Du læser nu
Juni-listen: redebygning, afslapning og bæredygtige investeringer..

Juni-listen: redebygning, afslapning og bæredygtige investeringer..

Jeg synes lidt at tiden forsvinder mellem mine fingre for tiden. Hvor blev maj af? Hvordan blev det pludselig juni? Det er nok klassisk – jeg ville ønske at sommermånederne var dobbelt så lange og vintermånederne, omvendt, kun halv længde. Who needs January anyways!?

Herhjemme har vi nydt (med kæmpe N) den lange weekend, der endnu (og heldgivis) er noget tilbage af.

Jeg startede med Distortion-festligheder og en Elise, der svælgede sig i hhv grillpølser, lemonade og og opmærksomhed fra enormt tjekkede hipster-typer. Vi føltes os, for måske første gang, som sådan nogle seje forældre, der ‘bare’ havde taget vores barn med.

Dernæst stod den på babyshower – for min bedste veninde. Tapas og damesnak på Nørrebro. Ingen ble-lege eller gættekonkurrencer – bare god mad, vino og grin. Babyshowers kan være så udskældte – helt ufortjent, synes jeg. Det handler jo om at gøre det i den kommende mors ånd. Og hvem kan ikke bruge en dameaften og lidt vin?

Og så har vi været praktiske. Været ca en milliard gange på genbrugspladsen, ryddet op, ordnet og fikset. Alt imens Elise har prøvet samtlige legepladser på Frederiksberg og været i Zoo med farmor og farfar. Jeg har sagt det før, men jeg er sådan en der får en ‘messy mind’ af et ‘messy home’, så lettelsen og tilfredsheden her på den anden side er stor. Enorm, faktisk.


Og lad det være startskuddet på junis liste – for i den kommende måned vil jeg gerne…

• Få taget lidt mere hul på det der med redebygningen… Nu er vi igang. Men der er altså et børneværelse til en lillebror, der skal fikses – også selvom han ikke kommer til at bruge det foreløbigt. For mig er det sådan en mental ting.

• Cykle. Det skrev jeg også i maj og det lykkedes. Elise er vild med at blive hentet på cykel og siger ‘uiiiiiiij’ hele vejen hjem. Det er mere end hyggeligt.

• Gentage sidste års ‘mindre plastik i maj’-challenge for mig selv. Det er en god øvelse og jeg er så glad for, at der er flere af de ting, jeg indførte på forsøgsbasis, der faktisk holder ved endnu. I kan læse om det her og her. Og være med, hvis I har lyst:)

• Stemme! Ja sgu! Det føles vigtigere end nogensinde og jeg har aldrig været mere i tvivl om hvor jeg skal sætte mit kryds – det er så fristende kun at kigge på egne behov nu og hér, men er det virkeligt det rigtige og ‘dét samfund jeg tror på’? Hér tænker jeg fx på sådan noget som minimumsnormeringer – skal jeg lade én ting, afgøre hvor jeg sætter mit kryds uden at skele til den øvrige politik? Selvom det fylder enormt meget?

• Tage i sommerhus. Nærmest også et fast punkt på månedslisterne i sommerhalvåret, men altså.. Frisk luft, frisk fisk og ren afslapning. Kunne det ikke snart blive badevejr, tak?

• Få vores køkken-makeover gjort færdig. Vi har fået leveret vores nye bordplade (og den er så flot, kan I tro), og nu venter vi på at få Quooker leveret så VVS’er og elektriker kan komme og installere. Og så skal spartles og sættes ny filt op, der hvor vi har slået fliser ned. Og males. Og fuges. Men så skulle vi også gerne være der;)

• Jeg har læst en del om bæredygtige investeringer lately og netop det ligger mig en del på sinde – derfor har jeg fx også købt nogle aktier i en virksomhed, der har specialiseret sig i at kunne levere vacciner i pulverform, fordi de således ikke behøver være på køl og dermed er langt lettere at levere til og opbevare i 3. verdenslande. Jeg har også købt aktier i en virksomhed, der ejer og driver solcelle-kraftværk i emerging markets. Den slags vil jeg gerne blive lidt bedre til at snakke om hér i dette forum, og nu er ambitionen sagt højt – det plejer at hjælpe på’ed;)

• Få købt en søskendevogn. Jeg spurgte ind til jeres erfaringer på instagram og 99% af jer der har børn med samme aldersforskel som jeg får, kalder en søskendevogn ‘uundværlig’. Så sådan må det blive.

• Påbegynde operation ‘stor-pige’-værelse til den kommende storesøster. Delvist med håbet om, at en ny spændende seng, kunne give hende lyst til at sove på eget værelse. I egen seng. Aah..

Jo. Det var vist listen. Ikke ophidsende, som sådan. Men med rejser de to forgange måneder, så bliver det helt rart bare at være hjemme og nyde reden lidt;)

 

 Kommentarer (11)
  • Hej,

    Har du lyst til at dele flere tanker omkring valget og din stemme?
    Jeg har, måske helt forfejlet, en idé om, at du er meget blå (det er ikke ment som en kritik!). Derfor kunne det være spændende at høre, hvad du overvejer, hvad du tidligere har stemt etc. Jeg er nemlig meget rød og har netop (brev)stemt Enhedslisten, så det kunne være interessant at høre en (måske helt) andens overvejelser.

    Bed blandt andet mærke i, at du skrev: “Det er så fristende kun at kigge på egne behov nu og hér (…)” for så at nævne minimumsnormeringer. Det kom virkelig bag på mig. Der troede jeg, du fx ville nævne (top)skattelettelser, som, kan man argumentere for, i højere grad er at fokusere på egne behov nu og her (hvis man har en indkomst i den skala). Tænker ikke rigtigt, at man på samme måde kan se på minimumsnormeringer som et “egoistisk” behov for forældre. Jeg er langt fra at skulle have børn, men er i den grad også optaget af minimumsnormeringer, som jeg mener, er af nødvendighed på lang sigt og ikke kun et “nu-og-her-behov”.

    Men i hvert fald; hvor ville det være spændende, hvis du havde lyst til at dele dine egne konkrete overvejelser.

    Bedste hilsner
    Emma

    • Hej Emma!

      Lige sådan noget med hvad jeg konkret stemmer, synes jeg er for privat til at dele i det her forum:) Den korte historie er vel, at jeg er enig med på den ene og den anden blok på forskellige punkter. Sådan har det altid været. Sådan har jeg altid stemt. Jeg er klar over, at jeg er sådan en CBS-type og derfor forventes at stemme ultra-blåt, men sådan nogle stereotyper kan vi sikkert alle være ‘ofre’ for.

      Jeg er forbandet over, at vi behandler vores ældre dårligt. Vores børn dårligt. Vores syge dårligt. Vores udsatte dårligt. Det er vel ret rødt. Og jeg er forbandet over, at vi ikke kan finde ud af at bruge vores penge ordentligt. Vi betaler SÅ meget i skat og har et kæmpe offentlig apparat. Og alligevel er vi så dårlige? Det kan vel betragtes som værende blåt. Og så har vi slet ikke snakket om klimaet endnu.

      Og jeg forstår så godt hvad du mener, men synes egentlig den går begge veje – altså for mig er minimums-normeringer noget, der fylder enormt meget nu og her (fordi jeg har et lille barn), men hvis du spørger mig om 10 år, er det ikke sikkert at jeg brænder lige så meget for det – derfor føles det som et meget isoleret og kortsigtet behov, fremfor egentlig at være et udtryk for, ‘hvilket samfund jeg tror på’ (.. jeg vil bare pisse gerne have, at mit barn har det godt, og hvis den løsning jeg får stillet i sigte er minimumsnormering, så hey-ho let’s go. Som oftest med problemer er der jo bare ikke kun én løsning, og derfor skurrer det i min hjerne, at jeg ikke forstår de fuldstændige konsekvenser og/eller alternativer. På hverken godt eller ondt).

      Og jeg er ikke nødvendigvis enig med dig i, at man per definition fokuserer på egne behov nu og her, fordi man går ind for topskattelettelser – det kan man jo godt synes er fornuftigt, selvom man ikke selv betaler topskat (fordi man tror det øger produktiviteten, sænker incitamentet for at flytte ud af landet for de med de højeste indkomster eller what ever). Altså bare som betragtning.

      klem

    • Tusind tak for svar og for ikke at tage min kommentar ilde op.
      Alt det, du skriver her, gør mig endnu mere nysgerrighed på, hvad du overvejer eller evt. tidligere har stemt. Tror nemlig mange har det på netop den måde, hvilket gør det supersvært at navigere i, så del endelig, hvis du har lyst.
      Blev netop af Cathrine (Rockpaperdresses) ift. at det ikke burde være tabu at dele.

    • … det er sgu ikke ok, at presse folk til at fortælle, hvad de stemmer. Der blev pænt sagt, at det er en privatsag (og vi har stemmehemmelighed i Danmark, så det er da så fair).

    • Hov, bare fordi man synes, at noget er en privatsag (i et forum, hvor der er åndssvagt mange mennesker der læser med), så er det ikke det samme som, at man synes det er tabu;) Og dér hvor jeg kommer fra er politik altså en privatsag og noget man holder for sig selv, så det vil jeg gerne have lov til:)

    • Hov hov, der er ingen afpresning her. Pointerer flere gange, at det netop kun er af interesse, fordi jeg synes, det er spændende, og fordi du netop deler nogle spændende overvejelser ift. at være “splittet” mellem fløjene, som jeg tror er et udbredt fænomen.
      Så læs det for, hvad det er (især henvendt til Nanna). Det er kun af interesse, fordi jeg synes, det er nogle interessante overvejelser. Intet afpresning eller direkte spørgsmål om partivalg, så bare rolig – hvis jeg kun var ude efter partinavne, havde jeg nok bare spurgt direkte frem for alt det her 😉

  • Det lyder så spændende med de investeringer – vil du dele hvilke selskaber det er? 🙂

    • Det kan du tro – det ene hedder Ziccum (https://ziccum.com/) og det andet hedder Stratec Solar (https://scatecsolar.com/) – de har ikke givet kæmpe afkast endnu, men jeg satser på, at det kommer og at det er fremtiden (on top af, at det føles godt, at bruge sine penge på den måde;)).

  • Jeg kan godt forstå forvirringen omkring hvem man skal stemme på, især når man er blevet forældre siden sidste afstemning.

    Jeg skylder at skrive, at jeg er mor til to, vuggestuepædagog og en af de pædagoger der forsøger at blande mig i den offentlige debat.
    Jeg vil ikke bestemme hvad nogen skal stemme på, men jeg vil gerne dele et par af mine egne overvejelser, hvis det er ok?

    For mig handler det meget om at landet skal være i balance. Groft sagt, er det hårdt for erhvervslivet med en for lang periode med en rød regering. Samtidig mener jeg, at vores velfærdsstat lider under en lang periode med en blå regering.

    Jeg kan ikke finde et parti eller en kandidat, som jeg er fuldgyldig enig med på alle punkter, så jeg stemmer på den/dem jeg mener kan hive en regering i den retning som er vigtig for mig.

    Ved dette valg har jeg tre ting som jeg stemmer efter:
    1) Bedre vilkår for vores børn (en ambitiøs, men realistisk plan, som kan indføres hurtigt og ikke først når jeg er nedslidt og mine unger er store).
    2) Seriøs og ambitiøs tilgang til klimaproblemerne.
    3) Ønsket om at reducere den voksende ulighed i samfundet. De rige må gerne blive rigere, men bunden skal med 🙂

    Til slut vil jeg gerne anbefale at kigge forbi voresvirkelighed.dk, der skriver jeg og andre pædagogiske meningsdannere om vores og børnenes hverdag 🙂

    • Well jeg lover det var overskueligt, da jeg trykkede ‘send’ 🙂 Telefonen valgte lige at slette alle mine afsnit, så undskyld for den lange smøre 🙂

  • Åh, hvor er jeg enig med dig i det med, hvordan vi skal stemme. De minimumsnormeringer der :O

Kommentér

Din email-adresse vil ikke være synlig.

© 2021 acie.dk / All Rights Reserved / A GreatSimple website

Scroll til top