SHOPPING – Saint Laurent kortholder

SHOPPING - Saint Laurent kortholder

Som jeg nævnte på et tidspunkt. så blev der også tid til lidt shopping på ferien og med hjem kom denne lille fine kortholder. Ikke noget crazy. Efter i mange år at have slæbt rundt på gigant-punge (… nærmest i clutch-størrelse.. who’s with me!?), er jeg det seneste år gået i en helt anden grøft og har tullet rundt med mine kort i en meget mindre Stine Goya x Adax pung (hvis man overhovedet kan kalde den dét..). Nuvel. Nu var det på tide at tage skridtet fuldt ud og købe en ‘ordentlig’ pung… eller… kortholder, som jeg endte med. Gone are the days, med endeløse kort og kvitteringer. I denne er der plads til sedler, nogle udvalgte kort og nogle få mønter. All I need:)

REJSER – en billedstorm fra Florida..

REJSER - en billedstorm fra Florida..
Så kom jeg igennem de første billeder fra ferien. Det er lykkedes mig at tage 499 billeder på en uge – heraf er ca. 450 af Pix&Nix. Klassisk;) Vi boede i en villa på et stort resort – ret perfekt, når man er flere generationer, der rejser sammen. Og så er den slags bare lidt mere grandiøst i USA – der var 9 pools (.. jeg nåede i 2 af dem), vandland (Pix var ikke til at styre..), 3 golfbaner, tennisbaner og alt muligt andet, der hører sig til, når der er dømt ferie.

Skjorten og jeg tog gerne på en lille udflugt hver dag (for ikke at gå til i rastløshed), mens ellers gik det meste af tiden med at dase langs poolen under en palme og plaske i vandet med små størrelser. Det var nok ikke en ferie vi selv havde booket, hvis det bare havde været os to, men sammen med familien var det en uslåelig ferieform, hvor alle havde plads og tid til at dvaske gennem dagene i eget tempo.. Vi fik sol på næsen, drak hvidvin og kolde øl på terassen, grinede i Disneyland, spiste bacon på en diner og shoppede i outlet og malls (jaja, også mig.. og jeg skal nok få vist frem;)). Jo. Det var altså lige dét der skulle til ovenpå en lang vinter!!

REJSER - en billedstorm fra Florida..

Rejse-klaaaaaar…

Rejse-klaaaaaar...

OK – måske ikke det bedste billede, der nogensinde er taget af mig, and then again… måske faktisk netop det bedste billede – jeg var ved at tisse i bukserne af grin, og lige netop den følelse, har jeg planlagt at genleve ca konstant den næste uge. Jeg er, som I læser dette, på vej i en flyver med retning mod Miami – dér skal jeg mødes med Pix, Nix og deres forældre.. Og med i bagagen har jeg både Skjorten og farmor&farfar. Alle mine favoritter, krydret med sol, sommer, pool og ferieliv. Jeg glæder mig, kan I tro. Rigtigt meget endda. Jeg satser på at komme hjem med fregner på næsen, en million smilerynker og spaghettiarme, der er helt trætte efter at have kastet Pix rundt i poolen i en uge.. Jeg tjekker ind igen, når jeg har fået den første snert af en tan, feriens første cocktails og lidt internet – vi ses i Florida, søde damer!

F.E.R.I.E.

F.E.R.I.E.

Jeg havde en virkelig latterlig dag igår… Virkelig uglam, virkelig uproduktion, virkelig spildt. Stod (..for) tidligt op og drønede i lufthavnen klar til en god dag i Oslo. En hurtig dag. Planen var at jeg tog afsted kl 6 og så kunne træde ind af døren igen kl 16. 10 timers effektivitet, hurtigt ind og ud. Får min morgenkaffe i lufthavnen og lander i gaten. Forsinket fly. Snekaos i Oslo, melder en kollega. 30 minutter. 45 minutter. 1 time. Ok – jeg har allerede misset mit første møde, da jeg endelig lander. Togkaos, siger de. Tag en taxa. Kaster mig på bagsædet af en taxa. En venlig mand af somalisk afstamning kæmper for at forstå hvor jeg skal hen og sætter taxaen i gear. Den miljørigtige Toyota sejler i svingene, som vi kører ud af lufthavnen… De første kilometer går ok. Vi er helt alene på motorvejen og alt er hvidt.. Jeg sender en sms til min chef med et billede og teksten “I’M SCARED!”, som vi passerer de første 3 uheld. Pludselig stopper trafikken. Og så holder vi dér. 1.5 time senere er vi kommet en kilometer videre.

 

Den somaliske taxa-chauffør og jeg har lettet kommunikationsproblemerne ved at skifte til engelsk. We’re in this together. Lastbiler blokerer vejen, mens deres førere roder mellem hjulene med snekæder. Efter halvanden time tjekker jeg GPS’en på min telefon – 2 timer og 38 minutter skal det tage at forcere de næste 21 km.. Forget it. Jeg når aldrig frem. Mit møde starter alligevel nu. Jeg beder taxachaufføren om at vende tilbage til lufthavnen. 2 timer senere er jeg tilbage på Gardemoen igen. Ringer ind til det møde jeg har misset, og forsøger at gennemføre en præsentation på afstand. Jeg har svært ved at følge samtalen i den anden ende og der er virkelig meget larm i lufthavnen. For fanden. 48minutter senere lægger vi på og jeg opdager at lufthavnen er blevet lukket mens jeg har siddet på telefon.
 

Menneskemængden vokser. Ingen siddepladser. Ingen strøm på min telefon. Klokken er nu 13 og mit fly skulle planmæssigt gå kl 15.. Det sker ikke. Det lykkes mig på et tidspunkt at nappe det sidste sæde på afgangen kl 17.15.. Som bliver udsat til 18:25. Til 19. Til 19:30. Til 20. Til 20:25.. Til 21:04, hvor hjulene slap landingsbanen og jeg endelig var på vej hjem..
 
Anyways – det var en træls dag. Idag er bedre. Det er nemlig sidste dag inden ferie. Og jeg har købt sådan en donut-ring, som I kan se på billedet. Jeg er klar. Ferie – kom an!