådan opstod idéen altså.

Kathrine og jeg kender hinanden af omveje. Først og fremmest igennem Rikke, og den fynske dialekt lader sig ikke fornægte hos nogen af dem. Men også igennem en terminsgruppe, da Kathrines yngste er på alder med Elise. Og kontakten blev så rigtigt tæt, da Kathrine skrev i forbindelse med tanker om et samarbejde i December sidste år – vi klikkede med det samme:)

Og Kathrine er altså én af dem, der inspirerer mig – fordi hun har formået at forene karriereambitionerne med familieambitionerne. Og ikke er sådan en der brokker sig. Hun har den der fynske fandenivoldskhed som Rikke også besidder – den der løser problemerne fremfor at snakke om den.

Og selvom jeg for tiden har truffet et valg om at forfølge det selvstændige virke og fleksibiliteten, så er karriere-ambitionerne stadig en del af min DNA. Og derfor inspireres jeg altså (umådeligt!) af dem, der kan få det til at lykkes – så med håbet om at det samme vil være tilfældet for jer, åbner jeg hermed ballet for #Karrierekvinder. Jeg håber, at I vil tage godt imod det.

(Iøvrigt og en sidenote – jeg bryder mig egentlig ikke specielt meget om ordet karrierekvinder, men nu handler det jo om kvinder og deres karrierer, så jeg har ikke kunnet finde på noget bedre;) ).

Navn: Kathrine Dam Hastrup

Alder: 40

Titel: Brand Director hos Quooker Skandinavien

Uddannelse: Cand Merc EMF (økonomisk marketing)

Vil du ikke fortælle lidt om, hvordan din ’career path’ har været? Hvad er din historie?

Jeg har snart været ansat hos Quooker Skandinavien i 6 år (!!). Jeg startede med at være kommunikations ansvarlig og sidenhen blev jeg Content Manager og for et halvt år siden blev jeg Brand Director.

Det at man kan udvikle sig inden for den samme virksomhed, gør at man aldrig gror fast. Hvis jeg ikke bliver udfordret fagligt, begynder jeg at kede mig. Så jeg går jævnligt til relevante morgenseminarer og tager kurser, så jeg kan opdatere mine ’skills’. Og så er det bare vigtigt at komme væk fra kontoret og blive inspireret af nye ideér og opleve hvordan andre i min position gør tingene.

Jeg er virkelig stolt og glad for min nye titel, for den betyder samtidig at jeg er ’bærer af fanen’, forstået på den måde, at det er mig der definerer hvor brandet ’Quooker’ skal bevæge sig hen. Jeg er på mange måder en del af virksomhedens DNA, for da jeg startede, var vi 8 ansatte og i dag 6 år senere er vi altså 55 ansatte.

Dét at være en del af den rejse, har lært mig sindssygt meget, både på det faglige plan, men også hvorfor kultur i en virksomhed er så vigtig, så vi ikke kun har fokus på vækst, vækst og vækst.

Hvad er det bedste ved dit job?

Det er helt klart at jeg får plads og råderum til at være innovativ og komme med nye idéer til hvordan vi påvirker kunderejsen og dermed øger awareness hos kunderne. Det synes jeg er SÅ spændende at arbejde med.

Og så beliggenheden… jeg bor 10 minutter fra min arbejdsplads, det er win når man er mor til 3 børn.

… Og det værste?

Jeg arbejder meget med at blive bedre til at være tålmodig og jeg må indrømme at jeg virkelig kan være emsig når Quooker i Holland udsætter en lancering af et nyt produkt, som vi har forberedt alt på at lancere på det Nordiske marked. Lige dér bliver jeg altså virkelig utålmodig og vil bare så gerne i gang med alle de gode ting vi har planlagt.

Har du altid set målet og gået efter det, eller har din vej været mere flydende og tilfældig?

Jeg har altid vidst at jeg ville arbejde med marketing. Det stod klart for mig, allerede fra jeg var omkring 14 år.
Jeg har altid interesseret mig for forbrugeradfærd og allerede dengang fandt jeg det fascinerende, hvordan man med de rigtige budskaber kan påvirke kunden. Jeg er gået målrettet med at får den rigtige uddannelse kombineret med praktisk erfaring helt fra start og det er jeg virkelig glad for den dag i dag. Når det så er sagt, så skal man jo igennem en masse erfaringer, før man finder sin rette ’hylde’. Jeg har arbejdet på forskellige bureauer og som konsulent, før jeg fandt min ’plads’.

Jeg tror de fleste, der læser med hér, kæmper med hverdagslogistik og balancen mellem familieliv og karriere – både du og din mand har travle jobs. Hvordan har I løst kabalen hjemme hos jer? Har du nogen gode tips?

Puha, altså med 3 børn på henholdsvis 2, 7 og 10 år kræver det altså virkelig man holder tungen lige i munden. Min mand er selvstændig og har derfor ikke mulighed for at hente børn. Jeg synes selv vi har fundet den bedste løsning til vores familie, som det er lige nu. Vi har to faste barnepiger som skiftes at hente 3-4 gangen om ugen. De henter den mindste allerede kl. 14.30 de fleste dage, og så tidligt ville jeg aldrig kunne hente. Det giver mig ro i maven at vide de to yngste bliver hentet tidligt, og når jeg så træder ind af døren er jeg 100% mor. Og ikke en mor som er løbet fra et møde og som træder total stresset ind i vuggestuen kl. 16.30, velvidende at mit barn er det absolut sidste i HELE vuggestuen.

Vasketøj og rengøring er en anden snak, det tumler jeg altså stadig med at løse 100%. For skal jeg virkelig betale én for at folde og lægge mit tøj på plads? – det tror jeg ikke helt jeg kan forlige mig med (endnu). Så jeg forsøger at inddrage alle i familien i fælles ansvar og pligter, som ingen gider stå med alene. For når man flytter hjemmefra en dag, følger ’mor’ jo heller ikke med, så mon ikke det er meget godt at lære lidt om ansvar fra man er lille, tænker jeg.

Hvordan kobler du af?

Okay nu er jeg bare helt ærlig (gisp), men jeg elsker altså alle de amerikanske reality shows som ’The real housewifes’ fra New York og Beverly Hills og ’The Kardashians’. Deres liv er SÅ langt fra min virkelighed, men måske er det netop derfor jeg kobler fuldstændig af, når jeg ser amerikanske reality shows.
Jeg ville ønske jeg kunne finde tid til at løbe igen, men jeg vælger tid med mine børn frem for at ’dyrke mig selv’, som det er lige nu. Når jeg løber får jeg ellers tænkt så mange gode tanker og de der endorfiner virker fuldstændig som lykkepiller. Og så elsker jeg bare at forbedre min tid og træne til et løb.

Og lige 5 hurtige at slutte af på:

♥ Drømmerejsemål? Vi har allerede været på vores absolutte drømmerejse til Mauritius, for snart 2 år siden. Det var virkelig den mest ultimative oplevelse for os alle 5. Men jeg drømmer om at køre rundt i et ’mobile home’ i USA og holde ind på de der ’rastepladser’ for mobilehomes, og så ellers bare opleve alle de sjove og skøre amerikanere som er samme sted. Jeg har en helt klar idé om hvad det er for én type mennesker, og jeg tror det kunne være så sjovt at opleve og selvfølgelig også se nationalparker og være tæt sammen som familie i lang tid.

♥ Din go-to arbejdsuniform: Jeg læste for et år tilbage, omkring et ’lifehack’, som var er at gå i kjoler hvis man vil spare tid og det er altså virkelig rigtigt! Jeg har kun omkring 10 minutter til mig selv om morgenen, så er det altså super let at tage en kjole og ikke at skulle forholde sig til top og bukser. MEN derudover elsker jeg silkeskjorter som er VILDT upraktiske når man har børn og så mine klassiske bukser med en lille smule ’trompet snit’, som forlænger mine ben med 10cm –what is not to love!!

♥ 5 ting du altid har i tasken: håndsprit, mindst 2-3 læbestifter, en lille seddel min datter har skrevet til mig og en hårbørste.

♥ Bedste restaurant-tip: Det er jo tit selskabet og ikke maden, som er med til at definere en følelse af en god restaurant og jeg er ret vild med Sortebro Kro ved Den Fynske Landsby i Odense, som er min fødeby. Da min barndomsveninde fyldte 40 år, havde jeg planlagt en middag for hende dér og det var selvsagt den vildeste oplevelse. Maden og stedet er exceptionelt!

♥ Når du bliver gammel vil du: Min mand og jeg elsker Italien og vi rejser til Italien flere gange om året. Vi drømmer altid om et gammelt hus med oliventræer et sted i Umbrien, og det er altså dér jeg drømmer om at kunne tage hen flere måneder om året og bare læse bøger og lære italiensk. For det irriterer mig grænseløst jeg ikke kan sproget, når vi rejser, især fordi min mand taler italiensk flydende – så det skal jeg altså have indhentet på mine gamle dage.

 

Ooog en lille slutnote hérfra – vil man se mere til Kathrine, så findes der i denne måneds Mad&Bolig hele 9 sider fra hendes hjem. Derudover kan hun følges på @bluenotesby på instagram.

Idag går jeg på barsel…

Så er det nu, venner. Første dag på barsel. Jeg lovede mig selv, allerede før jeg blev gravid igen, at jeg ville være bedre til at holde barsel anden gang, end jeg altså var det første gang. Nu må vi se, om jeg kan finde ud af at holde det – det siger sig selv, at når man har brugt 10 år af bloggens 11-årige levetid på at være hobbyblogger, så findes den fordi man ret og slet ikke kan lade være…;)

I modsætning til sidste gang jeg var på barsel, så gør jeg det denne gang som selvstændig. Det har været et interessant feltstudie i mødet med det offentlige, indberetninger og systemer der kun virker i særlige browsere. Og på mange måder er det med selvstændig på barsel også lidt en by i Rusland, men det kan altså lade sig gøre. Omend ikke på fuld tid. Ihvertfald ikke i mit tilfælde. Og jeg har forsøgt at forberede mig, så godt jeg kan. Spare op, spare sammen. Og få afviklet, så jeg og min lille familie får ro og plads til at lande sammen.

Og jeg glæder mig til den kommende tid.

Da jeg fødte Elise havde Skjorten ingen (betalt) barsel. End ikke de to uger efter fødslen, fik han løn i. Sløjt, men ikke destomindre vilkårene. Siden har han skiftet job og i denne omgang kan vi se frem til en hel måned sammen med far. Stadig ikke prangende, men vist desværre mere end almindeligt i hans line of business

Og hvad med mig selv? Som udgangspunkt holder jeg 3 måneders barsel på laveste laveste blus. Har ryddet kalenderen for events og møder og sat autoreply på mailen. Derfra starter vi langsomt op igen, så meget som lillebror tillader det.. Det er ham der er chef.

Derudover har jeg forberedt og afviklet alt hvad der hedder kampagner og samarbejder for den kommende tid. Bortset fra to ting – en enkelt lille skønheds-kampagne, som jeg kun har sagt ja til, fordi temaet er selvforkælelse, og jeg tænker, det vil være en god lille reminder til mig selv. Og så en videoskydning i oktober, som er blevet rykket så mange gange, at vi nu er landet midt i min barsel (.. og lad os nu se, om den ikke bliver rykket igen;)).

Alt andet ligger forberedt og klar til udgivelse. Sammen med en masse andet content, naturligvis. Og det har egentlig været en rigtigt sund øvelse for mig, det der med at få lidt helikopter-perspektiv på, hvad der ser dagens lys hér på domænet. At se det hele lidt oppefra og planlægge lidt bedre. Hvad mangler der, synes jeg? Hvad har jeg lyst til, at skrive mere om? Den slags. Og det har været helt underligt, at sidde og lave content forud, som man selv synes er så godt, at man bare har lyst til at udgive med det samme, men istedet for sætte udgivelsesdatoen flere måneder frem. Sådan plejer det jo ikke at være. Fra idé, til tastatur, til jer.

Det første af de indlæg, som jeg er ekstra stolt af, kommer allerede på mandag. Jeg er spændt på jeres feedback.

Derfra kommer de dryppende. Spredt ud over efteråret – de der lidt længere, dybdegående ting. Ting som jeg håber, vil være en god modvægt til mine små opdateringer fra barselsboblen, som altså også kommer. Det vil jeg slet ikke kunne lade være med. Men omvendt lærte jeg også sidste gang, at når nattesøvnen bliver sparsom og livet i øvrigt leves i leggings og babyboble, så er det ikke så meget af det med substans man har at byde på. Så dét med substansen har jeg forsøgt at planlægge, mens ammehjernen endnu ikke var indtruffet. Og så krydrer vi med hygge, baby og hverdagsliv undervejs. Er planen.

Jo. Og nu vil jeg starte min barsel, med at tage til frisøren, så lokkerne kan være klar til at lillebror melder sin ankomst.

Klem fra barselsboblen,

Acie

 

Weekend-tid…

…. og et langsomt liv.

Første weekend efter ferien. Og efter en kort uge.

Vi startede den med is på havnen. “Wauw” udbrød den mindste, ved synet af en lille andefamilie. 4 ællinger, andemor og andefar. “Wauw wauw wauw”. Og så “vov vov”, for det er dét alle dyr siger, hvis man spørger hende.

Alt imens isvaflen dryppede ned af den lyserøde trøje og jeg igen tænkte for mig selv, om jeg da ikke snart havde lært, at vi skal have en pakke vådservietter liggende i bilen. Altid.

Og så burgere med hjem. Glæden over at finde takeout på højde med den slags man finder inde i byen er altså ikke sådan at kimse af, skulle jeg hilse at sige. Men vi har efterhånden lært det, lært de gode steder.

Jo. En bedre fredag i en lille familie, med andre ord. Og så en slap lørdag, der startede med at jeg fik lov til at sove længe. Sådan ægte længe. Så længe jeg havde lyst til. Og det faldt på et tørt sted, for jeg er altså noget mere træt end jeg plejer at være, sådan hér på falderebet af graviditeten.

Elise og hendes far tog på udflugt. Det er de gode til. Oftest har deres udflugter destination i et byggemarked. Og oftest kommer de hjem med en ny maskine eller et nyt redskab, jeg ikke vidste fandtes. Men ok. Jeg føler, at det er en billig pris at betale for at få lov til at sove længe nu og da. Og nu ejer vi altså en ‘træktalje’.

Og eftermiddagen blev brugt i haven. Fordi det var for varmt, for alle at sidde indendøre. Jeg plukkede solbær – i sidste øjeblik. Solbærbusken har nærmest lagt sig ned, grundet tyngden fra de solmodne bær. Et halvt kilo blev det til, på ingen tid. Og jeg kunne snildt have plukket flere, havde det ikke været fordi fysikken altså sætter sine begrænsninger for alt, der befinder sig under knæhøjde.

Andre var mere praktiske. Slog græs, blandt andet. Og sidst, men ikke mindst, havde nogen mest bare travlt med at spise de bær, jeg havde travlt med at plukke. Så måske jeg egentlig plukkede meget mere end det halve kilo. Men det er kun fint – der var rigeligt til en gang solbærsyltetøj. “Godt til pandekager”, konstaterede min pandekage-glade mand. Det er målestokken for syltetøj. Kan det gå til en pandekage? Måske endda med vanilieis? Så er det godkendt. Ellers kan jeg få det for mig selv.

Jo. Der er dømt langsom weekendtid. Også idag. Familietid. På sommermåden. Lige om lidt er det efterår. Og lige om lidt har vi hænderne fulde. Så vi nyder langsommeligheden, så længe den varer.

Hav den dejligste søndag derude <3