11 måneder: det jeg kæmper mest med som mor lige nu..

[Lille mus slapper den inden puttetid]

I tog så godt imod mit indlæg om det med mor-kampene, at jeg tænkte, at det fint kunne blive en lille føljeton. Både fordi, I forhåbentligt er nogen, der kan spejle jer i mine struggles, men også fordi det er meget rart for mig selv, at se hvordan vi faktisk rykker os. Og hvordan der sker noget. For der er sket noget – allerede. Og det ved man jo godt – “alt er en fase” og bla bla – men nogle gange kan det være rart at have det sort på hvidt.

For en måned siden kæmpede vi bravt med maden. Kæmpede med, at alt røg ind, men intet røg ned. Hun levede af klemposer fra Semper (for dem jeg selv lavede gad hun slet ikke, suk) og hvidt brød. Og jeg var træt af det.

Der gik ikke ret meget mere end en uge fra jeg havde udgivet dét indlæg til den første lille snas frikadelle røg ned. Hurra. Aldrig har et barn fået så meget ros. “EEEEEEJJJJJJ hvor er du dygtiiiiig”, hørte jeg mig selv hvine eksalteret. Slap af mor.

Og det var altså startskuddet. Fra mikroskopiske bidder til lidt større og lidt større. Og nu kører hun frikadeller ned, som var der no tomorrow. Og grøntsagskødsovs. Og avocadobidder. Og broccoli. Det er favoritterne. Men altså.

Og da den nød ligesom var knækket, og jeg var sikker på, at hun ihvertfald ikke lå og sultede om natten, så samlede jeg lidt mod. Tog tilløb. For med tiden blev det mere og mere klart for mig, at jeg havde givet mit barn en dårlig vane. Havde skabt en søvnassociation i et par hiv af en flaske. Og når hun halvvågnede af den lette søvn (som vi alle gør – 15-20 gange hver nat), så kunne hun ikke bare lægge sig om på siden og sove videre. Hun kunne kun komme videre i søvnen, hvis hun fik sin flaske. Suk. I’d created a sleep monster.

Men når først man er noget frem til dén konklusion, så er sagen jo klar og man ved, hvad der må gøres. “Kold tyrker”. “Afvænning”. Og det er ved Gud ord, jeg ikke synes var specielt rare at sige til min lille 10-måneders Møffi. Men altså. Noget måtte gøres – og nu var det jo min skyld, at vi overhovedet var havnet i den situation, så jeg måtte også bide den i mig. Og tage det ansvar, der var mit som mor.

“Det kan være den bare giver hende vildt meget tryghed”, kørte rundt i hovedet på mig. Og hvem vil nægte sin baby tryghed? Jeg måtte finde en anden måde.. Og det mest trygge jeg kunne forestille mig, var altså mig selv. Så vi købte en voksenseng til hendes værelse (hvilket vi skulle have gjort for længst, but that’s besides the point), og så forberedte jeg mig på et par hårde nætter – men dog et par nætter, hvor jeg kunne rykke ind til hende og trøste, kramme, kysse, nusse og møsse hende ligeså meget hun orkede.

Den første nat var hård. Hun holdt nattefest i flere timer. Den anden nat, var lidt bedre. Men ikke meget. Og jeg kom kun igennem fordi vi tog i sommerhus, hvor farmor og farfar kunne sørge for underholdning i dagtimerne, og jeg kunne sove. Både længe. Og eftermiddagslur. Den tredje nat var lidt bedre. Den fjerde nat var god. Den femte nat lignede en vinder. Og nu er vi så dér. Hun sover ikke igennem. Men hun sover bedre. Lige nu ser vores nætter sådan her ud:

• 19:00 – godnatgrød, tegnefilm og putter med mor på sofaen
• 19:30 – bliver puttet med en flaske
• 23:00 – vågner, skal have sutten og dynen
• 03:30 – vågner, får en flaske i den ene hånd og sutten i den anden, og så klarer hun selv resten.
• 06:30 – godmorgen

… Og så er der de nætter, hvor hun har ondt for tænder. Eller er lidt pjevset. Eller lidt morpjevset. Og så ser nætterne lidt mere rodede ud. Men nu har jeg muligheden for at lægge mig ind til hende, tage hende op til mig og så putte resten af natten. Og det er rart, for hele familien. Far får sin søvn, jeg skal ikke ligge og pendulere frem og tilbage mellem værelserne hele natten og Elise har dermed nogle lidt friskere og mere overskudsagtige forældre.

Når hun bliver en 13-14 måneder tænker jeg, at vi skal trappe ud af natflasken (kl 03). Men én ting af gangen. For alles skyld.

Så som I nok kan læse, er der blevet taget et par kvantespring siden sidst vi var inde på emnet. Og det føles så godt, så rart. Nu kæmper vi med andre ting – mest af alt “morsygen” (jeg hader det ord). På sin vis er det virkelig dejligt, at være hendes trygge base. På den anden side, ville det også være meget rart, at hun ikke gik helt i spåner, hvis jeg så meget som lægger an til, at gå på toilettet. Jeg føler nærmest, at jeg udsætter hende for svigt af dimensioner, hvis jeg skal tisse. Det er opad bakke. Hvornår vokser de mon fra det? Jeg har på fornemmelsen, at det her er en af de virkeligt lange faser (indsæt lidt træt ansigt).

PS og en lille fodnote: tak fordi I holder igen med “de gode råd” til netop indlæg som dette. Det føles sårbart nok, at dele kampene og “det svære” og jeg vil så nødigt overvældes af andres erfaringer i en sådan grad, at jeg opgiver at dele… Jeg forstår godt at det frister, og til dels inviterer tilmed, så derfor altså denne eksplicitte bøn. Jeg lover, at jeg nok skal være meget t y d e l i g, når jeg efterspørger råd. I har så mange gode!