Om en nissepakke-nedsmeltning, om de magiske julerammer… og om at være fælles om at fylde dem ud.

Det kan være svært at være nisse, hjemme hos os.
Elise er helt med på, at han er flyttet ind. Og vist nok også, at han er flyttet ind på loftet. At han har en nissedør ved siden af hoveddøren. Og at han sover om dagen, og putter pakken i sokken, mens hun er i børnehave.
Det er iøvrigt deliberately, at nissen ikke besøger os om natten.
I sokken gemmer der sig alt ra farveblyanter til snacks. Og jeg gider hverken tegne med farveblyanter eller diskutere hvorfoe vi først spiser figenstang efter børnehave.
Så sådan går vi det hjemme hos os.
Og så har nissen iøvrigt været lidt doven. Eller smart. Det er vist afhængig af hvem man spørger;)
Nissen pakker ikke sokkegaverne ind. De ligger jo nede i sokken. Og er på den måde en overraskelse i sig selv.
Og på den vis sparer nissen både tid, kræfter og overskud ved ikke at skulle pakke 48 figenstænger ind.

Den 1. December fik ungerne en nissehue hver af nissen. Cute, tænkte deres mor. “Den kradser”, svarede de. Og således var tilfredsheden med årets første nissepakke ret meget til at overse. Elise gad ihvertfald ikke have den på. Næ nej. Og faktisk ville hun gerne have en anden pakke fra nissen asap.
Suk. Så er december igang.
Jeg tog mig lidt modløst til hovedet. “Hvad har jeg rodet mig ud i?”. Og hvorfor skulle jeg overhovedet også lave den rådne pakkekalender?!
Men det ved jeg jo godt, hvorfor jeg har gjort. Og selvom det var lidt træls med sådan en sur (… og nok også lidt træt – det havde været en rodet nat) starut, så var det også en god lille reminder til mig selv om, at på trods af alle mine gode intentioner om den magiske jul, så er det børnene, der er bosses i mit liv. Og det kan falde ud på utroligt mange måder.
Og jeg kan ikke nødvendigvis forudse hvad der vil være et hit og hvad der vil være et miss. Og sådan er det… Jeg kan skabe rammerne (og det vil jeg rigtigt gerne – tilbage til det vi snakkede om forleden dag). Men resten må de være med til at fylde i, og det tager vi så som det kommer.
Og allerede igår, d. 2. december, gik det hele meget bedre. En lille pose med frugtsnacks i går eftermiddags. Sådan nogle små frugtfiduser, I ved. Haps. Stor glæde. Og langsomt vendte min jule-spirit retur.
I dag er der farveblyanter i sokken.. Og Elise glæder sig til en eftermiddag alene med mor, mens Carl hænger ud med farmor. Og jeg glæder mig også. Til lidt alenetid med min største. Og forhåbentlig – hvis hun vil – så kan vi sidde og tegne sammen. Men det ved man, som nævnt, aldrig. Hun bestemmer. Det vigtigste er, at hygger os. Det minder jeg lige mig selv om:)