Skal vi ikke stå sammen og sige fra?

I går udgav jeg det her post på instagram, og jeg er helt blæst bagover af jeres vilde modtagelse. I er så nice altså.

Langt de fleste af jer, ihvertfald. For min virkelighed er jo og har i alle mine 12 år som blogger været, at min krop var ‘fair game’ at gå efter.

Jeg passer ikke ind i stereotypen.

For et par måneder siden skulle jeg finde det opslag, der var lavet i forbindelse med det foredrag jeg holdt for Arbejdernes Landsbank, og Googlede i den forbindelse mit eget navn (nok er jeg blogger, men det gør jeg altså ikke normalt, ha) og faldt over et bachelor-projekt fra 2011, hvor der var skrevet følgende om mig, som klassisk eksempel på bodyshaming :

Men jeg synes også bare, at hun er sindssygt dårlig til at klæde sig på i virkeligheden, altså i forhold til hvordan hendes, nu skal man passe på, hvad man siger…, i forhold til hvordan hendes krop er, så synes jeg bare, hun er vildt dårlig til at klæde sig på, det synes jeg er lidt sjovt.

Det blev sagt som del af et fokusgruppeinterview og altså inkluderet i et akademisk værk, som stadig ligger på nettet her 10 år efter. Og dét jeg reagerer på er ikke, at der har siddet én og sagt det for Herregud, og det er nok bare hendes egne usikkerheder, der snakker..  Og Guderne skal da vide, at jeg sagtens kan være enig med hende i, at ikke alle mine outfits gennem tiderne har været lige meget on point.

Det jeg reagerer på, er at der har siddet nogen, der med akademiske briller har inkluderet det som værende ‘relevant’. Og der har siddet en professor og vejleder, der har gjort det samme.

Kan vi lige snakke om hvor fucked up det er? Det er et akademisk værk om modeblogging som fænomen og erhverv. Og ingen studser over den slags kommentarer om en kvindes krop.  Og så endda én i starten af 20erne.

Tænk, hvis opgaven havde været om alle mulige andre erhvervsgrupper.

Det er så 10 år siden i dag, og man kan jo håbe, at vi er nået et stykke vej siden da. Men jeg oplever stadig at vi har et pænt stykke igen.

Jeg blev enormt rørt over de mange likes og positive beskeder jeg fik til mit post igår. Virkelig.

Men desværre er det jo ikke nok, i det store billede.

Og hvis jeg må være helt ærlig, så vil jeg langt hellere have, at I istedet lover mig, at I vil stå ved min – eller any other kvindes – side, hvis (… når) I oplever, at andre kommenterer på deres krop eller genetiske ophav.

At vi sammen siger fra. Tænk hvis nogen havde sagt fra dengang i fokus-gruppen.

Skal vi ikke allesammen blive bedre til det? Til at sige fra? Hvadend det er online eller ude i den virkelige verden. Hvadend det er på instagram, til en pige-middag eller i lukkede fora på internettet. Og ligegyldigt om snakken drejer sig om en amerikansk filmstjerne eller Dorte fra regnskab.

Lad os sige fra og pænt nej tak. Det er ikke ok, og sådan snakker vi simpelthen ikke om kvinder.

“Jeg ved godt, du nok ikke mener det sådan og fair nok, hvis hendes jakke ikke falder i din smag, men skal vi ikke holde hendes kropsfacon ude af ligningen”.

Og for god ordens skyld handler det for mig ikke om, at man så ikke må have perioder, hvor der er noget man er træt af. Baby weight, en kikset haircut eller whatever. Jeg er for så vidt heller ikke imod hverken botox eller plastikkirugi. You do you! 

Og hurra for det frie valg og mangfoldighed.

Det betyder heller ikke, at jeg iøvrigt selv 100% hviler i mig selv alle dage. Jeg har gode dage og dårlige dage. Just like all of us. Jeg har dage hvor jeg ville ønske, at jeg var 10cm lavere. At mine arme var tyndere. Eller at min mave var mindre.  Og så er der dage, hvor jeg synes, at det hele fungerer meget godt. Og hvor jeg med stolthed kigger på mine strækmærker og husker at jeg har lavet to ægte mennesker, som jeg ikke kan vente med at se, hvordan vil bidrage til verden.

Men hvordan jeg har det med mig selv. Eller hvordan andre har det med sig selv. That’s besides the point.

Pointen er, at vi ikke skal bruge udseende mod hinanden. At ingen skal gøre sig til dommer over, hvordan andre er blevet skabt.

Jeg mener det virkelig, når jeg siger, at jeg ikke er aktivist. Og jeg bliver provokeret af at enten er man str 38 eller også er man aktivist, for man kan jo ikke være en str 42 frivilligt, uden at det er et statement.

Gu’ er det ej og gu’ er jeg ej.

Jeg er bare mig. Og jeg synes egentlig, at jeg har nogle langt mere mere interessante egenskaber end størrelsen på mine lår. Og sådan ser jeg også på andre kvinder. Og er det ikke dét vi skal blive enige om at lære vores døtre også at gøre?

Det ville jeg synes var en rar tanke.

23 kommentarer

  • Hvor er du sej! Tak for dig! Har fulgt dig i mange år, og har altid syntes at det var befriende, at du har en helt “normal” krop, og er en jeg selv kan spejle mig i. Med alderen har jeg også lært at elske min krop mere og mere, men jeg har stadig usikkerheder og dage hvor jeg synes jeg ser forkert ud – tror jeg alle har, også dem der er en str. 38. Men tak fordi du sætter fokus på denne problemstilling!

  • Jeg må sige, at jeg synes dette er et kompliseret emne. Selvfølgelig skal ens udseende ikke bruges imod nogen, og generelt er det dårligt stil og hører ingen steds hjemme at kommentere folks egenskaber uden et konstruktivt formål. Samtidig synes jeg at det er vigtig at vi kan tale sagligt om overvægt. I Danmark er vi hele 51 % (!) overvægtige, hvoraf 17 % er svært overvægtige. Overvægtige blir en større og større belastning på vores sundhedsvæsen og kun overgået av rygning er overvægt den største risikofaktor for flere kræftformer. Derfor synes jeg at man skal passe på at fronte overvægt som noget positivt, og man må tåle at det snakkes om overvægt som en risiko. Jeg håber at kunne lære mine børn at et inkluderende menneskesyn ikke gør forskjell på vægt, hang til rygning eller hvilke som helst andre egenskaber. Samtidig har jeg vanskelig ved at se, hvordan jeg kan tale med både familie og svigerfamilie om at flere av dem er overvægtige, og at de højst sandsynlig ikke kommer til at være en del av mine børns fremtidige pga sygdom eller det der er værre.

    • Jeg synes egentlig ikke det er kompliceret overhovedet – på individ-niveau skal ALLE holde snuden i deres egen butik. Fuldstændigt ubetinget og uden undtagelser. Det er en lægefaglig opgave at skride ind, hvis der er behov for det. Ikke din. Hvadend det handler om rygning, for højt alkoholforbrug, stillesiddende arbejde, undervægt, overvægt eller andet. Hvis du har nogen du holder særligt af, så kan du kærligt opfordre dem til at gå til læge, fordi du er bekymret for deres ve og vel – uden iøvrigt selv at gøre dig klog på hvornår ‘de måske nok dør en dag’.

      På samfundsniveau kan vi nemt snakke om det – og det synes jeg langt henad vejen også at vi gør.

      As easy as that.

    • Langt hen ad vejen er jeg enig. Måske ligger min bekymring også hos en, efter min mening, passiv lægefaglihed, hvor mine erfaringer siger mig, at det ikke bliver lagt nokk vægt på overvægt i et sygdomsforløb. Ofte resulterer det i symptombehandling med medisiner for f.eks diabetes eller cholesrerol ubalanse. Men det er meget muligt at dette er ulikt fra sted til sted, og mine erfaringer er urepresentative. Jeg arbeider ikke selv indenfor helsevæsenet, så dette er udelukkende fra forløb hos nær familie og bekendte

      Jeg er heller ikke helt enig i at vi snakker om det åbent på sammfundsnivå. En kampanje fra kræftens bekæmpelse om overvægt for et stykke tid siden blev udskældt for at være unyanseret og fordomsfuld. I stedet for å se den som inspiration var det mange som tog den sig nær og blev fornærmede. Det er et viktig budskab at få ud – de fleste ved sikker at det er usundt, men at de ved hvor usundt tvivler jeg på.

      De siger, at vi alle skal dø en dag, så det skal jeg nok ikke gøre mig klog på. Men jeg håber at mine børns bedsteforældre kan tage dem med på udflugter, klare at have dem på besøg osv også i fremtiden – noget som jeg selv har været så heldig at oppleve med mine egne

  • I promise!
    Jeg har faktisk tænkt meget over det på det seneste. Jeg oplevede til en familiemiddag at min svoger gik voldsomt over grænsen for hvad der er okay at sige om andre mennesker. Hygge-fatshaming kalder de andre det. Og jeg blev simpelthen så chokeret at jeg ikke vidste hvad jeg skulle sige eller gøre. Men siden har jeg udviklet et par sætninger, der kan bruges, og jeg håber de vil hjælpe mig en anden gang, så jeg ikke bare “fryser”, men får sagt fra.
    Fx: “Jeg synes ikke det er okay at gøre grin med mennesker pga deres krop.”

    • Jeg tænkte på, at det vel kan være enormt relevant lige præcis i en akademisk sammenhæng at skrive ud, hvad og hvordan en bloggers krop bliver kommenteret.
      Det er jo præcis hele idéen med akademiske opgaver at redegøre for ægte menneskers holdninger, og derigennem drage konklusioner ud fra det. Var det blevet sagt i et dameblad, er jeg helt enig med dig, men pointen i sådan en opgave er jo netop for eksempel at belyse bias, uoverensstemmelser mellem ord og handling, eller i dette eksempel måske en særlig hård tone overfor kvindelige bloggere. At tage det statement ud af en akademisk opgave ville i mine øjne undergrave opgavens kredibilitet.
      Ingen er dog uenige i, at hun da skulle have passet sin egen butik. Men det er jo netop interessant, at hun ikke gør det.

  • Alle kroppe er rigtige kroppe. Og alle mennesker er så meget mere end krop. Og efter som ingen af os er fejlfri, ville det være smart lige at huske sin egen gode opdragelse, inden man lukker alt muligt skidt ud over fremmede på sociale medier. Fremmede som har lagt døsig selv ud frivilligt, jo jo, men som absolut ikke har bedt om at blive svinet til, bare fordi man selv har haft en dårlig dag/uge.

  • Say what?! Tænk der står det i en bachelor
    Tænk at det er sagt…. Højt. I et interview. Foran andre mennesker…

    Nå, når overraskelsen (forargelsen) har lagt sig..
    Fedt skrevet! Jeg prøver at være typen der siger fra. Sågar overfor min mor (det er sværere end jeg troede, hun mener oprigtig det er ‘hyggeligt’ at fatshame lidt…)
    Men jeg siger fra. Og vil altid gøre det – også i håbet om at nogen siger fra, den dag ordene lander om mig.

  • Jeg vil godt være med til at sige fra!
    Jeg synes du ansporer os til at bruge knolden, ansporer os til at få os nogle andre dimensioner at spille på, nogle flere kapaciteter, at angribe hverdagslivet med.
    Dejligt skrevet! Igen! Du har en vidunderlig, frejdig og finurlig tone, og man kan forholde sig til det du kaster imod os.
    Mht udseendet: Hvor skal man starte? Der er altid en der har bedre hår, flottere tænder, slankere lår, men sjældent har man hele pakken! Den pakke skal tilegnes, dyrkes og dygtiggøres, og den findes ikke i et udseende. Den findes i ånden! Det er den tale mine piger altid får, og så beder jeg dem finde de veninder, der er skønne, søde, sjove, solide og har gåpåmod, fremfor dem med det gode hår.

  • Du har en så vigtig pointe med at vi skal stoppe med at kommentere på andre kvinders (og mænds, bevares) kroppe! Jeg kæmper meget med min families ældre generationer på dette område. Min mor er slem til at smide en negativ bemærkning ind om andre kvinders kroppe, især hvis det drejer sig om en overvægtig person. Pointen med historien er ofte noget helt andet, men alligevel skal det nævnes at “hun var en kæmpe matrone” eller noget i den stil. Jeg stopper hende hver gang, men det er så indlejret i hendes verdens- og selvforståelse, at overvægtig=dum/grim/mindre værd, så hun ser det som en selvfølgelig del af personkarakteristikken. Det her er samtidig kvinden der kalder sig selv fed og ALTID er på slankekur, selvom hun er en slank 65-årig kvinde. Jeg HÅBER at vores generation er med til at rykke ved nogle mønstre, og jeg tror virkelig at det gør en forskel, når dig og andre influencers tager emnet op og siger fra.

    • Årh, det er FULDSTÆNDIG det samme med min mor! Og jeg får så ondt i maven hver gang! Jeg er også opvokset med en mor der kaldte sig selv fed og ikke turde spise kartofler, selvom hun vel at mærke er en slank kvinde. Og nu tager jeg afstand fra det – siger fra. Både når hun taler negativt om sig selv og andre. Vil ikke være med til det – og min datter (og andres døtre) skal ikke opvokse med det samme, forvrængede syn på kvinders kroppe! Så må min mor hellere kalde mig “hysterisk” (.. et andet ord jeg er virkelig træt af)..

  • Tak fordi du bringer dette emne op. Det er så vigtigt! Både for os selv, men netop også for vores døtre! Jeg kommenterede også på dit opslag på Instagram, fordi jeg synes dit skriv rammer så spot on.
    I min kommentar nævnte jeg også at jeg ikke er en streg i luften (tværtimod) og da jeg, for lidt over et halvt år siden, fødte min datter, fik jeg en kommentar med på vejen, som stadig sidder i mig. Min svigerinde var på besøg 14 dage efter fødslen og spurgte hvornår min mave trak sig sammen. Jeg svarede, lidt usikkert, at det havde den da gjort. Hendes svar til det var “nå, men du ligner altså en der stadig er højgravid!”. Her tror jeg bestemt også det var hendes egen usikkerhed, som talte til mig. Især fordi hun selv fik en lignende kommentar et par måneder efter hun selv havde født fra en af hendes mors veninder. Jeg ved den gjorde ondt på hende… lige så vel som den gjorde ondt på mig.
    Jeg forstår slet ikke kvinders behov for at udskamme andre. Hverken på nettet eller IRL… bare for at få det bedre med sig selv.

    • Svigermødre er altså også…. Bare ad bakke nogle gange! Jeg tror, at nogen i den generation har fået så mange slag, så meget sexisme, så meget shaming af deres egen tid (og egne mødre), at de simpelthen ikke kan lade være med at føre det videre. Har bekendte/familie der ikke kan lade være med at kommentere, hvis der går en overvægtig forbi på gaden. Seriøst, alt skal kommenteres! Det er så sindsygt, men hvis man er vokset op sådan, så er det svært at stoppe. Den der hygge-shaming, hygge-bagtalen og kommenteren på ens krop, tror det er instinktivt for mange. Min svigermor skulle også sige, at jeg da så fin ud lidt efter fødslen af min søn. Prøvede nok at give mig et kompliment, men jeg tænke bare, øhhh hvad hvis jeg IKKE så fin ud, hvilken kommentar (eller usagte kommentar) var så faldet? Et andet større barn i familien skulle også hele tiden spørge “jamen, du tog jo rigtig meget på, ikke??!”, altså sådan hele tiden. Og det gav ikke mening, for jeg tog virkelig ikke mange kilo på. Kun i kontekst af, at svigermor havde siddet og i 9 mdr kommenteret min størrelse bag min ryg. Det var crazy. For nogen er det bare totalt indprogrammeret hos dem, desværre!

    • Det var da også virkelig noget tarveligt noget at gøre! Her var det så min svigerinde og ikke svigermor, som blot er et par år ældre end jeg selv. Jeg er gudskelov beriget med en svigermor, som aldrig siger noget negativt om mig… eller andre for den sags skyld.
      Men det er sku sørgeligt at man skal høre for et par ekstra kilo uanset om det er 5 eller 20 kg man tager på i løbet af en graviditet. Vi er alle forskellige og der kan være så mange grunde til man tager på, så synes bare folk – inkl familiemedlemmer – skal passe deres egen tallerken.

  • Hurra! Den er jeg med på. For vores døtre og sønner, mænd, veninder og vores egen skyld. Lad os bruge vores energi på vigtigere og mere interessante ting. Og sige fra overfor andres negative fokus på krop og udseende. Tak for dit skriv!

  • JO, det skal vi blive bedre til. At sige fra. Både når det gælder kvinder og mænd. Det bliver jo ikke mere i orden af, at det er mænds kropsfacon, man omtaler.

    Det tør jeg godt love dig, ligesom jeg godt tør love, at jeg bliver ved med at følge med her, og blive inspireret af en der more or less har samme kropsfacon (og langt bedre stil), som jeg selv har. Det kan jeg nemlig bruge til noget 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til top