Hun er ret kær, synes jeg. Faktisk tror jeg ikke, at jeg kunne have lavet hende ret meget bedre. Bortset da lige fra én ting. Ørerne. Åh de ører. De har en lang historie – og den skal I altså få idag. Jeg er klar over, at væske på ørerne nok næppe har alles interesse og jeg vil på forhånd undskylde mig med, at jeg omvendt ved, at de få der har interessen for emnet, har den så desperat og brændende, at det så absolut fortjener taletid.
Ser I. Hvis man går og bekymrer sig om væske på ørerne er det typisk fordi man ikke sover om natten. Og der skal ikke ret mange dage til, før det føles som den rene tortur. Og vel egentlig også er det, sådan nogen Guantanamo-agtige steder. Og dermed altså dette skriv. For Guderne skal vide, at vi har kæmpet med søvnen – har prøvet alt. Fra besøg af søvnkonsulent til tyngdepose, vælling og søvnmeditationer. Og lige lidt hjalp det. Eller. Jo. Det hjalp. Men ikke på den der ‘juhuu vi sover lige 5 timer i streg’-agtige måde.
Og så til sidst gik jeg til ørelæge. For det var der hele tiden én af jer i kommentar-feltet, der sagde at jeg skulle. Men Herregud – der var jo ikke noget at mærke på hende iøvrigt. Hun var glad, trivedes og hørte fint. Og jeg hader virkelig at gå (unødvendigt) til lægen. Og i starten også, hvis det fik mig til at føle mig som en lidt emsig mor (det er jeg vokset fra – til dels takket være mine erfaringer med de der forbistrede ører). Først baksede jeg med overhovedet at få en tid. Det var helt umuligt at komme igennem til den lokale ørelæge på telefonen – så jeg mødte personligt op. Krævede at få en tid. Det kunne jeg da godt få – 1 måned senere, for det var jo ikke akut.
Da dagen oprandt var meldingen klar – jo, der var bestemt væske på ørerne, men det var der ikke noget unormalt i. Vi skulle se tiden an. I 2 måneder. Måske det var forsvundet af sig selv, til den tid. 2 måneder? 2 MÅNEDER? Suk… Vi fik en ny tid, tog på sommerferie og forsøgte at fokusere på noget andet.
Vel hjemme igen ovenpå den varmeste sommer i mands minde skulle vi til kontrol. Og om det var varmen, der havde fået væsken til at fordampe lige netop den dag, må Guderne altså vide, men ørelægen mente så bestemt, at vores besøg af væskefyldte mellemører var en saga blot og noterede i journalen at ‘forløbet afsluttedes’. Okay, det var vel også meget godt, tænkte vi og gik så igang med at udfase alt for meget mælk om natten, nu hvor vi vidste med sikkerhed, at det ikke var fordi hun vågnede og havde ondt. Et par nætter med ‘kold tyrker’, masser af kram, nus, nynnen, nærdhed, tryghed, strygen over håret og ikke så meget søvn blev det bedre og de rigtigt gode nætter kunne hun sove fra midnat til kl 04 og så til kl 06-07 stykker. Glimrende.
Men så vendte skuden. Lige omkring hendes 1 års fødselsdag og altså blot en måneds tid efter vores nedtrapning. Natteroderiet var retur og pludselig fik hun mellemørebetændelse. Lægen udskrev penicilin og i 5 dage i slutningen af oktober (hvoraf jeg var i Antwerpen to af nætterne, tsk tsk) sov mit barn fra kl 23 til kl 06. Uden at vågne. Vi kunne ikke få armene ned – var det nu hun havde lært ‘at sove igennem’? 13 måneder gammel?
Men ak. Lykken vendte og på 6. nat var roderiet tilbage. Mange opvågninger og helt utrøstelig. Ingenting hjalp og jeg ringede til ørelægen igen. Der var noget med de ører – hvordan skulle man ellers kunne forklare, at hun i de 5 dage hun havde fået penicillin for mellemørebetændelse pludselig kunne sove?
Jo, væsken var retur. Absolut. Kom tilbage om en måned. “Så lang tid kan vi ikke vente! Vi kan ikke blive ved”, meldte jeg træt og nu – næsten ligeglad med at være emsig mor. Vi blev enige om 14 dage. 14 dage senere var der kun væske på højre øre. Kom tilbage igen om 14 dage. Suk igen. Hvor længe skal vi blive ved? 14 dage senere var der nu væske på begge ører – ‘vi må vist lægge dræn’, sagde ørelægen. H a l l e l u l j a. ‘Men inden vi gør det, så skal vi lige prøve en sidste ting – nu får hun en penicillinkur for at se om det tager det, og så ses vi om 14 dage igen’. Okay. Hjem og proppe penicillin i barnet – dårlig mave og svamp som følge. Og stadig dårlig søvn.
14 dage senere var der ingen bedring og vi troppede op til vores sædvanlige torsdagstid hos ørelægen. Ups, sekretæren var kommet til at give os forkert tid og havde byttet rundt på dato og tidspunkt. Vi havde tid d. 13 – hun havde sagt kl 13, men noteret kl 10. Og nu var der ikke tid til at se hende. Vi måtte have en ny tid og der var først plads i kalenderen efter jul.
Og lige dér, da sektretæren meldte de ord, smed jeg de absolut sidste bekymringer om at blive opfattet som emsig mor – nu stoppede festen. Nu havde det varet længe nok. Nu havde vi gået til kontrol længe nok. Nu havde Elise haft ondt længe nok.
“Jeg må lige tale med ørelægen, når han har tid”, sagde sekretæren, efter at have bladret journalen igennem. “Måske vi kan finde en dræn-tid inden jul”, fortsatte hun. Jeg tror hun hørte min desperation. Og jeg tror hun godt kunne se, at vores forløb allerede havde været l a n g t, da hun pludselig bladrede den lange journal igennem.
Senere samme dag ringede hun og meddelte, at Elise kunne få lagt dræn efterfølgende tirsdag. Yes. Endelig. Og sådan blev det. Idag har Elise to små dræn – ét i hvert øre. Og ved operationen kunne ørelægen også suge væske ud af begge ører – mere end han havde forventet.
Så hvad har jeg lært? Udover at være emsig, that is;) Jeg har lært, at jeg havde ret. At jeg kendte mit barn bedst. Det siger folk også altid – ‘ingen kender dit barn bedre end dig’ – men jeg tror ikke, at man ægte tror på det, før man selv har oplevet det. I didn’t. Jeg har også lært, at hvis en evt lillebror/lillesøster en dag viser samme tegn (eller mangel på samme), så får jeg en tid til ørelægen noget før. For forløbet og vejen til dræn er l a n g – hellere starte før end senere.
Og søvnen? Hvad med den? Den må I få en opdatering på i et separat indlæg, for det her er allerede blevet for langt – men det var altså ikke sådan, så Elise bare sov igennem den dag hun havde fået dræn. Desværre.
Medfølelse til jer. Min datter er også ørebarn, og fik dræn som ca 14 mdr gammel. Hun var efter vuggestuestart syg med 40 i feber ca 70% af tiden grundet mellemørebetændelser og kronisk væske på ørerne. Og vi sov stort set ikke fra hun var 8 mdr til hun var 2,5 år gammel. Så hos os reddede drænene ikke søvnen, men tilgengæld stoppede hun fra den ene dag til den anden med at have mellemørebetændelse ved hver forkølelse, hvilket også virkelig var en gave fra himlen. Håber søvnen lidt hurtigere bliver bedre hos jer end den gjorde hos os. Nu venter vi nr 2, og jeg krydser alt for at det næste barn ikke får øreproblemer. Søvnmangel er virkelig tortur.
Spørgsmål, som måske ikke relatere sig til indlægget 🙂 og så alligevel.. med barn der ikke sover, trænger man til kaffe.
Får du brugt din sage barista Express og er du stadig glad for den? Overvejer at anskaffe den, men den er jo en dyr sag 🙂
Altså – ja, jeg er glad for den. Men der er virkelig også dage, hvor jeg savner en ‘tryk på en knap og kaffen kommer’-løsning. Det er liiidt bakset at bruge den – kaffen skal kværnes, stampes rigtigt, kaffen brygges og mælken så steames. Alt sammen separate steps. Det synes jeg var vildt charmerende inden jeg blev mor – nu er jeg fanme træt af det nogle dage.
Åh jeres stakkels lille datter!
Ørepine er frygteligt, kan da godt forstå at ingen har kunnet sove, det er meget smertefuldt.
Det er bare om at være emsig i dag, jeg synes der mangler meget respekt og lydhørhed overfor patienter i dag.
Da min datter blev syg, fik vi ingen hjælp, da hun tabte 15 kilo, blev bleg, havde høj puls, nattesved osv. og jeg måtte kime lægerne ned eller troppe op. Da fik vi af vide at jeg bare var en hysterisk mor og at min datter bare var psykisk syg.
WHAT – var jeg lige tosset!
Efter et halvt år ned af bakke måtte jeg virkeligt op at ringe og kræve en undersøgelse på sygehus, da jeg havde læst mig frem til at hun havde leukæmi eller knoglekræft – og det var lige præcis hvad hun havde, akut på Riget og nu 6 år i behandling, var vi kommet en dag eller to senere var min datter død.
Så du skal bare være emsig – kæmp for dit ban, hvem ville ikke gøre det!
Pas godt på hende og på hinanden.
Tak for en dejlig blog og et godt 2019 til du og dine:-)
Uh, detlyder som vores historie! Vores er bare meget længere 😫 Vi fik konstateret væske hos egen læge i januar ‘18, kom til ørelægen i foråret, skulle selvfølgelig også se tiden an, måske sommeren hjalp. Det gjorde den, væsken var væk, én måned senere tilbage igen! Tid til dræn! Fortjek to dage før dræn – ingen væske!! Hmm, ny tid 1 måned senere – væske igen! Fortjek to dage dør dræn – ingen væske 😫 Én måned senere væske igen, men ikke indikation for dræn (What…) nu har vi ny tid i januar og jeg er desperat! Vi har ikke sovet i 19 måneder og han giver udtryk for at ørerne driller.. Til januarkontrollen kommer desperate mor på banen!! Nu er det tid!
Det lyder præcis som min historie med 1. barn. Præcis! Og nej, den gode søvn kommer ikke med det samme; men den kommer. For pludselig kan barnet tåle at blive lagt ned. De dræn reddede vores liv.. tæt på 😉 Med barn nr. 2 er processen langt hurtigere. Vores nr. 2 fik dræn efter 2 besøg ved ørelægen. Og søvnen var reddet.
Kære Acie,
Jeg skriver til dig fordi vi har haft samme historie herhjemme – min lille Willum nåede dog at blive 15 måneder før drænene blev lagt. Og det hjalp. Gud hvor det hjalp. Men så efter et par måneder hjalp det ikke så meget alligevel (selvom ørene nu havde det godt og alting). Og det er derfor jeg skriver til dig. For skulle søvnen gå i fisk igen og ørelægen proklamerer at det intet har med Elises ører at gøre og du er ved at tabe håret..
.. så besøg Jonas Loft hos WestLoft. Han er børnekiropraktor og har nok reddet både mit ægte- og morskab.
Kærlig hilsen en mor til et barn der på ingen måde viste tegn på at have brug for en kiropraktor.
Ps. Det var ørelægen der sendte os videre til Jonas. Ingen andre havde fantasi til at forestille sig at min krudtugle af et motorisk vidunderbarn gik rundt med en fødselsskade i nakken.
Elise blev også næsten 15 måneder, så dit tip er endnu bedre end du måske selv tror. Jeg holder øje med søvnen og ringer til Jonas, hvis ikke der sker noget <3 <3 <3
Ingen grund til at undskylde!
Jeg har ingen børn – min kæreste og jeg skal giftes snart – men synes alligevel det er interessant læsning! Din humor og jordnære måde at skrive på, er så fantastisk, at jeg er ret sikkert på du kunne skrive om hvad som helst og så ville det være godt 🙂
Godt nytår!
Det lyder som noget af en sej kamp for at få de dræn – men hvor er det bare godt for jer og ikke mindst Elise, at i trods alt fik trumfet det igennem så tidligt. 🤞🏻 Og når jeg siger tidligt, så er det altså kun med min egen historik som ørebarn in mente, for de opdagede først for alvor problemet da jeg nåede den alder hvor udtalen ift. mit sprog burde være bedre end det egentlig var. Ørelægen sammenlignede det med at skulle lære at tale fransk igennem en lukket dør – måske ikke noget at sige til, at jeg havde svært ved at udtale tingene rigtigt. 😂😉 Så for Elises skyld, tror jeg virkelig det er godt for hende at drænene trods alt er kommet i en noget tidligere alder end i mit tilfælde. Altså, det er jo ikke ligefrem fordi det har hæmmet mig ift. at tale mindre og udtalen kom jeg hurtigt efter, men det er immervæk nemmere at lære én gang hvordan man udtaler tingene fremfor to gange. 😄
Og så en helt anden ting, dog med et længere perspektiv, så kan det være en god idé fremadrettet (som i for altid) at være lidt ekstra opmærksom på de små ører – den dag i dag (som knap 30-årig) har jeg stadig sartere ører end andre og får enormt nemt ondt i ørerne eks. hvis de udsættes for kulde, træk eller blot hvis jeg har ondt i halsen, så går det direkte i ørerne. Det er måske ikke noget man selv tænker over hvis man ikke selv har været ørebarn. ☺️💕
Min mor er 60 år og er stadig ørebarn 😬
Det kan man måske i virkeligheden argumentere for, at jeg også er. 🙈 Altså, minus de 60 år. 😆
Hahahahahahaha!! <3