Du læser nu
Når baby ikke vil sove.. Vores erfaringer med søvnkonsulent.

Når baby ikke vil sove.. Vores erfaringer med søvnkonsulent.

sovnradgivning-baby-sover-ikke-3-of-5Det er heldigt, at hun er så forbandet sød, for som jeg efterhånden har fået skrevet både hér og dér, så begyndte vi at bakse lidt med søvnen lige efter nytår (da hun var 3.5 måned – nu er hun lige godt 5 måneder). På den måde, hvor Cornichonen pludselig begyndte at vågne en gang i timen (hvis ikke oftere) hele natten lang.

Og det der med aldrig at få lov til at falde i dyb søvn, gjorde mig simpelthen så tyndslidt. Det er ikke for sjov, at sådan noget med søvn (eller rettere, mangel på samme), kan bruges som tortur. Det føles virkelig sådan.
sovnradgivning-baby-sover-ikke-1-of-5

Og én ting var mig selv, men hvad med Cornichonen? Jeg kunne ikke lade være med at gå og bekymre mig om, om hun mon fik nok søvn selv. Om hun fik nok søvn til at hendes lille hjerne udviklede sig som den skulle. Nok søvn til at hun fik bearbejdet de mange indtryk.

sovnradgivning-baby-sover-ikke-5-of-5

Så vi ringede til en søvnkonsulent (absolut kloge af skade, af vores erfaringer med ammekonsulenten, hvor jeg blev ved med at gå og tænke “det løser sig om lidt” og “det en fase”, og derfor kom afsted for sent). Anette fra BabyCenterCPH. Hun kom en torsdag for nogle uger siden – og selvom mit barn ingenlunde sover igennem (hvilket iøvrigt heller aldrig var hverken forventning eller forhåbning), så har hele familien klart fået mere ro og bedre søvn. Noget af det vi lærte, får I serveret hér:

  1. Hun skal sove i sin egen seng. Indtil nu har hun ligget i en bedside crib ved siden af mig. Dejlig tæt på. Trygt for os begge, tænkte jeg. Men man skal ikke undervurdere, hvor meget man faktisk forstyrrer de små myr, når de sover. Hvor meget, man selv er skyld i, at de vågner. Nu sover hun i egen tremmeseng, men stadig i vores soveværelse.
  2. Hun skal sove lur i barnevognen om dagen. Udenfor i haven. Jeg må gerne lige gå ud og daske lidt til den, hvis hun vågner, men jeg skal ikke gøre det til en vane, at den skal være i konstant bevægelse.
  3. Hun skal sove 2 lange lure om dagen og måske en powernap. Lurene skal gerne være ‘overstået’ senest kl 16. Og så skal hun gerne sove 11 timer, hver nat. Vores skema er nu:
    • Vågner: 6:30
    • Lur: 9-11
    • Lur: 13:30-15:30
    • Powernap: 17:15-17:35 (den er kun nødvendig en gang imellem)
    • I seng: 19:30
  4. Hun skal ikke spise for meget om natten. Tidligere (da hun vågnede hele tiden), føltes det som om hun kun ville sove, hvis hun fik lidt mad. Ifølge søvnkonsulenten kunne det give ondt i maven og dermed få den lille til at vågne endnu mere – en ond spiral. Hun skal helst lære, at hun kan falde i søvn igen uden mad – dog får hun stadig mad 1 gang midt på natten, for hun er jo ikke så gammel endnu. Det burde vi kunne udfase, så snart hun bliver 6mdr, men det generer mig ikke, så det skal udelukkende være for hendes skyld.
  5. Brug en spilledåse. Vi bruger denne fra CamCam – jeg købte den fordi den var pæn, men as it turns out, er den magisk. Hun bliver fuldstændigt rolig, når hun hører den spille). Når hun vågner om natten tænder vi nu spilledåsen, putter hendes Ninus op til den ene kind og giver hende sutten. Så er der ro igen 9 ud af 10 gange.

sovnradgivning-baby-sover-ikke-2-of-5
Jo. Det var nogle af de tip vi fik og hvor er vi så nu? Vi har fået god struktur på hendes lure og det giver i sig selv rigtigt meget ro. Jeg ved, at når hun sover lur, så sover hun min 1,5 time og oftere 2. Det giver en masse ro for mig, at jeg ikke hele tiden går og venter på, at hun kan vågne hvert øjeblik det skal være. Selvom jeg med tiden har lært at bade v i r k e l i g t hurtigt.

Derudover sover hun også meget bedre om natten – hun vågner stadig 3-4 gange, men det er også en klar forbedring fra 10-12 gange. Og det er oftest let at få hende til at sove igen i løbet af 2-3 minutter.

sovnradgivning-baby-sover-ikke-4-of-5

Så jo. Det var et par (omend listen ikke er udtømmende) af vores erfaringer, som I er utroligt mange, der har efterspugt. At punkterne har hjulpet for os, betyder jo (desværre) ikke, at det er en universel opskrift, der vil hjælpe for andre, men det kan da være et forsøg værd – og så kan jeg altså også anbefale, at man ringer til Anette, hvis det er helt sløjt – og selvom hun ikke er gratis, så er en god nats søvn, imo, mange penge værd

 

 Kommentarer (22)
  • Hej Christine,
    Jeg stødte på dit opsalg i nat under en desperat google søgning – ‘hvordan stopper jeg natamning og får mit barn til at sove’
    Og nu har jeg lige booket første tid hos samme søvncoach. Krydser fingre for at det også kan hjælpe os.
    Linket til spilledåsen fra CamCam virker ike længere – kunne jeg evt få dig til at sende et nyt link? Eller er spilledåsen den ballon som ses på billedet?

    Vh,
    Anne

  • Fedt indlæg – lige noget jeg kan bruge 😊. Min datter fra 3/10-17, spiser 2-3 gange om natten og ja, det virker som om hun kun kan falde i søvn med flasken. Havde konsulenter et godt råd til, hvordan man fik dem til at sove uden mad?

    • Ikke andet end at prøve med andre midler – sut, kanin og spilledåse i vores tilfælde 🙂

  • Det er som skrevet om mig. Kender du nogen der kommer ud i Jylland da det er lidt længe for hende du fik hjælp af 🙏

  • Interessant læsning! Min søn bliver 6 måneder denne uge og han sover fortsat i bedsideseng. Vi/jeg har tænkt han snart skal videre til egen seng. Ved du noget om, hvor tæt den må/kan stå på forældresengen?

  • Dejligt I har fået ro på 🙂
    Vil bare lige byde ind med, at det er helt normal baby- og småbørnssøvn at vågne i hvert fald 3-4 gange om natten, uanset sult/amning osv., der er bare nogle børn, der bliver ved at have det mønster længe. Mit barn på 18 mdr ammes stadig ca 5 gange hver nat, hvilket jeg ikke lige havde forestillet mig før jeg fik børn. Det virker altid som om det er det ultimative succeskriterium at ‘sove igennem’.

    • Som skrevet i indlægget har det aldrig været hverken forhåbning eller forventning, at Elise skulle sove igennem, så jeg håber ikke, at det er her hos mig, at ‘det virker altid som om det er det ultimative succeskriterium, at sove igennem’. Det føler jeg nemlig, at jeg har gjort mig umage for at skrive, at det ikke er (hos os, ihvertfald) 🙂

  • Tak for at du deler 🙂
    Min datter på 6 mdr sover (endelig!) ok lure om dagen men vågner stadig hver 2. el 3. time om natten og vil spise. Jeg er også i gang med at forsøge at give sut/bamse/ae på kind i stedet men synes hun vågner igen hurtigt efter… Hvor lang var Cornichonens afvænningsfase mon? Pyh drømmer om magiske 4 timers søvn i træk!

    • Hmm.. Et par dage? 3? Vi oplevede ret hurtigt ‘forbedring’. Altså allerede første nat hun sov i egen seng var langt bedre 🙂

  • Det lyder jo helt fantastisk! Sejt gået!!
    Min lille prit sover heldigvis ok om natten! Men powernapper det meste af dagen 😵 Var der nogle tips til de lange lure om dagen?

    • Ja – de gik primært på at de skulle foregå udendøre i barnevognen, så det har vi gjort siden og det er ikke helt lyv, det med at hun sover bedre i den vogn. Flere dage har hun præsteret at sove i næsten 3 timer om eftermiddagen. Det er helt vildt 🙂

  • Jeg anede ikke, at der fandtes sovekonsulenter, men hvor er det godt at det har hjulpet. Min søn sov præcis som du angiver i skemaet – dog længere lure, da han var omkring de 3 måneder. Det var guld værd og jeg fik set rigtig meget Netflix 🙂

  • Så dejligt for Jer – kan godt huske når trætheden føles som hang-over. Et lille tip – jeg satte altid mine unger i skråsto lige uden foran badet, når jeg var i bad med lidt legetøj. En fast del af morgenen, som de begge synes var hyggeligt.

    • Hehe, hvor sjovt – også her: https://acie.dk/2017/11/21/min-cornichonens-bedste-barsels-ven/

      (men når det er sagt, så nyder jeg nu, at kunne gå i bad alene, for pludselig har hun tabt sutten eller legetøjet, eller er utålmodig eller sulten eller eller eller.. Og så står man dér bag forhænget med shampo i øjnene og forsøger, at være pauseklovn… Et bad i fred og ro er bare så rart).

  • Kan også lun anbefale Anette. Hun er simpelthen ansvarlig for at jeg stadig hænger sammen. 😉 Da vores søn var 4 måneder begyndte han at vågne en gang i timen. Jeg troede det var en fase. Da han var 9 måneder, og der ikke var bedring, ringede jeg i desperation til Anette. Efter 5 dage kunne han falde i søvn selv, og vågnede blot et par gange om natten. I dag er han 1,5 år og sover igennem. Vi bruger stadig Anettes råd. Jeg savner at sove med ham i sengen, men han sover meget bedre selv. 😃

    • Jeg savner også Elise, men som du også skriver, så sover hun meget bedre selv, så mine behov må tilsidesættes.. Tilgengæld lister jeg hende over og putter med hende, når hun vågner om morgenen. Forleden faldt hun endda i søvn i ekstra 20minutter i min armhule. Jeg labbede det i mig<3

    • Hej Helene (og Christine – håber, det er OK, jeg lige skriver her): Jeg er journalist og arbejder på en artikel om forældre, der har været igennem en periode med meget forstyrret søvnmønster takket været baby i familien. Har du lyst til at høre mere og evt. fortælle lidt om jeres erfaringer – til en start helt uforpligtende – hører jeg meget gerne fra dig. MVH Sara Madsen – saragmadsen@gmail.com

  • Sikke en god ide! Jeg anede ikke at der fandtes søvnkonsulenter! Mine vågnede hver 2 time indtil de var omkring 1.5 år, så er stadig igang med at indhente min tabte søvn 😉 Og jeg synes ikke der var meget hjælp at hente fra sundhedsplejerskerne.
    Man bliver bare et helt andet menneske, når man får lov til at sove.

    • … Jeg googlede “min baby vågner 1 gang i timen” og frem kom Anette – ellers havde jeg heller ikke vist det 😉

Kommentér

Din email-adresse vil ikke være synlig.

© 2021 acie.dk / All Rights Reserved / A GreatSimple website

Scroll til top