For nogle måneder siden, faldt jeg i snak med Caroline på instagram om at man godt kan det med karriere og børn samtidigt. Og at vi begge to blev lidt provokerede over, at retorikken omkring kvinder og karrierer ofte er meget unuanceret og meget sort/hvid. Enten eller.
Det er ofte ekstremerne der fremhæves – dem der trækker sig helt fra arbejdsmarkedet og bliver hjemmegående eller dem der bare tonser derudaf med tusind rejsedage, au pair-ordning og what not. Måske fordi det er dem, der er de ‘gode historier’, I don’t know.
Men der er jo en stor gruppe af kvinder, der får det til at lykkes. Dem der jonglerer ambitionerne og karrieren med tilværelsen som nærværende mor. Og de fortjener, i høj grad, også taletid.
Caroline er én af de kvinder, der er lykkedes med at blive forfremmet mere eller mindre oven i sine barsler. Det kræver også noget af arbejdspladsen – men jo ikke udelukkende. Og som hun meget rigtigt påpegede, så har moderskabet også givet hende et sæt færdigheder hun ikke nødvendigvis havde haft ellers – der er ting hun er god til, takket være sine børn og ikke på trods af..
Effektivitet, overblik, stresshåndtering, projektledelse – det kræver sit at være på barsel. Måske vi skulle blive bedre til at skrive det på vores CV’er? Ingen chefer er mere krævende end dem, der endnu ikke har rundet et år.
Godt. Det var introduktionen. Nu skal Caroline have ordet. Tag pænt imod hende<3
Navn: (Ditte) Caroline Raben Mogensen
Alder: 32
Privat: Gift med Mads, mor til Agnes fra 2014 og Laura My fra 2019
Uddannelse: Kandidat i Folkesundhedsvidenskab (Cand.scient.san.publ) og Ph.d. fra Sundhedsvidenskabelig fakultet, Syddansk Universitet
Titel: Manager hos Rambøll Management Consulting (Afdeling: Social & Economic Impact)
Hej Caroline. Tak fordi du ville snakke med mig. Det er jo en lidt skør situation, for vi kender ikke hinanden udover en fælles veninde, og så har det vist sig, at jeg har gået i gymnasiet med din storebror. Så hvad er din (karriere)historie? Hvordan er du havnet det hvor du er i dag?
Når jeg sådan tænker tilbage, startede det nok så småt allerede på mit studie. Jeg kan huske, at vi allerede på de første semestre på bacheloren, talte om forventninger til fremtiden og jobmuligheder. Der sagde jeg vist nogle gange, lidt for kækt, at jeg gerne ville være sygehusdirektør, uden rigtig at vide, hvad det egentlig indebar. Så jeg researchede en overgang rigtig mange danske sygehusdirektører, for at udforske deres karrierevej, der ofte var ret klassisk med noget forskning, offentlig udvikling/ledelse kombineret med konsulentbranchen.
Mine venner og familie joker tit med, at Caroline har en ’Masterplan’ til alt i hendes liv, så i vanlig stil, startede jeg fra en ende af, og gik direkte fra mit studie til mit ph.d.-studie (forskningsvejen). Jeg fandt dog ret hurtigt ud af, at det der med i flere år at fordybe mig i ét specifikt emne, egentlig ikke passede til min personlighed, hvor jeg er glad for tempo, fremdrift og det at have mange bolde i luften. Så halvvejs inde i min ph.d. begyndte jeg at drive små projekter ved siden af, og et år inden jeg var færdig blev jeg tilbudt en stilling, hvor jeg skulle sidde som ledelseskonsulent i en region og bidrage til udviklingen af et nationalt ledelsesprogram på sundhedsområdet, sammen med en af de sygehusdirektører, jeg tidligere havde researchet (læs: nærstuderet), fordi jeg syntes han var skide dygtig.
Da jeg så afleverede min Ph.d. gik jeg målrettet efter et job i konsulentbranchen, hvor jeg blev ansat ved Rambøll Management Consulting som seniorkonsulent, som sidenhen blev til chefkonsulent og nu manager. Så i min nuværende stilling, sidder jeg og styrer meget forskellige projekter på velfærdsområder, mens jeg også internt i organisationen står for at understøtte kompetenceudviklingen blandt vores konsulenter.
Føler du, at du har givet afkald på noget i din karriere ved at blive mor?
Både og. Jeg troede egentlig altid jeg skulle være en ’rigtig karrieremor’ (apropos den der retorik), men da jeg fik vores første datter, gik det ret hurtigt op for mig, at jeg gerne ville begge dele. Jeg kunne ikke helt affinde mig med at være hende, der ikke deltog i forældremøder, havde faste dage, hvor jeg ikke så hende i hendes vågne timer eller hvad jeg ellers syntes, retorikken af karrieremoren ellers er præget af.
Sidenhen har jeg øvet mig i, og forsøgt at få balancen mellem mor og manager til at gå op, og jeg syntes faktisk det går meget godt. Haha.
Hvis der er noget jeg syntes jeg har givet afkald på, er det nok det sociale forhold til mine kollegaer. Vi er en social arbejdsplads, hvor vi har forskellige arrangementer, af og til er længere på kontoret eller spiser sammen på kontoret. Der prioriterer jeg tit at nå hjem og læse godnathistorie eller spise med mine børn. Det kan godt have en lille omkostning, at man ikke er lige så stor en del af det sociale fællesskab udenfor arbejdstiden. Jeg prøver dog at kompensere, ved at være nærværende og engageret når jeg endelig er med.
Hvordan får I helt lavpraktisk logistik-kabalen til at gå op hjemme hos jer til hverdag?
Vi har helt faste aftaler med hente og bringe dage. Jeg ved altid, hvornår jeg forventes at hente og aflevere vores piger i vuggestue og skole. Det er så opdateret i min kalender på arbejde, så møder og andet tilrettelægges så det kan hænge sammen. Det vil så også sige, at jeg præcis ved, hvilke dage jeg kan arbejde længere, hvis jeg har meget om ørene. Ofte gemmer jeg nogle mere lavpraktiske opgaver, som jeg tager mig af om aftenen, i sofaen, så det ikke går på kompromis med vores fælles aftener for ofte.
Hvis jeg i perioder har travlt, arbejder jeg desuden tidligt om morgenen, dvs. mellem 4:30-6:30. Så står jeg op – laver mig en kaffe, tænder lidt lys, og forsøger at skabe noget hyggelig stemning. Der er heller ingen mails, der forstyrrer eller telefoner, der ringer. Så jeg kan fordybe mig bedre, end om dagen, hvor møder, opkald og mails tager noget fokus. Kl. 6:30 går jeg så i bad, inden jeg tager pigerne op og vi tager afsted.
Du arbejder et sted, hvor der er opmærksomhed på, at der er nogle særlige behov i de år, hvor man har små børn – hvordan mærker du det i praksis?
Der er rigtigt, at Rambøll sidste år annoncerede det de kalder ’Family Friendly-pakken’, som har været flittig delt i medierne i mange sammenhæng. 😊
Pakken i sig selv, indeholder nogle ret konkrete praktiske greb i livet med små børn; nogle ekstra sygedage i ekstraordinære situationer, kompensation for tab af pension under barsel, mulighed for nedsat tid efter tilbagevenden fra barsel (med nedsat løn), løbende check-in med ens leder under barsel og mulighed for en mentor efterfølgende, der selv har jongleret familie og arbejde.
Det er selvfølgelig i sig selv gode og relevante tiltag, men for mig er det egentlig ikke det, der i praksis gør forskellen. Det handler mere om den generelle lederstil og kultur, som jeg syntes er meget anerkendende overfor behovet for fleksibilitet som familie. Jeg tror, der er mange konsulenthuse, hvor balancen er sværere at få til at gå op, fordi der er en anden kultur og arbejdstilrettelæggelse, der kan gøre det svært at gå kl. 16. Sådan er det absolut ikke her – der er stor forståelse fra både ledere og kollegaer, til at få tingene til at gå op. Så længe den forståelse er central for kulturen, tror jeg meget kan lade sig gøre. Det er i hvert fald min oplevelse.
Og hvor ser du dig selv (karrieremæssigt) om 10 år?
Det åbenlyse svar, ville nok være at vende tilbage til begyndelsen og sige, sygehusdirektør. Men der har virkeligheden og forståelsen nok ramt mig i mellemtiden. Haha, jeg syntes nogle gange sygehusdirektioner bliver skældt ud og stillet til ansvar når ting går galt, mens de sjældent bliver anerkendt (i den bredere befolkning), for at stå i spidsen for (i min optik) en af verdens absolut bedste sundhedsvæsener. Og det er jeg ikke sikker på jeg længere er så hooked på.
Jeg kunne sagtens forstille mig stadig at være i Rambøll om 10 år, hvor jeg så (forhåbentlig) er steget yderligere i graderne og til den tid har et strategisk eller personalemæssigt ansvar.
Hvis jeg ikke er i Rambøll, forestiller jeg mig, at jeg er i en af vores store danske medicinalvirksomheder, (F.eks. Novo Nordisk eller Coloplast) som for mig er kendetegnet ved en meget høj kvalitet og ordentlighed, som jeg drømmer om en dag at blive klogere på.
Og de hurtige:
- Hvad er din go-to arbejdsuniform: En højtaljet nederdel og en klassisk skjorte eller en kjole (Så er der færre elementer at forholde mig til)
- Hvad har du altid i tasken:
- Hvis det gælder arbejdstasken er jeg nok rimelig kedelig: Min arbejdscomputer, hørebøffer, hårelastikker og notesbog.
- Privat: læbepomade, sut og telefon
- Når du går på pension vil du: Ser jeg på udviklingen for pensionsalder i de seneste år, kan jeg godt blive i tvivl om, hvor meget pension man overhovedet når at holde. Men når jeg kommer så langt, håber jeg at Mads og jeg rejser en masse og får mulighed for at hjælpe vores piger, (som måske til den tid har fået børn – syret tanke 😊) med at få hverdagen og, hvis det er det de vil, karrieren til at fungere.
Til den tid er retorikken forhåbentlig også væsentlig anderledes og mulighederne og fleksibiliteten uendelige.
Sikke et inspirerende interview! Jeg blev meget inspireret af Carolines målrettethed og power.
Jeg har selv valgt en omvendt approach med et “børnevenligt” job, mens mine piger var små, og læser nu min drømmeuddannelse som 42-årig! Jeg er helt enig i, at det ene ikke udelukker det andet, men at vi har brug for en diskurs om karrieremødre som “både og”, hvis kulturen skal påvirkes (som Caroline også selv angiver).
Gerne flere interviews med spændende mødre, som kan inspirere og forandre!
Fedt, spændende og mega relevant interview Hun lyder som en kvinde med ben i næsen. Meget inspirerende
Personligt gad jeg godt høre endnu mere om, hvordan hun (eller andre) helt lavpraktisk får tingene til at hænge sammen, udover aftalte hente/bringe-dage. Og måske dykke lidt dybere ned i følelserne omkring prioriteterne, tilvalg, fravalg mm.
Og så en lille bitte bøvs. Jeg synes faktisk det er ærgerligt at slutte et godt interview af med et par “lette damebladsspørgsmål” om taskeindhold og påklædning. For mig personligt virker det forstyrrende og unødvendigt, når nu du ønsker at bevæge dig væk fra “karrierekvinde-klicheen”. Man ville jo aldrig spørge en succesfuld og inspirerende mand om det samme.
Hej Thea,
Tak for feedback – den tager jeg med mig videre!! (men hvis jeg må tillade mig at være uenig – jeg kan snildt se, at man ville spørge en mand om det samme, hvis et lignende interview var blevet bragt i fx Dossier eller Euroman. Det handler jo om at finde balancen til livsstilstoffet, som trods alt er ankeret i mit univers hér:) ).
Jeg håber, at det ikke irriterer dig mere, end at du fremad blot vil springe den sidste bid over <3
Kh
Hej Acie (og Caroline). Tak for et indlæg som det her. Som en ung kvinde på 25 med karriereambitioner er det virkelig rart at se eksempler på kvinder, der viser, at man godt kan få både ønskejob og familie. Jeg har alle dage haft fuld respekt for, at alle kvinder skal gøre det, der føles rigtigt for dem – men det er sjældent man får lov til at se netop denne vinkel skildret. Det er bare rigtig dejligt med et modstykke til den retorik, der ofte bliver prædiket i samfundet, hvor det ofte er enten eller for kvinder 🙂
Jeg er fan!
Sikke en dejlig kommentar – mange tak!!
Kære Nynne,
Tusind tak for din søde kommentar. Og hvor er det dejligt at høre, at jeg ikke var den eneste, der har følt, at debatten til tider manglede lidt flere nuancer og vinkler. Jeg er endnu gladere for at høre, at jeg har kunne bidrage med min egen lille stemme også!
Fedt med en cool og relaterbar kvinde med ambitioner man kan lade sig inspirere af.
Og fedt med en som har forskningserfaring og har brugt den i praksis andre steder senere.
Ja, jeg synes også Caroline har en super interessant profil (og noget relevant på hjerte), så jeg er også meget glad for, at hun gad lægge ansigt til formatet her:)
Uh for et godt indlæg, for alle os der gerne vil begge dele: tid med børnene og give den gas på job. Er selv præst – og gift med en præst- og vi kæmper tit med at få enderne til at mødes pga. meget aften og weekend arbejde. Der kræver benhård prioritering, mens børnene er små. Så det er fedt med inspiration, og at vide vi ikke er alene med at kæmpe få kabalen til at gå op!
Dejligt interview og rar positiv stemning ift snakken om at få alt til at lykkedes. Hun virker som en kvinde og mor med ja-hatten på, og det er så rart at læse; at det hele kan lykkedes uden at familien “svigtes” osv, som retorikken ofte lyder. Sejt gået!
Kære Sofie, Tusind tak for den søde kommentar. Det er dejligt, når man føler man kan bidrage til at nuancere debatten og samtidig få god stemning tilbage. Kh. Caroline
Jeg tror jeg siger op hvis vi får endnu en ikke-lægelig sygehusdirektør der finder på latterlige slogans og mottoer og alverdens besynderlige tiltag helt uden at have brugt en time på gulvet eller at forstå hvordan en hospitalsafdeling fungerer De ting jeg har været vidne til gennem tiden…♀️ Sygehuse ledet af sundhedspersonale scorer bedre på samtlige parametre sjovt nok.
Det er virkelig spændende læsning og nogle ret interessante perspektiver, jeg som 24-årig (snart færdiguddannet) bliver inspireret af. Glæder mig til at læse om endnu flere seje kvinder! 🙂
Wow fedt interview og er bare så enig i de diskurser, som bliver beskrevet om moderskabet.
Jeg kan mærke, at jeg ofte putter mig selv ind i, eller bliver puttet ind i begge kasser.
Jeg arbejder deltid, på et mindre krævende job i disse år, hvor jeg har helt små børn.
Jeg ser på ingen måde mig selv som urte/hjemmegående mor, men samtidig passer jeg ikke ind i karrierermodellen, kan jeg godt mærke.
På gode dage føler jeg mig i super god balance og på dårlige dage, føler jeg dårlig samvittighed overfor både den karriereorienterede del af mig og overfor mine børn.
Det er en win/win eller loose/loose alt efter hvilker briller jeg kigger ud igennem. Tak for at sætte fokus på, at de fleste nok er der , hvor jeg er, med et ben i begge lejre.