Så er det blevet tid til at introducere jer for endnu en sej dame – og jeg har glædet mig lidt ekstra til hende her, for efter 2 omgange karriere-mødre, ville jeg også gerne lige give ordet til én, der altså endnu ikke har sat mor-titlen på CV’et. Og også til én, der endnu ikke har rundet 30. 

…. Hvilket iøvrigt kom som en overraskelse for mig. Jeg havde kendt Natasja i flere år, før jeg fandt ud af, at hun var adskillige år yngre end mig. Jeg havde hele tiden gået rundt og forestillet mig, at vi var jævnaldrene. Sådan give and take. I virkeligheden har hun bare gjort karriere med raketfart. 

Og nogle af jer kan måske kende Natasjas navn fra min insta-bio, for det er Natasja, der er min agent og som altså sørger for at passe godt på mig. Sørger for sparring og input. Og hjælper med at sætte retningen. Men derudover har hun altså også en del andet på tallerkenen – bla. at være leder for 10 kolleger.

Og det har vi snakket lidt om – det der med at være 28 og få tildelt en masse ansvar og om, hvordan man finder sin ledelsesstil i så ung en alder.. Men også om flere andre ting, naturligvis. Det hele får I serveret lige hér – velkommen til Natasja.

Navn: Natasja Pasgaard Nielsen

Alder: 28 år

Titel: Head of Influencer Marketing hos Bloggers Delight

Uddannelse: Kandidat i Æstetik og Kultur fra Aarhus Universitet

Hvordan har din karrierevej været so far – vil du ikke dele din historie?

Jeg har aldrig været typen, der har fulgt en på forhånd fastlagt karrierevej. Jeg er altid gået efter min mavefornemmelse og læst/arbejdet med det, som jeg finder interessant. Da jeg valgte min videregående uddannelse, var det altså heller ikke fordi, at det skulle være vejen til ét specifikt drømmejob, men mere forbi jeg fandt emnerne på studiet interessant. Og som jeg hen ad vejen fandt min passion, sørgede jeg for at vælge valgfag på studiet, der ville øge mine kompetencer inden for det pågældende felt.

I slutningen af mit studie var jeg ikke et sekund i tvivl om, at jeg ville arbejde med Influencer Marketing og valgte derfor at skrive mit speciale om dette. Det blev også min indgangsvinkel til at søge job hos Bloggers Delight – og det viste sig at være det helt rigtige, for her er jeg jo stadig 😉

Hvad er det bedste ved dit job?

Det må klart være at arbejde i en branche, der er i konstant udvikling. Det kræver, at man hele tiden er klar til at tilpasse sig markedet, forstå nye tendenser/medier og forsøge at være et skidt foran. En anden ting er det sociale aspekt. I mine øjne har vi et helt unikt fællesskab hos Bloggers Delight, og for mig personligt har det også virkelig stor betydning ift at finde glæde i sit job.

Du blev chef i en ung alder – hvordan har du fundet din ledelsesstil og hvordan er man en ’god’ leder?

Det må man sige, og jeg føler mig enormt privilegeret ved at have fået et sådant ansvar tildelt i så ung en alder. Bloggers Delight har altid været en arbejdsplads med forholdsvis blød ledelsesstil, i den forstand at medarbejderne har meget ansvar under frihed – og dét er en ledelsesstil, jeg ønsker fortsat at dyrke.

Jeg anser dog stadig min ledelsesstil som værende under udvikling, da jeg som ung, ny leder bestemt også skal finde frem til min helt egen måde at håndtere tingene på.

For mig handler dét at være en god leder om, at man har øje for sine kollegaer, uanset om det handler om faglig udvikling, anerkendelse eller personlige udfordringer – og i forlængelse heraf, at man samtidig har øje for individuel udvikling.

.. Og er der særlige ting, du kigger efter, når du ansætter nye medarbejdere?

Noget af det vigtigste er, at der er god kemi, og at vi kan se vedkommende indgå som en del af teamet. Derfor går vi meget efter udsagnet, ’Hire for personality, train for skills’. Hvis man har passion for Influencer Markting og dét at skabe interessante kampagner, der fanger den pågældende målgruppe, så tror jeg på, at man sidenhen kan tilegne sig de faglige kompetencer, der kræves.

Når der altid er noget at lave, er det svært ikke at blive hængende foran skærmen – hvordan finder du balancen og hvad får dig ud af døren på kontoret?

Det er klart, at der er perioder med ret lange arbejdsdage, men fordi jeg elsker, det jeg laver, har jeg ikke noget imod at investere de ekstra timer heri. Balancen kan til tider være svær at finde, især fordi jeg også danner par med en, der ofte selv har lange arbejdsdage, så vi giver hinanden lov til, at lade arbejdet fylde meget i den her periode af vores liv.

Vi har ikke børn, så derfor er der heller ikke den slags bagkant og motivation for at forlade arbejdspladsen i hverdagen. Men selvom jeg arbejder meget, finder jeg balancen i, at når jeg så er kommet hjem fra arbejde eller holder ferie, så ynder jeg virkelig at lukke ned for computeren, ikke tjekke mails eller tage opkald.

Jeg er ikke super god til at sætte en bagkant for mig selv og sige, ”jeg skal forlade kontoret kl. X i dag”, men det, der altid får mig ud ad døren, er aftaler med mine nærmeste relationer.

… Og hvordan kobler du af?

Jeg er en sucker for reality, såsom Keeping Up with the Kardashians, The Real Housewives of Beverly Hills og lignende, og når jeg virkelig skal koble af, lægger jeg mig i sofaen (gerne med en dyne) og sluger det ene afsnit efter det andet. Det er noget, min kæreste er fuldstændig uforstående overfor – han mener, at den slags serier stresser ham, fordi der er alt for meget drama og råb og skrig, men det har altså den helt modsatte effekt på mig 😉

Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud for dig?

Noget af det fede ved mit job er, at dagene kan være ret så forskellige – og selvom jeg nogle gange har en forventning om, hvordan min dag kommer til at forløbe, og hvad tiden skal bruges på, så kan der pludselig lande en opgave på skrivebordet, som jeg i stedet skal fokusere på og håndtere. Men i helt grove træk, så består en typisk arbejdsdag i at læse og besvare en hulens masse mails, telefonsamtaler med vores samarbejdspartnere, annoncører samt influenter, og udarbejdelse af kreative oplæg til annoncørerne.

Ovenstående kan jeg være sikker på, min dag altid rummer, men så er der selvfølgelig også dage, hvor jeg er ude af huset til møder med vores samarbejdspartnere – ligeså vel som vi har interne møder, fx har vi én gang om ugen et team-møde, hvor vi tager en fælles status.

Og lige 5 hurtige at slutte af på:

♥ Drømmerejsemål? Jeg føler, at jeg har fået tjekket rimelig mange drømmedestinationer af, såsom Bali, Cuba, De Vestindiske Øer, Mauritius og Vietnam – men flere af stederne vil jeg virkelig gerne tilbage til og opleve endnu mere af, men lige pt må mit drømmerejsemål være USA. Jeg har aldrig været der og vil vildt gerne på en slags roadtrip i landet.
♥ Din go-to arbejdsuniform: Jeans, sneakers og en skjorte/silkebluse – ligesom jeg tror, mange andre kvinder mener, så virker det bare altid. Hvis der er et møde i kalenderen, er jeg tilbøjelig til at skifte sneakers ud med et par hæle – Mine kolleager kalder det ”møde-skoen” 😉
♥ 5 ting du altid har i tasken: Læbepomade, tyggegummi, nøgler, kreditkort og telefon. Ville ønske jeg kunne sige, jeg altid havde et eller andet atypisk med i tasken, men kan se på det hele, at jeg er ret basic på det punkt 😉
♥ Bedste restaurant-tip (anywhere): Det må blive Amazonico i Madrid; Super tjekket sted med den smukkeste indretning og lækreste mad. Jeg har lige været der i min sommerferie og fejrede min og min kærestes forlovelse (!) der, så det gjorde selvfølgelig også oplevelsen ekstra speciel.
♥ Når du bliver gammel vil du: Rejse, spise god mad, drikke vin med mine tætteste – på repeat.

Så er det blevet tid til endnu et møde med én af dem, der inspirerer mig helt enormt. Hvis man spørger mig, hvor jeg kender Katja fra, kan jeg ikke svare. Vi har 42 mutual friends på Facebook og de er spredt på tværs af alle mine vennegrupper – det er et rent mirakel, at vi aldrig har hverken læst, stået på ski eller arbejdet sammen, for vi har altid og på en eller anden måde, været en del af hinandens perifære netværk. 

Og når først man er stødt på hinanden tilpas mange gange (alt fra en tidlig morgenstund foran et brunt hotel i Josserthal i Sydtyskland til andre ligeså mærkværdige steder), så accepterer man, at Katja ikke er sådan en man kommer uden om;)

Vi blev mødre ca. samtidigt og har siden valgt hver sin diamentralt modsatte approach til at kombinere moderskab med karriereambitioner – og hver gang jeg snakker med hende, bliver jeg så sulten på at komme tilbage til corporate life, at jeg næsten ikke kan være i mig selv;)

Navn: Katja Lund Schjølin

Alder: 34

Børn: 1 – Carl på 1,5 år

Titel: Head of Consulting – Wunderman Nordics

Uddannelse: Cand.merc.psykologi, CBS

Hej Katja! Tak fordi du ville snakke med mig. Vil du ikke fortælle lidt om dig selv og din karriere?

Hvor starter man den historie… Købmandskab har jeg altid haft interesse for. Som barn solgte jeg mit gamle legetøj ude på vejen, eller blomsterbukketter plukket på vej til badminton ved at stemme dørklokker. Jeg har hjemmefra lært, at man altid kan gøre det lidt bedre og at hårdt arbejde lønner sig – jeg finder energi i at se, om jeg ikke kan gøre det bare lidt bedre. Det er i virkeligheden nok min indre drivkraft – at sætte skub i ting og gøre det lidt bedre. Uanset i hvilken sammenhæng jeg er i.

Min mor åbnede en skobutik, da jeg var 16 år og den blev næsten lige så meget min, som den var hendes. Jeg tog bussen til hendes butik efter skole, næsten hver dag, og når vi lukkede gik jeg over på den anden side af gaden… Her lå det lokale pizzaria og her arbejdede jeg så til kl. 22.

Efter gymnasiet forsatte jeg med at arbejde i retail hos diverse high-end brands og multibrand stores, og under min bachelor fik jeg tilbudt at tage et barselsvikariat som salgsansvarlig for to danske skobrands. Jeg skulle varetage salget på Sjælland, starte ekspansion til Tyskland og Norge og opstarte, det der dengang i 2008 var nyt, samarbejde med modebloggere i noget der mindede om en PR-indsats 😊

Herefter tog jeg et fuldtidsjob som Brand & Sales Manager hos en dansk interiørvirksomhed, hvorefter jeg blev ansat i en fuldtidsstilling som Projektleder og Junior konsulent på et reklamebureau. Jeg synes, det var spændende at arbejde strategisk med afsætning af varer, og herunder hvordan psykologien hos forbrugeren spiller en rolle.

Strategi blev nøgleordet for mig og jeg blev ansat som management consultant hos Deloitte Consulting. Det blev mit første fuldtidsjob efter jeg dimitterede fra CBS. Jeg oplevede det, helt ærligt, som lidt af en fuser. Jeg kom fra at jonglere med en god håndfuld kunder på et reklamebureau, samtidig med at jeg læste min cand.merc., og pludselig havde jeg ikke længere studiet at finde tid til og var placeret lavest i hierakiet hos Deloitte, hvilket smittede af på typen af opgaver, jeg sad med.

Jeg skulle vænne mig til at jeg ikke havde kundeansvar, alt imens jeg lærte at finde motivation i at agere på hvad jeg kalder ’Deloitte’s interne markedsplads’.  Som ny konsulent skal du vinde senior folkenes tillid til, at du kan levere kvalitet indenfor de aftalte rammer, for at du får lov at få en rolle på de spændende projekter. Det var altså et sted hvor min indre drivkraft virkelig kunne dyrkes. Igen og igen… En never ending story mod at gøre ting bare lidt bedre. Sådan er konsulentbranchen. Du bliver aldrig færdig med noget – der er altid noget, der kan gøres bedre, eller hvad du troede var afsluttede projekter, der fortsætter i affødte initiativer mv. 😊 Det trives jeg i – en perlerække af udfordringer, der skal løses og i sidste ende udmønte sig i værdi hos kunden.

I dag arbejder jeg fortsat med strategi i en rolle som konsulent. Jeg elsker omskifteligheden, købmandskabet, om man vil, og den forretningsmæssige historiefortælling, der skal skabes, når man skal have nogen til at gøre noget andet, end det de gør i dag – for det er i virkeligheden essensen af strategi. Der er nogen, der har fortalt mig, at jeg er god til det – men jeg kan naturligvis blive endnu bedre…. A never ending story…

Du er gået den modsatte vej af mig – fra selvstændig til mor til karrierejob. Jeg bilder mig ind, at det er atypisk og vil gerne dykke lidt mere ned i den rejse. Så for at starte fra en ende af – du havde et godt job i Deloitte, sagde op og startede dit eget – hvorfor lige dét?

Jeg har altid vidst at jeg skulle være selvstændig på et tidspunkt, og jeg har igennem tiden haft forskellige forretningsideer på tegnebrættet. Jeg tænker konceptuelt i alt hvad jeg laver, og det at skabe et univers meget energigivende for mig.

Jeg fik ideen til CORPORATE CREATIVES, min virksomhed, efter at have set et gap i måden man arbejder med organisation og mennesker i etablerede virksomheder, og til de pres der er i omverdenen, som man er nødt til at agere på, hvis man vil være konkurrencedygtig.

Jeg fik en flyvende start og landede projekter hos bl.a. TDC Group, GN Store Nord, Ørsted og Deloitte – min tidligere arbejdsplads.

Det var hårdt arbejde, jeg forventede ikke andet, men hvor var det bare FEDT, når ting lykkedes. Vi sad tre eks-konsulent-kolleger sammen den gang, med hver vores start-up. Vi sparrede, gav hinanden pep-talks og fejrede hinandens successer – og så skiftedes vi til at gå i Netto og købe lidt frokost 😊 Haha – det var hårdt at vinke farvel til ’the corporate lunch’. En god leverdreng kan nu også noget.

Pludselig, for et par år siden, boede du i New York. Jeg opdagede det tilfældigt og undrede mig – jeg vidste, at du var i opstartsfasen med Corporate Creatives, så hvad var det du lavede  i New York og hvordan skete det?

Igennem mit samarbejde med Deloitte, opstod der en mulighed for at tage til New York og arbejde på et globalt innovationsprojekt. Omfanget af projektet var kæmpe stort, og den respektive virksomhed vi rådgav havde 12 lande involveret. Det var ’the ameriacn consultant dream’. Jeg fløj rundt til nye steder ugentligt, tilbragte en hulens masse tid i taxaer og på hoteller, og så fik jeg shoppet på en masse outlets i de forskellige amerikanske stater…. For pludselig skulle der købes babytøj 😊

Jeg blev gravid og besluttede, at jeg gerne ville tilbage til Danmark, hvor min kæreste Anders var i gang med at få bygget en cocktailfabrik. Han er også selvstændig med virksomheden Nohrlund.

Foto: JoelleBlok

Alle selvstændige jeg kender, kæmper med balancen mellem at kunne holde barsel og kunne holde liv i forretningen – hvordan greb du det an?

Det var en aktiv beslutning, at jeg ville finansiere min barsel selv og fortsætte som selvstændig. Under min barsel, hvor jeg havde besluttet at lukke 100% ned, opstod der alligevel efterspørgsel, og jeg fik etableret en ordning, hvor jeg havde flere freelance konsulenter til at hjælpe mine kunder.

Det gav mig en meget priviligeret start efter barsel. Alle relationerne var holdt ved lige, og der var ikke brug for at koldstarte noget. Jeg elskede at komme tilbage fra barsel og bruge mit hoved igen – nuvel, der skulle lige bankes lidt rust af, og etableres noget logistik omkring familien – men derudover følte jeg mig meget motiveret for at få ’indhentet noget af det tabte’, om du vil.

… Men nu er du altså tilbage i corporate life?

Efter ca. tre måneder tilbage fra barsel blev jeg tilbudt at opbygge et nyt forretningsområde hos den digitale marketingvirksomhed Wunderman… Hmmm… Det var svært. Jeg havde en rentabel forretning, jeg havde al fleksibilitet i verden til at være mor, og jeg havde så mange ideer, jeg var ved at føre ud i livet.

Jeg havde dog ikke særlig mange kolleger, jeg havde ikke globale kunder som Adidas, H&M, IKEA, Air Canada mv. og jeg havde ikke særligt mange rollemodeller, der kunne udfordre mit mindset på daglig basis. Så efter grundige overvejelser valgte jeg at takke ja til en ny udfordring, hvor jeg er MEGET på kanten af min komfortzone, og hvor jeg har været meget eksplicit omkring mine styrker og svagheder – det har været et rigtig godt afsæt for en god start.

Du er blevet chef i en ung alder – hvordan har du fundet din ledelsesstil og hvordan er man en ’god’ chef?

Jeg har jeg helt sikkert ikke fundet min ledelsesstil endnu… Som med alt andet, er ledelse et spørgsmål om konstant udvikling. Jeg tror at min grundlæggende nysgerrighed i mennesker, samt min uddannelsesmæssige baggrund i psykologi, kommer mig til gode i min nye rolle. Men jeg skal passe på her – jeg er stadig så ny i rollen…

Det jeg kan sige er vigtigt for mig, og som jeg håber, at mine kolleger vil kunne bekræfte er, at jeg er ærlig og ligefrem, autentisk, uhøjtidelig og meget lidt politisk. Man må ikke være i tvivl om hvor jeg står, hvad min holdning er og hvilken retning vi sammen arbejder mod.

Jeg er selv utrolig antiautoritær og jeg har ikke selv behov for at indtage en rolle, hvor det skal stadfestes hvem der bestemmer. Det vigtige og værdiskabende ligger i samarbejdet teamet imellem, så det er min fornemmeste opgave at skabe de rette rammer for at dette sker og samtidig med at alle i teamet kan udforske og udvikle deres potentiale.

Foto: Joelleblok.dk

Din mand er selvstændig og har (også) travlt – hvordan får I familiekabalen til at gå op med sygedage i vuggestuen og afhentning inden lukketid? Og hvad med al den øvrige praktik med madlavning, indkøb og tøjvask?

…I skrivende stund har vuggestuen netop ringet og fortalt at Carl har feber. Det sker sjældent, men når det sker, er der jo ikke noget at gøre. I dag er det mig der lukker ned og henter ham. Det skiftes vi til, baseret på kalenderens indhold. Jeg havde ikke så mange møder i dag.

Det er en stor omvæltning at få et barn, og der er endnu en ’stakeholder’ at håndtere i det daglige. Jeg tror vi begge er do’ers, der på en eller anden måde finder en vej i landskabet over udfordringer, opgaver og stakeholders, der skal holdes glade… Indtil videre har vi kun Carl og kabalen er faktisk til at løse uden de store krumspring. Men når det er sagt, så er Carl altid en af de sidste der bliver hentet, vi betaler vi os indimellem til lidt hjælp, og så har vi stor glæde af fire dejlige bedsteforældre der alle er indenfor rækkevidde.

Hvad er din største learning i din karriere so far?

Jeg har altid haft en idé om hvad jeg ville, og haft ambitiøse mål. Nogle ting har jeg nået, andre har jeg ikke. Det vigtige er at prøve, som jeg ser det. Jeg har ærgret mig når det ikke er lykkedes… Men det giver også stor energi til at vise, at man nok skal lykkes næste gang 😊 Man skal, hvad der er så populært at sige, ikke være bange for at fejle. Det tror jeg virkelig på. Jeg har grebet nogle chancer indimellem, hvor jeg inderst inde har rystet lidt på hånden ved tanken, men også altid stolet på at jeg nok skulle finde ud af det. Så har jeg taget nogle ekstra timer i brug – og så har vi jo google 😊

Jeg har altid været ærlig i de situationer, hvor jeg har følt mig kanten af min komfortzone – hvor jeg i øvrigt synes det er super fedt at være – og kommunikeret til de rette, hvad jeg har været usikker på eller uprøvet i, når timingen har været rigtig. Det er vigtigt at kende sine styrker og svagheder, så man kan teame op med folk, der er stærke, på de områder man selv er mindre stærk. Det mener jeg er helt fair og i øvrigt helt afgørende for, at man kan levere det bedste ’slutprodukt’ – der findes ingen, som er gode til alt! Det skal vi huske, når vi indimellem banker os selv i hovedet over noget vi ikke kan finde ud af.

Og lige 3 hurtige at slutte af på:

• Din go-to arbejdsuniform: En kjole der ikke skal stryges 😊
• 5 ting du altid har i tasken: Lipgloss, sut, nøgler, tyggegummi, pung (og en masse rod og gamle kvitteringer)
• Når du bliver gammel vil du: Forhåbentlig have skabt et godt udgangspunkt for høj livskvalitet. Jeg håber jeg har en stor familie omkring mig, som gerne vil bruge en masse tid sammen med Anders og jeg.

Mens jeg har travlt med at barsle den, så vil jeg gerne introducere jer for nogle af de seje kvinder med seje jobs jeg har i mit netværk – det er der blevet en lille føljeton ud af, som jeg altså starter idag, med Kathrine.

Sidst jeg var på barsel stillede jeg ‘7 hurtige’ til en række seje damer – om løst og fast, højt og lavt. I denne omgang, ville jeg gerne at formatet havde lidt mere retning og savnede samtidig lidt ‘karriere’ hér på domænet. Og sådan opstod idéen altså.

Kathrine og jeg kender hinanden af omveje. Først og fremmest igennem Rikke, og den fynske dialekt lader sig ikke fornægte hos nogen af dem. Men også igennem en terminsgruppe, da Kathrines yngste er på alder med Elise. Og kontakten blev så rigtigt tæt, da Kathrine skrev i forbindelse med tanker om et samarbejde i December sidste år – vi klikkede med det samme:)

Og Kathrine er altså én af dem, der inspirerer mig – fordi hun har formået at forene karriereambitionerne med familieambitionerne. Og ikke er sådan en der brokker sig. Hun har den der fynske fandenivoldskhed som Rikke også besidder – den der løser problemerne fremfor at snakke om den.

Og selvom jeg for tiden har truffet et valg om at forfølge det selvstændige virke og fleksibiliteten, så er karriere-ambitionerne stadig en del af min DNA. Og derfor inspireres jeg altså (umådeligt!) af dem, der kan få det til at lykkes – så med håbet om at det samme vil være tilfældet for jer, åbner jeg hermed ballet for #Karrierekvinder. Jeg håber, at I vil tage godt imod det.

(Iøvrigt og en sidenote – jeg bryder mig egentlig ikke specielt meget om ordet karrierekvinder, men nu handler det jo om kvinder og deres karrierer, så jeg har ikke kunnet finde på noget bedre;) ).

Navn: Kathrine Dam Hastrup

Alder: 40

Titel: Brand Director hos Quooker Skandinavien

Uddannelse: Cand Merc EMF (økonomisk marketing)

Vil du ikke fortælle lidt om, hvordan din ’career path’ har været? Hvad er din historie?

Jeg har snart været ansat hos Quooker Skandinavien i 6 år (!!). Jeg startede med at være kommunikations ansvarlig og sidenhen blev jeg Content Manager og for et halvt år siden blev jeg Brand Director.

Det at man kan udvikle sig inden for den samme virksomhed, gør at man aldrig gror fast. Hvis jeg ikke bliver udfordret fagligt, begynder jeg at kede mig. Så jeg går jævnligt til relevante morgenseminarer og tager kurser, så jeg kan opdatere mine ’skills’. Og så er det bare vigtigt at komme væk fra kontoret og blive inspireret af nye ideér og opleve hvordan andre i min position gør tingene.

Jeg er virkelig stolt og glad for min nye titel, for den betyder samtidig at jeg er ’bærer af fanen’, forstået på den måde, at det er mig der definerer hvor brandet ’Quooker’ skal bevæge sig hen. Jeg er på mange måder en del af virksomhedens DNA, for da jeg startede, var vi 8 ansatte og i dag 6 år senere er vi altså 55 ansatte.

Dét at være en del af den rejse, har lært mig sindssygt meget, både på det faglige plan, men også hvorfor kultur i en virksomhed er så vigtig, så vi ikke kun har fokus på vækst, vækst og vækst.

Hvad er det bedste ved dit job?

Det er helt klart at jeg får plads og råderum til at være innovativ og komme med nye idéer til hvordan vi påvirker kunderejsen og dermed øger awareness hos kunderne. Det synes jeg er SÅ spændende at arbejde med.

Og så beliggenheden… jeg bor 10 minutter fra min arbejdsplads, det er win når man er mor til 3 børn.

… Og det værste?

Jeg arbejder meget med at blive bedre til at være tålmodig og jeg må indrømme at jeg virkelig kan være emsig når Quooker i Holland udsætter en lancering af et nyt produkt, som vi har forberedt alt på at lancere på det Nordiske marked. Lige dér bliver jeg altså virkelig utålmodig og vil bare så gerne i gang med alle de gode ting vi har planlagt.

Har du altid set målet og gået efter det, eller har din vej været mere flydende og tilfældig?

Jeg har altid vidst at jeg ville arbejde med marketing. Det stod klart for mig, allerede fra jeg var omkring 14 år.
Jeg har altid interesseret mig for forbrugeradfærd og allerede dengang fandt jeg det fascinerende, hvordan man med de rigtige budskaber kan påvirke kunden. Jeg er gået målrettet med at får den rigtige uddannelse kombineret med praktisk erfaring helt fra start og det er jeg virkelig glad for den dag i dag. Når det så er sagt, så skal man jo igennem en masse erfaringer, før man finder sin rette ’hylde’. Jeg har arbejdet på forskellige bureauer og som konsulent, før jeg fandt min ’plads’.

Jeg tror de fleste, der læser med hér, kæmper med hverdagslogistik og balancen mellem familieliv og karriere – både du og din mand har travle jobs. Hvordan har I løst kabalen hjemme hos jer? Har du nogen gode tips?

Puha, altså med 3 børn på henholdsvis 2, 7 og 10 år kræver det altså virkelig man holder tungen lige i munden. Min mand er selvstændig og har derfor ikke mulighed for at hente børn. Jeg synes selv vi har fundet den bedste løsning til vores familie, som det er lige nu. Vi har to faste barnepiger som skiftes at hente 3-4 gangen om ugen. De henter den mindste allerede kl. 14.30 de fleste dage, og så tidligt ville jeg aldrig kunne hente. Det giver mig ro i maven at vide de to yngste bliver hentet tidligt, og når jeg så træder ind af døren er jeg 100% mor. Og ikke en mor som er løbet fra et møde og som træder total stresset ind i vuggestuen kl. 16.30, velvidende at mit barn er det absolut sidste i HELE vuggestuen.

Vasketøj og rengøring er en anden snak, det tumler jeg altså stadig med at løse 100%. For skal jeg virkelig betale én for at folde og lægge mit tøj på plads? – det tror jeg ikke helt jeg kan forlige mig med (endnu). Så jeg forsøger at inddrage alle i familien i fælles ansvar og pligter, som ingen gider stå med alene. For når man flytter hjemmefra en dag, følger ’mor’ jo heller ikke med, så mon ikke det er meget godt at lære lidt om ansvar fra man er lille, tænker jeg.

Hvordan kobler du af?

Okay nu er jeg bare helt ærlig (gisp), men jeg elsker altså alle de amerikanske reality shows som ’The real housewifes’ fra New York og Beverly Hills og ’The Kardashians’. Deres liv er SÅ langt fra min virkelighed, men måske er det netop derfor jeg kobler fuldstændig af, når jeg ser amerikanske reality shows.
Jeg ville ønske jeg kunne finde tid til at løbe igen, men jeg vælger tid med mine børn frem for at ’dyrke mig selv’, som det er lige nu. Når jeg løber får jeg ellers tænkt så mange gode tanker og de der endorfiner virker fuldstændig som lykkepiller. Og så elsker jeg bare at forbedre min tid og træne til et løb.

Og lige 5 hurtige at slutte af på:

♥ Drømmerejsemål? Vi har allerede været på vores absolutte drømmerejse til Mauritius, for snart 2 år siden. Det var virkelig den mest ultimative oplevelse for os alle 5. Men jeg drømmer om at køre rundt i et ’mobile home’ i USA og holde ind på de der ’rastepladser’ for mobilehomes, og så ellers bare opleve alle de sjove og skøre amerikanere som er samme sted. Jeg har en helt klar idé om hvad det er for én type mennesker, og jeg tror det kunne være så sjovt at opleve og selvfølgelig også se nationalparker og være tæt sammen som familie i lang tid.

♥ Din go-to arbejdsuniform: Jeg læste for et år tilbage, omkring et ’lifehack’, som var er at gå i kjoler hvis man vil spare tid og det er altså virkelig rigtigt! Jeg har kun omkring 10 minutter til mig selv om morgenen, så er det altså super let at tage en kjole og ikke at skulle forholde sig til top og bukser. MEN derudover elsker jeg silkeskjorter som er VILDT upraktiske når man har børn og så mine klassiske bukser med en lille smule ’trompet snit’, som forlænger mine ben med 10cm –what is not to love!!

♥ 5 ting du altid har i tasken: håndsprit, mindst 2-3 læbestifter, en lille seddel min datter har skrevet til mig og en hårbørste.

♥ Bedste restaurant-tip: Det er jo tit selskabet og ikke maden, som er med til at definere en følelse af en god restaurant og jeg er ret vild med Sortebro Kro ved Den Fynske Landsby i Odense, som er min fødeby. Da min barndomsveninde fyldte 40 år, havde jeg planlagt en middag for hende dér og det var selvsagt den vildeste oplevelse. Maden og stedet er exceptionelt!

♥ Når du bliver gammel vil du: Min mand og jeg elsker Italien og vi rejser til Italien flere gange om året. Vi drømmer altid om et gammelt hus med oliventræer et sted i Umbrien, og det er altså dér jeg drømmer om at kunne tage hen flere måneder om året og bare læse bøger og lære italiensk. For det irriterer mig grænseløst jeg ikke kan sproget, når vi rejser, især fordi min mand taler italiensk flydende – så det skal jeg altså have indhentet på mine gamle dage.

Ooog en lille slutnote hérfra – vil man se mere til Kathrine, så findes der i denne måneds Mad&Bolig hele 9 sider fra hendes hjem. Derudover kan hun følges på @bluenotesby på instagram.

TAK (virkelig og fra hjertet!) for alle jeres heppende kommentarer både hér og dér til mit sidste indlæg. Det er lige før, at det tog større mod (for mig), at skrive det indlæg end det gjorde at sige op – mest fordi jeg var bange for, at skuffe jer, der læser med, fordi I har sat pris på at kunne spejle jer i en anden med… well… hænderne fulde. Karriereambitioner. Og den slags. Og jeg indrømmer, at mine corporate ambitioner, har måttet tage bagsædet (i et par år). Men mine #bosslady-ambitioner om at bygge egen forretning fejler så absolut ingenting. Og jeg vil, langt henad vejen, gå til opgaven, som jeg har gjort med mit ‘almindelige’ arbejde…

Og jeg ved I sidder derude. Jer, der ikke kan lade være med at ægre jer lidt. Og det er ok. Jeg håber, at I vil give mig chancen for at vise, at man godt kan inspirere ved at forfølge en (selvstændig) karriere. Og jeg er næsten blevet lagt ned af private beskeder og mails fra jer, der går med samme tanker. Tanker, som man ikke kan skrive offentligt på sociale medier af hensyn til arbejdsgivere og den slags. Shit.

Er det en slags folkesygdom vi er ramt af? Jeg snakkede med en af mine bedste veninder om det for et par uger siden. Hun minder om mig og vi blev veninder over kaffemaskinen på job. Ish. Ihvertfald. Hun er nogens chef, nogens mor, nogens kone, nogens søster, nogens datter, nogens huemor (Elises<3), nogens veninde og sådan kunne jeg blive ved. “Vi vil det hele!”, sagde hun. “Vi vil karrieren – ræser efter den, på lige fod med mændende… Men det er også os, der vil være sociale, vil have barnet hentet inden klokken ost, vil have at familien får ordentlig mad, vil have at vores hjem står bare sådan nogenlunde lige, vil prioritere parforholdet, vil nå at træne, vil være en god veninde… og jeg kunne blive ved!”, fortsatte hun.

Og det er rigtigt. Ihvertfald i 90% af tilfældende når jeg kigger omkring mig. Iøvrigt er det helt overlagt, at hun brugte ordet “vil” og ikke “skal sørge for” eller lignende. For dét pres tror jeg ikke vi føler (det er ikke sådan jeg oplever det, ihvertfald) – vi kan fint uddelegere opgaverne. Men det er os, der har en holdning til hvilke (mange) opgaver vi står foran – og med de holdninger, kommer også et pres for at få dem løst… Og lidt ligesom med, at Skjorten efterhånden har fået mig overbevist om, at han vitterligt ikke SER rod på samme måde som jeg gør det, så tror jeg lidt det er det samme med de mange andre ting. Jeg tror ikke mænd, nødvendigvis SER de samme ting, som vi kvinder gør..

Og det er ikke fordi det skal være en lang debat om ligestilling, kønskamp eller lignende – blot en konstatering af, at vi kvinder (ihvertfald af den slags der kommer hér på domænet) vil det hele (og ej at forglemme: KAN det hele.. BOOM!), og at det kan være svært, at både ville det hele og også have noget tilbage af sig selv.. til.. well.. sig selv.

Og at det er lige præcis den situation jeg fandt mig selv i for… well… 2 år siden? At jeg fandt mig selv i en indre splid om at prioritere min tid, min kærlighed, min energi, mine ambitioner. Og at når jeg stillede regnestykket op, så gik det ikke op. Nogensinde.

“Jeg ved ikke om man kan kalde det en 30års-krise, for det føles ikke særligt krise-agtigt, men måske snarere sådan 30års-perspektiv-agtig!? Jeg har nået alt det og mere til, som jeg havde sat mig for i 20erne – så hvad skal 30erne dreje sig om? Både hvad angår karriere og familie? Og hvad siger min partner-in-crime – hvad er det for et liv, vi sammen vil skabe os? Både fra sådan nogle kedelige økonomi-ting med ‘hvad vil vi prioritere?’ (det store dyre hus eller de mange rejser?) til de langt mere spændende ‘lifedecisions’ (børn? gisp? ja? måske? hvornår? nu? imorgen? om 5 år?), men også hvilken slags veninde/søster/faster/datter/chef/medarbejder/kone vil jeg gerne for mine omgivelser (hvem skal vinde i prioriteringen?)..” (LÆS DET FULDE INDLÆG HER)

Jeg kunne ikke være hende jeg gerne ville og vidste at jeg kunne være, på alle punkter samtidigt. Samtidigt, being the key word. Og hvem kommer så først? Det gav sig selv, da først tanken var tænkt. Og Endelig har jeg fået modet til at gøre noget ved. Som jeg skrev forleden, så handler mit nye kapitel i høj grad om, at jeg øjnede muligheden for et mere fleksibelt familieliv, som kunne kombineres med nogle ambitioner om og en lyst til at være selvstændig.. Men det er også en lidt forenklet forklaring – så dermed altså dette indlæg, som (er langt.. måske for langt?) gerne skulle kaste lidt yderligere lys over mine tanker. Mest fordi, det ovenpå sidste indlæg, gik op for mig, hvor mange af jer, der sidder med præcis de samme tanker.

Hvad er drømmene for vores familieliv? Da de første tanker begyndte at melde sig tilbage i februar 2017, delte jeg dem med min far. Og på tværs af tidszoner og fra et sted midt på det indiske ocean skrev han følgende ord til mig: “Jeg synes det er noget af det fornuftigste, I længe har overvejet. At give dig mulighed for en pause på arbejdsmarkedet i forbindelse med anskaffelsen af et antal børn, især fordi du har et bijob, som interesserer dig og forskellige andre spændende planer, der forhindrer at dit liv går op i blevask og rengøring. De næste år, hvor børnene er små kommer aldrig tilbage, men er pludselig bare gået“. Jeg havde ellers frygtet responsen. Frygtet om mine forældre ville synes, at jeg formøblede både muligheder og evner. Det gjorde de ikke. Og den sidste sætning, jeg har markeret med kursiv, var nærmest sømmet på kisten.

Skjorten arbejder meget. Men har hjemmekontor og kan langt henad vejen arbejde hjemmefra (80% af tiden). Han er altså min kommende kontor-makker.

Det bliver mig, der skal hente og bringe Elise. Vi deles om madlavning og han vasker sit eget tøj. Men jeg vasker det fælles og Elises. Og mit eget. Indkøb klarer vi med måltidskasser og nemlig.com – og rengøringen outsourcer vi også. Siden vi flyttede til 2960 har vi brugt en Happy Helper:)

… Og så er det iøvrigt mig, der er overordnet administrationschef for adressen – på godt og ondt. Jeg styrer økonomi, regninger, aftaler med håndværkere, ferieplanlægning og holder styr på familiekalenderen og det sociale liv.

Hvad er drømmene for bloggen og det Acie’ske imperium?

Jeg er klar over, at det er en nærliggende tanke, at ‘åååh så kommer der bare meget mere spons, for nu skal hun jo leve af det’, men: 1. I kender mig dårligt, hvis I ikke godt ved, at jeg er så risiko-avers, at jeg ikke ville turde tro på noget, der ikke allerede fungerer. Jeg kan fortsætte præcis som jeg gør (.. eller stoppe helt, hvis det endelig skulle være) og leve fint og lykkeligt (omend nok lidt kedeligt, hvis jeg stoppede..).

Og 2. – nu hvor jeg endelig har mulighed for at dedikere mig til det her fine lille univers, så vil jeg langt hellere bruge mine kræfter på at finde flere ‘revenue streams’ end at udpine den jeg har brugt 10 år på at bygge.. Altså – nu har jeg jo tid og mulighed for at give mig i kast med mange flere sjove projekter… Flere bøger, designsamarbejder, konsulentarbejde og hvad der nu ellers måtte byde sig.

Og 3. – hvis det endelig var, så er der flere måder, at tjene flere penge på – det er klart, at man bare kan lave mere, men man kan også lave bedre… og sælge dyrere. Jeg ved godt, hvilken vej jeg synes der er sjovest, mest udfordrende og mest givende. Så hvis der er nogen ændring I skal forvente herinde, så er det kun en ambition om at være en endnu bedre blogger. Det har været så frustrerende, at levere noget, som man ved man kunne gøre bedre. Som man ikke synes er godt nok. Men som bare ikke har tid til at gøre ordentligt.

… Og 4. sidste. Don’t get me wrong hér, men jeg er en voksen dame. Med erfaring – ikke mindst business erfaring. Jeg er ikke en helt grøn 22årig, der skal forsøge at navigere i hvad der kan virke som nem omsætning og hurtige typer, men derimod en 30something, der har brugt 7 år på at bygge nogle af verdens største brands – nu har jeg endelig mulighed for at dedikere mig til mit eget.

Og hvad er drømmene for.. mig selv?

… Og så den sidste. Mig selv. Så absolut den sidste på prioriteringslisten de sidste par år. Og derfor også hende, der er blevet mest forsømt. Jeg vil gerne tilbage til mig selv – lade være med at have spredt mig selv så tyndt, at jeg nogen gange har følt, at der ikke var noget som helst tilbage.

Jeg vil være en bedre veninde. Blive bedre til at vedligeholde venskaber. Ikke fordi nogen har lidt – men det er i høj grad fordi de andre parter relationen, har været bedre til vedligehold end mig. Og har givet mig plads, til at have tralvt i et par år. Jeg går SÅ tit med tanken om, at jeg spilder mig tid på alt muligt dumt, når jeg har så mange relationer jeg langt hellere ville pleje.

Jeg vil være bedre ved mig selv. Jeg vil igang med at træne igen. Regelmæssigt. Måske gå til tennis igen? Det synes jeg er sjovt! Jeg vil have tid til at gå til frisøren mere end en gang om året og måske have en fast tid hos en negledame? Eller starte til yoga? Eller noget helt andet. Bare noget der er for mig – noget der lader batterierne op. Jeg vil passe på mig selv og prioritere mig selv. Så tror jeg nemlig også, at jeg kan være en bedre mor, bedre kone, bedre søster, bedre faster, bedre datter, bedre veninde og alle de mange andre ting – men det er jo altid én selv, der ryger først, når man skal prioritere tiden ik? Ikke mere!

Jo. Det er de overordnede tanker. Jeg sidder med følelsen af, at jeg kun får det halve med. At jeg kunne blive ved og blive ved og blive ved. Sådan er det måske bare. Især nu, hvor jeg ikke rigtigt er kommet igang endnu. Men det er altså drømmene. Ambitionerne. Og alt dét, der er kastet op i luften og som forhåbentligt lander et godt sted. Lad os tales ved til nytår, og så skal jeg sige, hvordan det står til:)

Jeg er på 06:55-afgangen mod Århus idag. Væmmeligt tidligt, at skulle stå op, på sådan en mørk, våd og stormende tirsdag, hvis I spørger mig, men ok – det er vilkårene, og jeg klarer den jo nok. Ikke mindst takket være den super-size kaffe Starbucks kunne forsyne mig med på hovedbanen. Ryster nærmest en lille smule af koffein-chokket.
I sidste uge var jeg også afsted – omend til en marginalt mere eksotisk destination. Paris. Jeg havde 36 timer (… og lidt til) i den franske hovedstad og fik både croissanter, karbad og et ordentligt skud arbejde – og så huskede jeg at fotodokumentere min færden, for I er flere der har efterlyst den her slags indlæg. Så følg lige med – 36 timer i Paris får I serveret i galleriet nedenfor (og hvis jeg er lidt ekstra træt igår, så er det fordi jeg i ren og skær stædighed kom til at rode med at få teknikken til at virke til lidt for sent igår aftes… Så nu har det bare at fungere.. 😉 ). ..
[URIS id=8515]