Baby – ACIE

Scener fra et morliv..

[“I bor bare så pænt”……………]

01:17 – bliver nikket en skalle. Godt mine kindben er polstrede – ellers var det højre klart brækket.

03:52 – vågner ved at få en pegefinger i næsen… sådan en lille spids pegefinger kan, til orientering, komme MEGET langt op.

04:17 – bliver sparket i ansigtet.

04:20 – … og så i nyrerne.

06:48 – tilbyder mit barn yoghurt med en (åbenbart) forkert ske. Hun smider sig på gulvet og laver en scene. Helt rimelig reaktion.

14:47 – henter barn i vuggestue. Pædagog: “hun er begyndt at kalde mig mor”. Mig, forvirret idet mit barn stadig har sine første ord til gode: “øhm okay”. Pædagog: “jojo – den der mamamamama lyd hun siger”. Mig: “Nårh ja. Hvor dejligt”. Ingen grund til at fortælle at alt fra ninus til sut og mad er “mamama”. Mor er derimod “mo”. Nogen gange.

16:12 – fravrister barn husnøgler inden vægge, døre og tv bliver skrammet og nøgler forsvinder. Forsøger at distrahere med en tebolle (og tænker egentlig, at det er et ret lækkert bytte). Barn kaster hidsigt tebolle direkte tilbage i øjet på mig. Perfekt.

17:38 – har møjsommeligt skåret rugbrød (uden skorpe) i små hapsere. Barn piller pålæg af med kirurgisk præcision og kaster rugbrød på gulvet. Piece by piece.

18:24 – forsøger så småt at gøre natteklar og har endelig fået alle de der lorte-kugler op i bassinet efter at have været spredt ud i stuen. Barn kvitterer med at kaste sig op i bassinet og læne sig op ad kanten, så bassinet langsomt – men sikkert – tipper. Fedt. Starter bare forfra, skat.

18:42 – smider mig træt i sofaen.. er det ikke snart puttetid? Barn virker ikke det mindste træt og kommer i tonserfart mod sofaen, kravler op og kaster sig i armene på mig. Undviger en skalle takket være de ninja-reflekser, man får med i pakken, når man laver et barn og hun kvitterer med meget vådt (og vigtigst af alt; uopfordret) smækkys. Alt er godt<3

.. Og det var så den dag. 

Dét jeg kæmper mest med som mor: 15 måneder..

Okay, jeg har nølet lidt med at få delt disse indlæg. Måske fordi jeg lidt følte, at vi kørte i cirkler og at det hele alligevel endte med at dreje sig om det med søvnen, og der måtte jo også være grænser for, hvor meget halm jeg kunne tærske på dén konto.

Men men – jeg føler nu alligevel, at tingene har udviklet sig og at nye spændende udfordringer er kommet til hér i morskabet. Det skal dog ikke være nogen hemmelighed, at det blevet lettere. Så hvis du sidder derude med en lille 7måneders sag på armen og er træt, så fat mod! Det er ikke løgn, hvad de siger – det bliver nemmere. For hver eneste dag, der går bliver det nemmere – og pludselig en dag sidder du og tisser helt i fred og uden at dit barn står og skriger på den anden side af toiletdøren. Og nogen siger endda også, at pludselig en dag, så får du en hel nats søvn – men der er jeg altså ikke kommet til endnu 😉

Derimod bakser vi med 3 udfordringer lige for tiden – søvn (surprise..), temperament og grøntsager. Suk.

Den første, søvnen, er jo en gammel traver. Vi håbede at det ville hjælpe at Elise fik dræn og så vupti, ville hun sove igennem til den lyse morgen. Sådan er det ikke helt. Hun sover bedre, det gør hun. Men hun sover ikke igennem. For tiden oplever vi, at hun kan vågne meget ulykkelig på det samme tidspunkt hver aften – ca. kl 23… Når det sker, er det eneste der hjælper, at lægge sig ned og sove sammen med hende, og vi tænker derfor, at det måske er en tryghedsting? Synes bare det er mærkeligt, at det nærmest er på klokkeslaget hver aften. Vi har også mistanke om, at der er nogle tænder på vej, så det hjælper selvfølgelig heller ikke på sagerne.

Så er der den med temperamentet. Phew. Jeg ved ikke hvor hun har det fra, host. Men hun kan smide sig på gulvet i arrigskab, ved den mindste modgang – og gerne hvis jeg stopper hende i, at gøre noget der kan resultere i, at hun kommer til skade. Og så kan jeg stå der og forklare nok så mange gange, at ‘skatter, det er jo for, at du ikke skal komme noget til’ og hun er ligeglad. I de situationer, er der kun én ting der virker og det er en svingtur (og helst fra hendes far). Det er selvfølgelig en billig pris at betale og det med temperamentet er, for så vidt heller ikke et stort problem – indtil videre smiler vi bare af det og forsøger at ‘hjælpe hende igennem’ det. Og på sin vis er det også skægt at opleve sit lille menneske træde i karakter og for alvor vise noget personlighed – omend jeg satser på, at hun vokser fra de vildeste tantrums inden hun bliver voksen.

Og så den sidste… Grøntsager. Indtil videre kan jeg klemme avocado i hende, og det tæller naturligvis også. Til gengæld er hun benhård med alt andet – det er kun, hvis jeg camouflerer grønt i en bolo, at det lykkes med andet. Og jeg har prøvet med alt. Agurk, peberfrugt, majs, ærter, broccoli, kål y’name it. Jeg har endda forsøgt at forklæde grøntsagerne i forskellige slags frikadeller (broccolifrikadeller blandt andet), men hun lader sig ikke narre. Jeg har også prøvet at give hende en gaffel med både rigtig frikadelle og broccolifrikadelle på, og man kan da ikke sige, at der er noget galt med barnets mundmotoriske udvikling, for det bliver lynhurtigt sorteret, broccolidellen ryger ud og mormorfrikadellen ryger ned. Go figure.

En mors erfaringer: fra væske på ørerne til dræn på 8 måneder..

Hun er ret kær, synes jeg. Faktisk tror jeg ikke, at jeg kunne have lavet hende ret meget bedre. Bortset da lige fra én ting. Ørerne. Åh de ører. De har en lang historie – og den skal I altså få idag. Jeg er klar over, at væske på ørerne nok næppe har alles interesse og jeg vil på forhånd undskylde mig med, at jeg omvendt ved, at de få der har interessen for emnet, har den så desperat og brændende, at det så absolut fortjener taletid.

Ser I. Hvis man går og bekymrer sig om væske på ørerne er det typisk fordi man ikke sover om natten. Og der skal ikke ret mange dage til, før det føles som den rene tortur. Og vel egentlig også er det, sådan nogen Guantanamo-agtige steder. Og dermed altså dette skriv. For Guderne skal vide, at vi har kæmpet med søvnen – har prøvet alt. Fra besøg af søvnkonsulent til tyngdepose, vælling og søvnmeditationer. Og lige lidt hjalp det. Eller. Jo. Det hjalp. Men ikke på den der ‘juhuu vi sover lige 5 timer i streg’-agtige måde.

Og så til sidst gik jeg til ørelæge. For det var der hele tiden én af jer i kommentar-feltet, der sagde at jeg skulle. Men Herregud – der var jo ikke noget at mærke på hende iøvrigt. Hun var glad, trivedes og hørte fint. Og jeg hader virkelig at gå (unødvendigt) til lægen. Og i starten også, hvis det fik mig til at føle mig som en lidt emsig mor (det er jeg vokset fra – til dels takket være mine erfaringer med de der forbistrede ører). Først baksede jeg med overhovedet at få en tid. Det var helt umuligt at komme igennem til den lokale ørelæge på telefonen – så jeg mødte personligt op. Krævede at få en tid. Det kunne jeg da godt få – 1 måned senere, for det var jo ikke akut.

Da dagen oprandt var meldingen klar – jo, der var bestemt væske på ørerne, men det var der ikke noget unormalt i. Vi skulle se tiden an. I 2 måneder. Måske det var forsvundet af sig selv, til den tid. 2 måneder? 2 MÅNEDER? Suk… Vi fik en ny tid, tog på sommerferie og forsøgte at fokusere på noget andet.

Vel hjemme igen ovenpå den varmeste sommer i mands minde skulle vi til kontrol. Og om det var varmen, der havde fået væsken til at fordampe lige netop den dag, må Guderne altså vide, men ørelægen mente så bestemt, at vores besøg af væskefyldte mellemører var en saga blot og noterede i journalen at ‘forløbet afsluttedes’. Okay, det var vel også meget godt, tænkte vi og gik så igang med at udfase alt for meget mælk om natten, nu hvor vi vidste med sikkerhed, at det ikke var fordi hun vågnede og havde ondt.  Et par nætter med ‘kold tyrker’, masser af kram, nus, nynnen, nærdhed, tryghed, strygen over håret og ikke så meget søvn blev det bedre og de rigtigt gode nætter kunne hun sove fra midnat til kl 04 og så til kl 06-07 stykker. Glimrende.

Men så vendte skuden. Lige omkring hendes 1 års fødselsdag og altså blot en måneds tid efter vores nedtrapning. Natteroderiet var retur og pludselig fik hun mellemørebetændelse. Lægen udskrev penicilin og i 5 dage i slutningen af oktober (hvoraf jeg var i Antwerpen to af nætterne, tsk tsk) sov mit barn fra kl 23 til kl 06. Uden at vågne. Vi kunne ikke få armene ned – var det nu hun havde lært ‘at sove igennem’? 13 måneder gammel?

Men ak. Lykken vendte og på 6. nat var roderiet tilbage. Mange opvågninger og helt utrøstelig. Ingenting hjalp og jeg ringede til ørelægen igen. Der var noget med de ører – hvordan skulle man ellers kunne forklare, at hun i de 5 dage hun havde fået penicillin for mellemørebetændelse pludselig kunne sove?

Jo, væsken var retur. Absolut. Kom tilbage om en måned. “Så lang tid kan vi ikke vente! Vi kan ikke blive ved”, meldte jeg træt og nu – næsten ligeglad med at være emsig mor. Vi blev enige om 14 dage. 14 dage senere var der kun væske på højre øre. Kom tilbage igen om 14 dage. Suk igen. Hvor længe skal vi blive ved? 14 dage senere var der nu væske på begge ører – ‘vi må vist lægge dræn’, sagde ørelægen. H a l l e l u l j a. ‘Men inden vi gør det, så skal vi lige prøve en sidste ting – nu får hun en penicillinkur for at se om det tager det, og så ses vi om 14 dage igen’. Okay. Hjem og proppe penicillin i barnet – dårlig mave og svamp som følge. Og stadig dårlig søvn.

14 dage senere var der ingen bedring og vi troppede op til vores sædvanlige torsdagstid hos ørelægen. Ups, sekretæren var kommet til at give os forkert tid og havde byttet rundt på dato og tidspunkt. Vi havde tid d. 13 – hun havde sagt kl 13, men noteret kl 10. Og nu var der ikke tid til at se hende. Vi måtte have en ny tid og der var først plads i kalenderen efter jul.

Og lige dér, da sektretæren meldte de ord, smed jeg de absolut sidste bekymringer om at blive opfattet som emsig mor – nu stoppede festen. Nu havde det varet længe nok. Nu havde vi gået til kontrol længe nok. Nu havde Elise haft ondt længe nok.

“Jeg må lige tale med ørelægen, når han har tid”, sagde sekretæren, efter at have bladret journalen igennem. “Måske vi kan finde en dræn-tid inden jul”, fortsatte hun. Jeg tror hun hørte min desperation. Og jeg tror hun godt kunne se, at vores forløb allerede havde været l a n g t, da hun pludselig bladrede den lange journal igennem.

Senere samme dag ringede hun og meddelte, at Elise kunne få lagt dræn efterfølgende tirsdag. Yes. Endelig. Og sådan blev det. Idag har Elise to små dræn – ét i hvert øre. Og ved operationen kunne ørelægen også suge væske ud af begge ører – mere end han havde forventet.

Så hvad har jeg lært? Udover at være emsig, that is;) Jeg har lært, at jeg havde ret. At jeg kendte mit barn bedst. Det siger folk også altid – ‘ingen kender dit barn bedre end dig’ – men jeg tror ikke, at man ægte tror på det, før man selv har oplevet det. I didn’t. Jeg har også lært, at hvis en evt lillebror/lillesøster en dag viser samme tegn (eller mangel på samme), så får jeg en tid til ørelægen noget før. For forløbet og vejen til dræn er l a n g – hellere starte før end senere.

Og søvnen? Hvad med den? Den må I få en opdatering på i et separat indlæg, for det her er allerede blevet for langt – men det var altså ikke sådan, så Elise bare sov igennem den dag hun havde fået dræn. Desværre.

 

Badenymfens festdag og lidt om miljømærker..

Om søndagen hænder det, at vi fylder lidt i karret og lader den lille badenymfe holde sig et bette fest. Det er ikke hver søndag. Og de gange det sker, plejer jeg at være hurtig til at overtage karret og få mig noget well-deserved alonetime. Det gode vand, skal jo ikke gå til spilde;)

Hun elsker det, det lille myr. Elsker at sidde og plaske. Og hvis hun fik lov, ville hun sidde der til hun gik i opløsning. Til hverdag bader hun oftest sammen med mig under bruseren. Det har hun heldigvis fået en alder til nu, hvor det kan lade sig gøre. Så derfor er turene i badekaret altså også en særlig søndags-treat – for os begge to.

For en måneds tid siden, skulle Elise overnatte hos sin mormor og morfar, og mormor ville gerne forkæle badenymfen med en tur i karret. “Hvad vasker I hende med?”, spurgte hun. “Ingenting!”, svarede Skjorten, før jeg selv nåede at få åbnet munden… Han har nemlig ikke ret længere – det er rigtigt, at da hun var lillebitte, så foretrak jeg faktisk at nøjes med at vaske hende uden brug af sæbe. Men nu, hvor hun spiser rigtig mad (… alle mødre ved hvilken konsekvens det har, uden at jeg behøver at gå i detaljer) og iøvrigt kravler rundt de mærkeligste steder og får de mærkeligste ting i håret, så er sæbe altså blevet en nødvendighed…

Og ligesom med så meget andet, så foretrækker jeg altså at bade hende i simple sager uden for mange dikkedarer (historien ville være en anden, hvis hun nu led af fx børneeksem – det gør hun (thank God) ikke), og mine primære krav krav til hendes ‘hudpleje’ er blot, at de skal være Svanemærkede og parfumefri. Og gerne Astma&Allergi-mærkede også, men det er ikke et krav.

Ser I – jeg har én anke mod de der certificeringer, som de færreste kender til eller tænker over. Det koster penge. Mange penge. Både up front, men også hver eneste gang et produkt langes over disken. Hver eneste gang fx et Astma&Allergi-mærket produkt bliver købt, så skal der afleveres penge til Astma&Allergi-forbundet – og det betyder, at der er helt ‘fine’ produkter derude, der ikke har råd til at blive mærket med Den Blå Krans, men som iøvrigt fint lever op til kravene… Og så bliver de valgt fra, af os – forbrugerne. Og den slags skævvridning, generer mig altså en smule. Men altså… Omvendt skal man (… jeg) måske også vælge sine kampe, og det har jeg så gjort hér og valgt den nemme udvej for mig selv.

For det er jo en garant – Svanemærket er Danmarks officielle miljømærke og “Vi stiller skrappe krav til kemikalier. Det er godt for din sundhed og for de mennesker, der fremstiller produkterne, men det betyder også alverden for vores miljø og vores fælles fremtid”. Det er også derfor at anbefalingen fra Miljøstyrelsen, Sundhedsstyrelsen, Lægemiddelsstyrelsen og Arbejdstilsynet til gravide, går på at, netop, købe produkter der er mærket med Svanen (vil man læse de øvrige anbefalinger, kan de findes i pjecen “Gravid? kend kemien. 7 råd til dig, der er gravid eller ønsker at blive det” eller på Miljøstyrelsens Hjemmeside her. )

Anyways – det blev et sidespor. Pointen var bare, at jeg gerne vil være sikker på, at Elise ikke udsættes for unødvendige kemikalier (og her er det med fuldt overlæg, at jeg ikke bruger ordet ‘kemi’) eller parfume. Ud fra et forsigtighedsprincip. Og derfor er det altså SanexZero% der står på badeværelseshylden for tiden. Det er både Svanemærket og Astma&Allergi-mærket (og dermed parfumefri) og så kan jeg ikke kræve ret meget mere, af de produkter jeg bruger til at bade mit barn.

Jeg køber det oftest med mine øvrige dagligvarer på nemlig.com, men har også set det i både Matas og Normal.

Om en lillebror eller lillesøster…

[Jeg elsker det her billede – min lillebitte Møffi.. Kun et par dage gammel. Det kan være helt svært at forstå, at hun nogensinde har været så lille<3]

Det her er et af de indlæg, som jeg ikke rigtigt kan få greb om oppe i hovedet – det kan være både godt og skidt… Og også være et tegn på, at det enten ikke skal skrives overhovedet, eller omvendt blive hjulpet på vej af at få nedfældet tankerne på skrift, så de ikke bare hjuler rundt i cirkler oppe i mit hovede…

Men der er et spørgsmål, der sniger sig på igen og igen – ikke nødvendigvis fra andre, men ligeså meget fra mig selv. Nr 2. Ja? Nej? Måske? Hvornår? Nu? Aldrig?

At få Elise har været det vildeste mindblow. Den vildeste læringsproces. Den vildeste livsomvæltning – både i sig selv, men også fordi den førte andet med sig. Det her blandt andet. 

Og jeg bilder mig ind (det hjælper, så lad mig please blive i troen), at vi ikke har været de allerheldigste når det kommer til det der med et ‘let’ barn. Bevares. Hun havde ikke kolik. Til gengæld har hun aldrig sovet om natten – omend det langsomt og periodevist er blevet bedre. Jeg kan se lyset for enden af tunellen nu.

Hvis nogen spørger mig, hvornår jeg synes det hele har været sværest, så var det i perioden fra 3-9 måneder. Honestly, det var noget lort. Fra 9 måneder blev mor-skabet noget mor-sommere (okay, sorry – couldn’t help myself;) ). De første 3 måneder var ‘nemme’. Altså hun sov jo mere eller mindre hele tiden. Kun afbrudt af amning og pusling. Og fra 9 måneder vendte det langsomt. Meget langsomt. Præcis hvad der var hårdt i den mellemliggende periode står egentlig lidt sløret for mig. Lidt det hele, tror jeg. Madopstart. Manglende søvn. Og absolut ingen selv-aktivering. Man var på hele tiden.

Fra 9 måneder begyndte hun ligeså stille at kunne sidde et par minutter selv og lege med noget legetøj. Og den luft i de minutter, gav virkelig meget overskud. Og derfra var der små sejre med jævne mellemrum. Især det med maden, der pludselig bare spillede. Og nu, hvor hun er blevet et år kan hun pølle rundt på stuegulvet i en halv time, hvis bare jeg også er i lokalet. Kravle rundt. Undersøge. Uden at slikke på stikkontakerne. Eller forsøge at kravle op i barvognen. Eller knalde hovedet ind i spisebordet. Eller eller eller.

Så jo. Overskuddet vender langsomt og sikkert tilbage. Det har jeg nævnt et par gange. Og så melder spørgsmålet, jeg stillede øverst i indlægget sig jo naturligt. Lillebror. Eller lillesøster.

Jeg vil gerne give Elise en søskende. Ikke mindst, fordi jeg selv har en storebror, som jeg – på trods af 6 års aldersforskel – altid har været meget tæt med. Sådan et menneske skal Elise også have. Skjorten forstår det ikke helt – han er enebarn og har jo levet helt lykkeligt sådan. Men han kan dog godt se, min relation til min storebror og forstår hvorfor det er vigtigt for mig.

Og således er vi altså kommet til enighed om 2 børn, so far. Jeg kunne godt ønske mig 3, men det kræver lidt yderligere overtalelse, hvis Skjorten skal være med på’en. Og det skal han jo.

Men hvornår så? Nu hvor overskuddet er begyndt at vende retur, kan jeg også mærke uret tikke. Jeg er 32 – har vi travlt? Bør jeg være stresset? Skjorten er 35 – heller ikke sådan meget ung, med andre ord, omend biologien jo er lidt mere skånsom ved mænd. Men hvad så med Elise? Skal man ikke også bare nyde alene-tiden med hende et par år. Få hovedet helt ovenvande igen, inden man overhovedet begynder at tænke i de baner. Men så igen – får man nogensinde hovedet helt ovenvande nogensinde igen – altså før de er flyttet hjemmefra!? Jeg har hørt at 2.5års forskel skulle være ‘det optimale’, whatever that means. Så er det dét man skal stile efter? Eller?

Mjo. Der er mange tanker. Og som skrevet indledningsvist i dette indlæg, så er det ikke fordi alle brikkerne på nogen måde er landet endnu. Det gør de jo nok in time<3