TAK (virkelig og fra hjertet!) for alle jeres heppende kommentarer både hér og dér til mit sidste indlæg. Det er lige før, at det tog større mod (for mig), at skrive det indlæg end det gjorde at sige op – mest fordi jeg var bange for, at skuffe jer, der læser med, fordi I har sat pris på at kunne spejle jer i en anden med… well… hænderne fulde. Karriereambitioner. Og den slags. Og jeg indrømmer, at mine corporate ambitioner, har måttet tage bagsædet (i et par år). Men mine #bosslady-ambitioner om at bygge egen forretning fejler så absolut ingenting. Og jeg vil, langt henad vejen, gå til opgaven, som jeg har gjort med mit ‘almindelige’ arbejde…
Og jeg ved I sidder derude. Jer, der ikke kan lade være med at ægre jer lidt. Og det er ok. Jeg håber, at I vil give mig chancen for at vise, at man godt kan inspirere ved at forfølge en (selvstændig) karriere. Og jeg er næsten blevet lagt ned af private beskeder og mails fra jer, der går med samme tanker. Tanker, som man ikke kan skrive offentligt på sociale medier af hensyn til arbejdsgivere og den slags. Shit.
Er det en slags folkesygdom vi er ramt af? Jeg snakkede med en af mine bedste veninder om det for et par uger siden. Hun minder om mig og vi blev veninder over kaffemaskinen på job. Ish. Ihvertfald. Hun er nogens chef, nogens mor, nogens kone, nogens søster, nogens datter, nogens huemor (Elises<3), nogens veninde og sådan kunne jeg blive ved. “Vi vil det hele!”, sagde hun. “Vi vil karrieren – ræser efter den, på lige fod med mændende… Men det er også os, der vil være sociale, vil have barnet hentet inden klokken ost, vil have at familien får ordentlig mad, vil have at vores hjem står bare sådan nogenlunde lige, vil prioritere parforholdet, vil nå at træne, vil være en god veninde… og jeg kunne blive ved!”, fortsatte hun.
Og det er rigtigt. Ihvertfald i 90% af tilfældende når jeg kigger omkring mig. Iøvrigt er det helt overlagt, at hun brugte ordet “vil” og ikke “skal sørge for” eller lignende. For dét pres tror jeg ikke vi føler (det er ikke sådan jeg oplever det, ihvertfald) – vi kan fint uddelegere opgaverne. Men det er os, der har en holdning til hvilke (mange) opgaver vi står foran – og med de holdninger, kommer også et pres for at få dem løst… Og lidt ligesom med, at Skjorten efterhånden har fået mig overbevist om, at han vitterligt ikke SER rod på samme måde som jeg gør det, så tror jeg lidt det er det samme med de mange andre ting. Jeg tror ikke mænd, nødvendigvis SER de samme ting, som vi kvinder gør..
Og det er ikke fordi det skal være en lang debat om ligestilling, kønskamp eller lignende – blot en konstatering af, at vi kvinder (ihvertfald af den slags der kommer hér på domænet) vil det hele (og ej at forglemme: KAN det hele.. BOOM!), og at det kan være svært, at både ville det hele og også have noget tilbage af sig selv.. til.. well.. sig selv.
Og at det er lige præcis den situation jeg fandt mig selv i for… well… 2 år siden? At jeg fandt mig selv i en indre splid om at prioritere min tid, min kærlighed, min energi, mine ambitioner. Og at når jeg stillede regnestykket op, så gik det ikke op. Nogensinde.
“Jeg ved ikke om man kan kalde det en 30års-krise, for det føles ikke særligt krise-agtigt, men måske snarere sådan 30års-perspektiv-agtig!? Jeg har nået alt det og mere til, som jeg havde sat mig for i 20erne – så hvad skal 30erne dreje sig om? Både hvad angår karriere og familie? Og hvad siger min partner-in-crime – hvad er det for et liv, vi sammen vil skabe os? Både fra sådan nogle kedelige økonomi-ting med ‘hvad vil vi prioritere?’ (det store dyre hus eller de mange rejser?) til de langt mere spændende ‘lifedecisions’ (børn? gisp? ja? måske? hvornår? nu? imorgen? om 5 år?), men også hvilken slags veninde/søster/faster/datter/chef/medarbejder/kone vil jeg gerne for mine omgivelser (hvem skal vinde i prioriteringen?)..” (LÆS DET FULDE INDLÆG HER)
Jeg kunne ikke være hende jeg gerne ville og vidste at jeg kunne være, på alle punkter samtidigt. Samtidigt, being the key word. Og hvem kommer så først? Det gav sig selv, da først tanken var tænkt. Og Endelig har jeg fået modet til at gøre noget ved. Som jeg skrev forleden, så handler mit nye kapitel i høj grad om, at jeg øjnede muligheden for et mere fleksibelt familieliv, som kunne kombineres med nogle ambitioner om og en lyst til at være selvstændig.. Men det er også en lidt forenklet forklaring – så dermed altså dette indlæg, som (er langt.. måske for langt?) gerne skulle kaste lidt yderligere lys over mine tanker. Mest fordi, det ovenpå sidste indlæg, gik op for mig, hvor mange af jer, der sidder med præcis de samme tanker.
Hvad er drømmene for vores familieliv? Da de første tanker begyndte at melde sig tilbage i februar 2017, delte jeg dem med min far. Og på tværs af tidszoner og fra et sted midt på det indiske ocean skrev han følgende ord til mig: “Jeg synes det er noget af det fornuftigste, I længe har overvejet. At give dig mulighed for en pause på arbejdsmarkedet i forbindelse med anskaffelsen af et antal børn, især fordi du har et bijob, som interesserer dig og forskellige andre spændende planer, der forhindrer at dit liv går op i blevask og rengøring. De næste år, hvor børnene er små kommer aldrig tilbage, men er pludselig bare gået“. Jeg havde ellers frygtet responsen. Frygtet om mine forældre ville synes, at jeg formøblede både muligheder og evner. Det gjorde de ikke. Og den sidste sætning, jeg har markeret med kursiv, var nærmest sømmet på kisten.
Skjorten arbejder meget. Men har hjemmekontor og kan langt henad vejen arbejde hjemmefra (80% af tiden). Han er altså min kommende kontor-makker.
Det bliver mig, der skal hente og bringe Elise. Vi deles om madlavning og han vasker sit eget tøj. Men jeg vasker det fælles og Elises. Og mit eget. Indkøb klarer vi med måltidskasser og nemlig.com – og rengøringen outsourcer vi også. Siden vi flyttede til 2960 har vi brugt en Happy Helper:)
… Og så er det iøvrigt mig, der er overordnet administrationschef for adressen – på godt og ondt. Jeg styrer økonomi, regninger, aftaler med håndværkere, ferieplanlægning og holder styr på familiekalenderen og det sociale liv.
Hvad er drømmene for bloggen og det Acie’ske imperium?
Jeg er klar over, at det er en nærliggende tanke, at ‘åååh så kommer der bare meget mere spons, for nu skal hun jo leve af det’, men: 1. I kender mig dårligt, hvis I ikke godt ved, at jeg er så risiko-avers, at jeg ikke ville turde tro på noget, der ikke allerede fungerer. Jeg kan fortsætte præcis som jeg gør (.. eller stoppe helt, hvis det endelig skulle være) og leve fint og lykkeligt (omend nok lidt kedeligt, hvis jeg stoppede..).
Og 2. – nu hvor jeg endelig har mulighed for at dedikere mig til det her fine lille univers, så vil jeg langt hellere bruge mine kræfter på at finde flere ‘revenue streams’ end at udpine den jeg har brugt 10 år på at bygge.. Altså – nu har jeg jo tid og mulighed for at give mig i kast med mange flere sjove projekter… Flere bøger, designsamarbejder, konsulentarbejde og hvad der nu ellers måtte byde sig.
Og 3. – hvis det endelig var, så er der flere måder, at tjene flere penge på – det er klart, at man bare kan lave mere, men man kan også lave bedre… og sælge dyrere. Jeg ved godt, hvilken vej jeg synes der er sjovest, mest udfordrende og mest givende. Så hvis der er nogen ændring I skal forvente herinde, så er det kun en ambition om at være en endnu bedre blogger. Det har været så frustrerende, at levere noget, som man ved man kunne gøre bedre. Som man ikke synes er godt nok. Men som bare ikke har tid til at gøre ordentligt.
… Og 4. sidste. Don’t get me wrong hér, men jeg er en voksen dame. Med erfaring – ikke mindst business erfaring. Jeg er ikke en helt grøn 22årig, der skal forsøge at navigere i hvad der kan virke som nem omsætning og hurtige typer, men derimod en 30something, der har brugt 7 år på at bygge nogle af verdens største brands – nu har jeg endelig mulighed for at dedikere mig til mit eget.
Og hvad er drømmene for.. mig selv?
… Og så den sidste. Mig selv. Så absolut den sidste på prioriteringslisten de sidste par år. Og derfor også hende, der er blevet mest forsømt. Jeg vil gerne tilbage til mig selv – lade være med at have spredt mig selv så tyndt, at jeg nogen gange har følt, at der ikke var noget som helst tilbage.
Jeg vil være en bedre veninde. Blive bedre til at vedligeholde venskaber. Ikke fordi nogen har lidt – men det er i høj grad fordi de andre parter relationen, har været bedre til vedligehold end mig. Og har givet mig plads, til at have tralvt i et par år. Jeg går SÅ tit med tanken om, at jeg spilder mig tid på alt muligt dumt, når jeg har så mange relationer jeg langt hellere ville pleje.
Jeg vil være bedre ved mig selv. Jeg vil igang med at træne igen. Regelmæssigt. Måske gå til tennis igen? Det synes jeg er sjovt! Jeg vil have tid til at gå til frisøren mere end en gang om året og måske have en fast tid hos en negledame? Eller starte til yoga? Eller noget helt andet. Bare noget der er for mig – noget der lader batterierne op. Jeg vil passe på mig selv og prioritere mig selv. Så tror jeg nemlig også, at jeg kan være en bedre mor, bedre kone, bedre søster, bedre faster, bedre datter, bedre veninde og alle de mange andre ting – men det er jo altid én selv, der ryger først, når man skal prioritere tiden ik? Ikke mere!
Jo. Det er de overordnede tanker. Jeg sidder med følelsen af, at jeg kun får det halve med. At jeg kunne blive ved og blive ved og blive ved. Sådan er det måske bare. Især nu, hvor jeg ikke rigtigt er kommet igang endnu. Men det er altså drømmene. Ambitionerne. Og alt dét, der er kastet op i luften og som forhåbentligt lander et godt sted. Lad os tales ved til nytår, og så skal jeg sige, hvordan det står til:)
Jeg hedder Christine Svingkær Egholm, Acie er mit kælenavn og jeg er 32 år gammel.
