.. Og Pludselig Var Han Der. | Acie
Du læser nu
.. Og pludselig var han der.

.. Og pludselig var han der.

I fredags d. 16. august kom den her lille løvemand til verden. Jeg var 38+0 og havde, helt ærligt, ikke forventet at jeg var typen, der kunne finde ud af at gå spontant i fødsel.

En del af mig, havde en klar idé om at han ville komme i midten af august – ene og alene, fordi jeg forventede at blive sat igang, hvis lægerne mente, at han nu var ved at blive en ligeså stor krabat som sin søster.

Men jo nærmere vi kom, jo mindre sandsynligt virkede det.

12% over gennemsnittet, sagde de. Slet ikke alarmerende. Alt der hedder +/- 15% i fht gennemsnittet betragtes som værende helt og aldeles normalt.

Så på et tidspunkt i sidste uge, fik jeg også sagt noget til den lange med, at det var helt underligt. Nu havde jeg gået og mental-forberedt mig på, at han nok ville være stor. Og at jeg skulle sættes igang. Og ekstra scanninger. Og læge-aftaler. Og jeg ved ikke hvad. Og så blev det overhovedet ikke sådan alligevel.

Tilgengæld begyndte jeg at være træt. Meget. Skrev, forhåbningsfuldt til Emily: “Blev du også helt enormt træt i dagene op til fødsel?”…. “Nej, snarere tværtimod”, svarede hun. Nedslående. “…. Forkert svar”, øffede jeg tilbage..

Men jeg begyndte også at gå i hule-mode. Det eneste jeg havde lyst til, var at trisse rundt derhjemme. Trisse rundt og nusse. Langt væk fra verden. Og da jeg skulle til jordemoder sidste torsdag, havde Skjorten taget fri for at tage med. Og vi aftale, at vi ville bruge eftermiddagen på at spise bland-selv slik og se Suits på sofaen, indtil Elise skulle hentes fra vuggestue.

Og ellers var det bare en helt almindelig dag.

Jordemoder-aftalen forløb, som den slags nu forløber. 3700g, sagde den søde jordemoder, der ellers først havde hylet mig ud af den, ved ikke at være m i n jordemoder. Da jeg fødte Elise blev jeg kastet rundt mellem jordemødre den sidste tid og det var træls og gjorde mig utryg, set i lyst af alle snakkene om det store barn, jeg bar rundt på. Ingen følte nok ‘ejerskab’ over mig, til at turde tage nogle beslutninger. Alle så tiden an, sendte mig videre til den næste.

Men hun var sød. Beroligede mig. Og vi tjekkede at næste tid var hos Marie, og at hun bare var på ferie.

Og så kørte vi hjem. Og lå lidt på sofaen. Og fik Elise hentet. Og spist aftensmad og puttet og alt det der, man nu gør, når man har en tumling. Og så gik vi i seng. Jeg havde sovet en lur af dimensioner om eftermiddagen (fordi #træt), og lå derfor og så fjernsyn i soveværelset. “Han, hun og drømmeslottet”. Afsnit efter afsnit. Perfekt barsels-fjernsyn.

Og så slukkede jeg fjernsynet ved midnatstid, og vendte mig om på siden. Og tissede en lille smule i bukserne. Eller?

Nej. Jeg vendte mig rigtig om på siden og bevægelsen fik vandet til at fosse. Shit. Nu? Virkelig?

Men ja. Vandet gik. Og så kom han. 2 uger før termin. Og nu har han snart været her i en uge. Vores lille løvemand.

Og nu er vi ved at lære, at være en familie på 4. Og at være forældre til to under to. At opleve Elise som storesøster har været det vildeste, iøvrigt. Hun er så sød ved ham, aer og nusser. Jeg håber sådan, at det er starten på en ligeså stærk relation, som den jeg selv har til min bror<3

Læs også

 

 Kommentarer (17)

Kommentér

Din email-adresse vil ikke være synlig.

© 2020 ACIE.DK / All Rights Reserved / A GreatSimple website

Scroll til top