Når husdrømmen bliver til virkelighed..

…. phew venner – pludselig gik det stærkt, kan jeg godt fortælle jer, og de sidste par uger har været en hvirvelvind af advokater, bankmennesker, budgivning, ejendomsmægler og vupti, så havde vi købt et hus. Vi har været vidt omkring i jagten på vores hus. Vi startede et eller andet sted mellem drømmen om patriciervillaen og selvbyg og jeg skrev det her indlæg tilbage i januar om vores tanker. Jeg havde lige fundet ud af, at jeg var gravid et par uger inden og de praktiske konsekvenser var endnu ikke helt gemmentænkte. Eller. Landet. Om man vil. I praksis vidste vi, at vi havde indtil slut marts til at finde grunden, hvis projektet skulle lykkes. Med overtagelse på et par måneder og et byggeprojekt, der ville tage ca 1 år så var dét en passende tidshorisont. Vi kløede på. Fik tegnet alt. 3 forskellige husfirmaer gav bud og vi havde tegningerne klar. Vi bød også på to grunde, men så dem forsvinde foran næsen på os. Tsk. Og så gik tiden… Og ingen relevante grunde dukkede op.

Efterhånden begyndte vi at kigge på ‘eksisterende’ huse. Var til utallige fremvisninger og hver gang vi troede vi havde fundet noget blev det solgt før vi nåede at blinke med øjnene – eller også levede det på ingen måde op til forventningerne. En mandag for et par uger siden dukkede  huset så op – i et område, vi egentlig ikke havde kigget på. “Hvordan ville du have det med at bo i Rungsted?”, nåede jeg at spørge Skjorten med munden fuld af makrelmad (#mondaydinner #postyogadinner #hotwife), mens han havde et ben ude af døren for at tage til træning. “Fint nok tror jeg”, råbte han fra entreen. “Lad os tale om det når jeg kommer hjem!… hvis du er vågen altså..”, nåede han at tilføje inden døren smækkede bag ham.

Jeg klikkede mig igennem billederne ét for ét. Forelskede mig i højt til loftet, magnolietræet i haven, legehuset, de sortglaserede tegl, stukken, det smukke Kvänum-køkken og en fornuftig planløsning. Bevares. Der er altid et par materialevalg, man ikke selv havde gjort. En (ikke-bærende) væg, man godt gad flytte. Den slags. Men ellers var det perfekt.

Skjorten var heldigvis enig. Vi så det et par dage senere. Og igen et par dage efter det. Var flere købere i spil, gav bud og ventede. I spændning. Blev valgt (yeees!). Skrev under og så gik det tunge arbejde ellers igang. Vores dygtige advokat har været en stjerne til at få os sikret i sådan et stort køb (hvis nogen nogensinde skulle mangle en dygtig boligadvokat, så ring til Allan – han er virkelig virkelig virkelig god og grundig). Og så for et par dage siden gik det hele i orden – eller næsten ihvertfald. Vi mangler stadig en kloakattest, en servitut fra år 1900, et forsikringsforbehold og den slags – forhåbentligt blot formalia.

Så hér er det altså. Vores hus. Fra august ihvertfald. En sidste sommer på Kajen (også lidt vemodigt, men life must go on og alt det der) og så rykker vi til reservatet (hvor voksent, manner). Og jeg smiler ved tanken om, at vi endte med at købe noget, der så meget ligner dét jeg viste frem i januar. Og også lidt ved tanken om, at vi er havnet lige dér hvor vi er – for som I måske kan huske, så fortalte jeg engang, at vi har en lidt særlig tilknytning til netop dét sted (og iøvrigt allerede dengang snakkede om det skæbneagtige i at forelske sig i et hus i netop dét område… Det havde jeg helt glemt indtil jeg genlæste indlægget. Hvor skørt. Ok. Nu er det vitterligt skæbnen. Bearnaise-skæbnen.).

Så jo. Sådan blev husdrømmen altså til virkelighed. Og nu glæder jeg mig til at invitere jer indenfor – og til at snakke frygtelig meget bolig de næste par måneder. Jeg håber I vil snakke med<3