Du læser nu
En status: et år som selvstændig, hvordan er det gået?

En status: et år som selvstændig, hvordan er det gået?

Det føles lidt vildt, at jeg har været selvstændig i et år. Været ‘blogger’ i et år. I starten manglede jeg noget af min identitet, hvis man kan sige det sådan. Manglede at kunne sige ‘Jeg er digitalchef med ansvar for bla bla bla’. Jeg har aldrig været specielt komfortabel med at sige ‘Jeg er blogger’, og når nye bekendtskaber spørger mig hvad jeg laver, så svarer jeg stadig noget i retning af ‘at jeg skriver – en blog, noget bog – og laver noget instagram og den slags’.

Ikke noget specielt præcist svar, med andre ord.

Men det er jo dét jeg er. Blogger.

Da jeg fortalte jer, at jeg havde sagt op, skrev jeg også: “Det kan også være, at jeg kommer tilbage om et år og keeeder mig sådan, at jeg har fået den corporate kløe tilbage. Who knows?”.

Det har jeg ikke. Fået den corporate kløe tilbage. Ikke for alvor ihvertfald.

Jeg regner nu stadig ikke med, at jeg skal være blogger for evigt, men nu til dags, er det vel også de færreste af os, der har et job, som vi forventer at have til vores dages ende.

Outfit:

Jeans – H&M // Cashmeretrøje- H&M // Kappe – Blaire // Hårbøjle – &Copenhagen // Solbriller – ByIC

Men jeg elsker mit blogger-job. Og det var så sundt for mig, at komme lidt væk fra dér hvor jeg var. Jeg er håbløst dårlig til at ‘mærke efter’, når jeg står i noget. Og jeg har aldrig fortalt jer om dengang, min læge spurgte hvordan jeg havde det, og jeg svarede ved at bryde hulkende sammen. Ikke pisse godt, med andre ord.. Det var, da jeg var gravid med Elise.

Og jeg har lært meget, det sidste år. Både om mig selv. Men også om ‘branchen’. Og om at være selvstændig og selv skulle sætte retningen – det er faktisk svært (synes jeg). For det er let, bare at lade sig rive med og ‘go with the flow’ og mulighederne. Men jeg synes jeg skylder mig selv, min uddannelse og min tidligere karriere, trods alt at bruge nogle af de erfaringer jeg har, med selv at udstikke en retning og bevæge mig i den retning.

I perioder lykkes det, i andre not so much. Men det er nok normalt.

Og hvordan er det så gået? Godt, synes jeg. Bedre end (jeg havde) forventet, ihvertfald.

Jeg er stolt af de indlæg jeg skriver hér. Forsøger at lave indhold, der er læsværdigt. Stolt af den nye føljeton om #KarriereKvinder, stolt af de snakke vi har haft om investeringer, penge og privatøkonomi. Og stolt af de mere ‘inspirerende’ kategorier som bolig og opskrifter.. Og de hyggelige hverdags- og familieindlæg. Og stolt af kvalitetsniveauet generelt – både hvad angår tekster og billeder. Jeg ved godt, at dét jeg laver hér ikke er for alle. Og det er ok. For jeg ved omvendt, at det er noget for nogen. Og jeg når heller aldrig selv i mål på ‘hold kæft, nu har jeg grejet den’-måden. Det ville være kedeligt. Det lille univers hér, skal helst være i konstant udvikling for at fastholde min interesse. Og sikkert også jeres, bilder jeg mig ind.

Og jeg bliver glad og stolt over at se, at jeg på 12. år stadig kan skabe noget, som virkelig mange mennesker gider bruge deres tid på. Som kloge Sofie sagde for noget tid siden, så er blogger-jobbet måske det mest demokratiske erhverv der findes – man er i sandhed folkevalgt. Så tak, virkelig, for at I vælger mig på goddamn 12.år. What the fuck, guys. TAK<3

Og hvis jeg skal svare mere business-agtigt, så er det også gået godt, for at være lidt jysk. Så godt, at jeg med helt ro i maven, kan takke nej til samarbejder jeg ikke synes passer ind hér, eller ting som jeg bare ikke har lyst til at lægge ansigt til (uagtet at det sagtens kan være fine brands, som kan passe så fint i nogle af mine kollegers feeds istedet…). Det er den vigtigste økonomiske parameter for mig – at man har ‘råd’ til at sige pænt nej tak.

Og det bringer mig videre til næste tanke. For hvad har været det sværeste? Det sværeste er at være en del af en wild west-branche, hvor der er brodne kar (blandt både bureauer, influenter og annoncører). Jeg kender ikke en eneste, der ikke har mærket den stigende ‘bloggerlede’ på egen krop. Og jeg forstår det godt, men bliver stadig ked af det. Og lidt træt. Da jeg også havde et andet arbejde, tror jeg, at jeg havde lettere ved at distancere mig fra det. Det handlede jo ikke om mig. Jeg var jo ikke ‘rigtig’ blogger… Men det kort kan jeg ikke rigtigt trække længere.

Det påvirker os alle negativt, når der igen-igen-igen har været en sag med nogen, der opfordrer til vandkure, kviklån eller andre dumheder. Og det påvirker os alle negativt, når der er sager, som den om Smilebright* vi alle lige har været vidner til. Det er bare vand på mediemøllen og endnu en grund til, at jeg stadig godt kan være lidt tøvende med at introducere mig selv som ‘blogger’.

Jeg synes, der er rigtigt mange af mine kolleger, der gør et smadderflot stykke arbejde. Som helt tydeligt umager sig – både med at producere godt og inspirerende indhold, men også med at udvælge deres samarbejdspartnere, og så er det bare pisse træls (for nu at snakke godt gammeldags dansk), at der sidder nogle paphoveder og fjoller rundt på den måde. “Opfør jer ordentligt!”, sagde den sure mor. “I ødelægger det for os andre!”.

Men når der sidder sådan nogle tossehoveder og giver folk anledning  til at være sure (og det med rette), så bliver vi alle skåret over én kam. Og alle en legal skydeskive. Og ja, det er altså dét der har været det svære.

Både at mærke, at man er én af dem, som nogle folk elsker at hade (og hvor det had er blevet alment accepteret) eller i det mindste rynke på næsen af, men også at finde sig selv i situationer, hvor man helt uforvarende skal ‘forsvare’ sin egen ‘rådne’ branche. “Jow, ja, altså.. Nu er det jo ikke alle, der gør sådan. Der er helt sikkert nogle idioter… Men sådan er det jo i alle brancher.. Der er bestemt også gode, dygtige folk i blogger-branchen” og cykle cykle cykle…

Men men – det var ikke dét det skulle handle om. Det skulle handle om, at jeg har været selvstændig i et år. Og at jeg trives. Ikke mindst på min families vegne. For et par måneder siden, spurgte én af Elises pædagoger mig hvad det egentlig var jeg arbejdede med, for hun ‘synes bare at vi kørte det så skide godt’ med reference til hente/bringe-tider, overskud og engagement. Og udover at give hende det lidt vævende svar jeg skitserede øverst, så blev jeg så pisse glad. Pisse pisse glad. Det var derfor, jeg gjorde det. Det var derfor jeg sagde op. ‘Hun blomstrer!’, fortsatte pædagogen.

Og jeg håber, at I efterhånden også ved, at jeg iøvrigt ikke mener, at det er et mål i sig selv, at kvinder skal sige deres jobs op og gå hjemme og passe deres børn. Nej for faen. Det var bare sådan vi fik kabalen til at gå op. Ikke mindst fordi jeg har en lille selvstændig forretning der giver glæde, udfordringer og muligheder on the side.

Så jeg betragter det som den bedste beslutning jeg nogensinde har taget. Jeg er så glad. Og sådan et godt sted. Både professionelt og privat. Det er vidunderligt rart, efter nogle ellers lidt barske år og jeg skylder jer en stor tak for, at I gør det muligt for mig<3

(*jeg vil skynde mig at tilføje, at jeg ikke vil skælde på de af mine kolleger, der faldt i Smilebright-fælden – om noget synes jeg de har været naive, men det er svært at skælde folk ud for deres naivitet. De er blevet snydt og har ikke haft grund til at udvise agtpågivenhed – det har de, og vi alle, i højere grad nu). 

 

 Kommentarer (12)
  • Sådan en god blog, du har dig – og jeg synes virkelig også der er noget kvali-indhold at komme tilbage efter. Noget pretty-inspiration, men også noget hjerne. Godt arbejde, godt gået!!

  • Sejt med 1 års fødselsdag for den lille biks! Jeg er netop selv startet op som selvstændig, blandt andet inspireret af dig og andre bloggere. Jeg knuselsker min nye hverdag, hvor mine børn har korte dage i institution, og jeg er min egen chef. Men phew altså, der er også dage, hvor modet svigter, og jeg føler mig som en kæmpe fiasko. Det er hårdt arbejde at starte en forretning op, så stort skulderklap herfra til dig og din dejlige blog. Jeg har læst med i mange år efterhånden, og jeg synes kun den bliver bedre. Så tak for mange gode indlæg og stort tillykke med biksens 1 års fødselsdag 🙂

  • Hvis det kan hjælpe, eller måske bare sætte tingene i perspektiv, så gælder de samme tanker og fordomme også om andre fag. Jeg er lærer og skal gang på gang undskylde overfor de der få dovne og inkompetente kollegaer, der selvfølgelig findes i så stor en faglig gruppe. Og undskylde, at mit ellers ok intelligente jeg valgte at gå den vej. Nej, vi har stadig ikke mere ferie end jer andre, nej, jeg har ikke fri kl 14 hver dag. Nej jeg laver ikke bare det samme pensum hver år for tiende år i træk…suk. (Og andre gange oplever man kæmpe respekt). Men altså…:)

  • Ja for søren, stort tillykke og hvor kan du altså godt være stolt! Sikke en business, du har bygget op – det er altså virkelig sejt, også selvom det stadig måske skal finde sin plads i manges hoveder som et anerkendt erhverv. Jeg synes det er inspirerende og det, at du deler dine tanker om det (karrier, familielivskabale, selvstændig osv) får mig til at vende tilbage igen og igen. Så ja, du kan roligt være mega stolt! 🙂

  • Vi har heller ikke meget til fælles. Men jeg nyder din måde at formidle på, trods det at du nu har 2 små børn. For os med voksne børn, kan det hele godt gå for meget op i baby, forsøg på at blive gravid, amning og sutter…. 🙃 Men ikke hos dig, du balancere så smukt imellem al dette, så man stadig elsker at følge dig. En smuk klog kvinde – det er vist dig 👌🏻 Stort tillykke med dit valg, det skal du bare være stolt af !

    • Åh det er jeg glad for – omend nogle garanteret også vil mene, at der går for meget bleer i den nogen gange. Jeg prøver!! Og tusind tak Lykke – jeg er så glad for at du følger med, og for at du så flittig til at kommentere. Jeg bliver glad hver gang jeg ser dit navn i min inbox <3

  • Stort tillykke med dit første år som 100% selvstændig. Fedt at det også går strygere på den økonomiske front!
    …og så noget helt andet..det er en farlig fin reklame partner du har for tiden (den nye BMW). Jeg klikkede ind (gør jeg ellers aldrig!) og tænkt straks “ihh jeg glæder mig til at vi skal have ny bil om et år når vores nuværende leasingaftale udløber”.. 😉

    • Ja I know – og to make matters worse, så er det garanteret sådan en der forfølger dig nu, hvor du har klikket på den. Min mand synes også jeg skulle tage og arbejde lidt tættere med BMW, haha 😉

  • Selv tak, Acie. Jeg har fulgt med i vel snart 5-7 år. Vi har ikke meget tilfælles: jeg er 48, bor i Aalborg, offentligt ansat, har store børn – men jeg følger alligevel trofast med. Dine indlæg er altid velskrevne – og det sætter jeg stor pris på. Selv de sponserede indlæg får du så fint flettet ind i dit eget univers. Det er troværdigt. Stort tak herfra!

    • Årh, tusind tak Pernille. Både for at du følger med, og for dine pæne ord om indhold – også det kommercielle. Jeg gør mig umage, men det er jo ikke garant for at noget lykkes særlig godt, så det gør mig virkelig glad! <3

Kommentér

Din email-adresse vil ikke være synlig.

© 2021 acie.dk / All Rights Reserved / A GreatSimple website

Scroll til top