Strandtid, mor i badedragt og lidt om at have det helt ok i eget skind... - Acie

Strandtid, mor i badedragt og lidt om at have det helt ok i eget skind…

Som jeg vist har fået skrevet et par gange, så prøver vi gerne at tage på udflugter i weekenden. Så sker der noget og ungerne kravler ikke på væggene på samme måde, som hvis vi ‘bare’ er hjemme.

Og det er ikke fordi det behøver at være noget særligt. Nogle gange er det nok, bare at komme ud af huset.

I lørdags kørte vi derfor nordpå til Hornbæk.

Der er en rigtigt god legeplads nede på stranden, og så kunne vi slå to fluer med et smæk og få en tur i bølgerne, nu vi var der.

Og alle nød det. Store og små. Det var ikke sådan en klassisk stranddag og 30 grader, så vi havde det for os selv, mere eller mindre.

Carlsen drønede rundt i sandet med enden bar og Elise byggede sandslotte og lavede ‘mudderkager’.

Og på vejen hjem hapsede vi 4 varme fiskefrikadeller og en gang krebsehalesalat fra fiskemanden med, som vi spiste til frokost, da vi kom hjem.

Carl faldt i søvn i autostolen (og det gjorde Elise vist nok også, men ikke så lang tid), og forældrene nød lidt fred på forsædet. Og sådan gik den formiddag så<3

Og hermed også yours truly i årets badedragt. To børn senere og alt det jazz. Jeg ved godt, at der så absolut er nogen der vil sidde derude og krumme tæer på mine vegne, fordi de ikke synes, at mine lår (eller min mave) er stram nok til, at jeg kan tillade mig det, men det behøver de slet ikke. Hvis der er én ting jeg gerne vil lære Elise (og Carl, for that matter!), så er det at de er helt perfekte som de er, også ligegyldigt hvad andre måtte fortælle dem.

Og en del af mig bliver egentlig lidt træt af, at det overhovedet er nødvendigt, at knytte ord til sådan et billede, for here I am, at the beach having a jolly old time, og hvorfor skal det så forklares yderligere? Det er en anden snak… Men y’all wouldn’t believe, nogle af de beskeder man kan få tilsendt eller kommentarer man kan få med på vejen, hvis man ikke er en størrelse 36 (and even worse; hvis man ikke har ambitioner om nogensinde at blive en str 36).

Så altså. Den første, der skriver til mig at jeg er ‘modig’ fordi jeg har delt et herligt strandbillede af mig og mine unger, kan få en røffel med en våd avis. I aint brave. Jeg er bare på stranden.

Og det håber jeg, at mine børn tager med sig. Det har givet mig en helt vild kropslig ro, at blive mor. Jeg synes ikke det var let, da jeg var yngre, at føle at jeg ikke passede ind i det ‘normale’. Både fordi jeg var længere, men også rundere. Har ca. tusind gange følt mig som en ægte skude ved siden af små nipsede veninder.

Men my life is too short.

Og når jeg kigger på mine børn og godt kan se, at de ej heller er nipsede, så er der jo nok noget med generne. Dem vi deler. Og jeg har således fundet meget ro i, at det var ikke mig der ‘gjorde noget forkert’. Jeg er bare født sådan. Ligesom jeg er født med grønne øjne og høj vrist. This is me. Og nu også mine børn. Og for nu at være ærlig: de er ok perfekte, sagde deres mor 100% objektivt;)

Anyways. Det var egentlig ikke fordi det skulle handle om dét. Ville bare dele en hyggelig weekendudflugt med mit hold, og blev grebet af stemningen, da jeg mærkede den indre provokation over, at jeg mentalt forberedte mig på uværdige kommentarer, fordi jeg delte et sødt familie-strandbillede. Og når bolden ruller, så kan den være svær at stoppe igen for sådan en blogger-type;)

Men altså: pointen med indlægget var – Hornbæk er nice og der er en nice strandlegeplads. Og hvis I tager forbi, så tag lige varme fiskedeller med hjem til frokosten. Og husk badetøjet, så I også lige kan få en dukkert, hvis det er vejr til det.

24 kommentarer

  • Det er fjollet, at man kan være så bevidst om egne former på den måde. Altså… de er jo ligegyldige, når alt kommer til alt. Jeg mener: Skønne unger og pisse sej kvinde uanset kropsform! Jeg lagde for nylig et billede op, hvor jeg sidder foroverbøjet på jorden. Absolut ikke min mest flatterende vinkel, men selve billedet rummede bare så god sommerstemning. Jeg kommenterede ikke mavedellerne, og jeg ved ikke hvad folk reagerede på, men jeg fik i hvert fald en like-storm retur. Nogle gange er det bare så befriende at se folk være pisseligeglade med de deller. Fuck dem. Så længe man er obs på at holde sig sund og rask, kan de bule i fred 😉

  • Åh altså, så vigtigt et emne at sætte fokus på, og noget der optager mig meget efter jeg er blevet mor (særligt ift. min datter, men i virkeligheden også ift. min søn, som du også skriver). Jeg kan anbefale podcasten “Tynd og glad?”, hvor særligt afsnit 3 vækkede kraftig resonans hos mig, som mor OG datter af en kropsoptaget (men stadig kærlig) mor.

    Det ligner i øvrigt, at I havde en dejlig dag, og sejt at tage på stranden med to små spilopper!

  • Du er en fantastisk blogger- type! Cyberspace, Carlsen, Elise og Skjorten er heldige at have dig!

  • Din pointe minder mig om Lena Dunham, der netop langede ud efter folk, når de kaldte hende modig for at vise sin krop, men aldrig kaldte hendes kollegaer modige selvom de var lige så nøgne. Det er skørt, tror at de fleste folk ikke kan lade være! Da du delte den Insta-post for et par mdr siden, hvor du netop addresserede dette, at alle ikke er tilbage til ens “gamle” krop efter fødsel, så var mange af kommentarerne netop også, at du var så modig. Selv fra folk, der burde vide bedre. Og som læser kunne man ikke hitte ud af det; kom de fordi du viste et selfie i de der nettrusser – eller var det fordi man ikke er sample size? Synes det var ufrivilligt “morsomt”, at selv mange af dine kollegaer kaldte dig modig. Altså, du ER modig fordi du gad at tage den snak, men ikke mere modig end andre for at vise din krop. Lille forskel men et reelt minefelt at bevæge sig ind i. Og synes det er så ærgerligt (… men også sejt af dig!), at du føler behov for at tage denne debat.

    En rigtig vigtig pointe synes jeg er, at børn altså slægter deres familie på og at gener bare bestemmer utrolig meget! Mange forældre kan være bekymrede for, at deres børn ikke bliver høje nok. Men så kigger man på forældrenes højde, bedsteforældres højde og må bare trække på skuldrene og sige tjaaa, de kommer nok til at ligne deres familie plus/minus et par cm. Der er ikke så meget at gøre! Man kommer nok til at ligne sin mor (eller en moster eller en bedstemor) og så kan motion og kost bare kun gøre lidt til eller fra. Ser nogle forældre være enormt hårde mod deres børn, hvis de pludselig bliver lidt større. Men, hvis moren er lidt større og bedstemoren lidt større, så ER det bare generne, der er gået igang. Jo ikke barnets skyld. Som om forældre nogle gange forsøger at benægte eller determinere generne væk? Lidt ala børns mentalitet, nogle gange får ens børn sider af ens genetik og temperament, som man måske har gået og slået sig selv i hovedet hele livet. Og så er det pludselig i det lille barn. Det kan være svært – men også en fantastisk mulighed for at embrace det i en selv. Endnu en udfordring på rejsen udi at blive mor!

    • Ja – jeg har godt sendt Lena en tanke et par gange. Og Jada herhjemme, ditto.

      Og I know. Men jeg forsøger, at minde mig selv om, at kigge på folks intentioner. Jeg synes hurtigt, vi (altså – samfundet as a whole, ikke os-os) kommer til at skælde folk ud, fordi de af det bedste hjerte og de bedste intentioner, kommer til at sige noget lidt klodset. Og i de tilfælde, hvor de klodsede bemærkninger falder på min egen matrikel, spørger jeg mig selv: kommer det fra et godt eller dårligt sted? Oftest er det jo det første, og så smiler jeg og laver et mentalt bogmærke om, at jeg én dag – og i generelle termer – må lave en ‘oplysende’ note. Giver det mening?

      Der var opslaget du selv nævner. Men også et opslag hvor jeg havde hvid strandkjole på og fik beskeder á la “hvor er du fin – du kan da sagtens gå i strammere kjoler!”. Well, som billedet vil afsløre, så gør jeg også dét. Jeg synes bare ikke nødvendigvis det er det mest behagelige i sommervarmen. Og det kom jo fra et godt sted. Men var en klodset bemærkning. Så jeg kvitterede med et pænt tak:)

      Og så meget ja, til det med børnene. Jeg skulle få nogle selv, før jeg fandt ud af det med genetikken (… og tro det eller ej, men jeg er faktisk engang blevet spurgt af en (klodset og meget tynd) veninde, om jeg vidste ‘hvad jeg gjorde forkert’, siden jeg så ud, som jeg gør.. I was born this way. Dét gør jeg forkert).

    • Ja, helt klart. Det kan drunke i “Emma Gad guides” og “what NOT to do!!!!!?!” ift graviditet, børn osv. Forstår godt, at folk bliver grundforvirrede over næsten ikke kan kunne sige noget, uden at det skaber traumer hos modparten. Har ofte haft lyst til fx at snakke om fremtidige børn med veninder, men er SÅ bange for netop at skubbe til underliggende bekymringer, at den snak forbliver usagt. Så ærgerligt. Nogle gange er en snak bare en snak og nogle gange er det en can of worms, der åbnes. Tænker ofte, at der ligger 0.5% tanke bag de fleste kommentarer, men hos modtageren modtages det med 99.5% energi – bliver man hele tiden spurgt om man fx skal giftes, så er HVER kommentar jo forfærdelig. For afsenderen er det blot nysgerrighed eller venlig tanke om fremtiden. Så svært.

      Da jeg var gravid, så var det som et carte blanche for alle at kommentere på min krop. Også når man smed graviditetskiloene igen. Så fik man et “du er da blevet så fin igen!”, ehm okay, tak for lige at scanne min krop for kilo osv – mind if I do the same?! Man blev vurderet, vejet og kommenteret. Selvom det var i positiv forstand, så var det enormt ubehageligt. Tænker, at det måske er det samme scenario nogle folk går igennem hele livet; at enhver beslutning, outfitbillede, billede af en burger, graviditet osv skal kommenteres fordi man er uden for sample size og derfor forventes at have en aktiv egen holdning og “plan” for ens krop. Som om når folk kommenterer, så støtter de en i en imaginær plan om fx at tabe sig eller lign. Anyway, long story short – nedern med ubehagelige kommentarer (og brug af energi på at forvente dem!). Synes du klarer dem enormt godt og skriver velovervejet om dem. Meget imponerende.

  • Du er da bare skøn og dejlig præcis som du er 🙂
    Og gode billeder og hvor de dog vokser jeres søde arvinger 🙂
    At hvile i sig selv er sundest g det synes jeg du mestre til UG 🙂

    • Du er så sød Tina – og ja, er det ikke skørt, så store de bliver?

  • Amen sister 🙌 Er sgu så træt af at bruge energi på at tænke på, hvordan min krop ser ud – jeg vil meget hellere glædes over hvor f****** awesome den er, at den bærer mig godt og sundt gennem livet ❤️

    • Ja ik? Sådan har jeg også lært at have det. Og jaja – så er der i nogen perioder, hvor den vejer mere eller mindre, og fred være med det. Det er lidt ligesom, at jeg også selv synes, jeg er flottest, når jeg husker at få fikset udgroningen, men det er jo ikke sådan, at jeg lader min træls udgroning fylde ret meget i min bevidsthed.. Den skal jo nok blive fikset en dag… Og jeg gad også godt være 5cm lavere end jeg er, men waddaya gonna do!? I was born this way, og hurra for det.

  • Du er SÅ smuk, både i badetøj og almindeligt tøj, og jeg finder kæmpe inspiration i at følge dig, blandt andet fordi du netop virker til at være så tilpas i dit eget skind! Det er vi mange (inklusiv yours truly) der kunne lære meget af! Og at du så også har mega god stil og generelt virker super nice, gør det jo bare endnu sjovere at følge dig 🙂

    • Sikke en sød besked – den gemmer jeg i lommen til en rainy day <3

  • Jeg har ikke kunne overskue stranden med min 1-årige pga. sand alle veje, og en filur der vil være i vandet konstant. Måske jeg lige skulle tage mig sammen – det ser så hyggeligt ud 🙂

    • Carl NØD bare at kunne tonse rundt i sandet i bar nummi ihvertfald – og jeg var mest bange for at han ville spise sandet, but he didn’t, så på den måde blev jeg positivt overrasket. Så klar anbefalig herfra<3

  • To hep herfra, ét for at komme ud i weekenden og ét for at der ikke burde være et ideologisk statement at have det ok med sin krop som den er..

  • Kender alt for godt det med at være højere og rundere end alle dem omkring en.

    Kæmpe 👍 for billedet (og en blog) af en smuk kvinde, som kvinder er flest😊

  • Ingen kommentar om modighed her, men blot et stort high five og et smækkys på kinden! Du sætter SÅ fint ord på lige det budskab jeg gerne vil have igennem overfor mine små, og ja, din “kropsholdning” i overført betydning er en af mange grunde til at jeg er med her på 11.- 12. ( 13.?) år! Du er helt perfekt lige som du er, og det behøver jeg heldigvis slet ikke fortælle dig 🙂

    • Tak søde Astrid – og ja, jeg synes også at jeg er blevet mere bevist om, hvilke signaler jeg sender til Elise (især.. it’s just different with girls, om vi vil det eller ej). Hun er perfekt. Og I’m gonna walk the talk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til top