Du læser nu
Fødsel: om støtten der aldrig kom og mit møde de manglende ressourcer…

Fødsel: om støtten der aldrig kom og mit møde de manglende ressourcer…

Jeg græd lidt forleden aften. Græd, fordi jeg læste den her artikel. Og følelser af afmagt, frustration og sympati skyllede ind over mig.

Jeg har født to gange. På to forskellige hospitaler. Min oplevelse har været, at jordemødrene er my heroes. Alt der er foregået inde på fødestuerne har været en pragtpræstation af faglighed, tryghed og vilde personal skills. Jeg bøjer mig i støvet for de danske jordemødre.

Alt det uden om. Well. Det har været dårligt – og jeg skyder ikke skyld på de tapre sjæle, der kæmper i systemerne hver dag. Jeg retter alene min kritik på de, der er ansvarlige for rammerne og ressourcerne.

Og mine historier er jo iøvrigt de ‘gode’ historier. Der findes historier, der er så horrible, at det gør ondt i maven. Som fx den jeg har linket til ovenfor. Men jeg vil alligevel gerne bidrage til at sætte fokus på problematikken – og jeg har jo ikke andre historier end mine egne<3

Jeg har tidligere fortalt, at jeg havde er helt kikset ammeforløb med Elise. Det er i dag min klare klare opfattelse, at det kunne have været undgået, hvis jeg havde fået den rette hjælp til at etablere amningen inden vi blev sendt hjem efter hendes fødsel.

Det tog mig lang tid at erkende. Måske fordi en del af mig ikke havde lyst til at erkende, at jeg kunne have gjort noget anderledes – for det kunne jeg, hvis jeg havde været bedre rustet. Jeg kunne have insisteret på hjælpen. Jeg er også så priviligeret, at jeg kunne have betalt mig fra den, hvis det endelig var det.

Men man ved jo ikke dét, man ikke ved.

Og jeg vidste ikke, at jeg skulle have haft hjælp, da først det var gået lidt skævt. Jeg troede, at ‘det var så sådan et barn jeg havde fået’. Det tror jeg ikke længere på, og det gør mig ærlig talt ked af det (og hermed ikke et eneste ondt ord om flaskebørn i øvrigt. Jeg er selv et. Min førstefødte var det delvist fra 0-4 måneder og udelukkende derfra. Jeg tror ikke på, at Elise har lidt nogen som helst nød. Men mit moderskab led klart et knæk og det er dét, der gør mig ked af det i dag).

Og vi var endda “heldige”. Da jeg fødte Elise, var der stadig mulighed for, at man som førstegangsfødende fik vi lov til at overnatte på patienthotellet. Så det gjorde vi.

Her fik vi besøg af en JM da vi tjekkede ind kl ca 12. Og igen kl 18, da vi aktivt ringede efter én. Kl 18 fik Elise erstatning første gang, jeg fik udleveret ammebrikker og blev sat til at pumpe. Jeg tror, at jeg sammenlagt fik ca 10 minutters hjælp til at etablere amningen…. Og således var kursen altså sat. Sikke en start.

Næste morgen tog vi hjem. På vejen stoppede vi ved Østerbro Apotek og Mads løb ind og købte en brystpumpe. På vejen hjem. Literally.

Min amme-rejse var derfra et vildt forløb af ammebrikker, pumpning og en tidlig kapitulation. Jeg ser i dag fordele og ulemper ved både amning og flaske, og synes iøvrigt at alle mødre, skal finde ro i det der fungerer for dem, deres ønsker, deres barn, deres hverdag osv osv. Vi er alle forskellige og vores børn, ditto. Når jeg – i bagklogskabens klare lys – har været lidt ked af mit forløb, så er det fordi det ikke blev som jeg havde forestillet mig. Og fordi jeg følte mig svigtet undervejs. Det var ikke en aktivt til- eller fravalg. Det var manglende resourcer.

Læs også

Da jeg fødte Carl, havde jeg igen en formidabel jordemoder. Helt igennem faktisk. Og da han var født ville jeg gerne bare hjem, men måtte ikke. Hans blodsukker var liiige det laveste fik vi at vide. Men hvis vi fik taget to prøver der var over grænsen, måtte vi komme hjem. De skulle tages med 4 timer mellemrum og den sidste prøve blev taget kl 22. De var gode og vi var ved at pakke sammen. Men hov nej. Ikke alligevel. En miskommunikation et eller andet sted (jeg ved stadig ikke hvor – om den første besked vi havde fået var forkert eller om den sene sygeplejerske havde sagt forkert til lægen? Eller eller eller) betød at vi ikke fik lov til at tage hjem.

Istedet tilbragte jeg min første nat med Carl alene på en delt stue med en anden nybagt mor og hendes mand. Der var et forhæng imellem os. Der var ikke en seng til Mads og han tilbød at sove i en stol – men jeg sendte ham hjem, for jeg havde mindst af alt brug for, at han havde den energi jeg selv ville mangle, som nybagt mor.

I løbet af natten kæmpede jeg lidt med at få Carl til at tage ordentligt fat og jeg måtte ringe efter sygeplejersken et par gange. Der gik en halv time før hun kom. Utroligt stressende at sidde med en sulten, skrigende nyfødt på en delestue kl 3 om natten. Da hun endelig kom, hjalp hun mig med at få ham lagt til og forsvandt så igen. Der gik ikke 30 sekunder før han havde sluppet igen, og så kunne vi starte forfra. Hiv i snoren, vente, trøste, kæmpe.

Jeg følte mig virkeligt alene og på udebane den nat. Og det var ikke en rar og rolig start for mit liv som mor til Carl. Jeg følte mig til besvær, jeg følte at jeg generede en med-mor og jeg ville allerhelst bare hjem i min trygge hule med min lille dreng.

Næste morgen kom Mads vi blev udskrevet, så hurtigt vi kunne. Jeg var mør. Men også lykkelig. På sin vis tror jeg, at man (jeg…..) romantiserer min virkelighed, når jeg står i den nogle gange. Kald det en coping strategi.

På vej hjem fra hospitalet ringede jeg – klog af erfaringerne fra mit første ammeforløb – til en privat ammevejleder og fik en tid samme eftermiddag. I dag er Carl 15 måneder og jeg ammer stadig (men det er en helt anden snak – pointen er bare, at jeg med 1.5 times selv-finansieret ammevejledning da min dreng var nyfødt har haft et totalt ukompliceret ammeforløb). Og det gør mig ærgerlig.
En god start på moderskabet for både mor og barn, bør simpelthen ikke være de forundt, der i forvejen har ekstra resourcer. Der er blevet skåret så vanvittigt på fødsels-området de seneste år, at de ansvarlige overlæger siger op, fordi de ikke længere vil lægge navn til behandlingen. Forskellen fra tilbuddet til barslende da min nevø blev født for bare 10 år siden, står i skarp kontrast til det man tilbydes i dag. For slet ikke at nævne de narnia-agtige historier min mor og svigermor fortæller om livet på barselsgangen, da vi i vores generation blev født. Uge-lange ophold, ro, ammeetablering og en god start. At man i dag bliver skippet ud efter 8 timer (nogle steder) er, for mig, fuldstændigt vanvittigt.
Det må vi kunne gøre bedre. Det skal vi kunne gøre bedre. Og det har flere og flere været gode til at råbe lidt op om for nyligt, samt linke til Mødrehjælpens manifestet “Alle har ret til en tryg fødsel”, som er et opråb til politikerne. Det her er mit spæde bidrag, og jeg synes også, at I skal læse (og underskrive, hvis I føler for det) manifestet. I finder det her.

 Kommentarer (12)
  • Bare tak.
    Jeg følte mig helt værdiløs, da jeg med 5 uger gammel dreng måtte sige farvel til amning og hej til fuld flaske. Som privatkøbte ammevejleder sagde ‘det er som en mand der er impotent, det rammer lige i kernen af vores funktion’
    Jeg fik en efterfødselsreaktion, nok afledt af mange ting, men især det at jeg ikke kunne give mit barn mad. Tænk hvis jeg bare havde fået lidt tid, vejledning eller ro. Jeg tror aldrig det var lykkedes for os, men måske var jeg ikke blevet presset så langt ud som jeg blev.
    Jeg tror den rigtige rolige start er essentiel for, at man lander lidt som ny familie,
    Min søn er 1,5 år, jeg kæmper stadig med eftervirkningerne og har feks svært ved at rumme mit arbejde, hvor der bliver stillet (rimelige) krav. det har betydet jeg er på stress sygemelding nr 2 pt. Jeg tror virkelig ikke det er en god samfundsinvestering at de sendte mig hurtigt hjem!

  • Kære Acie. Tak for at skrive om dette emne. Jeg har næsten haft identiske ammeforløb som dig med mine to børn. Og er som dig fuldstændig overbevist om, at ammevanskelighederne med første barn skyldtes manglende støtte lige fra efter fødslen og på opholdet på patienthotellet. En erkendelse der har taget mig lang tid at nå til, ligesom du beskriver. Også pga. selvbebrejdelser over ikke at råbe op. Men jeg vidste virkelig ikke bedre første gang.

  • Åh hvor bringer dit indlæg tårer frem og gør mig både ked af det og vred over det både jeg selv og tusindvis af andre kvinder oplever af svigt i et af livets mest sårbare perioder. Jeg var så heldig, at jeg tog et privat ammekursus inden fødslen. Thank God for that. Ellers var min amning også kørt helt af sporet er jeg overbevist om. Jeg var indlagt seks døgn på rigshospotalets afsnit for sårbare gravide på grund af nogle komplikationer efter fødslen. Det var forfærdeligt og traumatiserende. Min fødsel var en god oplevelse, der desværre endte i akut kejsersnit – også en fin oplevelse. Men fra det øjeblik vi ramte opvågningen startede et mareridt og de seks næste dage endte med at føles som flere uger i et fængsel. Der var uden tvivl noget fantastisk personale, men der var mest af alt travlt og kørt helt i sænk på trods af, at der skulle være langt bedre ressourcer en på rigets almindelige barselsafsnit (Som man jo ikke engang bare kan komme ind på som almindeligt fødende).
    Tak for at sætte fokus på dette emne <3

  • Hvor er det ærgerligt, at der er skåret så meget i fødslels-oplevelsen. Alle bør have en tryg og sikker start, specielt i DK hvor vi har råd til den slags. Jeg havde selv en god oplevelse ala det vores mødre havde med to overnatninger, ammehjælp og mange tjeks af sygeplejersker (+ kun 12 ugers barsel ligesom vores mødre, høhø. Lidt er trods alt bedre end i de “gamle dage”).
    Denne slags service fik jeg i et system med brugerbetaling og der skal vi jo ikke ud. Specielt når en standard fødsel koster mellem $10.000-$20.000 og med neonatal kan vi komme op i >$1 mill. Forsikring tager lidt men ikke alt. Den slags service fåes herovre men kun for de privilegerede og heldige. Danmark skal helst ikke ud i det – jeg håber sådan at politikerne kan få øjnene op for, at en fødsel er en traumatisk oplevelse (good or bad) men det er ikke noget, som man er kommet sig over efter 8 timer.

  • Efter 14 dages indlæggelse på en neonatalafdeling med min nu 2 mdr. gamle dreng kan jeg kun bekræfte, at vores sundhedspersonale er pressede (hvorfor man nok skal hjemsendes så hurtigt som muligt). Jeg lå den første uge på 4-sengsstue med vores for tidligt fødte 1500 grams knægt, på en afdeling, der var 160% overbelagt. Alarmer, malkepumper, monitorer, skrigende babyer, grædende mødre, frustrede fædre – hele dagen og natten. Jeg sov ikke i 14 dage. Og jeg havde i øjeblikket ikke ondt af mig selv, men af de små nyfødte, der skal have ro og hvile for at indhente den udvikling, de ikke fik lov at gennemgå i en mave. At amningen (dog med den dumme suttebrik) lykkedes er mig et under.
    Tak for at tage emnet op. Generelt stor ros for de indlæg, du spytter ud. Jeg synes, de på det sidste har fået en helt anden tyngde, og det er rart også at få sådan nogle indlæg med, så det ikke kun er juledekorationer og surdej (selvom jeg nu også er fan af dem 🙂 ).

  • Det er så vigtigt at der kommer fokus på det her!
    Her er min historie om mødet med sundhedsvæsnet: jeg fødte mit første barn for to måneder siden på Hvidovre – og havde dermed to dages indlæggelse på barselsafsnittet. Vi blev kørt væk fra fødestuen inden jordemødrene havde givet os den info vi skulle have (den søde, søde jordemoderstuderende kom forbi vores stue da hun skulle hjem og undskyldte…), og blev indlagt på barselsafsnittet midt i et vagtskifte. Det betød at der gik ca 3 timer inden nogen tog imod os. Derudover var der så travlt at ammevejledning bestod i at en sygeplejerske lagde ham til, sagde “sådan!” og forlod stuen igen. Og så kunne man jo bare ringe hvis man havde brug for hjælp. Da jeg på forhånd havde læst og hørt lidt om amning vidste jeg at det ikke skulle gøre ondt – og det gjorde det, så jeg ringede mange gange på klokken. Det tog ca 30-45-60 min hver gang inden nogen kom, og de var tydeligt irriterede på os fordi jeg blev ved med ikke at kunne lægge ham til. Efter to dage (hvor jeg stadig egentlig ikke synes at amningen virkede) blev vi udskrevet. Hjemme igen havde jeg et døgn hvor min søn ville ammes konstant men overhoved ikke blev mæt (han skreg af sult og jeg skreg af smerte…) og jeg ringede derfor til ammevejledningen på Hvidovre da de åbnede. Det var helt normalt, fik jeg at vide. Efter endnu et døgn bookede vi en times ammevejledning hos babyinstituttet i Gentofte – der blev han vejet, og havde tabt sig mere end 10% af sin fødselsvægt, hvilket vist er grænsen for hvornår man bør se en læge. Efter mega kompetent ammevejledning tog vi hjem og ringede til Hvidovre igen pga det store vægttab. De var totalt ligeglade, og foreslog at jeg da måske kunne prøve at give ham lidt MME. Og det er ikke noteret nogen steder at jeg har kontaktet dem. Min SP var rystet da hun fik det at vide ved vores første besøg. Heldigvis havde vi fået en god plan med fra babyinstituttet, og med udpumpning, amning og supplering med MME tog han på igen. Jeg opgav amning efter ca 3 uger, det kom aldrig til at fungere på trods af flere timers privat vejledning – så nu har jeg en glad og sund flaskedreng.
    Jeg er lykkelig for at vores økonomi er så god at jeg ikke engang behøver at tænke over at bruge tusindvis af kroner på at købe hjælp. Men jeg kan heller ikke lade være med at tænke at det burde være et tilbud til ALLE. Hvis jeg skal have et barn nummer to engang, så er jeg ikke i tvivl om at jeg kommer til at booke et privat barselsophold, for jeg har cirka nul tiltro til det offentlige system. Hurra for velfærdsstaten.

  • Puuuuha. Sidder her i 17. uge (barn nr.2) og skulle virkelig kæmpe for ikke at græde over den artikel du linker til. Hvor er det forfærdeligt. Og sindssygt at der ikke tilbydes psykologhjælp, det er jo helt vanvittigt ikke at gøre i den situation.
    Dine oplevelser med Elise og Carl og hospitalsvæsnet er også triste. De fødende før os har ikke været klar over hvor lækkert de har haft det – men måske skulle man hellere vende den om og sige, at de havde vilkår, som burde være en standard, vi også havde i dag og ikke en luksus.
    Jeg havde selv en helt uproblematisk fødsel og ingen ammeproblemer med min førstefødte (fra februar 2018), men det er så skræmmende der ikke er et tilbud om ordentlig hjælp til mig, hvis jeg nu har brug for det til min kommende fødsel, og til alle dem der virkelig har brug for hjælp, om det så er mere eller mindre fatalt Jeg håber der kommer en ændring!

  • Åh jeg har også født en Karl på Hillerød hospital, vi var indlagt et par dage efter fødslen for at få amningen etableret, det lykkedes aldrig helt og var noget værre rod. Da vi kom hjem kunne sundhedsplejersken fortælle os at han havde klassisk stramt hjerteformet tungebånd og derfor ikke kunne amme og hun var forarget over at de ikke havde opdaget det når vi var indlagt med fokus på at få den amning etableret. Jeg bemærkede godt tungen da han skulle ammes første gang, men var ærlig talt så udkørt at jeg valgte at lægge al min tillid til sundhedspersonalet. Vi lå på delestue i de nætter og det er så stressende at ligge der med en utrøstelig nyfødt, ikke vide hvordan man skal få amningen til at fungere, og mærke naboparrets stress på stuen der heller ikke får ro og hvile og babyerne der konstant vækker hinanden. Den nye sundhedsplejerske der kom efterfølgende (man har åbenbart to i starten i min kommune) tjekkede på min opfordring om han havde den rette teknik, for det var hektisk at amme og han skreg og skreg. Det mente hun bestemt at han havde, men vi kunne mærke at det ikke fungerede og betalte os fra hjælp hos Babyinstituttet der tværtimod så at han kæmpede for at få mad og ikke havde den rette teknik. Derudover var der også komplikationer ifm fødslen jeg ikke vil komme nærmere ind på her, men konklusionen er at hvis jeg får et barn mere, så er jeg rustet til at være den insisterende mor og kræve hjælp, og jeg kan slet ikke forestille mig hvordan det ville have været hvis jeg var sendt hjem efter 8 timer som førstegangsfødende. Er det folk uden børn der laver den regel??! Jeg tror desværre ikke at jeg vil lægge al min lid til fagpersonalets faglighed, desværre. De var søde og gjorde deres bedste, men det var altså ikke nok til at det var en hjælp.

  • Tak for at du bruger din stemme i denne vigtige sag ❤️ Og kram til dig for det “svigt” du har været ude for og for at turde fortælle om det ❤️

  • Jeg finder der stadig mirakuløst at jeg fik amning op at køre. Det var lige ved at gå galt men så blev jeg heldigvis (?!?!) indlagt med blodforgiftning på en bedre bemandet afdeling. Det var et kæmpe cirkus. Efterfølgende fik jeg flere besøg af SP derhjemme fordi jeg var så medtaget at jeg ikke kunne sidde op og hun var en fantastisk hjælp med amning og etablering af døgnrytme. Eller forsøg på, haha!
    Hvis jeg får en mere har jeg en meget lav tærskel for at kontakte en ammevejleder.

  • Godt skrevet! Jeg havde både en kompliceret fødsel, som endte med en tur på operationsbordet 1 time efter fødslen, hvor jeg var adskilt fra min datter i 4 timer, men også et virkelig dårligt ammeforløb. Jeg havde selv ønsket at føde ambulant og blive sendt hjem de her 4-6 timer efter fødslen, som Hillerød normalt tilbyder. Grundet fødslen blev jeg indlagt og hjælpen var virkelig ringe. Jeg bad gentagende gange om hjælp, da hun ikke suttede korrekt, hvilket udløste en massiv smerte. Den eneste hjælp jeg fik, var fra en sygeplejerske, som foreslog en anden ammestilling. Da det stadig ikke hjalp, fik jeg kastet et par ammebrikker i hovedet, som jeg ellers havde svoret til at jeg IKKE skulle have. Men jeg måtte sige ja, i ren desperation, hvilket jeg virkelig fortrød bagefter, da jeg ikke kunne slippe dem igen. Clara var ca 1 måned gammel, da jeg opgav amning og gik over på flaske i stedet.

  • Tak tak tak for et vigtigt skriv! Jeg havde som dig et kompliceret ammeforløb som helt sikkert også kunne havde endt anderledes eller helt været undgået med den rigtige støtte og vejledning fra starten.
    Tak fordi du deler og skaber opmærksomhed ♡

Kommentér

Din email-adresse vil ikke være synlig.

© 2020 ACIE.DK / All Rights Reserved / A GreatSimple website

Scroll til top