Du læser nu
Beauty: novemberfavoritter til de tørre med korte vipper…

Beauty: novemberfavoritter til de tørre med korte vipper…

Jeg har nølet lidt med skønhedsfavoritterne, men der har ikke været så meget tid til den slags self-pampering på det seneste, så det er altså derfor.

Det er nu ikke fordi jeg ikke har haft brug for det, for min hud har simpelthen været så forbandet knastør i år. Jeg skyder skylden på lige dele efterfødselshormoner, dehydrendre amning, manglende søvn og sæsonskifte til efterår.

Jeg synes dog langsomt min hud er ved at falde til ro igen (så meget som den nogensinde gør, på sådan et eksembarn som mig), men novemberfavoritterne bærer altså også præg af behovet for lidt ekstra på hudpleje-kontoen.

La Roche-Posay Hyalu B5 [modtaget som presse-udsendelse]: “Velegnet til sensitiv hud med rynker”, står der på hjemmesiden. Av for den, men meget rammende. Et helt igennem herligt fugtserum fra mine gamle franske apoteker-venner. Jeg er STOR-forbruger at fugtsera og denne er ingen undtagelse. Den indeholder to forskellige typer hyaluronsyre (jeg gætter på forskellig molekylestørrelse, men I don’t know) og er den perfekte ‘fugtundertrøje’ under hudplejen, året rundt.

Sanzi Beauty vippeserum [selv købt]: jeg er på min anden af vippe-serummet fra Sanzi, og jeg synes jeg begynder at kunne se vipperne blive længere og længere. Generelt for vippeserums indeholder de den ene eller anden type af prostaglandiner – nogle er mere effektive end andre, men de mest effektive er typisk også dem, der kan genere sarte øjne. Og så må man finde dét der passer til lige ens øjne – for mig fungerer Sanzi godt. Det indeholder Decloro Dihydroxy Difluoro Ethycloprostenolamide (det prostaglandin bruges også i Revitalash fx) – det mest effektive serum jeg har hørt om er fra M2, men det skulle også være lidt mere kradst.

Clinique ID Dramatically Different Moisturizing lotion [modtaget i goodiebag]: Jeg var til presseevent på denne tilbage i marts, men er først blevet rigtigt gode venner med denne nu i løbet af det tørre efterår. Henover sommeren var den lidt for tung til min hud, men nu labber mit skind den i sig. Den orange hér er til ‘fatique’ – eller altså ‘træt’ hud. Meget passende.

♥ EOS læbepomade [selv købt]: Jeg kan ikke finde den her noget sted online og kan ej heller huske hvor jeg har købt den. Den er uden parfume og jeg fandt den tilfædligt i bunden af en skuffe – den har dog fuldstændigt reddet mine tørre læber (og jeg havde ellers været igennem nogle af de tunge drenge fra apoteket, brystvortesalve, vaseline og jeg skal komme efter jer]. 10 point til Eos!

Matas My Moments Mindful Deluxe Bodyoil [modtaget i forbindelse med kampagne]: Åh, hvor synes jeg den her er lækker. Duften er mild og konsistensen let, på trods af at det er en olie. En rigtig lille dosis hverdags-velvære og helt enormt drøj i brug. Et lille pump rækker langt.

Maybelline Instant Anti-Age Eraser concealer [selv købt]: Okay, jeg har haft den her med på for mange lister efterhånden, men jeg kan ikke leve uden den. Seriøst. Når jeg tager den på, lader jeg den lige sidde og tørre lidt inden jeg blender den ud. Det får den til at holde bedre og lægge sig pænere, har jeg lært af søde Sara.

Clinique “All About Eyes” øjnecreme [modtaget som PR-udsendelse]: En lille herlig sag, “der synligt mindsker mørke rande og hævelser omkring øjnene.”. Lige hvad jeg har brug for. Den er let i konsistensen, men ikke vandet – de meget gele-agtige konsistenser kan godt svide på mine hyper-sensitive øjenlåg, men den her er lige i øjet (.. #pun). Jeg bruger den både morgen og aften, og synes den får min concealer til at lægge sig pænere i dagtimerne.

Clinique “High Impact” mascara [selv købt]: Jeg har i flere år brugt den samme mascara fra L’Oréal Paris (Paradise) og den er såååå god. Men efter jeg fødte og min hud gik amok, så synes jeg at den var for krads for de sarte øjne og jeg besluttede at prøve et mildere alternativ. Men jeg har ikke ret møj’ øjenvippegame fra naturens hånd, så har altså også brug for en mascara med noget kapow. Den her er det bedste af both worlds.

Det var årstidens skønne favoritter – er vi mon enige om nogen af dem?

 Kommentarer (0)

Kommentér

Din email-adresse vil ikke være synlig.

© 2021 acie.dk / All Rights Reserved / A GreatSimple website

Scroll til top