Baby – ACIE

Graviddagbog: 5. måned, kalenderkoks, misdannelsesscanning og ørl ned af bjergsiden…

Hvornår: April

Sådan havde jeg det:

Vi er inde i en periode, hvor Elise sover helt igennem horribelt om natten. Hun vågner flere gange og er fuldstændigt ulykkelig, og intet hjælper. Vi kan slet ikke nå igennem til hende, når det sker – hun slår ud efter os, hvis vi prøver at røre hende, kaster sutten i hovedet på os, hvis vi giver hende den og bliver kun endnu mere ulykkelig hvis vi prøver at trøste. Ved en tilfældighed opdager jeg, at det eneste, der kan få hende tilbage til overfladen er Gurli Gris. Midt om natten. Det hjælper. Det er totalt sort, men hvad gør man ikke!? Så vi ser meget Gurli Gris og jeg er meget træt. Slidt. Udmattet. Kombinationen af gravid-træthed og flere timers Gurli Gris hver nat.

Vi skal på skiferie i en uge med min familie, og jeg glæder mig til at komme ned og få noget frisk luft. Og til at holde ferie. Og få sol på næsen ovenpå hvad der føles som verdens længste vinter. Men selvom vi har gjort vores bedste for at planlægge, så kokser det alligevel lidt.

Vi har splittet os op, så Elise og jeg kan flyve (med mine forældre) og Skjorten kan køre med hele familiens bagage – ski, udstyr, klapvogn, højstol, rejseseng og hvad man ellers skal have med. Vi har aftalt at han kører tidligt fredag morgen og så flyver vi efter lørdag morgen.

Første koks sker da, SAS meddeler at vores flyafgang er rykket fra kl 9 til 7. Av. De to timer gør virkelig en forskel på dét tidspunkt. Især med en tumling. Jeg løser det ved at booke en overnatning på et lufthavnshotel – så er der styr på morgenlogistikken og vi skal bare trille 100m over i terminalen. Det giver nogle vigtige timer på sovekontoen for en udmattet mor og en, ditto, tumling.

Næste koks sker, da Hillerød Hospital sender mig besked i e-boks om at de har været nødt til at flytte min tid til misdannelsesscanning til, you guessed it, den fredag morgen, hvor Skjorten skal være på vej sydover. Perfekt. På det tidspunkt vil Skjorten være et sted mellem Hamborg og Hannover.

Jeg vil gerne have ham med, men der er ikke noget at gøre. Istedet tager jeg min mor med, og det går så fint. Lillebror i maven er ikke specielt glad for at få taget billeder, og den søde JM må kæmpe lidt for sagen. De tager jo mange billeder og nogle er ret svære at fange, og kræver koncentration – jeg kan ikke lade være med at blive nervøs, hver gang hun bliver lidt stille… Men det går. Og vi bliver sendt hjem med topkarakterer og har endda set den lille mand ligge og vinke ud til os. Puh. Lettelse.

Og så afsted på skiferie. Elise og jeg tjekker ind på hotellet og vi hygger os virkelig. Hun vinker og siger ‘hej heeej’ til alle flyvemaskinerne, der lander og letter. Vi bestiller roomservice og spiser pomfritter i sengen. Og går tidligt i seng. Men hendes lille hovede kan ikke finde ro og hun sover ekstraordinært dårligt den nat. Da vækkeuret ringer kl 5 næste morgen er hun ked af det. Og det er hendes mor også.

Jeg slæber mit tunge trætte barn gennem lufthavnen. Og slæber på en tung mave oven i hatten. Og en overnatningstaske på ryggen. Da vi endelig kommer om bord på flyet er Elise så udkørt, at hun græder det meste af turen til Geneve. Til sidst græder jeg også lidt. Af afmagt, frustration og over at være ‘den mor’ med ‘det barn’. En halv time inden vi lander falder hun i søvn i mormors arme. Helt udkokset. Og jeg tror jeg trækker vejret for første gang siden kl 5…

Og så igennem lufthavnen i Geneve. Bagage-helvede. Og i bus hen til lejebil, som selvfølgelig driller. Vi bruger 1.5 time i en mørk beskidt p-kælder, hvor jeg stæser rundt efter Elise og forsøger at undgå at hun piller ved fremmede biler, bliver kørt ned og/eller bliver alt for beskidt. Fuck, jeg er træt. Og endelig kommer vi afsted. Jeg har telefon-kontakt til Skjorten, som ligger nogle kilometer bag os – han har købt brød, ost, pølse, drikkevarer og vi mødes på en rasteplads for foden af bjergene. Jeg har ikke set ham i 1.5 døgn på det tidspunkt og gensynet er kærkommet.

Og så triller vi videre. Det sidste stykke. Da GPS’en melder at vi er 9 minutter fra at være fremme, må jeg give op og bede min storebror holde ind til siden. Jeg er totalt udmattet. Alt for lidt søvn, alt for megen slæben på en lille sur Elise og så en graviditet on top. Jeg ørler 3 gange ned af bjergsiden og Skjorten, der har har indhentet os, kommer ud med vand til mig. Og som vi har talt om ved tidligere lejlighed er kombinationen af en andengangsgravid bækkenbund og eksplosiv ørl, en træls kombination for en blære, der ikke har tisset siden lufthavnen i Geneve. Perfekt, når man står der i midten af ingenting. Så vi må videre. Min storebror kører eksemplarisk de sidste 9 minutter og da vi kommer frem bliver jeg parkeret på en bænk i skyggen mens vi venter på at kunne få vores lejlighed.

… Det mest positive der er at sige om den slags lavpunkter, er jo tilgengæld at det kun går én vej derfra og det er op – så resten af ferien var heldigvis noget mere positiv. Omend Elise fortsat sov helt af helvedes til.

Det googlede jeg:

… hårfarve gravid.

… frisør gravid.

… grønne produkter hårfarve gravid.

… gravid må jeg spise ost.

Det cravede jeg:

… Iskolde øl, charcuterie, d-vitamin, grapefrugt juice, lemonade og søvn. Rigtig meget søvn.

Graviddagbog: 4. måned, sådan fandt vi ud af kønnet og en stor lyst til blødkogte æg..

Hvornår: Marts

Sådan havde jeg det: 

Jeg er godt ude over 1. trimester, men kvalmen hænger i endnu. Det er irriterende. Og jeg er træt. Meget træt. Og bruger mange timer i sengen på at se true crime – det her indlæg er ikke tilfældigt;)

En fredag i starten af marts får jeg besked på den blodprøve jeg har fået taget og som (bla) afslører frøets køn. Jeg er på vej ned i vuggestuen og hente Elise, da mailen tikker ind, og jeg må sætte mig på trappen ved hoveddøren og ringe til Skjorten med det samme. Jeg har ikke læst mailen selv, og jeg håber sådan han tager den. Det gør han ikke.

Heldigvis ringer han tilbage. “Kan du snakke?” spørger jeg, velvidende at han endnu ikke har fortalt på arbejde, at han skal være far igen. Det kan han godt. Jeg læser mailen op og halvvejs igennem står resultatet. En dreng. En lillebror. Filmen knækker lidt for mig dér og jeg hikster mig igennem beskeden. På den gode måde, forstås. Tænk at man kan være så heldig? Tænk at vi får lov til at opleve én af hver.

It goes without saying, at vi var blevet glade ligegyldigt hvad. Men måske er det også fordi det hele bliver lidt mere virkeligt lige dér – lidt mere virkeligt, at vi skal være forældre igen. Og at det er en lille dreng, der ligger derinde. Jeg drømmer allerede om min ‘mors dreng’ og om hvordan han for evigt vil elske mine frikadeller over alle andres, komme hjem med sit vasketøj til han fylder 35 og andre af den slags ting, som er drengemødre forundt. Og om, at jeg nok brygger på et drengebarn, der får nogle ustyrligt lange ben (som sin far) og derfor en dag vil kalde mig – MIG – for ‘lille mor’.

Det googlede jeg:

… “Sødt babytøj dreng”

… “Hvor langt er jeg?”

… “gravidkvalme dreng”

… “søsendevogn i Ford Ecosport”

Det bekymrede mig: Om kvalmen dog aldrig ville forsvinde..

Det cravede jeg: stadig appelsinjuice… og grapefrugtjuice… Men også blødkogte æg!? Og brød med tandsmør og hårde oste. En tur til frisøren – mit hår vokser helt vildt og mørkere (??) når jeg er gravid. Min udvoksning er for sindssyg.

Vi venter en lille….

… så må det være på høje tide, at få fortalt hvad det er for en lille reje, der gemmer sig bag bulen. Jeg ville egentlig have gjort det før, men skulle lige have fortalt det ude i den virkelige verden først – og så kom både maveinfluenza og ferie på tværs.

Men men – nu skal det ikke trækkes længere. Elise skal være storesøster til en lillebror. Og it goes without saying, at man som forældre, er glade så snart beskeden om sund og rask står klar, men derfor føles stadig ekstra spændende, at få lov til at opleve én af hver. Men når det er sagt, så havde det da også været dejligt velkendt, at få en lillesøster…. Og dejlig praktisk, med alt det lyserøde tøj jeg har liggende. Doh.

Jeg havde en klar feeling, men det kan man jo altid være klog og sige nu;) Ligesom med Elise, havde vi et pigenavn klar, mens drengenavne har voldt os lidt flere kvaler – hvor vi er landet, vil jeg vente med at fortælle, til han faktisk er her… Tænk nu hvis han kom ud og så var det helt forkert:)

Jo. It’s a boy. Jeg glæder mig helt åndssvagt til at blive drengemor (.. også). <3

 

PS: og noget helt andet – jeg ligger lidt efter i kommentarsporet og håber I vil bære over med mig. Jeg skal nok vende frygtelig tilbage og få svaret på alt, men prioriterer lige, at holde lidt ferie med min familie. Klem

Graviddagbog: 3. måned, skiferie, appelsinjuice og ‘jeg kommer ikke på arbejde idag chef’…

Det er blevet tid til endnu et kapitel i graviddagbogen – det første kapitel kan I læse hér. Og craver man endnu mere gravid-snak så kan “Tanker fra 1. trimester” og “Tanker fra 2. trimester” fra min graviditet med Elise anbefales:)

[Jeg har allerede overgivet mig til preggo-jeans og synes selv, at bulen er noget insisterende – I bemærker ingenting, så det er nok bare mig. Jeg fylder kvalmedepoterne med min fellow preggo Emily, og vi labber kulhydrater og pisket smør i os, som var der no tomorrow. Ingen af os har sagt noget højt endnu (altså vi har sagt det til hinanden, men ikke sådan på bloggen) og det er rart med en fellow hemmelighedskræmmer.]

 

Hvornår: Februar

Sådan havde jeg det:

Den insisterende kvalme holder fast i mig på en anden måde, end da jeg var gravid med Elise. Den er der hele tiden og jeg jeg prøver alt – kvalmearmbånd, stærke B-Vitamin piller og hvad jeg ellers kan finde på og opstøve af råd rundt omkring. Jeg er træt og drænet – måske fordi jeg denne gang ikke kan sove om natten og iøvrigt piler rundt efter en lille dame på halvandet.. Heldigvis skal vi på vinterferie og jeg husker, hvordan min kvalme forsvandt som dug for solen i alpeluften, sidst jeg var gravid.

Inden vi tager afsted må jeg skrive til min agent og forklare, hvad der er op og ned – for min egen skyld. Jeg hænger efter på alle fronter og har dårlig samvittighed, men det kan jo ikke nytte noget. Det er selvfølgelig helt fint og hun lover at være mit ‘skjold’ mod verden<3

På skiferien hopper jeg ud af 1. trimester og håber, at kvlamen vil lette. Det gør den ikke. Men jeg nyder slappe dage i Alpesolen – vi er mange afsted og jeg bruger en hel uge med min bedste veninde, hendes gravide mave og vores to små spilopper. Hun er længere end jeg og noget friskere, så hun er sød at holde øje med Elise mens hun sover i klapvognen, så jeg også kan sove. Og hun giver den los på kælken med de to små, mens jeg sidder og sumper i en alpestråle. Vi skåler i store alkofri øl og klemmer pomfritter og kaiserschmarnn ned på den hytte vi hurtigt får gjort til vores stamsted. Imens står vores mænd på ski og hygger sig og møder os til frokost på bjerget.

Det er en dejlig uge. Rigtig dejlig.

Da vi er hjemme igen er det tid til nakkefold – den ligger lidt sent og I må ikke spørge mig hvorfor. Alt ser fint ud, heldigvis. Jeg er blevet scannet en del gang i starten af graviditeten (.. det tog mig noget tid, at lande i graviditeten på en måde – det føltes som om, at det var gået for let. Som om, at noget måtte være galt) og er nervøs. Ikke mindst fordi Chris netop i disse uger kæmper med lidt uvis besked fra deres misdannelsesscanning og det sætter tanker igang. Hun er sød til at skrive opdaterende sms’er med seneste nyt og endda spørge ind til mig og os. Hun var iøvrigt én af de første jeg fortalte, at jeg var gravid. Allerede lige efter nytår.

Det går heldigvis godt. Og der er ikke en finger at bemærke på det lille frø derinde. Vi får et fint risiko-tal, men jeg kan ikke lade være med at blive lidt chokeret, da jordemoderen fortæller, at i det øjeblik jeg trådte ind af døren med mine 32år, så lå risikotallet allerede på 1:460 og så kan scanningen trække i den ene eller anden retning. Det er vildt så hurtigt det går ned af bakke, når først man er blevet 30.

[Skiferie, venindetid og klar alpeluft gør godt – jeg endelig ude over 1. trimester og selvom kvalmen letter lidt, så er den der endnu.. Suk…]

Det googlede jeg:

… “Graviditetskvalme tips”

… “Den bedste ammepude”

… “Nakkefold risikotal alder”

… “Graviditetsberegner”

Det bekymrede mig: 

Nakkefoldsscanning! Føj! Ikke sjovt…

Det cravede jeg: friskpresset appelsinjuice… gerne intravenøst.

[Det store bøjlesmil skyldtes en veloverstået nakkefoldsscanning samme formiddag og weekenderne fordrives stadig med kulhydrater og min største graviditetscraving: friskpresset appelsinjuice. Jeg får en led kommentar til et billede om, at jeg skulle tage og spise noget salat og jeg har lyst til at skrige til vedkommende, at jeg er gravid i 4. måned og hun kan være ganske rolig – jeg har ikke rørt noget der ligner mad i flere dage, på det tidspunkt.. Men det kan man jo ikke…]

Om pusletasken, der kan gøre en forskel..

I sidste uge, var jeg inviteret til præsentation afholdt af organisationen Chimalaya (så derfor skal indeværende indlæg altså markeres som reklame, annonce og alt det andet – omend det virker lidt åndssvagt i det konkrete tilfælde), de er nemlig gået sammen med CamCam Copenhagen og Amazing Space om at lave en rigtig fin pusletaske. Og udover, at den er mægtigt fin, så gør den også godt – for hver solgt pusletaske herhjemme, går der en pusletaske til en mor i Nepal.

Jeg kendte ikke Chimalaya inden, men formålet med organisationen er enkelt – at forbedre vilkår og helbred hos nyfødte og deres mødre i Nepal, ved hjælp af undevisning om almindelig hygiejne, hjemmebesøg, oprettelse af mødregrupper med deltagende læger, fokus på amning, undervisning om sund ernæring mm. Antallet af nyfødte der dør i Nepal, er desværre mege meget højt… Og som mor til en lille fis og med en lille bønne i maven on top, så fylder netop sådan noget enormt meget hos mig lige nu – derfor altså dette indlæg. Jeg er klar over, at pessimisterne vil sige, at der er millioner af børn, der lider nød verden over, at Nepal ikke står alene osv – men dén sørgelige virkelighed (som jeg blankt erkender), synes jeg ikke er grund til ikke at hjælpe de ildsjælde, der forsøger at gøre en helt konkret og lavpraktisk forskel for mødrene i Nepal.

For nyligt har Chimalaya udviklet en pusletaske, som udleveres til de nybagte mødre – den indeholder blandt andet en vaskbar puslepude (af hensyn til hygiejne), håndklæde, sjal/vikle, tøj, termometer, håndsprit og noget øjensalve, fordi mange nyfødte bliver malet med kohl om øjnene.. Og det er altså denne pusletaske, som vi som mødre herhjemme kan finansiere, hvis vi køber en CamCam “Bag4Life”.

Pusletasken er den ‘nye’ store CamCam-model og den er fyldt med lækre sager – 2 stk stofbleer fra CamCam, påfuglerangle fra CamCam og en lang række lækre produkter fra Amazing Spaces babyline, herunder babyshampo, babyolie, sos-salve, vådservietter og en lille sød bamse. Tasken har en værdi af knapt 1500kr, men kan købes for 995kr hos CamCam Copenhagen her. Det kunne være en oplagt idé at gå nogle gaver sammen og give en kommende mor i barselsgave, babyshower-gave eller lignende. Faktisk gav jeg, Emily og Cathrine netop en CamCam pusltaske til Christina, da hun ventede Lily i sin tid;)

Så jo. Et lidt atypisk indlæg, men jeg ville gerne lige dedikere mit lille talerør til at støtte op om det fine initiativ, og synes det var mere end oplagt i netop dette forum, hvor mange af os enten selv laver børn eller har veninder eller søstre der gør det.

Jeg har fået tasken med hjem fra eventet, så jeg har selv doneret en pusletaske direkte til Chimalaya – står man ikke lige og mangler en pusletaske (eller kender nogen der gør det), så er det altså også en mulighed. Det kan gøres via linket her.