Regnen trommer på ruderne og skyllen er kærkommen efter en formiddag, hvor luften har været så tyk og tung, at man næsten har kunnet skære i den med en kniv.
Og det føles også som om verden trænger til at få vasket støvet af sig. Få vasket varmen af sig. Lidt som man selv kan have det oven på varme dage, når hele kroppen kan føles varm og klistret.
Jeg skal hente Elise, men afventer lige det værste – omend jeg er glad for at hun fik gummistøvlerne på i morges.
Carl er allerede hentet. Min lille milde mand har gode og dårlige dage i vuggestuen. I dag var én af de… well… mindre gode. Min dårlige samvittighed skyller ind over mig – I ved, den har vi snakket om før, og lige i dag, er det lidt for flosset til at jeg havde tænkt, at det var dét indeværende indlæg skulle handle om.
Istedet skulle det handle om at finde sit fodfæste igen.
Da jeg var på barsel skrev jeg det her indlæg om at savne den jeg var engang. I ved. Hende man var, før børn. Før barsler.
Det kan jeg stadig. Men jeg føler også, at jeg igen har fået muligheden for at finde hende frem. Og måske også, på en måde, at jeg skylder det? Altså når nu jeg sender mine børn i institution og alt det der. Igen, samvittigheden der snakker. Jeg parkerer den lige et sted, hvor jeg ikke behøver forholde mig til den.
Og lige så dejligt, jeg synes det er at være ‘retur på arbejde’, ligeså svært kan jeg synes det er at finde fodfæstet.
“Halloooooo gamle jeg! Hvor er du?”
Troede, måske naivt, at 1-2-3 så var alt ved det gamle igen.
Men jeg føler mig…. ehr… rusten?
Og måske er det egentlig fjollet at tænke, at man på den måde kan ‘genfinde’ et gammelt jeg, som var det et par gamle slacks, man ikke har haft brug for under sine barsler.
For selvfølgelig er man ikke den samme. Selvfølgelig.
Så måske jeg bare skal huske mig selv på, at det er ok lige at tage lidt tid til at lande. Og ok lige at skulle lære at navigere i balancen mellem mor-mig. Og arbejds-mig. Og veninde-mig. Og alle de andre mig’er. Nu hvor mor-mig ikke længere fylde alle mit døgns timer, fordi begge mine børn går institution.
Jeg ved ikke hvorfor jeg forventede, at det på magisk vis, ville ske fra den ene dag til den anden.
Jaaaah! Og jeg kom vel at mærke tilbage i februar, så man skulle jo synes, at jeg havde fået styr på det. Men jeg synes, at det er SÅ svært og føler pt, at jeg er bagud på point både som mor, kone, veninde, kollega og jeg kunne blive ved. Men altså har de sidste par dage tænkt over, at det måske nok egentlig mest er oppe i mit eget hoved, at jeg ikke er tilstrækkelig. Så har lovet mig selv at blive bedre til at tænke, at jeg gør det så godt, som jeg kan. Og så være lidt mere realistisk om, hvad jeg kan nå og ikke nå. Krydser fingre for, at jeg er på rette spor.
Jeg kender så godt de følelser! Virkelig! You are not alone! Og jeg tror jeg lige skal lære lidt af dig, med det der med at huske sig selv på, at man gør det så godt man kan. Tak for den reminder <3
Ja! Jeg tror i øvrigt, det er meget naturligt. Og noget, der ikke stopper lige med det første – det hele er jo bare en fase, der afløses af næste fase.
Jeg har pt. meget svært ved at finde ‘skoleforælder-mig’ frem efter sommerferien – skal lige vænne mig til, at jeg skal forholde mig til SkoleIntra, hytteturs-orkestrering, madpakke-skoletaske-penalhus-gymnastiktøj-pakning og alt det der igen.
Og når det engang er slut, vil jeg helt sikkert lige skulle lande i ‘mor til store børn, der snart flytter hjemmefra-fasen’. Med et – forestiller jeg mig – liv og et parforhold, der pludselig skal handle om noget helt andet og lige skal (gen)etableres.
Forhåbentlig er det hele med til at sikre, at det aldrig bliver kedeligt. Og forhåbentlig er det en udvikling, man hele tiden kan finde sig selv i – selvom man nogengange står med følelsen af liiiige at skulle lande.
Hvor har du ret. Og gisp – nu fik du mig lige til at indse, at jeg en dag skal lære at forholde mig til skoleintra, forældre-socialisering, legegrupper og what not. Phew. Godt der går et par år endnu <3