Livsstil – Side 2 – ACIE

Hvordan laver man egentlig champagne?

Som jeg efterhånden har nævnt et par gange, så var jeg inviteret til frokost af Moët & Chandon for et par uger siden. Anledningen var, vist nok, to-foldig. Først og fremmest er Moët’s Grand Vintage 2009 er netop blevet frigivet og skulle smages (den er herlig!) og dernæst var Marc Brevot i landet – han er wine maker, eller på mere mundret dansk, én af dem, der sørger for at Moët & Chandon champagne smager præcis rigtigt.

[Frokosten blev afviklet på Restaurant Address i Tuborg Havn og det var en virkelig dejlig mad-oplevelse!]

Og så kan man jo undre sig over, hvad det betyder i praksis – “at champagnen smager præcis rigtigt”… Så dét tænkte jeg, at dette indlæg skulle handle om. Fremfor en reportage af hvor dejlig en eftermiddag det var (.. det var det virkelig, iøvrigt). With that being said, er det der med at lave champagne jo en slags håndværk, som folk bruger årevis på at uddanne sig i, så det er altså ‘light’ versionen jeg kan servere hér:)

1. Druer og “basis vin”: Til at fremstille champagne bruges (oftest) en kombination af 3 druesorter – Chardonnay, Pinot Noir og Meunier. Druerne skal presses forsigtigt, da man er interesseret i sukker og syre, men ikke interesseret i de fenoler (bl.a. tanniner og pigmenter), der sidder i skallerne.

Man laver en champagne som ‘almindelig’ flad vin til at begynde med – hvor gæringen af druesaften sker på store tanke. Resultatet af denne første (flade) fermentering kaldes for en ‘basis vin’.

[Herren til højre er Monsieur Marc Brevot – wine maker hos Moët & Chandon og alt indehaver af nogle af desmagsløg, der skal sikre, at Moët & Chandon champagne smager h e l t rigtigt]

2. Den rigtige blanding: Det er klart, at når man lavet et produkt af ‘naturlige’ ingredienser – altså vindruer – så vil høsten afhænge enormt af vind, vejr og temperaturer… Men det går jo ikke, når man fx hedder Moët og lever af af en Moët Imperial champagne (den ‘klassiske’, om man vil) skal smage som den nu skal smage. Ligegyldigt om man køber den i 2015 eller 2018. Så hvad gør man? Man blander – forskellige årgange, forskellige druer, forskellige ‘høste’. Dét er kunsten – at ramme den helt rigtige smag år efter år, flaske efter flaske.

For vintage-vinene kan de derimod lege – hér bruger de kun druerne fra et enkelt år, som de synes var særligt godt. De lagrer længre og har typisk mere karaktér – hvis man snakkede mode ville den klassiske Moët være et brands ‘main line’, mens vintage ville være henad couture. Hér kan der leges og laves show stoppere.

3. Anden gæring på flasker: Basis-vinen hældes nu på flasker og der tilsættes en lille smule gær og sukker til hver flaske og flasken forsegles. Herefter starter en 2. gæring, hvor gæren omdanner sukker til alkohol og udskiller kulsyre, som nu bliver flasken.

Efter nogle uger dør gæren og lægger sig med tiden som bundfald i flasken, som opbevares med bunden opad – i de klassiske champagne-reoler (pupitre), der er så populære at indrette med herhjemme (jeg havde gerne nappet én med hjem fra Moët’s champagne-kældre). Hér bor flaskerne som i 2-3 år (for ‘non-vintage’.. for vintage er det nærmere 7 år..) alt imens de løbende bliver vendt i pupitren – i Moët’s kældre sker dette langt henadvejen ved håndkraft. Phew. What a job. Dét gør man for at samle bundfaldet i flaskens hals.

[Sidespor, men: danske jordbær med fløde og sukker.. Åh!]

4. Dégorgement: Når alt bundfald er samlet i flaskens hals (som jo vender nedad) fryses toppen af flasken hurtigt, så bundfald og champagne i flaskens hals fryser til is. Isproppen (med bundfald) kan nu fjernes, men nu mangler der så noget champagne i flasken. Det klarer med den såkaldte “dosage”, som er en blanding af hvidvin, sprit og sukker, som skal fylde op og justere sødmegraden. Herefter kommes korkproppen i, og korken får en frakke af stålnet omkring, så champagneproppen holdes på plads.

Et voila – sådan laver man altså champagne. I champagne ihvertfald;) En fascinerende proces, synes jeg… Og når man ved hvilket stort arbejde, der ligger bag ens champagne, så er det svært ikke at nyde den endnu mere 🙂

[Ja, sådan så jeg altså ud på dagen]

 

De vildeste 9 måneder – og en lille anekdote fra det virkelige liv..

Idag er det 9 måneder siden, at det her billede blev taget. Idag er det 9 måneder siden, at min verden blev både større, mindre, farligere, bedre og mere kærlig. Idag er det 9 måneder siden, at Elise kom til verden.

Og ja. Sådan ser man altså ud efter 22 timers fødsel. Og sådan så Elise ud, da hun var præcis 2 minutter gammel. Kl 7:26 d. 3. oktober i en solstråle på fødestue 7 på Rigshospitalet. Lige dér landede hun på min mave et par minutter forinden. Min lillebitte Møffi.

Vi har fejret dagen, med lidt af hvert. Mest mindeværdigt var følgende samtale med en fremmed mand på gaden.

Mig: * kommer gående med 11kg Elise i bæresele på maven.. Det er 27 grader og jeg har hentet en (stor) pakke på posthuset og er på vej tilbage til bilen. *

Fremmed mand: “Næææ – 2 for 1”

Mig: * Elise har på nuværende charmet intet mindre end 8 pensionister, og jeg synes for så vidt, at fremmede menneskers begejstring for mit smilende barn er helt herligt, så jeg stopper op (for 8. gang) *

Mig: “Ja, netop”, siger jeg og smiler.

Fremmed mand: “2 for 1 – og 2 i 1”, gentager han.

Fremmed mand: “…. eller måske endda 2.5 for 1?”, spørger han.

Mig, lidt stramtandet: “Nej dog ikke… Der er kun os to”, svarer jeg og smiler, nok lidt angstrengt.

Fremmed mand: “Nå ikke. Nej nej. Ja, han er jo ligeså bredhovedet, som dig”, fortsætter manden.

Mig, træt nu: “.. Det er faktisk en pige. Og ja – sådan går det jo gerne”

Fremmed mand: “Nej æblet falder sjældent langt fra stammen…. Husk nu at give hende masser af væske”

Mig, virkelig træt nu: “Nej, det er sandt. Og ja tak – det gør jeg. God dag”

Mig, går nedslået tilbage til bilen – iført mom-bod og bredhovedet drengebarn. Gamle idiot.

…. Så det var jo sådan set ret nederen. Aftenen skal heldigvis bruges med gode venner, så jeg satser på, at mit humør nok skal komme efter det 😉

 

PS: Og helt off topic – tusind tak for alle jeres søde lykønskninger med jublæet. I er fanme go’e er I!! Og også et stort tak for jeres deltagelse i den første give-away – jeg glæder mig allerede til resten. Jeg finder en vinder af støvlerne i aften og sender en mail direkte, så de kan komme hurtigt afsted så husk at holde øje!

På rosé-date på MASH…

Det er næppe gået nogens næse forbi, at vi – min Skjorte og jeg – holder meget af at komme på MASH, og har gjort det siden vores forholds spæde start. Så da MASH i sidste uge inviterede til rosé-smagning og jeg ovenikøbet måtte tage en +1 med, så var jeg ikke sen til at arrangere pasning af Cornichonen og invitere min mand på date…

Til at starte med, tænkte jeg, at det skulle være en overraskelse, men det skulle vise sig, at arrangementet lå oveni VM-kampen mellem Danmark og Australien, hvorfor det altså krævede lid ekstra overtalelse end “… det er en overraskelse, skat!”, at få ham til at lade mig råde over hans torsdag eftermiddag…

Da jeg, imidlertid, fortalte at vi skulle på MASH til rosé-smagning var der dog ikke megen slinger i valsen – heller ikke selvom han virkelig er lidt af en fodboldtosse. MASH trumfer altså VM, kan vi konkludere. Og lige i hans tilfælde siger det altså ikke så lidt…

Vi fik lov til at smage 4 forskellige rosé-vine – akkompagneret af master sommelier og wine director Jes Kildetofts fortællinger og ord. I kan læse om de 4 forskellige vine hér – og i samme åndedrag kan jeg fortælle, at min favorit var den letdrikkelige “LOVE DRUNK” fra Oregon, lavet på en herlig frisk blanding af pinot noir og chardonnay (.. der smagsmæssigt minder meget om rosé champagne, så hvorfor mon det lige var den, der var min favorit, haha!?).. Skjorten (… og Loui, iøvrigt) var mere til den biodynamiske Domaine Vacheron, som – indrømmet – også havde lidt mere saft, kraft og tyngde…

Ligegyldigt hvad man er til kan MASH levere – og resten af sommeren er der 50% på hele rosé-kortet, så der er nærmest ingen undskyldning;) Og så vil jeg godt lige slå et slag for ‘den lokale’ heroppe i Rungsted – den har terasse på havnens spids og hér kan roséen altså nydes til et sommerligt soundtrack af svage bølgeskvulp. Vindende koncept!

Efter smagningen udnyttede vi, at Cornichonen havde travlt med at lege med sin mormor og morfar, og fortsatte med en impromptu date night – når nu vi alligevel var der;) I er flere, der igennem tiden har spurgt, hvad jeg bestiller på MASH og jeg har to forskellige svar: skal vi spise sådan rigtig klassisk middag, så deler vi en tuntatar til forret og så bestiller jeg en ‘dame mørbrad’, som jeg kalder den. Den er fra Uruguay og vist nok kortets mindste stykke kød på 200g – mere end rigeligt til mig. Som sides deler vi lidt forskelligt – de obligatoriske fritter, en tomatsalat og en cremet spinat. Oftest.

Skal vi ud og flyve eller have noget lidt lettere deler vi typisk et par forretter og en masse sides. Tuntataren (igen) må man ikke gå uden om… Og cocktail kortet, ej heller. Men det er selvfølgelig en anden historie;)

Jo. Det er ikke uden grund at MASH, er blevet vores stamsted… Og så er der jo også dét der med bearnaise-skæbnen, som vi tidligere har snakket om. Den tror jeg meget på! 😉

Mød min nye bedste ven..

For et par måneder siden, oprettede jeg kategorien ‘Housewifing’ hér på bloggen, i erkendelse af at det nok næppe blev med længere og længere mellemrum at vi snakkede om pletter, nem hverdagsmad, ekstra frysekapacitet eller andre af den slags voksenting, som jeg aldrig havde forestillet mig, ville gøre sit indtog hér på domænet, da det blev oprettet for snart (!) 10 (!!) år siden.

Nuvel – sådan bliver vi jo allesammen voksne (.. ish) før eller siden, og nu står vi hér med hus, mand og baby. Og støvsuger. Ikke mindst. Og den er ny – men allerede min nye bedste ven. Og selvom jeg på sin vis føler mig som en tåbe af rang, når jeg sådan står dér og poserer med en støvsuger, så er dét et offer jeg gerne bringer, for at kunne fortælle om den her sag – en Dyson V8 Absolute ledningsfri støvsuger.

Vi har længe haft en Dyson på ønskelisten, men det er først i løbet af de sidste par måneder, at ønsket er gået fra ‘nice to have’ til ‘NEED to have’, og nu hvor vi har den, er det så absolut et slags point of no return. We’re never going back.

Da vi flyttede ind i huset arvede vi min svigermors gamle støvsuger, der brillierede ved at have hele 13meter ledning. Et feature, der ikke skal kimses af, når støvsuger-opgaven foran én lyder på intet mindre end 257m2.. Faktisk er der kun én ting, har jeg nu erfaret, der er bedre end lang ledning på en støvsuger – og det er INGEN ledning.

Gone are the days, hvor man pludselig går i stå, fordi ledningen er hoppet ud af kontakten. Eller har kilet sig uhjælpeligt fast i et hjørne. Og endnu bedre – gone are the days, hvor man slæber tungt maskineri efter sig – henover dørtrin, rundt om hjørner og – Gud bedre det – op og ned af trapper.

Og selvom det måske blot er en psykologisk faktor, så gør den manglende ledning det også væsentligt mere overskueligt, at tage støvsugeren frem… og bruge den, bevares. Det der med, at man bare lige tager den ud af skabet, som var det en kost, og går igang – jo, det kan altså noget på overskuelighedskontoen… På en fuld opladning kan den støvsuge i 40minutter, og det er altså rigeligt hér på matriklen. Jeg har endnu ikke formået at køre den tør undervejs.

Og fuld støvsuger-power er der unægteligt behov for hjemme hos os i disse dage. Billedet foroven taler næsten for sig selv. Vi er gået igang med rigtig mad og Cornichonen forlyster sig flere gange dagligt med alt fra små frikadeller til boller med smør og buketter af broccoli. 50% havner i maven, 50% havner på gulvet. Og jeg kan godt fortælle jer, at der er få ting hér i tilværelsen, der er mere træls end at træde en leverpostejshapser op mellem tæerne. Splat.

Så lige for tiden har jeg gang i støvsugeren flere gange hver eneste dag. Og havde brug for en støvsuger, der både var nem at tage hurtigt frem og som havde power nok til at suge en halv frikadelle eller lidt gennemsavlet bolle. Og når man iøvrigt bruger sin støvsuger til den slags, så er det også værd at nævne, at støvsugeren ikke bruger poser, men derimod en beholder, der kan tømmes direkte i skraldespanden efter hver gang man har brugt den – og det er jo sådan set meget rart, at man ikke har halve frikadeller til at ligge og rådne i støvsugeren i kosteskabet..

Og så er der alle de andre små hverdags-ting, den gør noget nemmere – alle der har prøvet at støvsuge en trappe (uden repos) vil vide, at det er en skodopgave. Men ikke længere. Med det lille støvsugerhovede, der kan bruges uden ‘stang’ har man pludselig en lille let håndholdt støvsuger med en masse sugekraft perfekt til en sådan opgave..

Og hvis Skjorten fik taletid, ville han køre en lang svada om, hvor nemt det nu er at støvsuge bilen – men indtil videre er det all talk and no action, så taletiden kan han glemme.

… Og så har jeg ikke engang fået snakket om vores petroleumsblå velour-sofa (der nok hører til blandt de dummere af mine idéer, men what are you gonna do?!), der, når man krydrer den med lidt Cornichon, kræver støvsugning en 3-4 gange om ugen (.. det er et sidespor, men lad os se hvor længe den holder.. sofaen, altså.. jeg ønsker mig allerede en grå én af slagsen med vaskbart betræk, tak..).

Min nye bedste ven klarer alle opgaver jeg præsenterer ham for, og ikke mindst takket være de mange forskellige børstehoveder tilpasset hver sin opgave. Det lille til trappen, det spidse til revnerne i sofaen, det bløde til tæpper og det med børster til trægulvene. Jo. Der er samarbejder der opsøger én, og samarbejder man selv opsøger – ovenpå denne svada kan I nok selv regne ud, hvilken kategori dette tilhører. I goddamn love that støvsuger, og så har jeg ingenlunde taget munden for fuld.

.. Må baby spise honning?

Nej. Er det korte svar. Men hvor skulle man vide fra, at en klat honning (og så af den lokale og øko-agtige slags, for man er jo mor og vil kun det bedste og og og og…) er no-go på podens havregrød?

Det er en helt ny verden dét der med babymad. Til Lily’s følle forleden kom Skjorten og spurgte om Elise måtte få en gulerod hun kunne sidde og gnave i. Nej. Det må hun heller ikke. Men sådan set et helt rimeligt spørgsmål. Det er noget med kvælningsfare, fik jeg svaret. “Er det også derfor de ikke må få peanuts?”, bød Emily ind. “Eller er det noget andet?”. Jeg er faktisk ikke sikker, men jeg tror det.

Og sådan er der så meget, man altså nu skal til at lære. Og vide. Og den slags. Derfor dette indlæg – måske der sidder en mor eller to på den anden side af skærmen, med en lille størrelse, der skal til at gå igang med mad? Hér er ihvertfald mine erfaringer. Eller. Øhm. Tips, bøger og hjælpemidler, som jeg har støvet sammen i løbet af de sidste måneder.

Helens Bog om Børn & Mad: Hun kan ét og andet, hende den gode Netsundhedsplejerske og hendes bog om børn og mad er altså ret god. Jeg har lånt den på det lokale bibliotek, men overvejer at købe et eksemplar, for nu har jeg snart genlånt den 3 gange. Der er både opskrifter, info og også nogle rigtigt gode ‘dagsplaner’ for hvornår barnet skal sove og spise alt afhængigt af alder (de er virkelig guld værd!!).

Philips Avent drikkedunk med sugerør: “vand af kop” skal de have, de små. Ja tak. More like “vand på gulv”, ihvertfald hjemme hos os. Eller det var lige indtil jeg købte den her drikkekop med sugerør fra Philips Avent – den er SÅ god. Især i de uger, hvor det har været varmt, har hun bare suget vand til sig og som mor kan man jo følge ret godt med i det med væskebalancen takket være ble-tjansen. Hos os er det tydeligt, at hun har fået meget mere væske indenbords siden koppen er flyttet ind. Og det med sugerøret tog hende ca. 10 sekunder at greje (men with that being said, så er der vist noget med at min nevø Pix har pivringe til sugerør i sin tid, så det er naturligvis ikke givet at den er et hit for alle børn… Men nu er tippet da givet videre).

Grødkasse fra BabyDeli [reklame – modtaget i gave]: i forsøget på at lade Elise spise varieret og udsætte hende for en bred palette af både konsistenser og smage fik jeg ret hurtigt købt aaaalle mulige forskellige korn. Men med en portionsstørrelse på ca. 1 dl og et barn der allerede nu har en idé om hvad hun gider og ikke gider så var det jo et evighedsprojekt at komme til bunds i de mange poser. BabyDeli har lavet måltidskasser med portionsanrettede grødposer og forskellige typer fedtstof til forskellige aldersgrupper. Trine og Mathias, der står bag BabyDeli, har selv en lille størrelse på et 1 år og har selv lige været igennem grødmøllen – det var sådan konceptet blev til.

Suttedut til smoothieposer: den her er altså også et hit – den er i blød og bøjelig gummi og derfor noget rarere end smoothieposernes egen (hårde plastik-)dut. Og når man sådan er på farten, er det altså meget rart at baby selv kan spise af sin madpose. Der findes også skeer (vi har købt nogle i Brugsen – de er super) der kan skrues direkte på og and tutter. Men lige den lille suttedut hér er altså den vi har brugt allermest.

Babymad [modtaget som anmeldereksemplar af forlaget]: Den her bog er sprillans nyudgivet og lige landet i min postkasse i sidste uge, men jeg er allerede svært begejstret. Den er skrevet af Kirsten Mikkelsen Ravnbøl, som er ernæringsspecialist i mad til de mindste, og Søren Ejlertsen fra Aarstiderne. Hér er virkeligt mange gode opskrifter at finde – og også et opslagsværk bagerst, hvor man netop kan slå op, hvorfor det nu lige er, at baby ikke få må honning.

Mere inspiration: sidst men ikke mindst er der altså også virkelig god inspiration at hente på det store interwebs. Jeg selv er rigtigt glad for Skrupsulten og BabyBite  – hér er super mange gode og inspirerende opskrifter og idéer til, hvordan mad kan blive overskueligt for mor og en fest for baby..

Jo, det var et par erfaringer herfra. Måske de kan inspirere derude? Eller være til gavn på anden vis. I hope so:)

 

... Og en sidenote – nogle laver alt selv, andre køber det i butik. Nogle giver skemad, andre kører BLW. To each their own – alle mødre kender deres barn bedst og intet er mere rigtigt eller forkert end andet:)