Baby – ACIE

Om at få amningen til at lykkes anden gang..

Jeg har været jer det her indlæg skyldig i… well… snart 4 måneder. For lige om lidt fylder Carlsen 4 måneder.

Billederne hér er fra d. 25. september så de gode intentioner har altså været der.

Men mit ammerforløb har her anden gang, været ganske ukompliceret. Og det ukomplicerede er der ofte ikke ret meget at sige om. Derfor har jeg haft lidt svært ved at finde ud af, hvad jeg i det hele taget havde at fortælle om det der med at få amningen til at fungere. I andet forsøg.

Når det er sagt, så er I også flere, der har skrevet til mig, når jeg har nævnt, at det heldigvis spiller denne gang. Jeg havde et kompliceret forløb med Elise (som jeg har brugt meget tid på at efterrationalisere og gøre mig klog på.. For meget tid..) og det var vigtigt for mig, at det skulle lykkes med Carl.

LÆS OGSÅ:

Og for at være helt ærlig – ikke for hans skyld, men for min. Som mor til et (delvist) flaskebarn og mor til et fuldammebarn kan jeg helt ærligt og med hånden på hjertet sige, at jeg ikke føler, at jeg har gjort noget bedre for det ene eller andet barn. Jeg tror fuldt og fast på, at de har fået præcist det de skulle have – and a whole lot’ta love on top;)

Næ. Det handlede om mig. Om at gøre det nemt for mig. For jeg ved, hvad det kræver at være flaskemor. Og én ting er besværet. Og økonomien. Og noget helt andet er, hvor stor en begrænsning det var for mig i forhold til ‘at komme ud’ – der er en enorm tryghed i at vide, at hvis det endelig går helt galt og hvis barnet flipper helt ud, så kan man altid lægge det til. Give mad. Amme. Nemt. På en bænk, et bilsæde eller hvad der nu lige er.

Bare ikke spor nemt, hvis man har sig et flaskebarn. For flasken er aldrig klar. Og der er ikke lige en mikrobølgeovn i skoven/Netto/bilen/biografen og hvor man nu ellers forvilder sig hen på barsel.

At være afhængige af flasken var en slags konstant alarmberedskab og øvelse i ‘hvad er min plan, hvis nu?’

Så det skulle altså lykkes. Jeg ville have det til at lykkes.

Og hvad gjorde jeg så anderledes? Først og fremmest var jeg klar over, hvilken hjælp jeg skulle have. Det er jo forbandet det der med, at man ikke ved, hvad man ikke ved, som førstegangsmor. Førstegangsammer. Det ved man så anden gang. Og jeg var klar på at insistere på hjælpen.

Det er min erfaring (og den er jo snæver, men altså…) at forskellen mellem succes og fiasko mere eller mindre bestemmes af nogle ganske få ting i løbet af barnets første døgn. Det er marginaler, der afgør, om det vipper til den ene eller den anden side.

Så jeg var virkelig vokal om mine ønsker. Forklarede om min komplicerede amning til min jordemoder allerede ved første møde.

Og hun noterede det. Skrev det ind i min journal. Og sammen lavede vi en plan – lidt af omgange.

Planen var:

  • Fra 37+6 var synes min JM at jeg skulle begynde at malke lidt ud (læs evt om udmalkning inden fødsel her), så jeg havde et lager, hvis Carl skulle vise sig at komme ud og være ligeså sulten som Elise. Jeg nåede aldrig igang, for jeg fødte 38+0.
  • Så snart Carlsen kom ud, blev han lagt til. Vejning etc skulle vente til han havde diet første gang.
  • Jeg tog forbi Babyinstituttet i Gentofte da Carl var 24 timer gammel – jeg synes han virkede sløv og uinteresseret i mad. Jeg var bange for om han blev sløv af at få for lidt at spise og om han kunne have lavt blodsukker. Jeg var 4 minutter fra at give ham en lille smule erstatning i pipette, men tog istedet afsted. Og det var godt – for tilfældet var det stik modsatte. Den stakkels dreng havde forædt sig og havde kvalme, mente de bestemt på Babyinstituttet. Der var rigeligt mad til ham.
  • Vi lå sammen under dynen den første uge og havde konstant hud-mod-hud kontakt.
  • De første døgn kørte jeg en stram 3-timers plan, dvs hvis han meldte sig oftere, så ammede jeg gerne, men hvis han ikke meldte sig med min. 3 timers mellemrum, så vækkede jeg ham og lagde ham til.
  • De første dage pumpede jeg helt i bund et par gange, når Carlsen havde spist, for at stimulere brystet ekstra.
  • Da Carl var en uge, tog vi igen forbi Babyinstituttet til en konsultation – på det tidspunkt var mælken løbet til og jeg ville gerne have tjekket at hans sutteteknik var ok og havde et par spørgsmål om rytme mm. Her snakkede vi bla om, at Carl sagtens kunne få en sut (det gider han så ikke), for at styrke hans suttemuskulatur og vi snakkede om, at det kunne være en god idé at begynde at introducere en flaske nu og da, hvis vi gerne ville lære ham også at kunne tage sådan en på sigt. Sidstnævnte har vi været lidt sløve til.

Og siden har det bare kørt. Det er en kæmpe lettelse. Og en kæmpe sejr.

Om noget har jeg denne gang nærmest haft for meget mælk. Og for kraftigt nedløb. Så min stakkels baby er blevet godt og grundigt spulet igennem, og som følge heraf, været lidt af en mavebakser. Den lille stakkel har simpelthen haft så meget luft i maven, at det har været helt vildt (.. decideret remo-skum, så cray).

Jeg håber sådan, at min historie kan give lidt ro i maven til de af jer, der sidder derude og har et kompliceret ammeforløb i bagagen. Det kan sagtens lykkes anden gang. Virkelig. 

Nogle dage føles mit moderskab som ét langt expectations vs reality meme…

[Ja, det er en skylle af gylp man kan ane på vej ned mellem mine bryster, som mit barn lige berigede mig og vores selfie-moment med i det sekund jeg trykkede på udløseren. #Barselbelike]

Mig: Mine børn skal kun gå i neturalt tøjt i økologisk bomuld, uld og hør uden print og masser af hjemmestrik ligesom i de flotte beige-farvede feeds på instagram.

Også mig:…… man ser da ikke den tomatplet på den pink Minnie-bluse fra H&M vel!?

Mig: Jeg skal være sådan én der går laaaaange laaange ture med barnevognen i den friske luft.

Også mig:….. nogen der kan anbefale en god serie på Netflix?

Mig: Børn skal have faste rammer og rutiner, så trives de bedst!

Også mig:………… hvornår var det nu Carlsen fik mad sidst? Og hvor længe har han egentlig sovet? #noclue

Mig: Jeg skal altså ikke gå i leggings hele min barsel den her gang…

Også mig:…….. men det er så raaaart jo!

Mig: Jeg skal så meget gå til alle mulige gode barselsaktiviteter, så jeg ikke kommer til at kede mig. Babysvøm er et must!

Også mig:…… Giver op efter 3 gange babysvøm. Hvilket logistisk mareridt.

Mig: Åhh, jeg savner virkelig Elise og vil hente hende ekstra tidligt idag.

Også mig:…………. mor til vågen sur baby og 2årig med nedsmeltning på parkeringspladsen foran vuggestuen. Hvorfor var det nu jeg hentede tidligt?

Mig: Årh det bliver så hyggeligt at der er så mange af damerne, der har barsel samtidig. Jeg skal bare hænge hele tiden med Emily/Chris/Sofie/Cath/Frede/Mille Emilie/osv osv osv.

Også mig:……… nogen der kan anbefale en god serie på Netflix?

Mig: Jeg skal så meget med Kystbanen ind til byen og slentre rundt i butikker – der er jo mega gode pusle/amme-faciliteter i Illum.

Også mig:……….. who needs København, når man har Hørholm Midtpunkt?!

Mig: Jeg har læst noget med at babyer får for meget luft i maven, hvis man drikker kaffe og Carlsen bakser virkelig, så jeg må lige lade være med at drikke mere end én kop om dagen.

Også mig:…….. #3koppersenere.

Mig: Jeg skal holde fast i den gode vane med at drikke en greenie om dagen fra min graviditet.

Også mig:……. “jeg skal bare bede om en hindbærsnitte, tak!”

Mig: Carl skal selvfølgelig kun bruge de rigtige amme-sutter fra Bibs,

Også mig:…….. har lavet en suttenægter, prøver ca. alle slags sutter. 15% af gangene gider han én jeg har fået i en gratis babypakke fra Philips Avent, så værs’go min dreng.

Og sådan kunne jeg vitterligt blive ved og ved… Suk mand. It’s been one of those days, guys!

Guide: Barnevogn, kombivogn, klapvogn, løbevogn eller all of the above!?

Én af de helt store udskrivelser man gør sig, når man bliver gravid er indkøb af barnevogn. Det er både et spændende og ruinerende køb. Jeg var ikke ret meget mere end 12 uger henne, da vi købte vores første barnevogn til Elise.

Siden da har vi været et par stykker igennem. Flere end jeg er stolt af. Det er der flere årsager til. Vi har været heldige at både arve og få (i forbindelse med kampagner på bloggen her), udover dét vi selv har købt (både brugt og fra nye). Og det er ikke altid at man lige kan forudse hvad man hverken arver og får, så derfor har vi i perioder, haft en lidt overdimensioneret vognpark.

Og jeg vil ikke anbefale at man gør os kunsten efter. Istedet håber jeg, at de erfaringer vi har gjort os, måske kan redde andre for fejlkøb og unødige investeringer. Så har det da ikke været in vain;)

Jeg snakkede med en veninde forleden dag, som er gravid med sit første barn og som skal til at købe barnevogn. Og hun anede ikke hvad hun skulle kigge efter, og bad om et par gode råd. Jeg vil tillade mig, at dele samme råd hér, uden iøvrigt at være den mindste smule ekspert..

Så altså – et par ting, man lige kan overveje, når man skal købe barnevogn:

  • Vil du have børn tæt på hinanden? Måske det kunne være kvikt at undersøge om I skal have en søskendevogn fra start, så I ikke skal ud og købe ny om 1.5år (host host…). Jeg er klar over, at det kan være sygt svært at forholde sig til (virkelig!), men altså. Det skulle nævnes, klog af egne fejldisponeringer.
  • Hvordan er klapvognsdelen? Man glemmer lidt (synes jeg) at kigge på klapvognsdelen, når man køber kombivogn, men faktum er, at den typisk skal bruges langt længere end liggedelen, hvorfor det altså ikke er uvæsentligt om den virker god eller knapt så god.
  • By eller land? Bor du i byen eller ude på landet? Skal hjulene være terrængående eller skal vognen helst være kompakt så du kan zigzagge ned af Gl Kongevej uden for meget besvær?
  • Laver du lange eller korte børn? Ja, det ved man jo nødvendigvis heller ikke på forhånd, men man kan jo kigge på sig selv om ham man har lavet barnet med og sjusse sig lidt frem. Jeg laver laaaaange børn og skal derfor have noget med laaaangt liggemål.
  • Bruger du bilen meget? Bor man i forstæderne som jeg, er man nok lidt mere bil-afhængig end storby-rotterne. Og så er det rart lige at kigge på hvor let vognen er at slå sammen og hvor meget den fylder. Det er ikke fedt at skulle lege barnevogns-tetris i sin bil, hver gang man skal afsted og ud af døren. Been there, done that. Og bruger man bilen meget er det også en god idé at sikre sig, at man kan få adaptere til vognen, så autostolen kan klikkes på, hvis man lige skal ind og handle eller lignende.
  • Liftkassen skal være handy: Ihvertfald hvis man bor et sted, hvor man gerne skal kunne bære lidt rundt på den. Vi bor i et hus med et par trin op, så jeg skal helst bære liftkassen ind og det kræver at den har gode håndtag og at den ikke er for klodset, så jeg kan slæbe på den, selvom der ligger en baby i. Det kan også løses med en lift, men det kræver naturligvis at man har en slags udendørsparkering til sin barnevogn og det har vi ikke rigtigt.
  • Højden er ikke så vigtig: Jeg troede selv, at det ville være super rart, at have en høj barnevogn, for det er jeg jo selv. Høj altså. Jeg erfarede, at det ikke gør den store forskel – ihvertfald ikke stor nok til, at det skal være det afgørende for ens valg (hvilket det langt henad vejen var for vores vedkommende, da vi købte første vogn).
  • Drejehjul eller faste hjul? Drejehjul er mega lette at manøvrere med, men er ikke specielt gode, hvis man fx går meget i skoven eller andet ufremkommeligt terræn. Og så har jeg også erfaret at bedsteforældre (dem vi har i hvertfald) har en præference for de faste hjul og kan komme helt op og slås med drejehjulene – det kan være værd at tage med i overvejelserne.

Det var et par generelle råd, som man kan tage med sig (.. eller lade være, bevares), som jeg har opstøvet via erfaringerne fra de vogne vi selv har været igennem. Og jeg forstår godt, at man måske gerne vil have et par specifikke ord om de vogne også, så dem får I altså her nedenfor.

Det er udelukkende vores erfaringer (snævert grundlag, altså) og skal ses i lyset af vores behov, så hav gerne i baghovedet at behov ikke nødvendigvis er ens, når I læser det følgende.

Stokke Trailz:

Det var den her vogn vi købte til Elise, da hun endnu bare var en lille spire i min mave. Vi købte den brugt af et par venner (der havde brugt den i et lille halvt år selv – den var mere eller mindre som ny) og tænkte, at den ville være toppen – den var jo god og høj, perfekt til os. Vi har garanteret bare været uheldige, men vi havde ret mange problemer med den – håndtaget på liftkassen knækkede, neopren-håndtaget gik i opløsning, drejehjulene gik i udu og jeg fik den repareret tusind gange.

Jeg blev også træt af at liftkassen var så pokkers uhandy – vi har ikke rigtigt mulighed for at parkere vores vogne i tørvejr udendørs, så jeg har slæbt liftkassen ind og ud af huset (op og ned af trapper) flere gange dagligt – det spillede bare ikke. Skal man ikke have liftkassen af og slæbe rundt på, så er det jo ligemeget – det skulle jeg bare.

Jeg var heller ikke begejstret for klapvognsdelen og Elise sov ikke godt i den, så til sidst gav jeg op og bestilte en stor ‘havebarnevogn’ til hende istedet. Og så røg Trailz videre.

Emmaljunga Big Star Supreme:

Den haveflyder jeg købte var en Big Star Supreme efter anbefaling fra flere af pigerne i min mødregruppe (hvoraf de fleste havde ‘store’ vogne og ikke kombivogn som mig – det kan også have farvet mig). Jeg købte dem med faste forhjul, med erfaringerne fra vores Trailz i baghovedet. Den har kæmpe liggemål og Elise har brugt den indtil hun blev proppet i søskendevognen i sommer.

Det er en kanon vogn. Men også en kæmpe vogn. Den er ikke oplagt at pakke i bilen og heller ikke oplagt at tage med på shopping fx. Men hjemme på villavejene har den været mega god og jeg forudser at Carlsen også nok skal få god glæde af den.

Jeg har en veninde, der lige har købt én magen til på DBA i mega god stand og til 50% af nyprisen, så det ville være min anbefaling til andre, der er i markedet efter en villavejs-barsnevogn til havelurene.

Beemoo 3-hjulet klapvogn:

Som supplement til den store flyder, havde vi en fiks 3hjulet-sag fra Beemoo, som jeg modtog i forbindelse med et samarbejde sidste år. Den minder om Babyjogger, men er bare en ‘discount-udgave’, på godt og ondt. Den er let at køre med, har været god at have med på skiferier (terrængående), let at klappe sammen, fylder ikke for meget i bilerne og Elise kan ligge helt ned i den, omend den er ret kort, så hendes ben stikker ud over. Jeg oplevede at låsemekanismen på det drejelige forhjul godt kunne ruste fast, men det er nok prisen man betaler for en relativt billig vogn. Den bor nu hos Elises mormor og morfar, som har glæde af den, når hun er hos dem.

Bugaboo Donkey Duo2:

Den her får jeg rigtigt mange spørgsmål stil og det forstår jeg godt – der er ikke ret stort udvalg af søskendevogne og af dem der er, virker Bugaboo’en ret markedsledende, men også ret dyr.. Så er den virkelig pengene værd? Ja. Er det korte svar. Det synes jeg. Det er en mega lækker vogn og den er nem at køre med – også selvom den er godt læsset med børn og diverse.

Den manøvrerer godt og er lækker i kvaliteten – men det er også en dobbeltvogn og det er bare en skude. Ligge- og siddedel er til den smalle side, men ikke smallere end at de fungerer fint. Der er plads til en lift i liggedelen og også lige akkurat en voksi mini med bæreplade (omend det bliver tight).

Min største anke er, at jeg ikke synes, at den er specielt nem at klappe sammen. Den driller mig tit og jeg er glad for, at det ikke er den vogn jeg skal klappe sammen og proppe i bagagerummet flere gange dagligt. Måske vi bare har været uheldige, måske ikke?!

Og er søskendevogn nødvendig med 2 års mellemrum? Jeg tror det afhænger af børnene – jeg laver ‘vogn’-børn og Elise elsker sin klapvogn (både til transport og til lure i weekenden) og kan ikke undvære den, så hjemme hos os har det været nødvendigt. Havde hun været 6mdr ældre, da Carlsen blev født havde det måske været anderledes?

Cybex Priam:

Den her har jeg fået i forbindelse med et samarbejde tidligere på året og har været en dark horse for mig, for det er ikke en jeg selv havde researchet inden – men det var en KÆMPE fejl. Selvom jeg har fået vognen, så er samarbejdet for længst afsluttet og indeværende omtale er fuldstændigt for egen regning.

Jeg er SÅ glad for den vogn, og det er klart den jeg foretrækker at bruge. Den kører bedst af dem allesammen (jeg kan let køre den med én hånd), den er let at klappe sammen (igen, jeg kan vitterligt gøre det med én hånd) og så er den bare virkelig lækker, kvalitets-wise.

Klapvognsdelen er også super god – hvor de fleste vogne har et sæde man bare vipper ned til vandret, når børnene skal sove, så fungerer Cybex-sædet mere som et flysæde med ryg- og siddedel der forskydes i fht hinanden så barnet kan ligge helt fladt, og så er det godt langt (også til mit lange barn).

Hvis Elise havde været 6mdr ældre, så havde vi nok kunnet nøjes med denne, men hun er for lille til at undvære en klapvogn, så jeg er nødt til at have en søskendevogn, og derfor havde jeg ikke selv købt denne.

Familietid og et mor-hjerte der er helet igen…

Hvis nogen havde sagt til mig for to år siden, at jeg nu skulle stå dér med en søskendevogn og to børn, så havde jeg ikke troet på dem.

Og kan I huske, at jeg fortalte at mit mor-hjerte var gået i tusind stykker for lidt tid tilbage? Jeg synes jeg skylder, at fortælle at det er helet igen. Ikke mindst af hensyn til de af jer, der måske selv venter nr 2, har læst mine ord og har fået jaget en skræk i livet.

For ved I hvad? Det går meget bedre. Faktisk nærmest skide godt.

Og når jeg sådan har nølet lidt med at sige det højt, så er det jo forbi der er få ting man har mere respekt for hér i livet end hybris. Og nemesis.

Men altså. Jeg synes det går godt.

Og jeg trives virkelig i mit lille leverpostejs-farvede mor-liv.

Vi skulle lige lande som en flok på fire. Finde rutiner og lære Carlsen at kende. Tanken om at skulle være alene med to børn var skrækindjagende, synes jeg. Og virkede helt umulig. Sådan har jeg det ikke længere. Og fra at det i et par måneder var far, der stod for at hente og bringe i vuggestue, så er jeg igen kommet på banen.

Og jeg nyder de langsomme morgener. Nyder at vi har tid til at pjatte hele vejen ind til vuggestuen og ikke skal halse afsted, fordi mor har en bagkant. Og jeg nyder eftermiddagene med begge mine unger – nyder at hente Elise med Carlsen i vognen og gå omvejen langs Kystbanen, så vi kan se togene suse forbi og råbe “Fut fuuuuut” i kor. Og mens Elise ser toget for sit ydre, så ser jeg snarere travle pendlere og et liv, jeg har valgt fra, passere i lynfart, mens jeg selv kan stå og betragte fra ydersiden med mit guld i vognen.

Det er ikke for alle. Det er ingen ting hér i livet. Og der er også dage, hvor jeg ikke kan lade være med at mærke et stik af stress over de år på karrieremøllen jeg lader glide mellem mine hænder – kommer jeg nogensinde til at kunne indhente dem? Indhente de andre? Eller er man for evigt sat af?

Nå, det var et sidespor. Jeg er på barsel, og det er de fleste af os jo, nu og da. Uafhængigt af karrierevalg iøvrigt.

Og mit mor-hjerte er altså helet igen. Vi landede fint. Og det føles ikke længere som om vi er i frit fald. Elise trives, blomstrer og er det sjoveste lille kærlige væsen med 400km i timen. Altid. Carlsen virker anderledes. Rolig. Og, Thank God, med et bedre sovehjerte end sin søster.

Og jeg nyder det langsomme barselsliv. Nyder gåturene med vognen (endnu), nyder langsomt barselshæng med både søde barslende veninder og min nye mødregruppe.

Som om livet lige er blevet nulstillet en gang, og jeg igen har fundet tilbage til dét der betyder noget. Dem der betyder noget.

Og måske er det også derfor jeg glæder mig lidt ekstra til jul i år? Om noget, så er vores hjem nærmest skabt til julehygge. Sådan et rigtigt julehjem. Og dét har også glædet mig de andre år. Men i år er det som om julen bliver ekstra særlig. Fordi Elise er stor nok til at forstå den. Og fordi det er Carlsens første af slagsen.

Så sådan kan brikkerne altså falde på plads – når først der lige er kommet lidt ro på, og man ikke længere sidder med 40 i feber og er ramt af efterfødsels-hormoner.

Det hele skal nok gå. Hjertet er tilbage i ét stykke. Og jeg føler mig som den heldigste mor i verden.

Min fødselsberetning: da Carl kom til… del 2

Jeg må hellere få skrevet resten af min fødselsberetning – del 1 kan I finde hér. Den sluttede med at jeg bestilte en latte og en ostebolle et sted midt i en ve i drive-thru’en hos Lagkagehuset. 

Det er en fin sensommermorgen, som vi triller igennem de nordsjællandske kornmarker på vej til hospitalet. Mine veer er stadig ikke noget der ligner regelmæssige, men dukker op nu og da. Jeg sidder på et håndklæde og et engangspusleunderlag, for vandet risler stadig ud af mig.

Da vi kommer til hospitalet sætter Skjorten mig af tæt ved indgangen, så jeg ikke skal gå så langt. Da han stopper bilen, glemmer han (… nok lidt befippet af hele situationen) at sætte automat-gearet i P og bilen gør et hop frem, mens jeg er midt i en ve. Jeg hvisler ‘for satan!’ ud mellem tænderne og han undskylder, mens jeg forsøger at kæmpe mig ud af fordøren.

[Carl, en halv time gammel…]

Inden jeg går ind af den store svingdør tager jeg et billede og sender to sms’er. Én til min familie med ordene “Vi gør klar til at holde fødselsdag idag!” og én til Emily “Hej Kurt. Så er din legekammerat på vej!”. Og så vralter jeg ind og sætter mig i en stol mens jeg venter på at Skjorten får parkeret og styr på taskerne.

Da han kommer ind gennem svingdørene rejser jeg mig op og går hen imod elevatoren. Jeg må stoppe halvvejs og midt i indgangen, da jeg bliver overrasket af en skylle, og når kortvarigt at gå i panik ved tanken om at efterlade et dryppende spor hele vejen op til fødegangen. Det gør jeg heldigvis ikke.

På fødegangen bliver vi taget imod – vi er ventede og jordemoderen jeg har talt med i telefon om natten spørger, om der er kommet mere gang i veerne. “Nja, lidt måske”, får jeg sagt. Og så spørger jeg om der er plads på én af sansestuerne. Jeg tror ikke (?) at jeg er så meget til den slags, og finder egentlig en slags tryghed i de mere kliniske fødestuer, for så ved man ligesom at man e r på hospitalet, og hvor galt kan det så gå, men omvendt er de så populære og Sofie har talt varmt om hendes oplevelse, så hvis nu der var en ledig, kunne det da være meget sjovt. Og så drømmer jeg om at komme i et badekar. Men der er ikke nogen ledige, desværre. Måske når de at blive gjort rene, men til en start får jeg altså en helt almindelige fødestue, og det er så også ok.

Jeg bliver koblet på CTG’en og alt ser fint ud. Mine veer er blevet lidt hyppigere og mere regelmæssige, men jeg ved godt fra Elises fødsel at det stadig bare er små hygge-veer. Ikke noget der batter.

Ved halvnitiden har der været vagtskifte og min jordemoder kommer ind. Det er Lisbeth, som jeg netop havde været til konsultation hos dagen før. “Jeg kunne genkende dit navn på tavlen!”, sagde hun. “Så jeg skyndte mig at sige, at jeg gerne ville have dig”.

Dejligt. Rart. Én man kender. Én jeg havde en rigtigt god snak med, bare 18 timer tidligere.

“Jeg var helt bange for, om det var mig, der havde sendt dig i fødsel”, griner hun. “Men så så jeg at du havde haft vandafgang, og så blev jeg rolig igen”. Vi havde brugt en del af konsultationen dagen før, på at snakke om at jeg godt kunne begynde at pumpe en lille smule inden fødslen – både så vi havde et lager af råmælk, hvis nu han kom ud og var ligeså sulten som sin søster, men også så jeg ligesom havde en headstart på hele det med amningen.

 

Vi aftaler at jeg skal ud og gå lidt, for at se om vi ikke kan få mere gang i veerne. Og at jeg skal prøve at tage et bad. Så det gør jeg. Vi går i kiosken og jeg må stoppe et par gange undervejs og tage en ve. Stadig ikke af den hårde slags, men dog nok til at man lige stopper op. Tilbage på stuen hopper jeg ind under bruseren og spuler maven igennem de næste veer. Det varme vand er enormt rart, og jeg bliver ved med at skrue mere og mere op for varmen indtil vandet næsten er kogende.

Nu begynder de at ligne noget de veer. Vel ude af badet beder jeg Mads om at kalde på Lisbeth. Hun har snakket om, at når man har født en meget stor baby tidligere, så vil de helst gerne have lov til at gøre klar til en epidural på forhånd, så man ligesom er klar, hvis barnet sidder fast og man har kurs mod et akut kejsersnit.

“Hvis vi skal snakke om det der smertelindring, så er det ved at være nu”, siger jeg til hende, da hun kommer ind på stuen. “For om en halv time er jeg ikke længere klar i kasketten”, fortsætter jeg og rækker så hånden i vejret for at markere at jeg er på vej ind i en ve.

Lisbeth tjekker og er enig. Jeg er 6cm i åben og i allerhøjeste grad i aktiv fødsel. Jeg giver grønt lys til at få gjort klar til epiduralen og hun ringer efter anæstesi-teamet, og de kommer allerede efter et par minutter. Først én meget pæn anæstesi-læge. Så en anden. To utroligt pæne anæstesi-læger mens jeg ligger der rødmosset i mine nettrusser og gisper mig gennem veerne.

På det her tidspunkt begynder tingene er sløre lidt, men jeg kan huske, at jeg prøver at løfte hånden for at markere når veerne kommer, men at lægerne ikke rigtigt bemærker noget. Tænker bare, at det ville være herligt ikke lige at blive stukket med en kæmpe nål i rygsøjlen midt i en ve, men de ved vel hvad de laver. “Er hun midt i en ve lige nu?”, spørger den pæneste af de pæne anæstesilæger. “Ja”, siger Lisbeth, der allerede kender mig og mine tegn bedre end godt. “Nå for satan – det kunne jeg slet ikke mærke”, kan jeg høre ham bag mig, men jeg er i min egen lille klokke og det føles næsten som at betragte det hele udefra.

Da de er færdige med nålene, spørger Lisbeth om jeg gerne vil have blokaden eller hvad jeg tænker. “Nu har I jo stukket mig og det hele sidder klar, så man skulle da være et skarn”, får jeg sagt mellem to veer. Og sådan bliver det. Og det er vidunderlig. V i d u n d e r l i g t.

Klokken nærmer sig 12 og jeg er efterhånden både sulten og lidt træt ovenpå den noget sporadiske nattesøvn natten forinden (.. for ikke at nævne de to års manglende søvn jeg allerede har i banken). Jeg får en bolle med smør og ost. Hele min krop er varm og afslappet og jeg er helt høj på lige dele fødsel og epidural. Jeg sms’er Sofie og Emily, og får fneset lidt i min lille epidural-brændert. Det er er herligt. Og så tager jeg 30mins med lukkede øjne og samler lidt kræfter.

Ved 13tiden begynder jeg at kunne mærke tyngden og presset. Jeg vil gerne op og stå og står og svajer over sengen, og kan ikke lade være med at presse lidt med, når veerne ruller. Jeg forventer egentlig ikke at jeg er mere end en 7cms penge åben (fordi 6cm en time tidligere) og tænker, at det bare er epdiuralen, der får veerne til at føles lidt sjovt. I en af veerne siger det ‘plask’ og vandet fosser igen ud af mig, så jeg står og sjapper i en sø på gulvet. Lisbeth kommer ind på stuen: “Jeg er altså ikke sikker på om jeg lige har tisset på gulvet”, får jeg sagt lidt forlegen. Og hun griner og siger, at det har jeg ikke – det er fostervand.

“Jeg skal virkelig meget på toilettet”, siger jeg, og sender en tanke til den der klyx jeg har fået et par timer tidligere. Det vil jeg egentlig gerne lige være sikker på, er et overstået kapitel før fødslen for alvor går igang.

“Det tror jeg altså ikke du skal”, siger Lisbeth. “Nej okay, øh.. Det kan godt være, men det vil jeg altså gerne lige have lov til”, insisterer jeg og sætter kurs mod toilettet.

Derude kan jeg godt mærke at Lisbeth måske nok egentlig havde ret, og da jeg forsigtigt rækker en hånd ned, bliver jeg både overbevist og skrækslagen. Someone’s crowning og hér sidder jeg bag lukket dør.

Jeg prøver at fremstamme et ‘hjælp’, men kan ikke få ordet over mine læber. Istedet klynker jeg. Først lidt stille. Så lidt højere. Og heldigvis højt nok til, at Skjorten og Lisbeth reagerer.

Han står virkelig langt nede og det føles lidt som om, mit bækken er på vej i to dele. “Jeg har brug for en pause!”, får jeg vrisset. Jeg ved ikke lige, hvad jeg forestillede mig (nok ikke noget – man er ikke så rationel), men altså det kan man jo ikke lige få. Istedet får jeg hjælp til at krabbe mig over til sengen.

At komme op på sengen med et barn der står så lavt, føles lidt som om Lisbeth beder mig om at bestige Mount Everest. Are you kidding me? Jeg er krøllet sammen som en bold og får somehow rullet op på sengen og lander på knæene. “Vil du føde her på knæene?”, spørger Lisbeth. Og honestly, I don’t give a rat’s ass – jeg kan føde however det skal være, hvis bare jeg må slippe for at skulle mosle mere rundt.

Da jeg fødte Elise blev jeg enormt skræmt på det her punkt i fødslen. Måske fordi det for alvor er her man mærker det totale kontrol-tab. Hér kroppen bare tager over, og man bare må følge med. Det samme sker nu og jeg får hvisket at “… jeg er altså lidt bange”. Lisbeth stopper hvad hun har gang i kommer helt op til mit ansigt. “Kig mig i øjnene!” beordrer hun. Og jeg makker ret. “Du har så godt styr på det her og på din krop – nu er du ved at føde og om lidt skal du møde din lille dreng. Vi snakker ikke halve eller hele timer – vi snakker presseveer!”.

Pressefasen med Elise tog næsten halvanden time, så beskeden om at vi snakkede et par veer var den helt rigtige motivation. Var vi virkelig så tæt på?

Og det var vi. Fem presseveer senere kl 13:59 landede der 4200g Carl i mine arme – efter spontan vandafgang og 3 timers aktiv fødsel. En helt anden oplevelse end første gang.