En funklende barselsgave fra mit lille hold..

Det er altså ikke fordi der er tradition for barselsgaver hér på matriklen. Så jeg havde virkelig heller ikke sat næsen op efter nowet som helst denne gang..

Men jeg har jo giftet mig med sådan ca. den bedste mand i verden, så meget overrasket burde jeg naturligvis ikke være blevet. Men det gjorde jeg nu. Da han et par dage efter fødslen bad mig lukke øjnene og række hænderne frem. Han havde en gave. Han ville have haft den klar på hospitalet, men nogen kom jo liiiige lidt før hans forældre havde forventet, så hans far havde altså ikke nået, at få gaven hentet….

Men et par dage efter vi var kommet hjem fra hospitalet blev jeg altså begavet med disse diamant-øreringe fra Halberstadt. Én for hvert barn. “Og heldigvis har du ikke 3 ører, såeehh….”, grinede han.

Jeg har en klar idé om, at min bedste veninde har haft en finger med i spillet og har puffet den lange i den rigtige retning. Han er god, men ikke overmenneskelig;)

Og de har altså siddet i mine ører lige siden. Helt klassiske og vidunderligt smukke – og med en helt særlig betydning. Den slags man kan bruge til hverdag, men også til fest. Og sådan nogle man har for livet – indtil Elise kan arve dem en dag:)