Ja, hvordan har I det venner? Midt i alt det her?
Vi har tidligere snakket om det der med at verden kan gøre mig bange. Og jeg synes det var enormt rart og enormt betryggende, at høre hvor mange af os, der gik rundt med præcis samme følelser.
Og jeg har ikke kunnet lade være med at tænke på, at den situation vi står i nu, unægtelig må sidde I jer også – på samme måde, som den sidder i mig.
Nu er det snart en uge siden, at Mette Frederiksen i meget tydelige vendinger fortalte os om situationens alvor. Snart en uge siden, at vi fik besked på at lukke os om os selv – ikke for at beskytte os selv, men for at vise hensyn.
Jeg blev forskrækket. Helt vildt. Sådan tror jeg, at de fleste af os havde det. Blev utryg over den voldsomhed det føltes, at verden ramte os med.
Og sådan kan jeg stadig have det, omend jeg synes, at roen er ved at indfinde sig igen. Sådan plus/minus, ihvertfald. Når jeg tænker efter bliver jeg nervøs for vores samfund. For vores verden. Bliver nervøs for økonomien. Og fremtiden. Står vi foran en årelang nedtur med haltende økonomi? Høj arbejdsløshed (også for sådan en lille selvstændig som mig uden sikkerhedsnet)? Faldende boligpriser? Måske.
Jeg snakkede med min far om det, og han siger mange meget far-agtige ting. Nu og da også et par guldkorn;) Ét af dem var noget med, at han lader være med at bekymre sig om dét han ikke kan gøre noget ved, for det han alligevel ikke kan gøre noget ved, kan han højest blive i dårligt humør af. Så hellere bruge energien og humøret på dét han omvendt kan gøre noget ved. Og det er der jo noget meget rigtigt i. Omend det er lettere sagt end gjort.
Men jeg prøver, at leve efter samme devise i disse dage. Det går lidt op og ned med succesen;) Prøver at finde en slags new normal, der ikke kun handler om frygt. Prøver at holde fast i noget af det mere ‘care free’. Midt i al kaos.
Og så lader jeg mig gerne glædes over den måde, jeg synes vi som samfund (over en bred kam) takler det her. Stolt over at bo i et land, hvor vi reagerer hurtigt og fast – også selvom det virker voldsomt og skræmmende. Stolt over at bo i et land, hvor vi gik forrest, da det var sværest. Nu følger alle de andre trop, og tak for det.
Og jeg synes også, at de mennesker jeg ser, opfører sig voksent og ansvarligt. Jeg har hørt, at nogle ikke tager det alvorligt. Især de unge. Men jeg har ikke selv set det – hverken irl eller digitalt. Derfor har jeg også holdt mig fra at dele diverse løftede pegefingre – de er helt på sin plads, hvis man faktisk oplever folk der opfører sig fjollet. Men gør man ikke, så synes jeg ikke de bidrager positivt til ‘hold-ånden’, som vi i høj grad har brug for lige nu. Jeg ved ikke om det giver mening? Altså jeg tror bare, at min pointe er, at jeg synes, at vi først og fremmest skal tale hinanden op. Støtte. Heppe. Stå sammen.
Det blev måske nogle lidt rodede strøtanker herfra. Og det er nok egentlig meget symptomatisk for den måde jeg har det. Lidt rodet. Jeg håber, at I har det ok. At I også kan mærke roen midt i al usikkerheden. Om ikke andet, så i glimt.
Pas på hinanden, jeres familier og jer selv❤️
I dag er første dag der rent faktisk har føltes som en slags almindelig hverdag blot i nye rammer. Med arbejde fra 8-ca. 15/15.30. En lang gåtur. Aftensmad. DRTV. Jeg har masser af arbejde og inden børn, så på den måde er jeg ikke mere på end normalt – det er blot frygteligt kedelig x)
Men kors hvor er der lang tid til efter påske!
Det er godt ar blive påmindet sådan et udsagn som der fra din far. Men kan godt forstå dine tanker og bekymring.
Jeg følger udvikling i Danmark tæt men bor i Beijing og vi har nu været hjemme i 8 uger og endnu inden udsigt til skolestart igen. Det er drøjt og det er hårdt. Håber ikke at det kommer til at gå så længe for jer, men kan godt frygte det. Her blev der jo lukket kraftigt ned ret hurtigt og forstår ikke helt at resten af verden ikke lærte af det. Tør slet ikke tænke på hvor meget det kunne have været spredt i dette kæmpe land, hvis der ikke var grebet ind. Jeg føler mig dog ikke altid tryg ved situationen her og mener ikke at resten af verden skulle bruge de samme metoder, men måske have opfattet alvoren lidt tidligere.
Vi er nok også lidt rodede oppe i vores hoveder.
Vi har jo sygdom med nedsat immun, så passer på os herhjemme med hjemmearbejde osv.
Men uha et problem vi alle i det meste af verden står i, håber det ikke får for kæmpe konsekvenser.
Pas også godt på dig og din familie 🙂
Jeg synes, det er trist at have en regering, der godt nok har været hurtig og handlekraftig, men som ikke har valgt den mest fornuftige løsning fra begyndelsen af baseret på den viden /erfaringer vi havde fra Kina og Italien. Det kommer vi til at bøde for lang tid fremover. Det er også trist at de fleste af de beslutninger, som er blevet truffet er på et politisk men ikke et sundhedsmæssigt grundlag. Jeg tror også det vil vare noget over 14 dage.
Her i USA er vi langsomt, langsomt ved at indse alvoren. Der er kommet flere forbud og regler, men uden en statsminister som Mette, der tydeligt og klart fra dag 1 melder ud, hvad ALLE skal gøre, så tager det godt nok lang tid for befolkningen at indse. Folk leger stadig turister i mit nabolag og de gamle italienske mænd hænger ud over deres espresso uden for cafeerne, som de altid gør. Har lyst til at give dem en skideballe og sende dem hjem! Nå, vi følger jo danske nyheder, som er langt mere sobre og angst-inducerende end de amerikanske – selvom det er det amerikanske, der står til at knække fuldstændig lige om lidt. Det er svært at være så langt væk fra familien. Og udsigten til, at vi nok først kan flyve over Atlanten og se dem i slut 2020 er ikke sjov. De går glip af barnebarn og vi går glip af dem. Men det bedste man kan gøre er bare at ride it out og så “flygte” herfra, hvis alt går galt. Vores vuggestuer har stadig åbne, da folk bliver fyret hvis de skal passe børn, vi har dog valgt at holde vores søn hjemme. Heldigvis er der lov på vej, der hjælper amerikanerne og giver helt usete rettigheder, fx sygedag. Crazy at der skal COVID-19 til før, at amerikanerne får sygedage…
Jeg synes, som mange, at det er en svær situation. Som du siger, er vi måske ved at finde roen i det lige nu, også fordi vi ved, at vi ikke kan gøre noget ved det hele, det er nu engang de vilkår vi må leve med lige nu. Jeg kan dog som dig godt blive bange for fremtiden. Hvor lang tid skal vi leve med eftervirkningerne af alt det, der sker lige nu? Det er en skræmmende tanke. Dét og så at det måske ikke er slut endnu. Nogen steder er der taget endnu skrappere midler i brug og vi kan jo reelt ikke vide, om det også kommer til at gælde for Danmark. Hvis det gør, så er én ting sikkert. Vi må leve med det og håbe på, at det hele snart vender igen.
Slut? Det er ikke engang begyndt.
Jeg er ikke bekymret for det akutte forløb. Jeg er bekymret for eftertiden.
Jeg synes, det er så fint vi bakker op, finder det positive og støtter hold ånden. Jeg tror iøvrigt, det er nemmere at få flere “med på vognen” på den måde, end med en løftet pegefinger – selv om der, som du skriver, også skal være plads til den. Det er utrygt og meget uhyggeligt at se, hvordan det hele udvikler sig disse dage, men jeg synes også at det har vist hvordan vi som land reagerer, på mange måder, rigtig flot – og det dæmper en del bekymringerne hos mig.
Jeg svinger mellem at være meget bekymret og meget forhåbningsfuld for det hele.
Vi er også i en lidt sær situation herhjemme. Jeg har termin om under tre uger, så vi tager naturligvis en masse forholdsregler for at passe på os selv.
Samtidig havde jeg kun nået at være på barsel i 3 dage da Danmark blev lukket ned, og det har lige taget mig lidt tid at komme mig over min bitterhed – havde virkelig set frem til ugerne herhjemme hvor jeg for alvor kunne lade op og være tilstede, når vores 3årige så er hjemme. I stedet er hun her jo hele tiden, og det kan bestemt mærkes på mit overskud, mængden af strenge plukkeveer osv.
På den positive side er min mand en af dem der arbejder hjemme, så vi forsøger at hjælpe hinanden og få nogle hyggestunder i løbet af dagen.
Derudover er der en smule bekymring over vores jobs, men vi lægger det fra os så godt vi kan. Og en silver lining ift. økonomi (privat såvel som samfundsmæssig) er at jeg endelig er kommet i gang med at lege med investeringer – for det er da sandsynligvis et ret godt tidspunkt at begynde med den slags på!
Jeg er en presset dame. Jeg har mistet mit job som følge af krisen. Jeg venter samtidig på svar fra yderligere undersøgelser efter en nakkefoldsscanning der var lidt bekymrende, men svaret lader vente på sig. Samtidig er min kæreste lige blevet færdiguddannet og er på dagpenge og jeg har ikke ret til dagpenge fordi jeg var ung og dum og ikke meldte mig ind i a-kasse i tide. Så to arbejdsløse med en baby på vej fanget i en lejlighed.. Av siger jeg bare! Godt det snart er overstået, ikk’?!
Av – alle gode vibes i din retning. Forstår virkelig godt, at det er tung suppedas at stå i. Store klem og krydsede fingre
Jeg er træt. Faktisk meget træt.
At være skolelærer for sine to børn, samtidig med at man skal passe sit arbejde… Det er hårdt. Mere end jeg regnede med. Børnene kravler på væggene. De trænger så frygteligt til stimulation. Vi har derfor lejet et sommerhus. Til overpris. Men her er pool, og fodboldmål i haven. Det hjælper. Men vi hverken kan, eller vil, være i dette overbetalte sommerhus længe. Men hammerhjulet er sat lidt på stand by, blot for en stund. Kl 21 er vi trætte. Og sover til kl 07. Alle fire. Det sker aldrig. Så lidt godt komme der da ud af det.
En halv uge er gået. Tre en halv tilbage. Puha.
Hvor er det godt tænkt, at tage i sommerhus – det er super sejt, at handle på det der er svært fremfor at lade det æde én! klem
Jeg er på din fars hold. Jeg prøver ikke at bekymre mig om ting, jeg ikke kan gøre noget ved, og så gør jeg noget ved de ting, der er indenfor min rækkevidde at putte energi i.
Pt. er det hele meget mærkeligt, og det er en ny hverdag at vænne sig til. Personlig prøver jeg at holde fast i rutiner og hverdag, og så er jeg spændt på, hvor længe det her kommer til at vare. Jeg tror desværre ikke, det er gjort med 14 dage.
God tirsdag!