Baby – ACIE

Om pusletasken, der kan gøre en forskel..

I sidste uge, var jeg inviteret til præsentation afholdt af organisationen Chimalaya (så derfor skal indeværende indlæg altså markeres som reklame, annonce og alt det andet – omend det virker lidt åndssvagt i det konkrete tilfælde), de er nemlig gået sammen med CamCam Copenhagen og Amazing Space om at lave en rigtig fin pusletaske. Og udover, at den er mægtigt fin, så gør den også godt – for hver solgt pusletaske herhjemme, går der en pusletaske til en mor i Nepal.

Jeg kendte ikke Chimalaya inden, men formålet med organisationen er enkelt – at forbedre vilkår og helbred hos nyfødte og deres mødre i Nepal, ved hjælp af undevisning om almindelig hygiejne, hjemmebesøg, oprettelse af mødregrupper med deltagende læger, fokus på amning, undervisning om sund ernæring mm. Antallet af nyfødte der dør i Nepal, er desværre mege meget højt… Og som mor til en lille fis og med en lille bønne i maven on top, så fylder netop sådan noget enormt meget hos mig lige nu – derfor altså dette indlæg. Jeg er klar over, at pessimisterne vil sige, at der er millioner af børn, der lider nød verden over, at Nepal ikke står alene osv – men dén sørgelige virkelighed (som jeg blankt erkender), synes jeg ikke er grund til ikke at hjælpe de ildsjælde, der forsøger at gøre en helt konkret og lavpraktisk forskel for mødrene i Nepal.

For nyligt har Chimalaya udviklet en pusletaske, som udleveres til de nybagte mødre – den indeholder blandt andet en vaskbar puslepude (af hensyn til hygiejne), håndklæde, sjal/vikle, tøj, termometer, håndsprit og noget øjensalve, fordi mange nyfødte bliver malet med kohl om øjnene.. Og det er altså denne pusletaske, som vi som mødre herhjemme kan finansiere, hvis vi køber en CamCam “Bag4Life”.

Pusletasken er den ‘nye’ store CamCam-model og den er fyldt med lækre sager – 2 stk stofbleer fra CamCam, påfuglerangle fra CamCam og en lang række lækre produkter fra Amazing Spaces babyline, herunder babyshampo, babyolie, sos-salve, vådservietter og en lille sød bamse. Tasken har en værdi af knapt 1500kr, men kan købes for 995kr hos CamCam Copenhagen her. Det kunne være en oplagt idé at gå nogle gaver sammen og give en kommende mor i barselsgave, babyshower-gave eller lignende. Faktisk gav jeg, Emily og Cathrine netop en CamCam pusltaske til Christina, da hun ventede Lily i sin tid;)

Så jo. Et lidt atypisk indlæg, men jeg ville gerne lige dedikere mit lille talerør til at støtte op om det fine initiativ, og synes det var mere end oplagt i netop dette forum, hvor mange af os enten selv laver børn eller har veninder eller søstre der gør det.

Jeg har fået tasken med hjem fra eventet, så jeg har selv doneret en pusletaske direkte til Chimalaya – står man ikke lige og mangler en pusletaske (eller kender nogen der gør det), så er det altså også en mulighed. Det kan gøres via linket her. 

Gravid-dagbog: den første måned..

Sidst jeg var gravid, lavede jeg en lille føljeton med tanker fra graviditetsboblen, som I var mange der satte stor pris på, så den succes vil jeg tillade mig at gentage… Sidst gjorde jeg det ‘trimester for trimester’, men det blev liiidt langt, så jeg tror jeg vil splitte det lidt mere op denne gang, for at gøre det lidt mere læsevenligt… Og idag vil jeg starte med den første måned –  eller det er jo skørt, men i 1. måned ved man jo slet ikke at man er gravid, så derfor hopper jeg altså direkte til 2. måned og kalder den ‘første’.. Jeg håber I forstår!;)

Det tænkte jeg….

Som fortalt, så blev vi lidt overraskede, over at det skulle gå så hurtigt at lave nr 2 – og det prægede klart de første måneder.. Da jeg blev gravid med Elise, havde Skjorten helt styr på hvornår jeg testede og da den første forsigtige skyggestreg viste sig, meddelte jeg at “jeg tror altså den er der”..

Sådan var det ikke helt denne gang. Han havde set en tissepind ligge på badeværelset et par dage tidligere (mens de stadig var meget meget negative) og havde spurgt ‘om der var noget vi skulle snakke om’. Nej nej, bedyrede jeg. Ingenting at rapportere. Og så tænkte han nok ikke så meget mere over det..

Og da jeg så selv konstaterede en lille streg, skulle den lige lande. Kunne det virkelig passe? Skæbnen ville det naturligvis ikke anderledes, end at Skjorten netop i de dage fik raget en solid omgang omgangssyge til sig, og derfor blev sendt i sygeisolation i gæsteværelset i kælderen.. Og mens han altså lå dernede, så tissede jeg på nogle flere pinde og budskabet var ikke til at være i tvivl om.

Og den skulle, som sagt, lige lande. Jeg gik rundt med en tissepind i min frakkelomme en eftermiddag, jeg var ude og rulle med Elise i vognen. Måtte flere gange hive den op af foret og tjekke om den virkelig var god nok. Om der stadig var to streger. Men jo. Og nu måtte jeg nok hellere få sagt noget til Skjorten, der stadig lå syg i kælderen…

Da vi nåede til Lille Juleaften og jeg havde gået rundt og holdt på den bette hemmelighed i hele 4 dage (… jeg tænkte, at forudsætningerne for positiv reaktion trods alt ville være størst, hvis jeg lige lod ham ørle færdig først. Eller. Selvfølgelig ville reaktionen være positiv, men jeg tænkte at han nok ville blive ligeså overvældet som jeg selv. Og overvældelse og opkast går dårligt hånd i hånd. Ihvertfald for mig), blev han endelig frisk.

Men da havde jeg ventet så længe, at jeg alligevel tænkte, at jeg godt lige kunne holde den til juleaften. Så det gjorde jeg. Og det er ikke fordi jeg pakkede pinden pænt ind eller iøvrigt gjorde et stort nummer ud af det, men det virkede som en fin dag at fortælle, at jeg altså havde en ekstra lille gave til ham.. Og han blev glad. Og slet ikke spor overvældet. Det var kun mit kvinde-hovede, der gik kortvarigt i baglås;)

Det bekymrede mig…

På en eller anden måde følte jeg, at det var gået for let. Så for at der skulle blive balance i regnskabet, måtte noget andet gå galt. Den følelse kan jeg stadig gå med. Derfor blev jeg scannet ret mange gange i starten – jeg turde simpelthen ikke lande i, at alt var ok.

Sådan havde jeg det…

Jeg blev mega hurtigt ramt af giga-kvalme og fra uge 7-11 kunne jeg dårligt komme ud af sengen. Jeg lignede en død kat og havde det på ca. samme måde. Månedens absolutte lavpunkt var, da jeg var nødt til at kaste op ude på Fisketorvet, da disse billeder blev taget. De er fanme også dårlige, haha.

Det googlede jeg…

  • … Gravid chance måned for måned
  • … SA risiko uge for uge
  • … Hvad er pseudotvillinger
  • … Erfaringer med 2 år mellem søskende
  • … Den bedste søskendevogn

Det cravede jeg…

Danskvand med citrus, primært. Kiwi, citrusfrugter, svømmehal, solskin og lys, acai-bowls og sjældne gange en Bao med kylling fra LêLê. Så weird.

 

Gravid igen… Altså var det planlagt!?

… det er jo et lidt akavet spørgsmål – det har vi snakket om før, iøvrigt. Ikke mindst, fordi hvis der er én ting her i livet man ikke kan planlægge, så er det vel netop dét. Jeg er klar over, at man kan prøve. Meeeeen at the end of the day, så er det jo ude af vores små kontrol-elskende hænder.

Men altså – jeg er blevet stillet spørgsmålet mere end et par gange, efter jeg har fortalt folk, at Elise skal være være storesøster.

Og det korte svar er: Ja. Ja det var planlagt.

Det lidt længere svar er: … men det gik nok lidt hurtigere end vi havde forventet.

De første tanker om en 2er begyndte at rumstere hos – især mig – kort inden Elises fødselsdag. Og det udmøntede sig, blandt andet, ved dette blogindlæg. For jeg var meget i tvivl om hvad der er den ‘rigtige timing’ for sådan noget. På den ene side kunne jeg mærke uret tikke. På den anden side kæmpede (.. kæmper) vi stadig med nattesøvn. Og så var jeg også i tvivl om jeg ville ‘frarøve’ Elise noget, ved at gå igang for tidligt.

Så jeg labbede jeres erfaringer i mig. Læste de artikler i linkede til. Og så snakkede jeg selvfølgelig med Skjorten. Hvor var han? Hvad tænkte han?

Vi blev enige om, at vi ville starte til Februar. Og så var vi godt klar over, at vi hverken havde overskud til eller mulighed for at gå ligeså struktureret til opgaven, som vi gjorde med Elise. Vi blev gift i oktober og præcis 1 år efter kom hun, så I kan selv regne ud, hvor lang tid hun tog at lave. Så med en lidt mere afslappet tilgang til projektet, forventede vi en leveringstid på en 6-8 måneder.

Og så gik der et par måneder. Og pludselig en weekend i november skreg hele min krop. Nu. Nu nu nu nu nu nuuuuuuuuuuuuuuuuuuu. DET ER NU! Skreg den. Og det fortalte jeg Skjorten. Sagde til ham, at han måtte være den med fornuften, for jeg var tydeligvis i under påvirkning af et eller andet. “Nåmen okay”, sagde han helt roligt. “Så lad os prøve – og hvis det så er, så er det skæbnen… Og hvis ikke – så venter vi til februar”.

Han er meget rolig, min mand. Ikke sådan at slå ud af kurs (oftest, ihvertfald). Så sådan blev det. Skæbnen. Den kan jo også noget.

Og et par uger efter begyndte jeg at tisse på pinde. Alt for tidligt, for det der med tålmod har aldrig været min force. Og i starten var der ikke noget. Ikke skyggen af noget, der lignede noget som helst. Og selvom det jo egentlig slet ikke skulle være nu og alt det der, så mærkede jeg alligevel den der snert af skuffelse.

Og om det var fordi min krop så absolut vidste, at noget var på færde, ved jeg ikke, men jeg tissede videre. Og pludselig et par dage efter dukkede der noget op, der ikke var til at tage fejl af.

Shit. Yes. Shit. Yes.

Skiftevis panik og lykke.

Og det er altså historien. Nu har jeg fundet ro i, at der var et lille frø, der helt bestemt havde besluttet sig for, at det var klar til at komme til verden. Og det lille frø har bestemt fra første sekund og har ikke været bleg for meget tydeligt at fortælle mig, hvordan det her skulle forløbe. Jeg er bare en glorified rugemaskine – frøet inde i maven er den ægte chef. Og iøvrigt slet ikke noget frø mere, men et lille livligt menneske, der sendte mig de første spark allerede omkring uge 13-14 stykker.

Og jeg kan ikke lade være med, at smile af min lille chef inde i maven. Frøet der ville frem i verden. Hvis det allerede er sådan nu, hvordan skal det så ikke ende, når mit lille frø en dag er voksen? Statsminister? Kan det mon gøre det? 😉

 

 

Mor-alarm: Lupilu vs. Libero..

Okay, vi bevæger os endnu engang ud i et territorie jeg ikke havde tænkt mig, at jeg skulle ud i, men altså… I er et par stykker, der har bedt om det, og i erkendelse af, at vi – over en bred kam – står ca. samme sted i livet, så håber jeg, at indlægget hér kan have interesse for mere end… well.. lige dem der har efterspurgt det.

Jeg vil dog skynde mig, at sige, at er man ikke mor eller har planer om at blive det, så skal man skynde sig væk. Gå et sted hen, hvor det handler om noget sjovere – og kom tilbage imorgen, så snakker vi om noget der ikke har noget med mor-skab at gøre;)

Men idag er det virkelig mor-agtigt, det der skal foregå her på domænet, og en del af mig, tager sig lidt til hovedet…Men som jeg vist har fået sagt ved tidligere lejlighed også – adulting happens to the best of us….

Som I ved, var jeg i Lidl for et par uger siden, for at handle til en hel uge – noget af det vi trods alt bruger i løbet af en uge er bleer. Så sådan nogle måtte jeg også have – og dem fra Lupilu har jeg hørt de andre damer tale så positivt om, så nu måtte de prøves. Jeg skal tilføje, at indeværende indlæg ikke er sponsoreret – det er helt for egen regning.

Inden jeg fortsætter, så tænker jeg også, at det er værd at nævne, at jeg forestiller mig at ble-præferencer er lidt som mascara-præferencer – alles er forskellige. Både pga barnets alder, men også pga så mange andre ting. Så altså – jeg forestiller mig ikke at mine ord på nogen måde er en universel sandhed, men snarere blot en enkeltstående mors erfaringer, som I kan bruge (forhåbentligt og måske) til at vurdere om I vil kaste jer ud i selv at prøve.

Og nu har vi altså brugt Lupilu-bleerne herhjemme i nogle uger og har en dom klar. Vi synes de er gode – men (og der er et men), der er ikke gode nok om natten. Vi bruger dem om dagen, og så bruger vi Libero Touch om natten. Elise er et ekstraordinært tørstigt barn og drikker virkelig meget (så meget at vi er nødt til at gemme hendes kop til aftensmaden, for hvis ikke hun får lidt mad først, så glemmer hun helt at spise og bruger istedet måltidet på at køre vand eller mælk ned), så det kræver sin natteble, at holde tæt, og det har vi altså erfaret er for stor en opgave for Lupilu-bleerne.

Når det er sagt fungerer de fint om dagen – og med en pris pr ble på 1,21kr (44stk til 53,50kr) vs Libero’s 2,25kr (40 stk ofte på tilbud til 89,95kr), så er der penge at spare. Det hjalp yderligere – gevaldigt endda – at der var 50% på Lupilu-bleerne, da jeg købte dem og således stod en pakke med 44stk i 26,75kr, eller ca. 1/4 af hvad Libero-bleerne koster (… når de er på tilbud). Så begynder det for alvor at kunne mærkes!

Og for nu at være helt tydeligt – jeg kommer ikke til at køre efter Lupilu-bleerne, men jeg kommer til at købe dem, når jeg iøvrigt er i Lidl (og hamstre, hvis de er på tilbud).

Derimod er der andre ting, som jeg godt kunne finde på at køre efter, og som jeg derfor synes fortjener at blive nævnt, selvom det for så vidt ikke har noget med bleer at gøre – frugtstængerne er altså virkeligt gode og frugtsmoothierne, ditto. Frugtstængerne udmærker sig ved at være pakket ind i spiseligt rispapir, så de ikke fedter – og så koster de kun 3,50kr pr stk.

Smoothierne koster 19,95kr for en pakke med 6 stk (.. eller altså godt 3 kr pr stk), og det er altså også noget mere konkurrencedygtigt end det meste andet jeg har set.

Således har Elises farmor også allerede være afsted til deres lokale Lidl for at hamstre af, netop, de to ting, efter anbefaling herfra..

Og så en sidste ting – Lupilu vådservietterne. De er bare gode!! Vi bruger vådservietter på farten og primært til, ahem, de lidt grimmere bleskift. Og hvis der er én ting, der kan gøre mig træt, så er det vådservietter, der ikke er i nærheden af at være våde. Når man står der på et fremmed puslebord og helst bare vil have seancen overstået asap, så skal vådservietterne altså være våde. Ikke noget med at skulle stå og gnubbe og gnide på mit barns stakkels bagdel.

Jeg har tidligere været glad for Huggies, fordi de er de vådeste vi har kunnet finde, men Lupilu har overtaget pladsen som klar favorit. Jeg har forsøgt at vise på billedet ovenfor, hvor meget de skummer op og hvor våde de er. De er altså v i r k e l i g t gode.

De koster 7,50kr pakken (… billigt) og har alle de rigtige mærkninger. Dem holder vi hårdt fast i herfra!

Der er noget jeg ikke har fået fortalt..

… Og jeg ved ikke, hvorfor det har været så svært at få sagt her anden gang, men når jeg har øffet (i ekstra høj grad) over den evige januar vi har været udsat for, så er det fordi jeg brugte store dele af slutningen af december og nærmest hele januar på at ligge med hovedet i tønden. Elise skal nemlig være storesøster, og jeg har nølet lidt med at få det sagt, så jeg er næsten halvvejs og således sker familieforøgelsen altså til august.

Meeeen nu kan jeg ikke gå og hygge mig med bulen selv – “altså når du stiller dig med siden til, kan man ihvertfald godt se, at du er gravid”, grinede Emily af mig i mandags. Så det har jeg ladet være med – og istedet gemt mig bag flæser på maven, store striktrøjer og andre af den slags tricks;) Man popper altså lidt hurtigere, når det ikke er så længe siden man sidst var gravid, haha.

Min graviditet har hér anden gang, været præget af kvalme og træthed. Jeg havde nogle uger i januar, hvor jeg nærmest ikke kunne stå ud af sengen. Da jeg var gravid med Elise stoppede det stort set, da jeg ramte 12. uge, men så heldig har jeg ikke været her anden gang, og jeg har stadig svært ved, at spise, især, aftensmad.

Anyways – det var ikke dét det skulle handle om. Det skulle handle om, at jeg altså er blevet lidt rund på midten og går og brygger på en lille baby. Og glæder mig helt vildt til at blive mor igen – og give Elise den gave at få en søskende (det snakkede vi allerede lidt om hér).

Jeg kommer helt sikkert til at snakke lidt mere baby – men nok ikke helt så meget som første gang. Det er vist meget naturligt, at det ikke fylder helt så meget, når man har prøvet det hele før. Og som ægte andengangsmor er det endnu ikke lykkedes mig, at huske min vandrejournal til noget som helst;)