Livsstil – ACIE

Om at få amningen til at lykkes anden gang..

Jeg har været jer det her indlæg skyldig i… well… snart 4 måneder. For lige om lidt fylder Carlsen 4 måneder.

Billederne hér er fra d. 25. september så de gode intentioner har altså været der.

Men mit ammerforløb har her anden gang, været ganske ukompliceret. Og det ukomplicerede er der ofte ikke ret meget at sige om. Derfor har jeg haft lidt svært ved at finde ud af, hvad jeg i det hele taget havde at fortælle om det der med at få amningen til at fungere. I andet forsøg.

Når det er sagt, så er I også flere, der har skrevet til mig, når jeg har nævnt, at det heldigvis spiller denne gang. Jeg havde et kompliceret forløb med Elise (som jeg har brugt meget tid på at efterrationalisere og gøre mig klog på.. For meget tid..) og det var vigtigt for mig, at det skulle lykkes med Carl.

LÆS OGSÅ:

Og for at være helt ærlig – ikke for hans skyld, men for min. Som mor til et (delvist) flaskebarn og mor til et fuldammebarn kan jeg helt ærligt og med hånden på hjertet sige, at jeg ikke føler, at jeg har gjort noget bedre for det ene eller andet barn. Jeg tror fuldt og fast på, at de har fået præcist det de skulle have – and a whole lot’ta love on top;)

Næ. Det handlede om mig. Om at gøre det nemt for mig. For jeg ved, hvad det kræver at være flaskemor. Og én ting er besværet. Og økonomien. Og noget helt andet er, hvor stor en begrænsning det var for mig i forhold til ‘at komme ud’ – der er en enorm tryghed i at vide, at hvis det endelig går helt galt og hvis barnet flipper helt ud, så kan man altid lægge det til. Give mad. Amme. Nemt. På en bænk, et bilsæde eller hvad der nu lige er.

Bare ikke spor nemt, hvis man har sig et flaskebarn. For flasken er aldrig klar. Og der er ikke lige en mikrobølgeovn i skoven/Netto/bilen/biografen og hvor man nu ellers forvilder sig hen på barsel.

At være afhængige af flasken var en slags konstant alarmberedskab og øvelse i ‘hvad er min plan, hvis nu?’

Så det skulle altså lykkes. Jeg ville have det til at lykkes.

Og hvad gjorde jeg så anderledes? Først og fremmest var jeg klar over, hvilken hjælp jeg skulle have. Det er jo forbandet det der med, at man ikke ved, hvad man ikke ved, som førstegangsmor. Førstegangsammer. Det ved man så anden gang. Og jeg var klar på at insistere på hjælpen.

Det er min erfaring (og den er jo snæver, men altså…) at forskellen mellem succes og fiasko mere eller mindre bestemmes af nogle ganske få ting i løbet af barnets første døgn. Det er marginaler, der afgør, om det vipper til den ene eller den anden side.

Så jeg var virkelig vokal om mine ønsker. Forklarede om min komplicerede amning til min jordemoder allerede ved første møde.

Og hun noterede det. Skrev det ind i min journal. Og sammen lavede vi en plan – lidt af omgange.

Planen var:

  • Fra 37+6 var synes min JM at jeg skulle begynde at malke lidt ud (læs evt om udmalkning inden fødsel her), så jeg havde et lager, hvis Carl skulle vise sig at komme ud og være ligeså sulten som Elise. Jeg nåede aldrig igang, for jeg fødte 38+0.
  • Så snart Carlsen kom ud, blev han lagt til. Vejning etc skulle vente til han havde diet første gang.
  • Jeg tog forbi Babyinstituttet i Gentofte da Carl var 24 timer gammel – jeg synes han virkede sløv og uinteresseret i mad. Jeg var bange for om han blev sløv af at få for lidt at spise og om han kunne have lavt blodsukker. Jeg var 4 minutter fra at give ham en lille smule erstatning i pipette, men tog istedet afsted. Og det var godt – for tilfældet var det stik modsatte. Den stakkels dreng havde forædt sig og havde kvalme, mente de bestemt på Babyinstituttet. Der var rigeligt mad til ham.
  • Vi lå sammen under dynen den første uge og havde konstant hud-mod-hud kontakt.
  • De første døgn kørte jeg en stram 3-timers plan, dvs hvis han meldte sig oftere, så ammede jeg gerne, men hvis han ikke meldte sig med min. 3 timers mellemrum, så vækkede jeg ham og lagde ham til.
  • De første dage pumpede jeg helt i bund et par gange, når Carlsen havde spist, for at stimulere brystet ekstra.
  • Da Carl var en uge, tog vi igen forbi Babyinstituttet til en konsultation – på det tidspunkt var mælken løbet til og jeg ville gerne have tjekket at hans sutteteknik var ok og havde et par spørgsmål om rytme mm. Her snakkede vi bla om, at Carl sagtens kunne få en sut (det gider han så ikke), for at styrke hans suttemuskulatur og vi snakkede om, at det kunne være en god idé at begynde at introducere en flaske nu og da, hvis vi gerne ville lære ham også at kunne tage sådan en på sigt. Sidstnævnte har vi været lidt sløve til.

Og siden har det bare kørt. Det er en kæmpe lettelse. Og en kæmpe sejr.

Om noget har jeg denne gang nærmest haft for meget mælk. Og for kraftigt nedløb. Så min stakkels baby er blevet godt og grundigt spulet igennem, og som følge heraf, været lidt af en mavebakser. Den lille stakkel har simpelthen haft så meget luft i maven, at det har været helt vildt (.. decideret remo-skum, så cray).

Jeg håber sådan, at min historie kan give lidt ro i maven til de af jer, der sidder derude og har et kompliceret ammeforløb i bagagen. Det kan sagtens lykkes anden gang. Virkelig. 

Novembermelankoli, to smukke bøger og alle mulige voksenting der driller..

Jeg er sådan mat i det i dag. Jeg ved ikke om det er den evindelige november-regn, der efterhånden har fået has på mig, eller om jeg bare er ramt af barselstræthed fordi #nosleep og lidt for mange planer. Eller måske en kombination af all of the above…

Jeg trænger til frisk luft og en god rulletur med vognen, kaffe i termokoppen og en podcast i ørerne, men det er altså bare ikke ligeså sjovt, når regnen siler ned.

Så nu prøver jeg at tanke batterierne på anden vis. Med stilhed. Sovende barn. Og to fine bøger. Sarah Skarums “Julebog” (den er simpelthen så god – anvendelig og fuld af stemning) og Dorthe Kvist “Falmet Skønhed” (sidstnævnte er et anmeldereksemplar jeg har fået).

Og så prøver jeg at pakke den dårlige samvittighed væk over, at jeg ikke lige får gjort noget ved en masse voksenting, der driller. Eller. Skal fikses ihvertfald. Et brusearmatur der er gået i stykker (for faen). En barnedåb, der skal planlægges men hvor kirke og frokostrestaurant ikke har ledige slots de samme dage, men lige præcis omvendt af hinanden (for faen). Et vuggestuebillede, der er forsvundet og hver gang jeg ringer til fotografen er jeg “nu nummer 11 i køen” (for faen).

Ikke katastrofer, med andre ord. Bare sådan nogle ting der skal fikses. Og som mit november-ramte energiniveau altså ikke lige kan overskue i dag.

I dag kan jeg ikke ret meget andet end at putte med Carlsen (der også virker lidt ramt) og lade mig smitte af julestemningen i Sarahs fine bog. Og blive inspireret af de smukke blomsterkreationer af tørrede sager i Dorthes. Jeg tror faktisk at blomsterne på mit julebord i år skal være af den tørrede slags.

På familietur med Juletoget..

Vi bor 8-900meter fra Rungsted Kyst Station og flere gange lørdag kunne vi høre et svagt ‘fut fuuuuuut’ i det fjerne. Og Elise gik så og sagde ‘fut fuuuuut’ det meste af dagen. Den lille tognørd.

Jeg havde godt hørt om et veterantog, der kører på Kystbanen nu og da, så jeg googlede ‘veterantog Kystbanen’ og kunne altså læse mig til, at der i weekenden var Juletog mellem Rungsted Kyst Station og Hovedbanegården. Og det måtte Elise altså ned og se…

Først snakkede vi om at gå ned på stationen og kigge. Så snakkede vi om at Elise og jeg kunne tage afsted på tur med toget. Og til sidst landede vi på, at hele familien kunne tage afsted på søndagstur. Gøre en familie-udflugt ud af det. Så sådan blev det.

Jeg bestilte billetter lørdag aften og søndag formiddag tog vi Kystbanen ind til hovedbanegården. Alle 4. Carlsen sov i vognen, Elise trykkede næsen flad mod ruden. På Hovedbanen fik Elise sit livs første hotter (… men nok ikke den sidste, alt at dømme efter begejstringsniveauet) og vi hoppede ombord på Juletoget med kurs nordpå.

Man bestiller pladsbilletter hjemmefra og vi kunne have barnevognen i en særlig godsvogn (barnevognsbilletten kostede 10kr), så jeg havde Carlsen på maven i bæreselen.

Og det var den hyggeligste formiddagsudflugt med mit lille hold – og en klar anbefaling værd, for andre familier med små tognørder. Bestemt ikke sidste gang, vi tager på sådan en tur.

Toget kører hele året rundt, men her i december er der særligt mange køredage – i weekenden var det egentlig med formål at tage til julemarked på Bakken, men det var for meget for vores to små, så vi nøjedes med togturen. Men sådan kan man jo se, hvad man synes familien har kræfter til.

 

#KarriereKvinder: Trine, COO, partner og selvstændig on the side…

Så blev det tid til endnu et møde med én af de damer, der inspirerer mig og hvis historie jeg synes fortjener at blive delt. Det er Trine. Og selvom jeg ret beset aldrig har mødt Trine IRL, så har vi alligevel haft løbende kontakt i løbet af de sidste ca. 10 (?) år.

Trine er nemlig én af kræfterne bag TooGoodToBeBasic og det var sådan hun landede i min inbox første gang. Derudover er hun partner i PR-bureauet Related, som jeg i løbet af årene har samarbejdet med om ture for alt fra Singapore til Rømø.

Og det har været så spændende at følge Trines rejse fra sidelinjen – og mega inspirerende, for shit hvor er der bare drive på den dame. 

Navn: Trine Abild

Alder: 40

Titel: COO i Related (PR bureau med 12 ansatte, som primært arbejder med rejse-relaterede kunder – og kontorer i Aarhus og Stockholm) og medstifter af toogoodtobebasic.com

Uddannelse: Kandidat i medievidenskab og dansk fra Århus Universitet

Hej Trine, vil du ikke fortælle lidt om din career path?

Ja altså, jeg har faktisk kun været i Related – hvis man ser bort fra mine studiejobs. Jeg startede som praktikant på bureauet for 13 (!!) år siden, og ugen inden jeg skulle stoppe, sagde de 4 mest markante rådgivere på bureauet op for at starte deres eget bureau, og så blev jeg ansat som studentermedhjælper, fordi jeg sad inde med noget viden om nogen af de kunder, de efterlod. Så jeg skrev speciale, mens jeg arbejdede 20-25 timer om ugen, og da det var afleveret fik vi en kæmpe opgave, og så blev der oprettet en fuldtidsstilling som PR-konsulent til mig – og siden er det faktisk bare gået slag i slag..

Jeg tror, jeg sad et par år eller 3 med min egen kundeportefølje, hvor jeg lavede alt for alle mine kunder (altså rådgivning, content og PR), og så fik jeg – oveni det – ansvaret for at fordele kunder og opgaver i hele virksomheden, som på det tidspunkt måske talte 8 mand, på den måde fik jeg mere strategisk ansvar, og ansvar for større og større kunder – og mindre og mindre operationelt arbejde.

Og så en dag blev vi så mange, at vi skulle oprette en afdeling til de danske strategiske kunder, og så blev jeg leder af den afdeling og chef for 3-4 personer. Og i 2013 blev jeg så tilbudt at blive partner. I dag er vi to partnere – vores CEO, som står for alt salg og økonomi, og mig der står for al drift og alle medarbejderne i Danmark og Sverige.

Hvad er det bedste ved dit job?

Det er helt sikkert variationen – jeg får lov at være nogens chef, udvikle strategier (vores egen og for vores kunder), rådgive om kommunikation, være projektleder, redigere tekster, rejse, udvikle kunder, udvikle processer og procedurer (og tusind andre ting) – alt sammen inden for én stillingsbeskrivelse. Det elsker jeg. Og så elsker jeg, at vi er et ret lille, men virkelig godt team. Alle vores medarbejdere er megaseje, sindssygt engagerede og samtidig virkeligt gode til at bakke hinanden op. Det bliver jeg så glad og stolt over på daglig basis.

… Og det værste?

Det værste er, at det er sindssygt svært at planlægge og forudsige, hvad der sker. Jeg trives egentlig bedst med forudsigelighed og kontrol – men det er next to impossible, når man arbejder på bureau, hvor kunderne (og de opgaver, de smider vores vej) sætter dagsordenen. Jeg når stort set aldrig det, jeg har planlagt om morgenen, fordi der altid sker et eller andet uforudset, en ny opgave, en ny kunde, en ny pitch-mulighed, en medarbejder der står i en udfordring, jeg skal hjælpe med – det er både det fedeste og det værste for en kontrolfreak som mig.

Har du altid set målet og gået efter det, eller har din vej været mere flydende og tilfældig?

Jeg er aldrig gået efter noget specifikt arbejds-wise. Det ville være mega cool, hvis jeg var, men det ville være løgn at påstå. Tingene er bare ligesom sket. Jeg vil ikke sige, de er kommet af sig selv, for jeg har fandme knoklet for det, men aldrig fordi jeg ville opnå noget bestemt. Det er mest bare, sådan jeg er. Jeg knokler og tager ansvar – uanset hvor jeg er. Og så er jeg blevet belønnet for mit slid med mere ansvar og endnu federe opgaver – og med stor indflydelse, både på virksomheden og på mit eget jobindhold. Der er selvfølgelig også held og tilfældigheder indblandet. Men også virkelig mange timers (over-)arbejde 😊

Hvordan er man en god chef?

Hmmm… noget af det vigtigste, jeg har lært, er, at en god chef ser forskellig ud for forskellige mennesker. De har brug for forskellige ting fra mig. Så jeg prøver på at tilpasse min ”chef-adfærd” til den enkelte – hvilket bliver nemmere og nemmere, jo bedre man lærer dem at kende.

Når det så er sagt, så er det enormt vigtigt for mig, at de ved, jeg altid er der, hvis det brænder på. Uanset hvad der er sket, hvad klokken er, eller hvor travlt jeg selv har. De arbejder alle sammen sindssygt selvstændigt, men de skal vide, de aldrig er alene om ansvaret eller arbejdsmængden, hvis det pludselig vælter ind med opgaver fra alle deres kunder samtidig – eller hvis der opstår en krise et sted.

Så min fornemmeste opgave at holde lidt øje med, hvor de er, og hvordan de har det – og skabe en relation, der gør, at de ikke tøver med at tage fat i mig, inden tingene går galt, så vi sammen kan finde en løsning. Det kan være en udfordring – især at være god chef for nogen, der sidder så langt væk (vi har 3 medarbejdere på vores kontor i Stockholm, hvor jeg kun er til stede fysisk ca 3 dage om måneden) så føler mig ikke altid som verdens bedste chef, men jeg gør det aller-bedste, jeg kan.

For et par år siden startede du TGTBB med din søster – hvordan opstod den idé? Og hvordan får du tid til at drive det ved siden af dit job i Related?

Det var faktisk min søsters geniale idé. Hun har været i tøjbranchen som indkøber i mange år og var lidt frustreret over at se, hvordan de store avancer, man kører med i den branche, gjorde de gode kvaliteter ret dyre – fordi både producent, brand OG butiksled skal tjene på varen, så hun ville gerne lave et mærke, hvor man tog butiksledets avance ud og solgte online direkte til forbrugerne, så de rigtigt lækre kvaliteter som kashmir, silke og læder kunne sælges til de samme priser, som akryl og polyester sælges til i butikkerne.

Konceptet var – og er – lækre basisvarer i basisfarver, som passer til alt, og som holder sæson efter sæson. Både på grund af det enkle design, og fordi kvaliteten er i orden. Hendes kæreste og jeg synes, det var en sej ide – så vi stiftede det sammen, og så fordelte vi opgaverne, så Rikke tog ansvar for design og produktion, Thomas for logistik, økonomi og lagerstyring, og jeg for PR og markedsføring.

Det var ret hårdt de første 3-4 år, fordi vi arbejdede virkelig meget på det – men dengang var det jo også nyt og spændende – og sindssygt sjovt og fedt at arbejde sammen om sådan et projekt med de mennesker, jeg sætter allerstørst pris på og har det sjovest med. I dag har jeg droslet en del ned for mine timer – det blev simpelthen for meget med to jobs, især fordi mit arbejde i Related meget sjældent kan klares på 40 timer om ugen.

Du har et virkelig tæt bånd med din søsters børn – hvordan finder du overskud til at være optursmoster oven på en lang uge?

Jeg synes faktisk, det er ret nemt at have overskud til dem, fordi de er så pissesøde – og de øser af deres kærlighed på sådan en fantastisk håndgribelig måde. Og fordi de ikke er mine børn, så er det jo en kærlighed helt uden alt det baksede hverdagsagtige, som (fornemmer jeg) kan spise af forældres overskud såsom for lidt søvn, tøjvask, indkøb, madlavning, alt det der… Alt det ansvar, der følger med: spiser de nok, skal de til tandlægen, er de vokset ud af deres vinterstøvler, alt det der, det slipper jeg jo for – så det er meganemt at være overskudsagtig, fordi jeg jo sover om natten og kun er ansvarlig for mig selv – og bare kæmpe-elsker at være sammen med dem.

.. Og hvordan kobler du af?

Det gør jeg, når jeg er sammen med ungerne – jeg har virkelig tit stået i en eller anden arbejdsmæssig krise og tænkt, at det var helt uoverskueligt, og så har jeg skullet løbe ud af døren fordi jeg havde ”hente-dag”, og så 5 minutter efter ungerne har slået deres små buttede arme om halsen på mig i børnehaven, så kan jeg nærmest ikke huske, hvad problemet var… Det er verdens største kliche, men de kan virkelig få mig fra 100 til 0 på 1 minut rent stressmæssigt.

Hvis jeg decideret skal stresse af efter en hård dag eller uge – for let’s face it, det er ikke altid specielt afstressende at være sammen med børn – så kobler jeg bedst af derhjemme, med bare at nusse rundt, rydde op, vaske tøj, drikke kaffe i sofaen og have nul planer – eller på min efterhånden obligatoriske årlige 2 ugers liggestols-sommerferie med en veninde, hvor vi ikke laver andet end at læse, tanne og tylle drinks.

Og lige 5 hurtige at slutte af på:

♥ Drømmerejsemål? Hmmm… det er et godt spørgsmål – vi arbejder jo med destinationer over hele verden, så har set (og været) vildt mange lækre steder, men sådan sol-og-stand-wise er det nok Maldiverne, og storby-wise er det stadig New York, selvom jeg har været der virkeligt mange gange…
Din go-to arbejdsuniform: En sort kjole og sorte hæle – eller jeans, blazer og hæle. Ret enkelt. Kan normalt bedst lide at køre det ret klassisk/kedeligt på job, og så gemme de blomstrede kjoler og farverne til weekenden
♥ 5 ting du altid har i arbejdstasken: Læbepomade, håndcreme, lakridstyggegummi, hårelastikker og så nogle sten eller en perle-kreation eller noget andet mystisk og vildt-cute, min niece eller nevø har lavet eller fundet et sted og foræret mig, og som jeg tit glemmer at få op af tasken
Bedste restaurant-tip: Jeg er ikke sådan den vilde mad-feinsmecker, men fik en virkelig fantastisk trøffelpasta tilberedt nede i en kæmpe parmensan ost på DaCaio i Hamborg sidste år, som jeg har svært ved at glemme 😊
Når du bliver gammel vil du: Jeg vil gerne rejse (endnu) mere – og så nyde at have masser af tid… til at læse bøger hele året (ikke kun de 2 uger om sommeren, hvor jeg ligger i en solstol) – og til bare at hænge ud, se fjernsyn – er frygtelig slem til at tidsoptimere og altid klemme alt muligt ind altid…. Selv min hænge-ud tid er sgu skemalagt, det glæder jeg mig til at slippe…

Fotos: Lasse Riebergård

Nogle dage føles mit moderskab som ét langt expectations vs reality meme…

[Ja, det er en skylle af gylp man kan ane på vej ned mellem mine bryster, som mit barn lige berigede mig og vores selfie-moment med i det sekund jeg trykkede på udløseren. #Barselbelike]

Mig: Mine børn skal kun gå i neturalt tøjt i økologisk bomuld, uld og hør uden print og masser af hjemmestrik ligesom i de flotte beige-farvede feeds på instagram.

Også mig:…… man ser da ikke den tomatplet på den pink Minnie-bluse fra H&M vel!?

Mig: Jeg skal være sådan én der går laaaaange laaange ture med barnevognen i den friske luft.

Også mig:….. nogen der kan anbefale en god serie på Netflix?

Mig: Børn skal have faste rammer og rutiner, så trives de bedst!

Også mig:………… hvornår var det nu Carlsen fik mad sidst? Og hvor længe har han egentlig sovet? #noclue

Mig: Jeg skal altså ikke gå i leggings hele min barsel den her gang…

Også mig:…….. men det er så raaaart jo!

Mig: Jeg skal så meget gå til alle mulige gode barselsaktiviteter, så jeg ikke kommer til at kede mig. Babysvøm er et must!

Også mig:…… Giver op efter 3 gange babysvøm. Hvilket logistisk mareridt.

Mig: Åhh, jeg savner virkelig Elise og vil hente hende ekstra tidligt idag.

Også mig:…………. mor til vågen sur baby og 2årig med nedsmeltning på parkeringspladsen foran vuggestuen. Hvorfor var det nu jeg hentede tidligt?

Mig: Årh det bliver så hyggeligt at der er så mange af damerne, der har barsel samtidig. Jeg skal bare hænge hele tiden med Emily/Chris/Sofie/Cath/Frede/Mille Emilie/osv osv osv.

Også mig:……… nogen der kan anbefale en god serie på Netflix?

Mig: Jeg skal så meget med Kystbanen ind til byen og slentre rundt i butikker – der er jo mega gode pusle/amme-faciliteter i Illum.

Også mig:……….. who needs København, når man har Hørholm Midtpunkt?!

Mig: Jeg har læst noget med at babyer får for meget luft i maven, hvis man drikker kaffe og Carlsen bakser virkelig, så jeg må lige lade være med at drikke mere end én kop om dagen.

Også mig:…….. #3koppersenere.

Mig: Jeg skal holde fast i den gode vane med at drikke en greenie om dagen fra min graviditet.

Også mig:……. “jeg skal bare bede om en hindbærsnitte, tak!”

Mig: Carl skal selvfølgelig kun bruge de rigtige amme-sutter fra Bibs,

Også mig:…….. har lavet en suttenægter, prøver ca. alle slags sutter. 15% af gangene gider han én jeg har fået i en gratis babypakke fra Philips Avent, så værs’go min dreng.

Og sådan kunne jeg vitterligt blive ved og ved… Suk mand. It’s been one of those days, guys!