Du læser nu
Da vi købte hus.. Fra rækkehus til nybyg til gammel dame fra 1934…

Da vi købte hus.. Fra rækkehus til nybyg til gammel dame fra 1934…

Jeg har flere veninder, der er i husprocessen lige nu. Det fylder i naturligvis i snakkene. Både Marie (hvis fine hus jeg viste frem her), Emily, Christina og Cathrine har været eller er på husjagt – i den ene eller anden forstand. Det har fået mig til at tænke på, at jeg aldrig rigtigt har fået delt hele vores husproces med jer. Mens den stod på, var der så mange ubekendte faktorer og vi skiftede mening hver uge, at jeg det virkede fjollet at dele. Nu – in hindsight – giver processen langt mere mening og virker meget mere lineær end den gjorde dengang. Sådan er det nok tit her i livet:)

Men altså – måske I sidder nogle derude og overvejer, hvad det næste step skal være. Eller. Det ved jeg I gør, for I skriver til mig nu og da. Og derfor altså dette indlæg, der måske kan give ro i maven. Måske kan inspirere. Og forhåbentligt kan virke genkendeligt.

[Husets hjerte og samlingspunkt]

Vi boede på Østerbro i en lejlighed jeg havde købt til mig selv. Den var perfekt. Til mig. Og lidt for lille til os. Vi skændes sjældent, men rod kan få det værste frem i folk. Ihvertfald i mig;)

Så nu og da, når vi følte os allermest klemt på kvadratmeter begyndte vi at kigge. Vi startede langsomt og med et ‘det er ikke fordi vi skal flytte nu – vi skal bare lige se hvad man overhovedet kan få’ allerede i sommeren 2015.

[Smukt lys og skyggedans fra sprossede ruder]

Og som det så ofte går, når man ‘bare lige skal kigge’, så forelsker man sig. Det gjorde vi også. Helt tilfældigt og uden at det egentlig var dét vi var gået efter. Men et helt nybygget enderækkehus i Vedbæk med udsigt over en smuk eng fik hjertet til at banke hurtigere – måske især hos mig. Det var et Bonava-hus og virkede som et oplagt ‘next step’. Fra lejlighed i byen til vedligeholdelsesfrit og børnevenligt.

Men vi fik alligevel kolde fødder. Det var for tidligt. For hurtigt. Vi var end ikke forlovede på det tidspunkt. Og da vi hørte, at projektet havde flere etaper og der ville blive bygget flere huse i fremtiden, så opgav vi projektet og blev i byen.

[Facaden i 2020 og i 1933 – tegningen til venstre er original og fra da huset i sin tid blev bygget til Grosser R Villars som sommerresidens]

I 2016 handlede det meste om bryllup. Ish. Ihvertfald. Jeg kunne stadig ikke dy mig for at følge lidt med boligsiden nu og da. Og i efteråret lige efter brylluppet, fik vi nys om at næste etape af nye Bonava-rækkehuse stod klar i Vedbæk og susede til åbent hus. Vi reserverede faktisk ét af dem på dagen. Det var i 3 etager og virkelig lækkert. Vi var involveret tidligt nok i processen til at vi kunne have indflydelse på materialevalg og altså få det meget som vi ville have det, men det føltes alligevel ikke helt rigtigt og vi trak stikket.

Samtidig begyndte min storebror at snakke om at vende hjem fra New York. Og de havde ønsker om at bo i et meget specifikt postnummer. Tanken om at få dem helt tæt på var skøn – hvis jeg kunne få det som jeg ville, så var vi naboer. Eller boede i delehus. Eller den slags. Ha. Min storebror er ikke enig, lol. Men vi holdt øje med postnummeret – og nåede at blive lidt varme på et hus. Ugen før vores bryllup var vi ude og se det – der skulle laves m e g e t. For meget. Vi trak stikket, igen.

Samtidig begyndte tankerne om at bygge selv at opstå. Det var dét min storebror ville (og sidenhen gjorde). Det samme gjaldt et andet tæt vennepar. Det kunne også være, at det var dét man skulle?

[Vi kunne rykke ind i huset uden at lave det helt store – vi fik ordnet alle gulve og malet alle vægge. Efterfølgende har vi skiftet alle vinduer og døre, fået hulmursisoleret, lavet badeværelse og lavet køkken. Jeg vil gerne have etableret sildebensparket i stueetagen og med tiden vi vil gerne lave ny 1.sal]

Det var jo noget helt andet end rækkehuset. Eller renoverings-villaen. Men så kunne man få mere af huset i den klassiske stil vi drømte om… Jeg begyndte at undersøge, hvad den slags egentlig koster. Konstaterede at et nybygget hus kunne fås for i omegnen af 2,5-3 mio. Listepris. Og i runde tal. Dengang, ihvertfald – jeg ved ikke hvordan det ser ud i dag. Og så skulle man ‘bare’ finde en grund.

Vi snakkede med flere husfirmaer – fik tegnet tegninger hos DanHaus, HusCompagniet og Eurodan. Sidstnævnte havde vi den bedste vibe med og hér fik tegnet et helt projekt færdigt, der lå klar til når den rigtige grund dukkede op. Vi endte på en pris på 3.349.974kr for huset. Et klassisk hvidkalket hus i 1,5 plan med sorte tegl, kvartvalm og småsprossede vinduer. I kan se tegningerne hér nedenfor.

[Planløsning, stueetage]

[Facade-tegninger af ét af de huse vi fik tegnet, da vi troede vi skulle bygge selv]

Og så ledte vi efter grunde. Vi nåede at byde på to grunde i vinteren 2017, men uden held. Det var ikke tomme grunde, vi kiggede efter (de er nærmest umulige at finde i det område vi ledte efter), men altså huse på grunde, som vi kunne rive ned og så bygge vores eget.

Og i mellem tiden var jeg jo altså blevet gravid med Elise.

Og på sin vis føltes det som om, at der nu var lidt mere deadline på projektet end tidligere. Vi vidste, at hvis det skulle lykkes nogenlunde, så skulle vi helst finde en grund omkring marts måned, med overtagelse i løbet af sommeren, et halvt år til diverse ansøgninger og tilladelser og byggestart omkring årsskiftet. Så ville det passe med, at vi ville kunne flytte ind i huset når Elise var ca. 1 år – og i en 2-værelses lejlighed synes vi dét var længe nok.

Så jeg begyndte igen at kigge på Boligsiden også. Holdt øje. Blev skrevet op i køberkartoteker. Og så alt muligt.

Og tilfældigt en mandag aften så jeg altså, dét der skulle gå hen og blive vores nuværende hjem. Jeg havde ellers ikke kigget (at all) i det her postnummer, men det gjorde jeg så den aften. Og det var lige blevet lagt på. Perfekt størrelse, perfekt planløsning, pænt under budget (hvilket var rart, fordi vi allerede dengang havde snakket om at jeg evt gerne ville sige mit job op ovenpå min sygemelding sidst i graviditeten og vi derfor ikke nødvendigvis havde lyst til at spænde buen helt stramt) og hyggeligt kvarter.

En uge efter havde vi skrevet under. Og vi var ikke de første. Så vi bød over udbudsprisen og krydsede fingre. Og heldigvis synes sælger, at vi virkede søde. Og sådan endte vi altså i en gammel dame fra 1934 – selvom tankerne egentlig startede med et nybygget rækkehus og var forbi både et renoveringsprojekt og 180m2 nybyg.

 Kommentarer (4)
  • Vores lejlighed var et (rimeligt dyrt) impulskøb og vi har aldrig fortrudt. Vi kiggede på huse i årevis, men vi havde ikke rigtigt lyst til at bo i hus, men der var ingen større lejligheder i området. Vi har nu egen have, bor i midtbyen, masser af plads og masser af ting vi kan finde på at lave om med tiden som vores behov ændrer sig. Vi er ikke bange for spontant at vælte en skorsten lørdag formiddag haha!

  • Dejligt I endte i jeres smukke gamle dame 🙂
    Spændende at høre om jeres proces med boligvalg og I valgte helt rigtig synes jeg 🙂

  • Hej Christine. De gardiner, som ses på billedet, hvor du drikker kaffe i sofaen – hvor har du købt dem? 🙂 Det er en fin farve. Kh. Caroline

  • Det er simpelthen sådan et dejligt hus, I har.

    Vi bor også i et ældre hus (et husmandssted fra 1896). Der er ikke mange helt rette vinkler, men det vejer charmen heldigvis så rigeligt op for 🙂

Kommentér

Din email-adresse vil ikke være synlig.

© 2021 acie.dk / All Rights Reserved / A GreatSimple website

Scroll til top