Når krisen kradser og mor-splittelsen ulmer..

Jeg kom kort ind på det på instagram forleden. Det der med, at opleve en utrolig splittelse som følge af den her lockdown.

På den ene side er jeg enormt træt. Både sådan fysisk. Men også psykisk. Træt af, at jeg nu ikke har haft lov til at gå alene på toilettet i 14 dage. Ikke en eneste gang. Træt af, at blive råbt efter h e l e tiden. Også selvom jeg står lige ved siden af. “Muuuuuuuaaaaar”. Mine ører falder snart af. Træt af, at stå op 5:30 uden en eneste lillebitte pause dagen lang, fordi mine børn sover lur forskudt af hinanden. Hvis de da overhovedet sover lur. Træt af at samle ting op fra gulvet i en uendelighed. I ved. Den slags træthed.

På den anden side, prøver jeg også, at minde mig selv om, at det er en gave. På sådan en underlig måde. En blessing in disguise*. Det der med at få muligheden for at gå hjemme med begge mine børn. Virkelig at prøve, hvordan det er at hjemmepasse.

Jeg er priviligeret fordi jeg først og fremmest er på barsel i disse uger. Herhjemme har vi dermed ikke to fuldtidsjobs, der skal gå op med børnepasning af to små. Og jeg er i forvejen blevet helt ferm til det der med, at arbejde ‘rundt om’ mine børn. I sene nattetimer, primært altså. Så det er med dét afsæt, at jeg kan tillade mig at kalde den her hjemmetid for en slags velsignelse. Jeg er klar over, at I er mange andre, der kæmper en helt anden kamp.

Jeg læste den her klumme forleden, og den satte ret godt ord på nogle af de ting og tanker jeg selv har mærket dukke op over de seneste uger.

Tanker, der primært taler ind i min egen dårlige samvittighed over, at jeg sender Elise i vuggestue til daglig. Jeg skal skynde mig at indskyde, at min dårlige samvittighed helt og aldeles forbliver på egen banehalvdel (you do you, mama!!). Og jeg er egentlig overbevist om at mit barn trives helt enormt godt i sin vuggestue (og dag ud og dag ind snakker om både alle vennerne og pædagoger). Så min dårlige samvittighed er helt irrationel og lad endelig være med at tolke det som om, jeg synes det er bedre at hjemmepasse eller noget som helst. Jeg fatter, rent ud sagt, ikke selv, hvor den der dårlige samvittighed kommer fra. Men sådan er det jo nogle gange med følelser. Det er ikke meningen, at de skal give mening.

Og den nager, derinde, samvittigheden. Et sted langt langt nede. Ved siden af kassen, hvor jeg har proppet savnet til mig selv ind. Så kan de stå dér ved siden af hinanden og skule fra hver deres skyttegrav. Så uenige, som man nærmest kan være. Diamentrale modsætninger. Hvor ville livet dog være herligt, hvis man kunne få i pose og sæk…

Og tilbage til klummen. For jeg håber, at skribenten har ret, når hun skriver:

Det her går over. (…) Men den nye gamle hverdag vil ikke kunne udviske erindringen om tiden, hvor vi havde tiden sammen. Og muligvis vil vi være en erfaring rigere: at det måske ikke kræver, at familier er adskilt 80 procent af tiden for at få samfundshjulene til at rotere. At teknologien med alle dens skyggesider faktisk giver mulighed for et arbejdsmarked, hvor vi er mere sammen med vores børn fysisk, samtidig med at vi opfylder vores produktive forpligtelse over for fællesskabet.

Og ja, erhvervsliv. Det er dig, jeg kigger på. Det er dig og dine ufleksible rammer, som jeg (og mange andre kvinder, har jeg med tiden forstået), følte mig klemt af, da jeg fik børn.

Ville det ikke være vidunderligt, hvis det var noget, af dét vi kunne tage med os videre? Øget fleksibilitet. Hjemmearbejde. Skæve tidspunkter. Mere familietid. Alt der kunne få det til at fungere under lockdown. Jeg har en klar forventning (og ønske) om, at jeg en dag skal tilbage ud i det ‘rigtige’ arbejdsliv, og hvor gad jeg godt, at det kunne blive på en måde, der ikke fik mig til at føle mig utilstrækkelig ca. hele vejen rundt – som mor, medarbejder, kone, veninde, datter, søster, faster..

Mon I er andre, der også mærker den? Splittelsen altså… Og det spæde håb, om at noget måske kan ændre sig. Bare lidt.

 

*…. altså to be clear, så mener ingen af den her krise er en ‘blessing in disguise’ på andre fronter end i relation til ‘mere tid med mine børn’. Det skulle da lige være miljøet, der får sig en lille pause. Men altså. Det er en hård omgang, og jeg tror vi allesammen holder vejret i disse dage. 

18 kommentarer

  • Jeg er lidt sen i kommentar feltet, men jeg er SÅ glad for, du bringer det på banen! Jeg er gravid med mit første barn og er netop gået på barsel kort tid inden min terminsdato. Jeg sætter stor pris på mit arbejde, hvem jeg er som arbejdende og har et højt ambitionsniveau for min fremtidige karriere – og har primært haft et syn på, at hvis du vil frem i livet, så skal du også nok komme det – kvinde eller ej – med børn eller ej… Men guuud hvor har jeg brugt meget energi på ondt i maven over at være gravid – Jeg er selvklart lykkelig over omstændighederne, men jeg har brugt – og bruger – sindssyg meget energi på at have dårlig samvittighed overfor min arbejdsplads over omstændighederne, bevise, jeg er værd at vente på, at jeg er skarp, at jeg fortsat har ambitioner, hvorfor jeg også max holder barsel i et halvt år. Og samtidig ved jeg jo godt, at når hun kommer hertil, så er hun det vigtigste i vores liv – men hvorfor skal det være SÅ svært at få det hele til at gå op i en højere enhed? På min arbejdsplads er det tilladt at arbejde hjemmefra, men ses helst kun anvendt i nødstilfælde.. Jeg forstår ikke hvorfor erhvervslivet er så konservativt.. Sorry for det sure og frustredede opstød

  • Så fint et indlæg, der ville sætter ord på mange ar mine tanker. Jeg har selv en pige på to, og har termin med den næste om 2 1/2 måned. Det har været super hårdt at jonglere arbejde og hjemmepasning, for os begge, men har det har samtidig virkelig været skønt at få så meget tid med vores store pige. Måske det også har virket mere overskueligt fordi jeg går på barsel lige efter påske (påsken er så blevet inddraget til arbejde, da jeg har en akut funktion), og jeg så kan være 100% sammen med hende, mens min kæreste arbejder, hvis nu det skulle blive forlænget.
    Vi har talt meget om hvordan vi kan ændre det herhjemme. Jeg tænker ikke at jeg kommer til at gå hjemme med dem begge fuld tid, da den store skal starte i børnehave til oktober. Men vi går da absolut med overvejelserne omkring hvorvidt hun skal meldes helt ud af vuggestuen, gå med mig hjemme, og så først tilbage til børnehavestart. I forvejen har vi fået en deltidsplads til hende pr 1/5, og aftalt en ugentlig fridag med vuggestuen, måske løsningen også kunne være flere fridage ugentligt, det skal vi lige have mærket efter og måske også vendt med det pædagogiske personale. Ligeså hård den her tid har været, ligeså meget har vi virkelig nydt den!

  • Jeg har ikke børn, men synes det er enormt inspirerende både at høre om hjemmepasning og “women at work”. Det eneste jeg undrer mig over er, hvor Skjorten er i alt det her. Det kunne være super spændende at høre om hvad han tænker i forhold til at arbejde hjemme og om han måske går det de samme tanker som dig. Det er selvfølgelig helt op til dig, om det er noget I vil dele, men jeg synes hurtigt at man som læser og måske “soon-to-be”-mor kun læser det ene perspektiv, når der er to perspektiver.

  • Jeg går meget med de samme tanker. Er på barsel med nummer tre, skal flytte henover sommeren nordpå. Er virkelig i tvivl om de to store skal tilbage i børnehave/vuggestue, for lige nu giver det ingen mening for mig, at de når at komme tilbage et par måneder formentlig (for så er der jo også sommerferie). Den mellemste kan undgå et ekstra skifte hvis han bliver hjemme hos mig og blot starter ny børnehave efter sommerferien, og det tror jeg altså det ender med. Det er svært, for på en måde savner jeg også ‘bare’ at være på barsel med den lille, men jeg nyder altså også det her ret meget, overraskende nok 😂

    • Sådan har jeg også hørt andre ræsonnere og dét kan jeg virkelig godt følge! Det der med store ryk skaber bare en masse uro i hele familien – kan så godt forstå man gerne vil minimere det. <3

  • Virkelig god klumme og godt indlæg fra dig. Jeg har selv kun ét barn på næsten syv, som er mester i at nørkle selv, så jeg ved godt, at jeg har det let. Men jeg nyder virkelig det her! Jeg ved pludselig meget mere om, hvor meget han egentlig kan i skolen – og jeg får flere kys og kram end nogensinde. Han savner faktisk slet ikke sine venner, han er bare lykkelig for at være sammen med mig og sin far. Det er virkelig en øjenåbner og klart en faktor, jeg skal have med når det “normale” hverdagsliv skal re-struktureres.

  • Jeg elsker at jeg er hjemme når mine børn vågner, normalt er jeg for længst ude af døren i hverdagene, inden familien står op. Jeg tror det er så vigtigt at highlighte de små gyldne stunder i disse tider – også uden at få dårlig samvittighed 🧡

  • Jeg forstår godt dine tanker, eller gør jeg egentlig det?

    Jeg sidder her med 5 dage til termin, og 4 dage til jeg går på barsel, med sindssygt mange opgaver, som jeg kæmper med at blive færdige med, så jeg har tid og overskud til at være tilstede for min søn når han kommer(forhåbentligt snart), samtidig med jeg også skal være klar til eksamenerne, som forhåbentlig afholdes til sommer, hvis det eller er muligt for alt det her. og samtidig i bevidsthed om, jeg kun har 6 mdr barsel, og at jeg er nødtil at sende ham i dagpleje når han er 6 mdr(og selvfølgelig skal det nok gå, vi har gode nomineringer her ved os, og jeg var også kun 6mdr da jeg kom i vuggestue) men der er ingen tvivl om jeg helst ville beholde ham hjemme så længe som overhovedet muligt, men kan jeg det på den lange bane, og der er det desværre bare et nej… Jeg er alene med ham, og jeg er nød til at gøre min uddannelse færdig, for at kunne give ham de bedst mulig rammer, og den bedst mulige opvækst, med en stabil og fornuftigt økonomi. – og jeg ved godt det er nødvendigt på den lange bane at jeg gør det her, og heldigvis er det kun 17-19 timer om ugen han skal være i dagpleje og ikke 40, men jeg kan næsten allerede føle mig utilstrækkelig før han er kommet. Selvfølgelig er det hele en balance, og hvor hans velvære er Aller højst vægtet, men hvor ville jeg ønske jeg kunne have ham hjemme meget længere tid, og have muligheden for at hjemmepasse.

    Og hvor er jeg glad for jeg ikke har børn hjemme i mens jeg sidder og skal skrive opgaver, eller arbejde – hatten af for dem der gør det, og kommer igennem det, det er fandmer sejt 💪 #powerforældre

    • Åha Emilie – jeg tænker sådan på jer, der skal føde i disse tider. Det er for sindssygt. Har selv to nærme veninder, der har termin ca. nu. Puha.

      Og jeg forstår så godt dine tanker, men jeg er sikker på, at du kommer til at gøre det allerbedste for din dreng. Du er så tough, at du er alene-mor – jeg hepper på dig!!

  • Du rammer lige hvor det gør ondt!! Kender præcis din tankegang og mærkede også de ambivalente, semi-skizofrene tanker da jeg læste klummen i Information. Sidder hjemme og (forsøger at) arbejde, imens min mands barsel af vores mindste er blevet tilføjet en “hjemme-børnehave” af vores 3 og 4 årig! Jeg føler hver dag I denne coronatid at jeg gør tingene halvt arbejdsmæssigt, fordi jeg ikke arbejder koncentreret. Samtidig gør hjertet ondt over at høre børnene grine i stuen imens jeg sidder på kontoret og “arbejder”. Vil SÅ gerne være bad-ass mor til tre som arbejder benhårdt for noget jeg er passioneret for, men er så bange for at fortryde de mange timer man ikke er sammen med sine børn….Hvorfor kan man ikke få det hele?🤷🏼‍♀️Ambivalens i en nøddeskal…

  • Jeg har ikke børn, og derfor kommer den her kommentar med sin egen risiko 😉 Jeg oplever, at mine kollegaer med børn er mere stressede i de her coronatider. Der arbejder i ‘slots’ på skift af deres partner og ‘forhandler’ om arbejdstid – som kollega føler jeg mig næsten som en byrde, når jeg beder om deres input til en opgave. Jeg savner normalen, men jeg er helt enig i, at mere arbejde sagtens kan klares hjemmefra eller på Skype.

    • … Og sådan skal det jo heller ikke være! Det er sådan et godt indspark, Emilie! Det gælder om at finde ‘balancen’ mellem 100% hjemmearbejde og 100% kontorarbejde, tænker jeg 🙂

  • Den splittelse mærkede jeg første uge af Corona, hvor vi var to forældre med fuldtidsjobs begge i en 60 m2 etværelses lejlighed, der også skulle underholde vores 1.5 årige søn, der aldrig nogensinde sidder stille. Der synes jeg det var hårdt at kun kunne arbejde 2-3 timer hver dag men nød samtidig at se min søn så meget. Så blev jeg syg med antaget Corona (de tester ikke), og let me tell you, hvis man synes at det var hårdt før, så er det intet imod, når en bliver syg og alle derefter er i karantæne. Vores søn er ved at få så meget kuller, at han vitterligt kravler på væggene og er så forvirret over ikke at få frisk luft. Jeg kæmper mig gennem opvågning hveranden time hele natten og så stå op kl 05 hver morgen, samtidig med at have den værste influenza, jeg nogensinde har prøvet. Og den vi.ikke.gå.væk. Så kan man tale om dårlig samvittighed, at man ikke kan passe sit barn ordentligt, men heller ikke blive rask, da man ingen hvile får. Jeg hører mange tage lidt let på Corona, selvom de da holder sig på afstand osv, men som egentlig bare er irriteret over det hele. Lad mig bare sige, I skal virkelig håbe, at I ikke bliver syge, for det gør hele dette næsten-umulige setup fuldstændig uoverskueligt. Og man kan ikke hyre en barnepige, for så bliver de smittet, man kan ikke gå en tur, for så smitter man andre, man kan bare tælle dage ned til af have det ok. Og hver nat håbe, at man ikke atter vågner badet i sved efter endnu en nat med både konstant feber men også konstante nat-amninger. Mit paradis lige nu, det er at få lov til at vende tilbage til hjemmearbejds/hjemmepasnings setupet, som vi startede med. For lige nu er der ingen vindere hos os, ingen ekstra kvalitetstid til hverken børn eller forældre, intet arbejde bliver udført, og ingen hygge-karantæne med chokolade og Netflix. Alle derude, pas nu på, selvom man måske ikke dør, så er denne sygdom så pisse hamrende nedern, at det er svært at beskrive!

    • du trænger da i den grad til at få en kæmpe virtuel krammer herfra !!!!!

    • Jeg sender også en lang varm virtuel krammer❤️Puha det lyder hårdt.God bedring.

    • Tak, hvor er I søde!! Det er svært, for der er jo folk der dør af dette, så en lille influenza er “ingenting”, sådan føler de fleste nok. Dagene er blevet bedre, men hver dag kl 17 falder hammeren, mister al energi og al smerten kommet tilbage igen. Det er en crazy sygdom, den vil bare ikke forlade kroppen. Har lyst til at græde hver dag men er for træt, det er næsten komisk. Jeg ser på andre familier bog tænker ængsteligt, at puha I skal virkelig virkelig ikke blive syge. Er helt bange på folks vegne. For det ændrer alt, pludselig er der intet Corona-hygge tilbage. Og som sagt, folk dør i hobetal af det her, føler at mange folk der chiller I sommerhuse har lykkeligt glemt det, fordi de ikke selv er syge. Måske for det bedste….

    • Åh puha Sofie. Også stor virtuel krammer herfra. Det lyder frygteligt hårdt og jeg håber, at du og I snart er ude på den anden side <3 <3 <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til top