Baby – ACIE

Min fødselsberetning: da Carl kom til… del 1.

Jeg har nølet lidt med at få skrevet den her fødselsberetning, men nu skal det være – i lige så høj grad, fordi jeg gerne vil gøre det mens jeg kan huske det, så jeg selv kan genlæse den en dag, hvis lysten til dét skulle være dér.

At føde anden gang, var… well… nemt.

Må man godt sige dét om en fødsel? Det føltes sådan… Nemt. For nemt?

Hvis Elises fødsel var et marathon, som jeg mødte op til velforberedt og besejrede, så var Carlsens fødsel en god lille 5kms luntetur, som jeg lige klemte ind en fredag formiddag… You know, no big deal.

Og det lyder jo dejligt. Og rart. Men honestly, følte jeg mig egentlig lidt snydt bagefter. Hvor var det der marathon? Og den der sindssyge følelse af at være den stærkeste i hele verden bagefter? En lean mean føde-machine?

Med tiden har jeg erkendt, at jeg er virkelig heldig, at jeg har fået lov til at opleve to så forskellige fødsler. Og at der også er en god ‘lean, mean føde-machine’-følelse i at kunne kalde en fødsel “nem”.

Men let’s get to it – den dag Carl kom til…

Da jeg var 37+6 havde jeg en tid til jordemoder. Det var første gang den lange skulle med, for vi var begyndt at nærme os termin og set i lyset af, at Elise vejede næsten 4800g, da hun kom til, var jeg blevet fulgt lidt ekstra og havde nogle ekstra tider i bogen til både scanninger, JM og en fødselslæge. Og nu nærmede vi os altså den tid, hvor nogle af disse aftaler kunne betyde store beslutninger om tidlig igangsættelse, hvis man mistænkte at den lille fyr derinde, så ud til at følge trop med sin søster på størrelsen.

Så vi drog til Hillerød og jeg glædede mig til at se min jordemoder, Marie, som jeg igennem hele forløbet havde haft rigtig god kemi med. Hun kom bare ikke. Det gjorde Lisbeth, tilgengæld. Og jeg fik pludselig flashbacks til min fødsel med Elise, hvor jeg den sidste måned blev kastet rundt mellem nye jordemødre, fordi min egen gik på barsel. Og ingen turde tage nogen beslutninger om noget som helst, før jeg mødte en gæv jysk fødselslæge, der ikke mente, at der var grund til at Elise blev længere inde i min mave, da vi først nåede 41+0. Anyways. Sidespor. Nu var jeg lige blevet fulgt ekstra igennem hele graviditeten og skulle det så smides på gulvet her 2 uger inden målet? Med nye mennesker, der ikke kendte mig og min historik? Suk.

Men hun var sød Lisbeth. Og vi havde en god snak. Både om fødsel og igangsættelse (som iøvrigt slet ikke var på tapetet, for alt tydede på, at han var noget mindre end sin søster). 3700g skød hun ham til, der 37+6. Tilgengæld snakkede vi meget amning, og dét får sit helt eget indlæg, men det var en god snak og jeg er så glad for at jeg havde den.

I lige de dage var jeg begyndt at være meget træt. Og begyndt at trække mig fra verden. Helt ubevidst og så alligevel ikke. Jeg trak mig i mig selv og lukkede mig om min lille familie. Skrev håbefuldt til Emily: “Blev du også meget træt, lige op til fødsel?”…. “Nææ, tværtimod” svarede hun. Hmpf. Ikke det svar jeg håbede på.

Men efter vores besøg hos JM var jeg så træt, at jeg faldt i søvn og sov 3 timer. Og først stod op helt groggy, da vi nærmede os aftensmad. Og så fik vi ellers klaret hverdagslogistikken med at få affodret, badet og puttet Elise. Og da den lange gik i seng, gik jeg med. Selvom jeg overhovedet ikke var træt, set i lyset af min enormt lange lur.

Så jeg lå og så fjernsyn. “Han, hun og drømmeslottet”. Perfekt binge-TV. Og da klokken nærmede sig midnat, tænkte jeg, at jeg nok hellere måtte få slukket, for der var jo også en lille dame, der skulle i vuggestue dagen efter og alt det der.

Og så rullede jeg ellers mit enorme korpus om på siden. Og i dét jeg gjorde den bevægelse, sagde det skvæt. Ikke som en ballon der sprang, som nogen siger. Bare lidt som hvis jeg som højgravid havde nyst meget kraftigt. Et lille skvæt. Først var jeg i tvivl om jeg lige havde tisset i bukserne, mærkeligt og uprovokeret af hverken nys eller grin. Og så forsøgte jeg at rulle videre og helt om på siden, hvor vandet så fossede ud af mig og jeg sprang op fra sengen og panisk får vækket den lange med et “Jeg tror altså lige vandet er gået!!!!!”.

“Tror?!”, snøvlede Skjorten sovende. “Ja altså. Det må det være”, svarede jeg og krabbede ud på toilettet med vand sivende ned af lårene.

Fra fødslen med Elise havde jeg et enkelt kæmpe hospitalsbind liggende, så dét tog jeg på og så ringede jeg til fødegangen. “Øh ja hej.. Mit vand er vist lige gået”.

Efter at have afdækket at jeg ikke havde veer, at fostervandet var klart og at jeg havde mærket liv, så blev jeg bedt om at lægge mig til at sove og møde op kl 8 næste morgen. “Ej, kl 7! Det er umuligt med parkering kl 8”, grinede jordemoderen i den anden ende.

I mellemtiden havde Skjorten ringet til farmor og farfar, der drønede afsted var sommerhuset (midt om natten, sorry svigerfolks!) og var gået igang med at pakke den taske han endnu ikke havde nået at få klar, fordi.. well… der var jo god tid! Og så var Elise naturligvis vågnet af alt det påstyr og var kommet ind i vores seng.

Kl 3 kørte mine svigerforældre ind i indkørslen, taskerne var pakket og jeg lå ligeså stille og to de første forsigtige veer med armene og Elise (mens vandet stadig sev – og jeg lå på 3 håndklæder og et af de gode engangsunderlag fra Lidl).

Veerne blev aldrig rigtigt til noget i løbet af natten – enkelte gange hev de mig kortvarigt ud af søvnen og den lange (der ikke kunne lukke et øje) har efterfølgende fortalt, at han kunne høre på min vejrtrækning, når der skete noget. Selv prøvede jeg at samle kræfter til dét der ventede.

Kl 6:30 kørte vi afsted mod Nordsjællands Hospital, og fordi ingen har lyst til at føde på tom mave, måtte vi lige forbi Drive-in hos Lagkagehuset på vejen og få lidt morgenmad. Og mens vi sad der og ventede på kaffen, rullede endnu en ve ind over mig, og jeg kunne ikke lade være med at grine over komikken i situationen.

Og det må vist være dét for nu – jeg havde egentlig ikke tænkt, at historien hér skulle deles op i afsnit, men jeg kan se, at jeg allerede har fået skrevet langt, så jeg må hellere stoppe hér og fortælle resten en anden dag.

 

Det går faktisk meget godt, det der med barsel…

Der har altså været knald på efterårssolen her i weekenden. Ikke mindst dér på havetrappen, der vender stik Syd og altså er det perfekte spot at hænge med en kop kaffe, mens der leges i sandkasse, gynges, cykles og hvad vi ellers finder på i haven.

Det er et godt lille barselsspot med andre ord.

Og det går faktisk meget godt, dét der med barsel.

Jeg var ret bange for den, inden jeg fødte. Det kan I måske huske, at vi snakkede lidt om her? Bange for at kede mig, bange for trætheden, bange for ensomheden og bange for den der latente stress, der altid driller under overfladen, fordi min barsel kun er på deltid. Og så snart Carlsen sover, så skal jeg arbejde. Svare på en mail. Ringe tilbage. Skrive et blogindlæg. Sende et oplæg.

Og derudover vil jeg også gerne lidt ud. Se andre, med små babyer og snakke om dét man nu snakker om, når man har sådan nogle. Gylp, lortebleer og ‘har din også virkelig meget luft i maven?’.

Outfit:

Strik – Designers Remix // Jeans – H&M // Hårbøjle – &Copenhagen // Jakke – H&M (gammel) // Solbriller – byIC // Støvler – New Zealand Boots (reklame, gave)

Og psssst – ovre på min IG-profil kan I vinde et par støvler magen til mine. 

Men det går heldigvis meget godt. Både det ene og det andet.

Det er ikke fordi ‘jeg har regnet den ud’, på nogen måde. Især fordi Carlsen endnu ikke er sådan én, man kan sætte et ur efter. Det kommer, med alderen, det ved jeg godt. Og således har jeg heller ikke været drøn god til at komme ind til byen – det er lidt stress, at skulle pakke hele cirkuset sammen og drøne afsted, når man ikke ved, om barnet vågner efter 3 minutter på motorvejen. Så kan der pludselig være langt, selvom det kun tager 20 minutter.

Men det skal nok komme.

I relation til at jonglere barsel og blog, så synes jeg også det går meget nemmere end jeg havde frygtet. Både fordi jeg var lykkedes med at lave en rigtig god buffer, som kunne holde mig og os kørende, mens jeg bare lå og sumpede i min babyboble. Ens hjerne er jo helt svampet, når man lige har født – sådan har jeg det ihvertfald. Og så er det virkelig svært at producere noget, der er bare den mindste smule interessant for andre. Så jeg var glad for, at have nogle indlæg med substans liggende – og så kunne jeg selv stikke næsen ind forbi med svampet babybobble-lykke.

Nu hvor jeg så småt er gået igang med at arbejde igen, synes jeg også det er lettere end første gang – måske fordi jeg første gang var på 100% barsel, både i min egen og mine nærmestes optik.

Denne gang ved alle godt, at jeg stadig skal arbejde. Det kræver lidt ekstra fleksibilitet – og fx at min mand tager en fridag hist og hér, som i går da jeg var på shoot med GRAM hele dagen. Det er ok, det løser vi sammen.

Så jeg er fortrøstningsfuld. Jeg glæder mig til at få lidt mere struktur på dagene, selvom det omvendt også betyder færre lure i løbet af dagen. Det er ok – det er svært at udnytte lurene til fulde, når man aldrig ved om de varer 4 minutter eller 4 timer. Og så prøver jeg at tage én dag af gangen – og lade være med at sige ja til for meget og være overmodig.

Det hele er lidt nemmere, når man ikke har så mange forventninger til alt det man skal nå og alt det man skal gøre.

Vi tager livet i adstadigt tempo mig og Carlsen, og det fungerer så godt lige nu.

Jeg venter stadig på at få tildelt en mødregruppe, for der er ikke helt nok, der har født til at vi kan danne én i kommunen endnu, men det er ok, for jeg har to gode veninder, der er flyttet til Rungsted og som også er på barsel for tiden. Vi mødes og drikker kaffe et par gange om ugen. Og det er rigtigt dejligt.

Og lige om lidt, så holder Soffen jo op med at arbejde igen, og så satser jeg da stærkt på også at genoptage de ugentlige kaffe-dates med hende. Og liiiige så langsomt får jeg nok også mod til at tage ind lidt mere ind til byen. Min bedste veninde er på barsel. Og Emily er på barsel.

Og måske på et tidspunkt finder jeg også modet og overskuddet til at tage til et bette blogevent. Eller et job-møde. Eller hvad der nu måtte være. Men ikke endnu. Jeg er der ikke endnu. Omend jeg føler, at det er noget mere overskueligt her anden gang end det var med Elise – ikke mindst fordi amningen bare kører og jeg altid har maden klar. Det kræver et separat indlæg, og det skal det få, men det var alligevel værd at nævne i denne snak også, for det betyder virkelig noget.

Så det er status. Det blev lidt mere snik-snakkende det her indlæg end jeg lige havde tænkt. My apologies. Det er barselshjernen der spiller ind – den er stadig lidt svampet i det, omend i bedring ;)08

Når et mor-hjerte går i tusind stykker…

Det ser jo meget let ud, ik?! Sådan med Chanel-tasken i den ene hånd og barnevognen i den anden. Jeg mangler bare en to-go kaffe i kopholderen og så havde det været perfekt.

Men det er det altså ikke. Let. For mig altså. Og bag solbrillerne skjuler der sig et par trætte øjne. Og hårbøjlen camouflerer en frisure, der både trænger til en vask og en hårbørste.

Men man gør det så godt man kan. Prøver så godt man kan. Og det meste af tiden, går det også….. hæderligt.

Men der skal ikke ret meget modvind til, før end skibet kæntrer og filmen knækker. Den sidste uge, har været en kamp, for at sige det mildt.

En kamp, der startede med en eller anden omgangs-virus den mindste fik slæbt med hjem fra vuggestue og givet til hele familien (bortset fra Carl, Thank God), og mens hendes far havde travlt med at kaste op, udviklede jeg galoperende brystbetændelse oven i hatten. På 40 i feber og penicillin-måden. Man er ikke ret meget værd, når man har 40 i feber og samtidig skal holde liv i et spædbarn.

Og når to forældre bliver lagt ned samtidig, så er det opad bakke med to børn under to – så må der hjælp til. Så Elise har sovet hos sine bedsteforældre til både den ene og den anden side, alt for mange nætter den sidste uge.

Og jeg savner hende. Og jeg føler mig som den dårligste mor i verden. Og som om, at jeg lader hende betale prisen for hele det her to-børns-projekt (og ja – den rationelle del af mig, ved stadig godt, at hendes lillebror forhåbentlig vil være en stor gave for hende resten af livet, på samme måde, som min storebror er det for mig… Men den rationelle del af mig er taget på ferie et sted langt væk og er blevet afløst af en træt nybagt mor med hormonerne rasende i hele kroppen, feber og let til tårer, så altså…).

Og jeg ved godt, at hun har det godt. Jeg ved hun bliver forkælet. Med saftevand, institutions-fri og Ramasjang til den store guldmedalje. Men jeg savner hende, som sagt. Og føler mig top-utilstrækkelig som mor.

Jeg troede, inden jeg fødte, at det svære ville være ham den lille. Med amning, afbrudt søvn og alt det cirkus der følger med en nyfødt. Men alt det kunne jeg nærmest gøre med lukkede øjne. Det svære er, at man ikke kan være to steder på samme tid. At man ikke kan både amme den ene (og være nærværende, give tryghed og alt det andet vigtige mor/barn-bonding den slags indebærer) og lege med Duplo med den anden. Samtidig. At man er nødt til at sige “Mor kan ikke lige nu, skatter. Lige om lidt!”, alt for tit.

… Jeg håber det vender, lige om lidt <3

En måned med dig, Carl..

Tænk, idag er det en måned siden, at Carl kom til verden. Vandet gik 37+6 og 38+0 var han der. Og når nu Elise lå og nølede indtil 41+0, var det så absolut en overraskelse. For min hjerne ihvertfald. Min krop, havde fortalt mig noget andet. Jeg er bare så dårlig til at lytte.

Og det burde ikke have overrasket sådan, for helt ærligt. Sådan har han jo været fra start. Den lille bestemte Carl, der vil frem i verden.

Tilbage i marts, skrev jeg følgende om hans tilbliven:

“Nu har jeg fundet ro i, at der var et lille frø, der helt bestemt havde besluttet sig for, at det var klar til at komme til verden. Og det lille frø har bestemt fra første sekund og har ikke været bleg for meget tydeligt at fortælle mig, hvordan det her skulle forløbe. Jeg er bare en glorified rugemaskine – frøet inde i maven er den ægte chef. (…) Og jeg kan ikke lade være med, at smile af min lille chef inde i maven. Frøet der ville frem i verden. Hvis det allerede er sådan nu, hvordan skal det så ikke ende, når mit lille frø en dag er voksen?”

 

Så det har jo været sådan fra start. Han bestemmer. Og det skal hans mor lige lære. Hvis hun kan. Og sådan er der så mange ting, man lige skal (gen)lære, når man bliver mor. Jeg havde glemt, hvor stejl læringskurven er. Også selvom man har prøvet det før. Lidt som om tavlen og hukommelsen er hvisket totalt ren. Og hermed altså en lille liste over ting, jeg har erfaret. Igen eller for første gang.

♥ Hvor hurtigt man glemmer, hvordan man har en nyfødt. Til mit babyshower, holdt jeg min Guddatter, som var lidt fuzzy. Jeg panik-svedte og anede ikke hvad jeg skulle gøre. Og fik så endnu mere panik ved tanken om, at lige om lidt, var det min egen baby jeg stod med, fremfor én jeg kunne aflevere til en mor, der vidste hvad hun lavede.

♥ Hvor mange bleer de der små krapyler bruger. F*ck mand.

♥ Hvor vild ens intuition er. Hvor vild ens krop er. Det var først til fødslen, da min jordemoder roste mig for, at ‘have så godt styr på hvor jeg var henne’, at det gik op for mig. Den vibe jeg fornemmede her var bare det første. Gennem fødsel og de første uger. Kroppen har styr på det. Intuitionen har styr på det. Jeg skal bare turde lytte.

♥ Hvordan kærlighed kan være så forskellig. Lige stor, men så forskellig. Fra den instinktive man øser ud over sit spædbarn til den boblende man giver sin tumling.

♥ Hvordan man kan savne én, der hele tiden er der. Jeg savner Elise. Det har været det sværeste. Tidligere var det mor, der var den primære. Nu er det far. Og ligeså meget som det glæder mig, at se de to sammen, så savner jeg hende også. Savner det der ubrydelige bånd. Det kommer igen. Min lille store pige.

♥ Hvor hårdt det er, at have verdens mest utilregnelige chef…

♥ At det ikke var mig, der var noget galt med, da amningen af Elise (delvist) kuldsejlede, men at det snarere var systemet.

♥ Hvor meget man kan glæde sig til bare en lille smule struktur på rytmen og døgnet.

♥ Hvor hurtigt tiden går… En måned! Allerede! Jeg bliver både sentimental og lettet ved tanken.

♥ Hvor meget man kan lade usikkerheden fylde, hvis man ikke gør sig gevaldigt umage for det modsatte. Jeg var forbi SP i sidste uge – bekymret. Jeg synes han var fuzzy, og vaklede hele tiden mellem at tænke ‘Åh Gud – han er sulten. Han får ikke nok mad!’ til ‘Åh Gud – han får for meget mad. Han har jo ondt i maven!’. Fra den ene ekstrem til den anden. Det viste sig, at han lå perfekt på sin kurve og antageligvis får præcis det han har brug for. Og at han bare er et spædbarn på 3 uger, der er fuzzy nogle gange. Meget normalt.

♥ Hvor svært det er at lade være med at netshoppe, når man ammer om natten. Lord give me strenght!

♥ Hvor glad jeg har været for ‘ikke at have travlt’. Med Elise havde jeg travlt. Travlt med at prøve mor-livet af. Komme ud og trille med barnevognen. Få barselsbesøg. Tage på barselsudflugt. Den her gang, har vi ikke haft travlt med noget. Vi har mest bare ligget derhjemme under dynen og set GoT.

♥ Hvor mange sindssygt ting, man googler når man får et barn.

Moderskabet er for vildt.

Billederne har dygtige Kiri Boserup taget. Jeg troede slet ikke det var noget for mig, men nu elsker jeg dem. Måske fordi jeg allerede har glemt, hvordan det føles, at være højgravid (eller gravid i det hele taget). Måske fordi jeg ikke ved, om jeg får lov til at opleve det igen. Måske fordi mit maveskind pt er så slapt, at jeg har svært ved at forestille mig, at det nogensinde bliver anderledes. 

 

Det er egentlig røv-sygt, at have små børn…

Vild overskrift fra en ny-bagt to-børns mor, I know. Hva’ faen laver du så, Agurk? Men det skal naturligvis læses med et gran salt.

Det slog mig i weekenden, da jeg et sted omkring kl 20:30 sad og ammede for Gud ved hvilken gang den dag og iøvrigt var ved at omkomme af træthed. Jeg så stories imens, i et forsøg på ikke at falde i søvn med poden i favnen – det er sket og ens arme sover så vederstyggeligt, når man vågner et par timer senere med sit barn klistret til kroppen af lige dele sved og mælk.

Og lige dér midt i mit feed, dukkede der et par festlige stories frem, fra en veninde, der har børn, der er noget ældre end mine. Sådan 8-10 stykker-ish. Sådan et par stories der inkluderer hvidvin og damegrin. Det så så mega hyggeligt ud. De næste stories var fra en anden veninde (.. og blogger-kollega). Hun var på ferie. Med to børn. Og nød sin aftensmad med udsigt til en legeplads og på en elektrisk motorcykel i størrelse 3 år. Og så tikkede der en sms ind fra en tredje veninde – hun fødte 2 uger før mig (de kvikke kan nok regne ud hvem) og vi har i øjeblikket gang i en never-ending sms-tråd om all things that matter for nybagte mødre. Fra søvn til mad og ‘ser jeres bleer også sådan her ud?!’.

Og jeg kunne ikke lade være med at grine på samme måde, som jeg grinede, da vi (også i weekenden) var på vej til familiefødselsdag og havde to skrigende børn på bagsædet hele vejen ned af Falkoner Allé. Og man kan bare ikke gøre en skid – andet end at grine. Sådan lidt opgivende. Og kigge på hinanden og vide, at det skal nok gå og vi gør vores bedste. Men hvem kommer med en drink? Og en voksen?

Og så var jeg altså lidt misundelig på hvidvinen og på dame-grinene. Og på de store børn. Selvom jeg ved, at den tid nok skal komme, og at man skal nyde dér hvor man er nu. Også selvom det er med to sure børn på bagsædet.

For selvfølgelig er det ikke røv-sygt. Selvfølgelig er glæden enorm. Kærligheden enorm. Lykken enorm. Når man sidder dér med sin lille frikadelle i armene og snuser babyduften helt ned i lungerne og kan mærke ur-instinkterne klappe eksalteret af beskytter-trang og ‘jeg giver aldrig slip på dig’. Og da jeg lørdag morgen kunne kravle op ved siden af min varme, store sovende pige og holde om hende under dynen mens jeg indsnusede duften af hendes hvide sommerhår og smilede af alle de skøre ting hun siger og gør, fordi 2 år er en helt vidunderlig alder. Også selvom den kommer med lidt trods og temperament (… gad vide, hvor hun har det fra?).

Men hvidvinen. Eller roséen. Eller boblerne. Og de store børn. Det bliver nu heller ikke dårligt.

Jeg sætter min lid til 40-års fødselsdagene, som venter rundt om hjørnet, og forstår pludselig hvor de er en thing. 30års-fødselsdagene drukner langt henad vejen i bryllupper, barnedåbe, huskøb og graviditeter. Ingen orker eller har overskud. Men 40års-festerne, hold da magle. Dér får’en én over nakken, er det mit indtryk. Så dem ser jeg frem til;)

… Mon jeg er den eneste, der har det sådan?

Hårbøjle – Pico // Solbriller – By IC // Skjortekjole – H&M (udsolgt) // Jeans – H&M // Sandaler – Hèrmes // Barnevogn – Cybex (reklame, jeg har fået den i gave i forbindelse med et samarbejde)