Nøglen til et lykkeligt ægteskab..

En ubeskeden overskrift, hva’!? Haha.. I know, I know og det er nok også at tage munden for fuld, med sølle 121 dages ægteskabs-erfaring, men hæng lige med. Jeg er sikker på, at der sidder et par stykker af jer derude, der kan relatere:)

Det er ikke ret meget vi skændes om herhjemme. Faktisk næsten ingenting. Der er kun én ting, der igen og igen og igen (… og igen og igen og igen og igen… you get the picture), kan få bølgerne til at gå lidt vel højt. Oprydning. “Jamen, du ser bare rodet før mig”, påstår han. Og jeg kan mærke mine pupiller udvide sig, pulsen stige og min vejtrækning blive kort. Are you kidding me?! Og nej – han roder faktisk ikke ret meget og er ikke slem. Og jeg er sådan set ikke ret meget bedre selv. Men når man bor to voksne mennesker på 80m2, så roder der bare virkelig hurtigt. Ikke mindst, når man er kommet i akut mangel på opbevaringsplads.

Ser I – problemet opstod jo egentlig, da han flyttede ind. Da han solgte sin 3værelses ungkarlehybel på Vesterbro og flyttede ind på Kajen. Nogen burde have fortalt os, at det var en kamikaze-mission at forsøge at få yderligere 70m2 presset ind på mine i forvejen fyldte 80m2. At det ikke kan lade sig gøre. At resultatet vil være overfyldte skabe og bunker, der ikke rigtigt har en plads, og som derfor bare flyttes rundt. Og rundt. Og rundt.

Vi har forsøgt, at tænke kreativt. Har anskaffet os ekstra opbevaringsmøbler. Har udnyttet al pladsen under sengen til opbevaring af sengetøj, vasketøjskurve (ja – under sengen. Smart ik’?!) og sko. Opbevaring i sofapuffen (der ligger alt fra kabler til et picnictæppe). Og selvfølgelig har vi også ryddet op. Og ryddet ud. Solgt på Den Blå Avis. Og doneret til velgørenhed i rigt mål. Og levet efter 1 in, 1 out princippet.

Men i en lang periode har jeg alligevel været nægtet adgang til kælderrummet, for jeg blev så sur hver gang jeg gik derned. Det hjalp altså heller ikke, at jeg på et tidspunkt ødelagde et par yndlings-bukser (ca. 2 uger efter de var blevet købt), fordi jeg fik dem tværet op af Skjortens racercykel dernede. Parforholds-krise level 1000. Jeg insisterede på, at den skod-cykel skulle sælges. Han var ikke enig. Kompromiset blev, at jeg aldrig nogensinde behøvede at gå i kælderrummet igen. Det skulle han nok tage sig af.

Men der kommer et tidspunkt, hvor man bare må give op og erkende sit nederlag… So we did – og jeg ved ikke, hvorfor vi ikke har tænkt på det noget før, men i forbindelse med vores lurende husprojekt og tanker om så småt at gøre Kajen klar til salg, har vi altså anskaffet os et opbevaringsrum. Det er sølle 1m2, men hvis I vidste, hvad man kan få plads til i sådan et. 18 plastkasser á 65L fra IKEA, plus 2 par ski, dertilhørende støvler og et golfsæt.

Så nu er vores julepynt, gamle studiebøger, golfudstyr, brudekjole, skitøj og den slags altså flyttet 350m ned af gaden og ind hos Pelican. Det betyder, at der er blevet så god plads i kælderrumet, at vi i langt højere grad kan bruge det som et ekstra opbevaringsrum til lejligheden istedet for at sort hul af kaos, hvor ting kommer ind, men aldrig ud igen. Fx sæson-opbevaring af vintertøj om sommeren og, ditto, sommertøj om vinteren. Der er også rykket nogle store køkkenmaskiner ned i kælderen – den slags, man kun bruger et par gange om året, men som tidligere var nødt til at bo i køkkenet, fordi de ikke ville være til at få fat i, hvis først de røg i kælderen. Og min symaskine.

Og pludselig har vi plads. Bunkerne dukker stadig op, men nu har de i det mindste et sted at forsvinde hen. Alting har sin plads. Og Gud hvor er det rart… Tænk, at den lille nøgle til dét lillebitte rum, kan gøre sådan en forskel. Nu mangler jeg bare, at lære ham, at bruge vasketøjskurven og lykken vil være gjort 😉

Indlægget er udgivet i samarbejde med Pelican Self Storage