Altså er det overhovedet et ‘rigtigt’ arbejde at være blogger!?

…. tanken kunne ikke lade være med at strejfe mig, da jeg tidligere på dagen, stod og trippede i mine høje hæle i en baggård på Islands Brygge, mens fotografen bag linsen knipsede løs. “lidt til venstre”, “lidt frem”, “nej, din venstre”.

Og man hører jo så tit om ‘hvor travlt vi har’. Og det er med vilje, at jeg skriver ‘vi’, for jeg er på ingen måde bedre end nogen som helst andre, hvad det angår. Men hvad i alverden er det vi har så travlt med? At gå til foundation-events og få taget billeder af os selv? Eller drikke kaffe med vores blogger-veninder på de helt rigtige caféer? Tanken er nærliggende, når vi gør os så umage for at få det til at se, netop, sådan ud på instagram. Og hvor vi ellers befærder os digitalt.

Og jeg kan godt forstå, at man bliver provokeret, hvis man sidder ude bag et skrivebord ‘i den virkelige verden’. Eller står og underviser foran en utaknemlig folkeskoleklasse. Eller noget helt tredje. For hold kæft, hvor ser det let ud. Og hold kæft, hvor er det bare ikke et ‘rigtigt’ arbejde, det de der bloggere laver.

Men altså. Nu har jeg jo haft et ‘rigtigt’ arbejde, inden jeg altså kastede mig ud i dette selvstændige og lidt udskældte erhverv. I hele 7 år faktisk. Og sådan et med både en lang titel, folk der kaldte én chef og tiiiiimelange møder om de mest ligegyldige ting. Og jeg bilder mig således ind, at jeg har en idé om hvad et ‘rigtigt’ arbejde er. Så hermed altså lidt perspektiv fra én, der har prøvet begge dele. Måske det kan hjælpe med at afmystificere en smule?

Iøvrigt er det jo en farlig øvelse for 1. hvem bestemmer hvad der et ‘rigtigt’ arbejde? og 2. der er jo virkeligt mange forskellige måder at være ‘blogger’ på – ligesom der er mange måder at være journalist (krigsreporter vs. skønhedsredaktør på In), læge (Overlæge og hjernekirurg på Riget vs. nyuddannet praktiserende læge i Sdr Omme)  eller advokat (partner i Plesner med møderet for Højesteret vs. nyudklækket fuldmægtig i Skatteministeriet) på. You get my point. Så altså. Indeværende indlæg skal altså læses med rette forbehold.

Kjole – H&M // Støvler – ASOS (på udsalg til 196kr) // Strik – H&M (et par år gammel) – lignende

Men men – nedenfor altså lidt af mine erfaringer efter et halvt år i sædet som rigtig ‘fuldtidsblogger’:

Arbejdstid: Sådan noget med arbejdstid er jo en skør størrelse, for hvornår er man på arbejde og hvornår er man bare på instagram? I mit gamle job sad jeg typisk på min pind fra kl 9-18 og så var der perioder med mange rejser, hvor timerne så blev flere. Selvom den officielle arbejdsuge hed 37.5 time, så var alt derudover “interessetid, som må forventes”.

Idag ser min arbejdstid helt anderledes ud – jeg arbejder mindre, fordi jeg prioriterer at være mere mor. Men når man selv er chef, så ved man jo også, at der er altid liiiiige er noget man kunne og burde ordne. Og der er ikke andre, der lige tager over, hvis man har en sygedag. Jeg ved, at nogle af mine kolleger let bruger maaaange flere arbejdstimer end mig. Jeg er ikke sikker på, om alle de arbejdstimer er lige effektive – men sådan kan det jo også være i andre erhverv. Jeg tror nu mange ville kunne skære pænt i deres arbejdstid, hvis de gik mere struktureret til værks. All in all vil jeg sige, at hvis man skal ernære sig som fuldtidsblogger, så koster det en almindelig arbejdsuge – nogen skal bruge lidt flere timer og andre (gamle garvede rotter) kan nøjes med lidt færre.

Iøvrigt og hvis man undrer sig, så kan jeg afsløre, at tiden går med præcis de samme tidsrøvere som på et ‘rigtigt’ arbejde – hvis man i gamle dage, havde spurgt hvor meget tid jeg faktisk brugte på at ‘gøre mit arbejde’, så havde det være ca. det samme som nu. Der ligger altid så meget koordinering, så mange emails, så meget planlægning og så meget research bag alting, at den faktiske tid man bruger på at udføre sit arbejde næsten drukner. På den måde er det ikke anderledes end så meget andet.

Sværhedsgrad: Er det svært at være blogger? Udfordrende? På lige fod med et ‘rigtigt’ arbejde? Både og – man skal kunne være kreativ på kommando. Være i stand til at skabe noget, som andre gider bruge deres tid på – altid. Også selvom det har været januar i 1000 år, man er forkølet og man iøvrigt blev ørlet i øret kl 4 i nat. Det er den sværeste del. Noget af det jeg synes var sjovest i mit gamle arbejde, var at finde på idéerne og skabe koncepter – at blive præsenteret for en udfordring og så komme op med en kreativ løsning der er i tråd med brandet, men som også har en impact kommercielt.

Det får jeg også lov til i det her arbejde – nogle dage mere end andre. Og når jeg endelig gør, så det som oftest uden at skulle bruge 4 måneder og en uendlig rækkke powerpoint-shows til at overbevise chefer, internationale kolleger og what not – og dét er fedt! Hvis jeg får en idé til en bog, en podcast, en TV-serie eller et samarbejde, så er vejen fra idé til eksekvering virkelig kort – efter 7 år i corporate land er det virkelig noget jeg sætter pris på.  Men jeg kan godt savne, at kunne lave noget, der har lidt større rækkevidde end mine egne små kanaler hér. Og jeg kan godt savne, at have budgetter til at lave ting, der virkelig ‘er noget’. Mine produktionsbudgetter hér i biksen er forsvindende små 😉

Kommer jeg til at blive intellektuelt tilfredsstillet af det her job, på den lange bane? Det tror jeg ikke… Men jeg ved det ikke – og in all fairness, er det i så rivende udvikling, at ingen kan forudsige hvor det ender. Og så handler det jo også om, at gøre det til dét man vil have det skal være. Det er der i dette job langt flere muligheder for end eller. Og hvis ret skal være ret, så havde jeg det jo på præcis samme måde i mit gamle job – er der nogen af jer, der kan se jer selv i jeres nuværende stilling for e v i g t? Nej vel. Ikke for alvor. Jeg har mange ting jeg gerne vil udforske og mange ting jeg gerne vil prøve af. Lige nu prøver jeg det her af, og det giver mega god mening – både i forhold til vores familiesituation, men også i forhold til den der metaltræthed jeg var begyndt at føle af the corporate world.

Kollegaskab: Savner man kolleger? J A! Meget synes jeg, men mindre end jeg havde frygtet. Jeg har et kæmpe team bag mig, og jeg er på telefon med dem ret meget konstant. Dertil kommer alle de andre ‘kolleger’ man samler op på vejen. Work friends. Hvis ikke Skjorten arbejdede så meget hjemme som han gør, ville jeg klart undersøge mulighederne for et kontorfællesskab – og det kan også godt være, at jeg gør det alligevel en dag. Jeg savner mine gamle work-homies. Men jeg savner ikke al den politik der også kommer med at være en del af en stor organisation.

Og så er der så uhyggeligt meget tid, der skal bruges på networking i den her branche. Og det er noget af det der virkelig trækker tænder ud, for mig ihvertfald. Altså. Når først man har været til sine første 100 blogger-events, så er nyhedsværdien forsvundet og man føler sig langt mindre duperet end tidligere…. Men når man alligevel render til det ene og det andet, så det jo fordi det er en del af jobbet – en del af jobbet af holde sig opdateret på trends, nye skønhedsprodukter osv, men også en del af jobbet at blive set og være synlig i branchen. Præcis som det også er i så mange andre jobs. Skal jeg være ærlig, så var det den del jeg helst undværede – det føles som en uproduktiv tidsrøver  af dimensioner og jeg gider egentlig ikke bruge mit liv på at stå og smalltalke, men altså… det skal jeg. Ligesom jeg skulle lære at bruge SAP i mit gamle job. Og det var ved Gud heller ikke sjovt.

Jo. Det var tankerne. Om det er et rigtigt job, ved jeg ikke om det lykkedes mig at svare på. For mig er det. It pays the bills og sikrer at jeg får brugt øverste etage – og så må vi se, hvor længe jeg bliver ved med at synes det er sjovt. Spørg endelig ind, hvis der iøvrigt er noget der undrer, for jeg har helt sikkert glemt nuancer mm <3