Jeg fik en mail for et par uger siden, som har rumsteret i mit baghoved siden. Sat tanker igang. Om mange ting – og flere ting end jeg nødvendigvis helt har fået 100% greb om i mit hovede endnu.
Men nogle gange (… ofte) hjælper det mig, at få ordene ud gennem fingrene og på skærmen for at få dem til at spinne rundt i mit hovede. At få orden på tankerne.
(…) for udefra ser det lidt ud som om, du passer hjem og børn, mens skjorten passer karrieren og er forsørger.
Avs. Den sved, hva’?!
Jeg tror ikke, at den var ment sådan, skal jeg skynde mig at tilføje. Og den er gengivet hér udenfor kontekst, skal jeg også skynde mig at tilføje.
Men stadig. Avs.
Der er flere årsager til, at den har bidt sig fast. Den sætning. Sådan er det jo tit. Den første er, at den er usand. Altså. Det der med at det er Skjortefar, der forsørger. På matriklen hér deler vi alt fra lortebleer til el-regninger og realkreditlån helt og aldeles ligelidt. Sådan har det altid været. Også i de perioder, hvor jeg endda har været på barsel. Man kan kalde det privatøkonomisk ligestilling, ha.
Og på den ene side, kan jeg synes det er træls, at folk går og tænker den slags. På den anden side kan jeg tænke ‘and so f’ing what?!’ hvis det var sandt? Jeg kender flere par, hvor man er blive enige om, at den ene (eller den anden!) kan drosle ned i en periode og få familielivet til (også) at hænge sammen.*
Og er det ikke kun vidunderligt, at folk inden for hjemmets fire vægge, indretter sig, som de synes livet leves bedst?
Jeg havde, i tillæg, en ret interessant snak om det med en veninde, der har mange års erfaring med talentudvikling om det for nogle uger siden, som jeg refererede her. Det ræssonerede klart med mig. Jeg kan 100% se mig selv i lige præcis den snak.
Sagt med andre ord: havde jeg været 100% tilfreds i mit tidligere arbejdsliv, så havde jeg kæmpet væsentligt mere for at få enderne til at hænge sammen.
Men det var jeg jo ikke. At all. Jeg havde det faktisk så skidt, at det kostede en sygemelding undervejs.
Og dertil kommer, at jeg havde (og har!) en hobby, som jeg brænder for og som jeg kunne gøre til en forretning on top. Og dermed skabe en hverdag, hvor jeg 1. havde et arbejdsliv jeg synes er vildt sjovt og 2. samtidig gav fleksibilitet til, at jeg også kunne få resten til at hænge sammen.
Og det er et kæmpe privilegie.
Og noget jeg, tit er taknemmelig for at jeg har fået mulighed for at forfølge. Ikke mindst taknemmelighed for den lange, for selvom vi bidrager lige meget til økonomien herhjemme, så har han jo indvilliget i at påtage sig den risiko der er, når man er selvstændig erhvervsdrivende. Hvad end man er det som frisør, butiksindehaver eller blogger.
Jeg har ikke noget sikkerhedsnet. Ingen arbejdsgiver eller fast lønseddel. Han skal være mit sikkerhedsnet, og hvor er jeg bare glad for, at han har sagt ok til det.
Det var de første tanker. Og så var der de tanker, der går på min egen forsmåede selvopfattelse – tænk at dét jeg laver (og min lille forretning) med én sætning kunne reduceres til at ‘passe hjem og børn’. Shit, den LinkedIn-opdatering var ikke lige dét jeg havde i tankerne…
Jeg forstår det godt, når det er sagt. Og det stikker til en evig kamp jeg har med mig selv, så det er nok også derfor at den har drillet sådan i baghovedet. At den ramte noget.
Jeg er – som jeg oplever flertallet af kvinder – utroligt dårlig til at trutte i mit eget horn. Men jeg har ikke bare ‘passet hus og hjem’.
De sidste 3 år har jeg holdt to barsler og samtidig udgivet en bog, lanceret en børnetøjskollektion (med flere på vej), holdt flere foredrag, deltaget i podcasts, været nævnt i adskillige medier og samtidig vedligeholdt mit lille online univers hér med alt hvad dertil hører af content produktion, udvikling af nyt webdesign, spændende interviews og store kampagner.
Og ja. Så har jeg også passet hjem og børn. Ligesom min mand har. Vores børn. Vores hjem.
Men igen. Jeg forstår det godt. Fordommen. Og jeg anerkender helt og holdent eget ansvar i den forbindelse. For successerne er ting, der bliver nævnt i bi-sætninger og med et undskyldende #ananas efter sig.
Det skal jeg stoppe med. Det skal vi allesammen. Tilbage til den med ligestillingen og den lige løn, jeg lagde ud med i starten af indlægget. Det er vist noget med, at vi kvinder generelt undersælger os selv, mens det modsatte er tilfældet for mænd. Så åndssvagt.
Men jeg skal bare finde formen. For én ting er de gode intentioner. Og noget andet er praksis. Og jeg bliver selv lidt træt, når jeg ser bloggere/instagram-typer holde “vigtige/spændende møder”. Og når jeg brugte min barsel på at tænke over retningen (og iøvrigt fik mulighed for at se ting lidt udefra) blev det et ønske, at sørge for at have et bagland, der ikke larmer.
At undgå at blive en del af en lille lukket pigeklub, som synes ‘agentur’-trenden godt kan lugte lidt af. Det er lidt ærgerligt synes jeg, for min branche er fuld af seje, dygtige, kreative kvinder, der laver legit business, men den del, der når sociale medier, bliver… well… ofte alt andet. Det bliver alt for tit reduceret til kagespisning og champagne-skål. Men virkeligheden er jo en anden.
Og jeg har – tydeligvis – ikke selv knækket koden til hvordan man så gør. For den der med bare at stikke piben ind, virker så heller ikke vildt godt, kan jeg konstatere, hvis det så opfattes, som ‘at jeg passer hjem og børn’ og ikke mere end det. Så jeg må øve mig noget mere. Umage mig mere. Finde den rigtige vej<3
… Og mon ikke det er en øvelse mange af os kunne have godt af? At finde en måde at stå ved og dele egne successer uden at pakke dem ind i afvæbnende fejrings-kager, undskyldende retorik og deslige? Det vil jeg ihvertfald selv øve mig i!
*Jeg er klar over, at det oftest er kvinderne, der vælger den vej og det ser jeg mange årsager til (for mange til, at det giver mening at give sig i kast med dem hér, for det er en sindssygt kompleks snak om lige løn, ligestilling, kultur, et maskulint konstrueret arbejdsmarked osv osv osv), og det er ikke dét der er fokus på indeværende indlæg (dermed ikke sagt, at jeg ikke anerkender det.. at all! Det er bare en snak til en anden dag:)).
Fantastisk debat med gode pointer og et super reflekteret blogindlæg fra dig. Skønt og inspirerende og måske noget af det, jeg har savnet fra en influencers perspektiv for at nuancerede billedet lidt.
Jeg er dog ked af, min mail til sig blev opfattet så fjendtlig. Det var på ingen måde min hensigt, men jeg savnede nuancerne. Dem har jeg så fået her, selvom mailen aldrig var sendt afsted med en sårende intention
Trut løs i sit horn og bliv ved at vise os andre alle nuancerne, så vi alle kan være med til at skabe en bedre og mere lige verden.
Kh. Mailafsenderen
Kæft en gang ammestuesnak. Det er præcis derfor kvinder aldrig bliver respekterede på arbejdsmarkedet i den grad de føler sig berettigede til. Gud hvor er det bare meta pseudo snak. Du har en ligegyldig blog med banaliteter og beige billeder. Det er så basic. Få dog hovedet ud af røven.
Jeg undrer mig over sine bevæggrunde for at læse og kommentere?
Jeg vil så meget gerne læse indlæg hvor du trutter for dig selv! Jeg elsker at fejre andres sejre og bedrifter og også mine egne!
Jeg synes der er en tendens til at man opfatter det som pral hvis man fortæller om ens sejre og bedrifter i arbejdslivet. Om hvor hårdt man arbejder og hvor godt det er tjent hjem.
Du gør det skide godt! Din blog er über professionel med en dejlig strejf af personlige anekdoter om livet med børn og hus! Og din blog er kun blevet bedre af at du har satset 100% på det og det ved jeg da jeg har fulgt dig siden din spæde start på bloggen. Hurra for det! Keep up the great work!
Ej den var unfair!!!! Du er klart en af de mere seriøse bloggere eller influencere jeg har lyst til at bruge min sparsomme tid på (hello mom-life…). Jeg er vildt begejstret for at du er ærlig, at du ikke virker så ‘hellig’ som andre hurtigt kan komme til og at du håndterer emner som privatøkonomi og investering på en meget troværdig måde. Det gør dig og dit online univers meget ægte, relevant og relaterbart for de af os der ikke er aspirerende bloggers – men helt almindelige lønmodtagere eller karrieredamer som også har brug for nogle seje damer at spejle os i og gerne vil kunne se flere aspekter af vores liv i vores online medie forbrug – og ikke kun glansbillede, mode og børnesiden. Så trut for det 😉
Hej AC!
Interessant indlæg! Jeg synes du er god til at lave indlæg med substans – og jeg kan tydeligt mærke at du har en karriere og en solid uddannelse bag dig.
Dit indlæg fik mig til at spekulere på, hvad din holdning er til at være influencer – er det et ‘rigtigt’ job? Du har været ud i den ‘virkelige’ verden og har dermed masser at sammenligne med (det er der også flere andre influencere der har, forståes!). Jeg spørger fordi der er flere i jeres branche f.eks. Mette Marie, der klart og tydeligt har sagt, at hun ikke synes hendes job som influencer er et ‘rigtigt’ arbejde. Jeg spørger ikke så meget til, hvad du tænker om hendes holdning – mere hvordan du selv ser på dit job? Og her tænker jeg ikke på den økonomiske del, overhovedet. Jeg håber, du kan mærke jeg spørger af nysgerrighed og på ingen måde fordømmende. Jeg ved, at der ligger meget mere bag end blot det vi ser!
God dag!
Hej Lisa!
Det skøre ved mit fag er jo, at der er ligeså mange forskellige måder at gøre det på, som der er influencere.
Min egen holdning er, at det er et job og jeg trækker på mange af de samme kompetencer, som jeg gjorde i mit tidligere job.
Nu nævner du selv MM (som jeg iøvrigt har vildt meget respekt for, fordi hun er én af de få kvinder jeg kender, der faktisk er god til at ‘trutte’ i både eget og andre kvinders horn), og jeg ved godt hvad hendes holdning er – men jeg tror heller ikke, at jeg fornærmer hende, hvis jeg tillader mig at sige, at jeg håber, at det er tydeligt, at der ligger flere (arbejds)timer i min blog end der gør i hendes.
Og udover den del der ses ‘udadtil’, så er der alt det andet. Alt det kedelige. Fra regnskaber og webkoder til SEO-optimering. Og så alle sideprojekterne – et foredrag kræver forberedelsestid, en børnetøjskollektion kræver utallige designmøder og beslutninger om de mindste ting, en bog tager de timer en bog tager at skrive.
Og så har jeg slet ikke nævnt noget om ‘networking’ eller lignende.
Det blev måske et rodet svar. Det korte svar er, at influencer-jobbet er hvad man selv gør det til. Og jeg forsøger at gøre det ‘ordentligt’ – at være professionel omkring det og gøre mig umage, og det håber jeg så skinner igennem.
Kh
AC
Sejt! Tak for at sige det højt. Helt ærligt var jeg fan fra de tidligere bloggerdage hvor jeg synes du var sejere, mere ambitøs og klogere end de andre. Og det er det som gør dig unik i mine øjne. Jeg håber det kommer til at shine igennem endnu mere fremover
Vi skal støtte hinanden i de individuelle valg vi tager. Kvinder skal støtte op om hinanden.
Samtidig skal vi være bedre til at tale om arbejde, hvor mange timer vi arbejder (fastlønnet alm. job, selvstændige jobs, familietid, etc) og hvad vi tjener i løn. Jeg taler meget om løn med både mandlige og kvindelige kollegaer. Det er så vigtigt. Det er sjældent at jeg får konkrete tal tilbage i retur, men kan aflæse, om jeg ligger rigtigt (også i forhold til mandlige kollegaer)
På det punkt er jeg ret højlydt og nærmest kræver ligeløn på arbejdsplads. Vi skal råbe højere. Min næste udfordring bliver at sikre lønstigning og bonus, selvom jeg er på barsel. Laver allerede larm her et par måneder forud for den årlige samtale.
Det tog lidt drejning. Min pointe er, at vi skal være stolte over de valg (og fravalg) vi tager og råbe højt omkring det.
På min gamle arbejdsplads var det helt hjernedødt faux pas at snakke løn – det kunne den franske mentalitet slet ikke holde til. Så jeg hepper på dig og håber, at du lykkes!!! <3
Endnu et fantastisk indlæg!
Det er synd “bloggere” har fået så negativ en vending. For havde du ikke bloggen, så ville dit CV indeholde forfatter, designer, foredragsholder, journalist osv? Men fordi bloggen er motoren til alle de spor, så står de i skyggen og andre koger det ned til du ikke længere er karrierekvinde?! Jeg forstår det ikke, du er virkelig sej og kan tage pusten fra os andre. Tænken balance både i din karriere og privatliv du formår at opretholde! Jeg gad godt være lige så dygtig til det samme Og du er både mit forbillede som blogger og karrierekvinde
Det træls ved det her indlæg er, at jeg har skrevet sort på hvidt, at jeg skal blive bedre til at trutte i mit eget horn, og så kan jeg jo for helvede ikke sidde i kommentarsporet og skrive ‘Eeeej Pernille, jeg er altså slet ikke hverken det ene eller det andet af de alt for pæne ting du skriver’. Så jeg stiller mig lige over i hjørnet og bliver akavet istedet, for I don’t know how to handle this, hvis ikke jeg må sige noget kikset om mig selv som modsvar <3 <3 <3
Andet end TAK. Kæmpe tak.
Kære Acie. Der hvor jeg synes du er allerbedst, er når du snakker business. Interviews med seje kvinder, aktier, ambitioner og refleksioner. Det er det, jeg kommer her for. Du har et unikt indblik ind i en verden af blå skjorter, som kun de færreste bloggere kan prale af. Og alligevel er det fx kun nævnt med ca 2 ord og allernederst i din blogbeskrivelse. Det er overhovedet ikke noget, jeg skal blande mig i, men det har ofte undret mig: Hvorfor er blød strik på din blog mere definerende end businessinsider?
Jeg har kæmpe respekt for, at du har lagt din karriere om til fordel for bl.a. din familie. Men samtidigt tænker jeg også nogle gange, hvad arbejdsdagene mon går med, fordi du jo også drev en stor blog, inden du skiftede karriere.
Blot lidt tanker om, hvor e-mail-afsenderens tanker kom fra, og hvordan jeg (som glad stamgæst her på domænet) oplever dig og dit brand 🙂
Jeg er meget enig med dig, Marianne. Jeg synes der er en generel tendens i bloggerverdenen, hvor alle er gået præcis den samme vej de seneste par år… For et par år siden var de “karrierepiger” og working girls indenfor modebranchen, mediebranchen, det private erhvervsliv osv. Så kom børnene… Og så besluttede de én efter én at droppe “de rigtige” job og blive fuldtidsbloggere med pæne hjem på Instagram og masser af sponsorede indlæg til følge. Og så kan de hente deres børn kl 14 hver dag, og bage boller og blande sig i debatten om hvor synd det er for børn, hvis de skal være i institution i 8 timer om dagen.
Men vi andre blev altså hængende ude i den “virkelige” verden. Og vi kan godt lide at kigge på pæne glansbilleder på Instagram om aftenen, men vi føler måske ikke helt relationen mere…
Acie, jeg læste med interesse dit indlæg med en karrierekvinde for et par uger siden. Jeg var fascineret, lige indtil jeg læste, at hun stod op midt om natten for at arbejde. Hun stod op kl 4.30 for at nå sit arbejde inden børnene stod op!! Er det seriøst alternativerne? Enten må man blive blogger og gå hjemme, eller også må man droppe nattesøvnen?!
Jeg savner personligt en blogger, som bare har et almindeligt liv. Som går på arbejde hver dag, henter børn nogle dage, bringer andre dage, arbejder længe når manden henter, løber ud af det sidste møde kl 15.30, selvom dagens arbejde slet ikke er slut, men hun prioriterer at hente sine børn kl 16. Den slags. Lidt mere af det sure med det søde, og ikke bare det søde krydret med en dårlig samvittighed :-/
Åh Helene. Jeg ved dårligt hvad jeg skal sige. Min første tanke er, om du mon ikke bare er vokset fra mediet her? Jeg tør godt love dig, at der ikke sidder en eneste blogger noget sted, der forsøger at give nogen dårlig samvittighed.
Jeg hører så meget hvad du siger – men synes også selv du giver svaret. Du savner en blogger, der allerede har pladen så fuld, at tingene dårligt hænger sammen (hun skal løbe ud af døren etc). Men hvornår skulle hun så nå også at reflektere over, sætte ord på og dele det liv? Gerne tilsat det søde (inspirerende originalt visuelt indhold) og med en fast opdateringsfrekvens? Når de ikke findes, så er der jo en helt simpel årsag.
Med din kommentar kommer du tilbage til udgangspunktet for indlægget – omend utilsigtet, tror jeg. Dét jeg (og andre af min slags) laver er ‘ikke noget’. Og hvis du nu har det sådan – altså at det ikke har værdi, er det så ikke en indikation for, at din tid kunne være bedre brugt andetsteds?
Du er mere end velkommen her hos mig. Virkelig. Men det gør mig pisse ærgerlig, at der kan sidde nogen på den anden side af skærmen og få dårlig samvittighed, blive irriterede eller provokerede af dét jeg hér producerer, for jeg kan forvisse dig om at det absolut modsatte er intetionen.
<3
@Marianne: Åh jamen, du slår jo hovedet på sømmet. Jeg kunne aldrig drømme om at kalde mig selv ‘business insider’ for hvad ved jeg overhovedet og jeg skal da heller ikke tro, at jeg er noget som helst andet end én, der går i blød strik og drikker meget kaffe.
Så den tager jeg lige til efterretning.
Og det samme gælder iøvrigt dine tanker om hvad tiden mon går med, for det kan jeg da egentlig godt forstå. Der er flere svar – det ene går på, at jeg i ‘gamle dage’ ikke havde børn. Når jeg ikke var på mit kontor-arbejde, så sad jeg på mit hjemmearbejde. Hver eneste aften, hver eneste weekend. Al min tid gik med blog. Men det går jo ikke, når man har børn. Dertil kommer, at barren for ‘den gode blog’ hele tiden hæves – der er enormt skrap konkurrence om jeres tid, og hvis jeg skal producere noget, som er konkurrence-dygtigt, så kræver det bare mere tid end det gjorde for 5 år siden.
Men jeg tror jeg vil prøve at afmystificere det endnu mere – jeg må lige gå i tænkeboks, og se om jeg ikke kan lave en slags timeseddel i et format der er både spiseligt og interessant 🙂
Kh
Den der med blød strik og businessinsider – det er altså skarpt set!
Du er rigtig god til at sætte ord på dine tanker og følelser 🙂
Jeg synes du er en skøn kvinde og klarer det rigtig godt, du er oprigtig, sød og spot on 🙂
Jeg ved hvor meget arbejde der ligger i at passe blog og dertil hørende opgaver.
Og en skam at der ses ned på de kvinder eller mænd, som har valgt at gå hjemme og passe børn og hjem – det er jo også et arbejde og et godt et af slagsen.
At din mand og du har fundet en vej som passer jer og får jeres liv til at flyde lidt nemmere er positivt og dit arbejde er også et rigtig godt arbejde, som glæder mange herude i læserskaren 🙂
Jeg hepper på at du går forrest med at være et forbillede (også) når det kommer til at trutte i eget horn! Det er der bestemt brug for og plads til inspiration i – at vi som kvinder ikke “undskylder” for vores egne bedrifter. Men det er en svær balance at ramme i folks opfattelse nok fordi dit univers *også* er indretning, tøj, makeup, alt der bløde (som jeg jo altså også stempler ind for at se), og det associeres måske mere med “passe hjem og børn” end med karriere og succes – uretfærdigt, ja men dats lyfe… Men seriøst enhver der tror det at drive en blog, Instagram og alt det andet du laver er venstrehåndsarbejde har ikke tænkt tanken færdig. Det skinner igennem for mig i alt du laver på denne blog hvor ambitiøs en arbejdshest du er – også når det er make-up, børn eller Phillips Hue det handler om. Du tar os der følger med seriøst og det kræver arbejde. Tak.
Den kommentar gemmer jeg i lommen til en rainy day – tak tak tak! Føler mig så set og anerkendt for mit arbejde. Tak<3
Jeg synes det er SÅ ærgerligt, at “passe børn og hjem” er noget, der ses ned på af rigtig mange. Alle med børn (og hjem) ved hvor kæmpe stor opgave det er, og i den kommentar du har fået, der lyder det som om, at man kan opstille det hierarkisk, så lønarbejde har større værdi end at være sammen med/opfostre sine børn og holde et hjem. Det er bare en super ærgerlig grundlæggende præmis for denne her snak – lad os i stedet hylde dem, der får familielivet til at løbe rundt, uagtet om deres indsats er økonomisk bidrag eller den praktiske del med husholdning og hente/bringe/opfostre børnene…
Jeg er enig – og måske, hvis retorikken ændredes, at det endda kunne få flere mænd til at overveje det også. Just a thought.
Jeg forstår dit ønske, om at holde diskussionen om hvad man privat gør som familie separat fra hvad “de fleste” gør som familie. For det er jo frustrerende og egentlig ligegyldigt for hver familie om de følger alle andre eller bare gør, hvad der passer deres familie bedst. Jeg forstår… men jeg tror, måske at man bliver nødt til at zoome lidt ud og netop snakke om, at grunden til du fik den kommentar måske er, at du (på overfladen!) passer ind i det billede af en familie, hvor faren kører derudaf med karrieren og ikke har en hård for- eller bagkant hver dag med at hente og bringe, købe ind, lave mad osv. Det klarer kvinden, selvom hun måske også har et fuldtidsjob som dig.
Man kan ikke benægte, at der virkelig tegner sig et billede af, at i 2020 er mænd og fædre dem, som vitterligt “have it all”, da de stort set kan fortsætte karrieren på fuld blus, fordi hjemmefronten, børnene og al mental load er klaret af kvinden. Frivilligt, naturligvis! Mange familier indretter sig jo netop på den måde, fordi det giver mening. Fordi et scenario hvor begge kører karrieren og ikke “har tid” til at hente og lave aftensmad hver dag, det er noget nær umuligt, hvis man ikke har hjælp fra baglandet, fra bedsteforældre, fra nanny, fra rengøringshjælp. Det giver mening! Man kan dog godt stå tilbage som kvinde i erhvervslivet og iagtage, at mange mænd aldrig skal hente. Aldrig skal til lægeaftale. Aldrig skal til skoleevent. Aldrig skal hjem og lave aftensmad kl. 17.30. Jeg tegner med et bred pensel her. Men der tegner sig et billede. Og jeg tror altså, at det er disse forskelle, der gør det enormt svært for kvinder at “indhente” de mænd, når man begynder at få børn. For med mindre man har en mand derhjemme, der tager samme omgang husarbejde, child care og mental load, som de fleste mødre gør, så er man bare bagud hver dag. Jeg tror jeg har skrevet noget lignende før, men det er jo ikke fordi de ikke er fornuftigt og “fair” at familier indretter sig sådan. Det giver mening! Men det er efterhånden et mønster og det er interessant at iagtage. Dine bedrifter står jo ud oven på al det arbejde du lægger i hjemmet. Det er der INGEN tvivl om. Som læser kan man måske danne sig et billede og konklusioner om at du fx står for alle hent- og bringe tjanser og generelt al arbejde derhjemme. Det behøver jo ikke at være sandt! Men den slags kan en læser måske misforstå og måske blive “bitter” på dine vegne om, at du også er hoppet ud af løbet for at lade din mand løbe videre. Dårlig metafor, but you get my point.
Ens prioriteter ændrer sig jo og det man troede man ville som 20-something er jo ikke længere gyldigt, når man har børn og en familie og mere ro på. Men unge karrierekvinder kan måske blive rasende over at se, at kvinder de ser op til netop tager det valg om at bøje sig for manden. Den vigtigste pointe er måske, at det er pisse ærgerligt, at man ikke begge kan få den slags karriere til at køre med mindre man laver andre fravalg. En må bøje sig i det fleste tilfælde. Tror du har skrevet før. at dit gamle job ikke ville kunne lade sig gøre med et familieliv – eller, det ville være svært. Synes ofte jeg læser, at kvinder skriver, at der ikke er noget alternativ, de bliver nødt til (frivilligt)at drosle ned. Hvor ofte læser mand, at en mand føler at han bliver nødt til at drosle ned? Ikke ofte. Det er ikke et “problem”, men det er interessant!
Lige præcis den her!
Min mand sagde op på sit gamle job da han ikke kunne komme på deltid. Jeg forstår slet slet ikke at ingen stiller spørgsmålstegn ved status quo.
En af grundene til at det går så dårligt med ligestillingen i Danmark er at mænd ikke rører en finger for at få mere barsel. For at få mere tid sammen med de børn de selv har skabt. Om jeg fatter det? Jeg forstår godt at vi alle er blevet hjernevaskede hele vores liv til at tro at mænd ikke kan give omsorg. Jeg forstår bare ikke at alle køber den. På nogle arbejdspladser bliver mænd set ned på og latterliggjort hvis de beder om barsel. Men et eller andet sted er det deres eget problem, desværre gør de ingenting for at løse det så længe de slipper for at hente, bringe og lave aftensmad. Og langt de fleste kvinder synes det er en fed løsning. Wtf.
@Sofie: Jeg forstår og er enig i alt hvad du skriver. Tak (virkelig!) for dine altid gode bidrag til snakkene her på domænet. Du giver så ofte stof til eftertanke og gør mig klogere.
Der er noget sindssygt komplekst i hele snakken, som du skriver.
For én ting er at det kan være frustrerende at forsøge at navigere i et samfund, hvor arbejdslivet er konstrueret sådan at det kan føles umuligt at få enderne til at mødes, hvis ikke den ene vælger fra.
Og det næste lag af kompleksitet kommer så, når vi snakker om, hvorfor det er kvinderne der oftest vælger dét. Frivilligt, som du siger. Jeg føler virkelig ikke, at jeg har ofret noget som helst. Jeg føler snarere at jeg har vundet i lotteriet – jeg får i pose og sæk. Tid med mine børn og lov til at forfølge den der fjollede hobby som forretning. Hurra mand. Tak Gud for, at det ikke er mig, der skal kæmpe mig igennem et dagligt hamsterhjul af corporate politics, MUS-samtaler og vanvittige chefer. Nooo mooore, manner. I’ve done it and it sucked. Anyways. Sidespor. Min pointe var bare, at der er en masse følelser i det også.
Jamen, sådan har jeg ikke tænkt over det; det er da helt rigtigt. I mine tanker er der jo nok en part, der ofrer lidt for meget måske, får at alt kan lykkedes. Hvor man måske kunne klare tingene, hvis begge parter “ofrede” lidt frem for en ofrede “for meget”. Men, det er jo ikke dit tilfælde. Og tillykke med at være ude af den verden, jeg får bestemt også flip af det ofte!
Tænkte også på, at måske din tidslinje “snyder” folk. Det meste af de sidste tre år har du vel essentielt være på barsel med arbejdsperioder ind i mellem. En person i et “normalt” job ville jo have de helt samme huller i cv’et. Det kan måske ligne, at du har gået hjemme i 3 år, hvis man ikke vidste bedre. Men, det har jo bare været barsel det meste.
Man kan virkelig også blive grundforvirret over denne debat! For vis skyld tager man disse valg, skal man absolut planlægge sit familieliv for at opnå en karriere-ligestilling, som måske er “ligegyldig” for en selv? For ikke at statuere et dårligt eksempel? I don’t know. Børn komplicerer bare alt, de er the great amplifier. Alt godt bliver bedre, alt dårligt bliver dårligere. Og jeg forstår, hvis et kedeligt job bare ikke er det værd længere.
Nå, ville bare sige, at du gør det rigtig godt! Dine indlæg er on point og rammer rigtig mange tror jeg. Du får en anden dybde ind end nogle af de andre bloggere. En anden realness. Whatever it is, it’s working.
Well spoken! I forbindelse med en jobansøgning for nogle år siden fik jeg det råd (da jeg sad og vred mig, fordi jeg da nødig skulle rose mig selv) at fremhæve de ting, som andre roser mig for i mit arbejdsliv. På den måde kom det lidt ud i strakt arm, samtidig med, jeg fik fortalt om alt det, jeg er god til.
Og når det er sagt, så synes jeg, vi alle skal minde hinanden om, at det man ser på nettet/facebook/instagram ikke er virkeligheden, men den del man ønsker at vise frem. På samme måde som et teaterstykke ikke kun glimmer og skønhed i nogle timer, men resultatet af mange, mange timers hårdt arbejde.
Selv er jeg gået på nedsat tid, det er den bedste beslutning, jeg til dato har taget i mit arbejdsliv, uanset hvad andre så mener 🙂
Hvor er det helt korrekt og velformuleret – jeg kan genkende alt hvad du skriver – og vil tilføje at ofte lader kvinden manden køre karriere ræset udenfor hjemmet, da kvinderne meget ofte vælger at prioritere familielivet hjemme; fordi det ER mindre stressende og det er hyggeligt, især hvis samme økonomiske status kan bibeholdes, og hvorfor ikke også gøre det, hvis det giver et harmonisk liv for hele familien.
Det er et vildt godt råd! Det vil jeg tage med mig videre – tak fordi du delte!!
Rigtig dejligt indlæg!
Jeg tror, at en del af misforståelsen kan skyldes, at man måske oftere fortæller om, når man selv laver huslige ting og henter sine børn (som jo er noget af det du også deler på din blog) til forskel fra alle de gange, hvor din mand gør det eller tilsvarende ting. Fordi perspektivet jo naturligt er dit på din blog.
For mig at se, så handler ligestilling ikke om, om man betaler lige meget til f.eks. fællesudgifterne – men her ved jeg godt er folk er meget forskellige. Hos os er vi en familie med fællesøkonomi. I perioder (nu) tjener jeg mest og i andre perioder tjener min mand måske mest, men det hele kommer i samme pulje om man vil. Dog har vi meget fokus på at sætte lige meget ind på pension, så der ikke kommer en skævvridning senere. Pensionsindbetalinger kan jo variere meget afhængig af arbejdsgiver, løn, ledighed og barsel. Hvis f.eks. den ene part vælger at gå på nedsat tid, for at hjemmet (fællesskabet) kan fungere bedre i en periode, så vil vi sørge for at sætte ekstra ind på den parts pension – også en måde at sikre ligestilling. Bare lidt tanker herfra.
Av for pokker – hvor gjorde det lige ondt i den del af mit hjerte, der tilhører dit bloggerunivers: Hvor ville jeg ønske, du ikke var blevet så ramt af den kommentar om at passe hjem og børn.
I min optik er dét de færreste, der magter at balancere arbejde og privatliv lige så skarpsindigt som dig! Du har i stor stil taget stilling til dig selv, din verden og dit arbejdsliv og set udefra er jeg stolt af dig som medmenneske på grund af netop dét!
Vi kunne alle sammen lære lidt af dit mod til at ville ikke kun dig selv/ dine ambitioner, men også til at ville dine børn og din mand.
Jeg synes, du binder nogle flotte knuder og smukke sløjfer på enderne i din verden, så alt går op i en højere enhed – You do you!
Du er så meget mere end toppen af din smukke kransekage! Det fremstår tydeligt. Du rummer mangt og mange lag og jeg slår gerne på trommen for hele din palet.
@Lærke: Du har ret – og jeg har aldrig tænkt over det med at hente/bring børn var interessant, men for the record så deler vi også det 50/50.. Han afleverer, jeg henter. Som udgangspunkt. Og så bytter vi, hvis det passer dårligt – sidste onsdag havde jeg fx et møde og så kunne jeg ikke hente. Så gjorde min mand det.
Sorry, jeg ved godt det ikke var din pointe og at du er ligeglad. Ha. Jeg blev bare grebet af stemningen, fordi du fik en 5øre til at falde:)
@Mette: Mette for faen.. Jeg bliver helt forlegen – så meget for at lære at trutte i eget horn. TAK. Virkelig. Sådan nogle fin ord, gør mig glad og stolt. Den følelse prøver jeg lige at holde fast i uden at skrive noget undskyldende “men” <3
Vil bare sige hep hep, og tilføje at det er vanvittigt inspirerende at følge netop dig, som med både humor og alvor tager fat på mange af tilværelsens små og store spørgsmål. Vores liv er meget forskellige, men for mig er der så meget eftertanke at hente i de ting du skriver og deler. Tak for det!
Kærlig hilsen,
Kamilla
Sødeste Acie. Jeg har aldrig nogensinde tænkt, at du “bare” passede hjem og børn. Aldrig. Jeg er 25 år, og jeg følger netop med, fordi du i mange år har været det sejeste forbillede på en karrierekvinde i min bog. Du er karrierekvinde på en meget menneskelig måde – du jonglerer karriere og børn og hus og alt det andet med hård hånd (og andre gange en lortehånd, kudos for at inddrage os i alt det not so shiny), fordi du også gerne vil din karriere. Og det er så fedt og inspirerende. Tak for det- og bliv endelig ved med at være badass, det klæder dig skide godt 😉